Blå fans på tour

I begyndelsen af marts 2002 tog en stor delegation danskere på tur til Manchester City - Og sikke en herlig tur det blev.

Onsdag den 27. februar 2002 
Vækkeuret sat til klokken 04:15 - føj for den lede…. Og dog, nej - det var da fedt! Vi skulle jo op for at nå morgenflyveren fra Billund til Manchester - mødetid i Billund klokken 06:35.

Den morgen viste det sig, at vække uret overhovedet ikke var nødvendigt. En alt for overspændt morten72 vågnede nemlig allerede klokken 03:27… Klar til 5 dage i Manchester i selskab med en masse festlige Scandinavian True Blues.

En spand kaffe akkompagneret af DR's Natradio (!) kunne nåes inden vores chauffør, Karsten Sørensen skulle hente førstedamen og jeg.

Klokken 05:10 ringede mobilen fra Henrik72: "Vi holder herude" var meldingen. Så det kan nok være, at vi fik travlt med at slukke lys, kaffemaskiner og alt muligt andet.  Ud i vinter morgenmørket - hen til bilen, som skulle fragte os det første stykke mod drømmenes mål - Manchester City!

Ud over mig selv var de andre rejsende i bilen Tanja, Henrik72 og Sune. Sidstnævnte var Mekka førstegangs rejsende men var alligevel forfærdelig stille…. Det undrede mig lidt. Der var dog en grund til Sunes stilhed. Manden var tyvstartet med øllerne allerede tirsdag aften, idet han havde fået besked om, at han var blevet optaget på Politiskolen. Stort tillykke, Sune!

Nå - i bilen derned af var det mest undertegnede der førte ordet. Min tale gik selvfølgelig på alt muligt City relateret, men jeg tror egentlig alligevel, at de andre gerne ville have mig til at holde kæft - bare et par minutter….

Fremme i Billund - indtjekning og mere kaffe. Rasmus "Cool Nok" O. Andersen stødte til selskabet. Så manglede vi bare de to sidste, Nicolai og Lars "Edghill"…. Uhada da. De to unge gutter tågede rundt i den kæmpestore Billund Lufthavn og hørte derfor ikke, at der blev kaldt ud til flyet! Alle vi andre hørte det derimod godt, og vi kørte standsmæssigt med bussen ud til Manchester propelflyet… klokken 07:25 - 10 minutter før afgang - var der stadig ingen Edghill eller Nico at se, og vi andre begyndte at blive nervøse på deres vegne… klokken 07:30 kom en bus med fuld fart op til flyet - der stod kun to ud - Nico og Edghill - pyha…. I to - næste gang må jeres forældre nok følge jer ud til lufthavnen ;-)

Flyveturen gik stille og roligt - bortset fra at Tanja smed rundt med sin British Airways morgen bakke. Jeg siger jer - der var simpelt hen Buko ost overalt!

Fremme i Manchester gik turen med taxaer ind til Lansdowne Hotel i Fallowfield, Manchester. Stille og rolig tur - små 15 pund for turen, der tager en 20 minutters tid.

Fremme ved hotellet tjekkede vi selvfølgelig ind, men da vores værelser endnu ikke var klar, besluttede vi at spise morgenmad for sådan ca. 3 gang. I receptionen stødte vi ind i Peter Arndal, Jesper Ruvald og 'Frede' aka Frederik Bruhn. De tre var ankommet dagen før (Arndal havde kun været undervejs i 30 timer med færge og tog) og ville nu en tur ud til Carrington, Citys træningsanlæg.

Vi andre gik altså ind for at få "Just a full English breakfast, please", og da den var indtaget var vi klar til en lang, men spændende dag i Manchester.

Fra morgenmadsrestauranten gik turen videre ind i hotelbaren, hvor folk (indrømmet) tøvede lidt med at bestille den første pint… Klokken var altså også kun 10:00 am.

Lidt senere, sådan ved 11:00 tiden begyndte det at drysse ind med nordmænd. Så måtte tiden være moden til den første Boddington - en herlig Manchester Øl. Som rosinerne i pølseenden kom Tor og Ole Morten. De havde til opgave at dele billetter ud til os andre rejsende. Tanja, Henrik og jeg var så heldige at få billetter på North Stand sammen med Ole Morten og et par andre Nordmænd. Det fik vi mange misundelige blikke for!

Lidt senere kom folkene fra Carrington tilbage. De havde fået en ordentlig en på opleveren, idet det havde lykkedes dem at komme ind og overvære træningen. Her havde de hilst på flere City spillere - blandt andet de to danske Jensen og Ellegaard. Især Ruvald og Frede var helt vilde over deres oplevelse. Sådan nogle københavnere er jo også lette at imponere. 

Brian Leth, som skulle overvære Sheffield W kampen med os, var nu også ankommet til Lansdowne hotel, så nu var vi næsten alle samlet, vi manglede blot Anders og hans kammerat, Brian som ville ankomme om aftenen.

Ved middagstid blev vores hotel værelser klar, og de fleste af os danskere blev placeret ved siden af hinanden i "kældergangen". Nogle små, men meget fine værelser, synes jeg.

Vi danske blev enige om at gå en tur ned til City-biksen ved Maine Road. Nu kunne turen for alvor begynde. Jeg blev helt nostalgisk over at gå turen hen af den beskidte og stærkt befærdede Wilmslow Road. Turen gik også hen forbi Platt Lane, det gamle træningsanlæg, og slutteligt ind igennem de små mærkelige gader omkring Maine Road . Vi endte i Superstoren hvor vi fik meget tid til at gå. Jeg personligt købte ikke noget - jeg synes ærlig talt, at disse Merchandice magere er ved at løbe lidt tør for ideer…..

Mine tidligere på dagen indtagede pints rumlede i blæren, så jeg besluttede mig at finde Maine Road, hvor jeg nok kunne låne toilet!
Sammen med 1. damen gik turen over til Mike i Maine Road receptionen. Mike var som sædvanlig venligheden selv, og vi blev selvfølgelig lukket ind uden problemer. Efter at have forrettet min nødtørft, gik turen ind på stadion, hvor de var i gang med at klargøre banen til aftenens "brag" imod uglerne fra Sheffield. Efterhånden dukkede de andre danskere også op på "Mekka", og i stille respekt for det store stadion tjekkede vi lige hvor vi skulle sidde til aftenens kamp.

Nå, folk var efterhånden blevet sultne og vi sagde derfor farvel til Mike, og begav os tilbage til Wilmslow road. Turen gik selvfølgelig på Hadji's - den herlige Kebab bar. Her blev turens første Doner Kebabs indtaget - et måltid der selvfølgelig var lidt for meget for vores københavnske venner….

Heldigvis er den glimrende pub "Friendship" lige overfor, og derfor gik turen derover. Der var lige tid til en pint inden vi skulle mødes med de andre i hotelbaren. På Friendship slappede vi af med mange mere eller mindre underlødige emner, såsom blandt andet "Bernabeu I Brand". Fandt aldrig helt ud af betydningen, Frede?!

Tilbage på hotellet gjorde vi klar til kamp - simpel procedure. På med den Blå trøje, og drik en pint!

Foto: Billetter til turens Citykampe

Ved 17:30 tiden gik vi ned til Bee Hive - en perfekt pub at varme op til en City kamp! På Bee Hive var der som sædvanlig proppet med Blå mennesker, der alle skabte en fin "pre match" stemning! Vi forlod dog pubben hurtigt igen, kun en pint blev det til, idet vi danskere gerne ville ind på Stadion i god tid. Dickov skulle jo ind og tage afsked med os fans før slaget imod Sheffield drengene.

Klokken 19:40 førte Paul Dickov holdene på banen under stor hyldest fra 33.000 tilskuere. De sang "There's only one Paul Dickov" ned mod Wembley helten, så man fik en klump i halsen. Jeg gjorde i hvert fald…..

Jeg var nervøs inden kampen, jeg frygtede et pinligt nederlag - min Maine Road statistik er nemlig ikke så god, at det gør noget! Ruvald trøstede dog med, at han var overbevist om en sikker sejr til City - og han skulle få ret.

Efter kun få minutter scorede Horlock en absolut screamer, idet han uden for feltet følte bolden op i krogen. 1-0, Maine Road jublede… Det var første gang jeg oplevede dette, og derfor var det særligt stort. Det var nemlig min 4. kamp på Maine Road…!

Derfra var der kun et hold på banen, nemlig Manchester City. Det blev til både 2, 3 og 4-0 uden at Wednesday kunne vise noget som helst. 4-0 målet var dog særligt fedt. Det blev scoret af Goater, som havde brændt mange chancer i kampen, og man kunne derfor se på Geden, at det mål betød meget for ham. Og så det at få lov til at synge med på "Feed The Goat" - uha - det var stort!
Tak til Tor for at få lov til at få pladser på det larmende North Stand.

Efter kampen var det meningen at vi skulle med Nordmændene på pubben "Sherwood" men da vi ikke kunne finde det fandt vi en anden lidt mere "stille" pub, som jeg ikke husker navnet på. Med på pubben var også Anders, som endelig var stødt til vores gruppe. Også min gamle norske ven Ove Tømte havde valgt at tilbringe sin aften med os danske. Ove var i byen med sin kæreste, og de to var et yderst hyggeligt selskab at have med. Anders' kammerat, Brian var desværre blevet syg, så han var gået hjem på hotellet for at blive frisk igen.

Vi havde en hyggelig aften på pubben, og Anders scorede et City halstørklæde fra en lokal supporter! Ved 23:00 tiden brød vi op fra pubben, men da ingen taxi ville vove sig ned i Moss side på det tidspunkt af døgnet måtte vi gå hjem! For ikke at gå igennem det mast belastede tog vi en ydre ring vej hjem, og vi var der tæt på at fare vild! Vi nåede dog hjem på hotellet i god behold via et par taxier, som vi prajede, da vi var nået ud af Moss side området.  I hotel baren blev det til et par pints inden en meget lang og begivenhedsrig dag sluttede.

Torsdag:
Torsdag morgen - mit hoved var noget tungt efter gårdsdagens mange pints! Oveni købet havde jeg glemt at stille mit vækkeur til engelsk tid -således at Tanja og jeg allerede blev vækket 7:30 i stedet for 8.30 - desværre opdagede vi først dette efter vi var blevet klar til en ny dag.

Nå, endnu en gang op i restauranten og bestille "just a full english breakfast, please".
Morgenerne på Lansdowne er altid ret så hyggelige. Der er tid til at sidde stille og roligt og tale om alle oplevelserne, som man gennemlever på sådan en fællestur. Denne morgen gik diskussionerne om gårdsdagens kamp, som alle var enige om var god, men manglede nerve fordi Wednesday var et alt for dårligt hold til at kunne true City.

Efter morgenmaden bød torsdagen på en såkaldt "kult tur" med Atle Grotmol. Vi gik fra hotellet klokken 11 og herfra gik turen ned igennem Wilmslow Road - ud for at opleve noget City historie. Vi gik og gik, og det var egentlig ret hyggeligt bare at gå der i det relativt gode vejr og hygge snakke om City. Efter en rum tids spadseren kom vi til Pink Bank Lane, et sted City en gang havde holdt til. Der var intet tilbage at se, men selvfølgelig tog vi Atles ord for gode varer - "dette sted er historisk" proklamerede Atle højtideligt!

Foto: Inden afgang til "kult-tur! 

Vi gik videre og kom op til Hyde Road et sted hvor City holdt til i mange år i tiden lige inden Maine Road. Reserverne spiller stadig på Hyde Road - dog ikke på det gamle stadion som for længst er væk. På Hyde Road stoppede vi ind på en Pub - mange - især af nordmændene - var blevet tørstige af alt det kult tur, så nu ville de have en pint. Vi fandt hurtigt en hyggelig lille pub, hvor vi sad en times tid inden turen gik videre til Eastlands - det nye flotte stadion som City tager i brug til næste år.

Vi måtte ikke komme ind på selve stadion, men blev henvist til et besøgscenter, hvor vi fik en meget omfangsrig forklaring om det store projekt omkring Eastlands. Det drejer sig nemlig ikke kun om City of Manchester Stadium, men om udviklingen af et nyt område, hvor sporten har en meget stor plads. Jeg kan kun sige, at det ser meget flot ud, næsten så flot, at det ikke rigtigt er City??!!

Vi danskere tog nu ind til Manchester Centrum for at mødes med de danskere, der ikke var med på Kult turen. Derinde fik vi et tiltrængt måltid, og derefter gik turen ned til Sports pages, en utrolig god butik med masser af Sports-litteratur. Henrik 72 købte blandt andet en ny stadionbibel derinde.

Om aftenen var et af de fede indslag ved turen i vente. Fanforum med KK samt nogle unavngivne spillere/ledere. Derfor fandt vi hurtigt en bus ud til hotellet for lige at kunne nå at smække benene op til en pint inden vi skulle af sted igen.

Ved 18:30 tiden begav vi os i taxier ned til Maine Road, Upper Kippax Stand, hvor forummet skulle foregå. På kippax var baren åben, men til vores store ærgrelse serveredes der kun "soft drinks", hvad f…nden!! Aftenen startede lidt "træls" med at vi ventede og ventede før der dukkede nogle op. Da der endelig skete noget annoncerede konferencieren, at nu var Keegan, Huckerby og Bercovik på vej sammen med Dennis Tueart og Chris Bird og at de først skulle bruge en halv time på autografer og "fotosessions", så vi skulle bare stille os i kø og vente på dem….Gaaab, endnu mere venten.

Kvart over otte kom vi endelig i gang med forummet, og det siger jeg jer, det var utroligt underholdende! Bercovik var yderst veloplagt og i vældig humør, og Keegan holdt sig heller ikke tilbage. Huckerby var lidt mere tavs og tilbageholdende og måtteoven i købet tage en masse drillerier fra hans kollegaer oppe på podiet!

Der blev stillet mange gode spørgsmål, og Keegan og Co. svarede meget ærligt og åbent. Jeg husker egentlig ikke specielt mange af spørgsmålene, desværre. Keegan var på en måde meget forbeholden om at tale fremtid ("Hvor er City om 7 år" osv.), han understregede hele tiden, at nu handler det om at få City op i Premier League, men på den anden side kunne han ikke skjule, at han er overbevist om, at City spiller PL bold i næste sæson.Foto: Klar til Fanforum 

Aftenens bedste spørgsmål blev præmieret. Præmien tilfaldt dog det dårligste spørgsmål, som kom fra en kvindelig massør, som ville høre om klubben havde tilknyttet en massør, og om spillerne strakte ud efter kamp og træning - mage til dumt spørgsmål!! Men dumhed betaler sig åbenbart - damen vandt to billetter til sæsonens sidste hjemmekamp imod Portsmouth…. Fan forummet var en stor oplevelse og det bekræftede min formodninger om, at Keegan er en meget karismatisk mand. Keegan lagde slutteligt heller ikke skjul på sin mening om Alex Ferguson - "My good friend, Alex", sagde han nogle gange i løbet af aftenen - med slet skjult ironi i stemmen.

En stor oplevelse rigere begav os danskere os endnu en gang imod "Friendship". Der var Harp-kande aften, noget som Mekka Team 2000 kun husker (eller er det glemmer) alt for godt. Her hyggede vi os til vi blev smidt ud en 8-10 kander senere… Ikke specielt ædru gik ruten over på Hadji's, hvor menuen stod på Doner kebab og Lamb burgers. Hadji havde virkelig $ tegn i øjnene hver gang vi danskere begav os ind på hans ydmyge lille joint!

Et visit i Hotel baren afsluttede endnu en hektisk dag i Manchester.

Fredag
Fredag var dagen hvor vi havde en aftale med Niclas Jensen, og derfor begav vi os ud på Carrington. For Ruvald og Frede begyndte det at blive pinligt - det var tredje dag i træk, de var derude!

Vi kørte i Taxa til Carrington - egentlig en lang tur, og da vi kom derud kviede vagten sig noget ved at lukke os ind - vi var også en 10-15 stykker. Vagten gik ned for at tale med Keegan, og KK sagde selvfølgelig, at vi bare kunne komme ind! Sådan KK!

Spillerne trænede let den dag. Der var mange skud og indlægs øvelser, som var meget underholdende at se på. Humøret og moralen virkede utrolig god, og det gjorde det til en endnu større fryd at se sine helte på så kort afstand. Spillere som blandt andet Horlock, Ritchie og Niclas stod kun en 5- 10 meter fra os, så det var lidt en oplevelse. Spændende var det også, at Citys nye kineser, Sun Jihai, Sunshine, som vi døbte ham, var med til fællestræningen for første gang.

Der blæste godt nok en kølig vind, som gjorde det lidt koldt at stå og glo så længe, så da spillerne trak ind for at klæde om, gik vi ned for at stå i læ nede ved deres "klubhus". Dernede gik spillerne frem og tilbage, blandt andet Håland vagte stor jubel ved vores norske venner fra Bryne. Også Weaver (blandt andet i bar mave), Tiatto og Negouai gik meget frem og tilbage - de ville nok gerne ses af os!

Det var dog egentlig mest Niclas Jensen, som vi ventede på. Vi havde jo egentlig en aftale med ham. Vi var dog blevet enige, at vi blot ville bruge et par minutter af hans tid på Carrington - den oprindelige plan var at slæbe ham med på pub!

Da Niclas endelig kom sludrede vi bare lidt om klubben, og skræmmende nok måtte Niclas erkende, at vi ved mere om City end han gør! Niclas vidste blandt andet ikke hvem Andy Morrison og Terry Cooke var ;-) ! Niclas erkendte også til os at hans forhold til Ragsene er kølnet noget siden hans ankomst til The only Football club to come from Manchester!

Vi sagde pænt farvel og held og lykke til Niclas. en meget sympatisk og flink fyr, det må jeg sige.

Tilbage var nu blot Shaun Goater. Ham kom vi til at vente længe på. Vi spurgte Wiekens da han gik, om Goater snart kom ud, og Wiekens svarede ærligt med et grin, at Goater stadig spiste, og det kunne tage lang tid endnu, da han altid er meget sulten!

Efter en times tid kom Goater endelig, og han var som altid meget snakkesaglig. Han var et stort smil, og stillede velvilligt op til foto med os alle. Han afgjorde også et væddemål for Anders og Ruvald. Goater hedder Leonardo og ikke Lennart til fornavn. Således kan jeg afløre, at Goater hedder Leonardo Shaun Goater. Ruvald vinder dermed væddemålet.

En fornøjelig, men om end noget kølig formiddag/middag kunne slutte på Carrington, og vi var blevet nogle gode oplevelser rigere.

Slutteligt vil jeg bemærke om Carrington: Det er lidt af en myte, at det skulle være så aflukket derude. Det lykkedes Ruvald og Frede at komme ind derude tre dage i træk - helt uden problemer. Grunden til at de tøvede lidt fredag var, at vi var så mange - men også det så Keegan igennem fingre med. Vores klub er stadig en sympatisk og åben klub overfor os fans - sådan!

Et par indertaxier hentede os ude på Carrington. Københavnerne kørte på Friendship for at få Tomat suppe (?), mens vi jyder tog til Didsbury for at hilse på vores kære Branch president, Mr. Ken Barnes.  Det blev dog til et kort møde med den ellers sympatiske mand. Jyde folket var sultent, og vi besluttede derfor, at droppe pintene, og i stedet finde noget Fish and Chips. Desværre fandt vi ikke en "Sushi og Fritter" joint, og derfor endte vi på noget så latterligt som Pizza Hut. Det var dog okay at komme ind i varmen og sidde ned, og vi tilbragte en times tid på den ellers dødssyge restaurant.

Efter det lille måltid tog vi bussen, ja bussen, tilbage til hotellet, hvor Henrik72 og Arndal var så venlige, i bedste jyde stil, at give en kop kaffe på deres ellers så stolte fæstning, room 108. En lille hyggesnak om dagen ude på Carrington over en kop Neskaffe er nu ikke værst.

Aftenens plan var for de fleste af os danske (og 3 nordmænd) at tage en tur til Stoke og Britannia Stadium for at se fredagens topbrag i 2. division mellem Stoke og Brighton. Tor havde som sædvanlig været den flinke organisator med kontakterne. Vores dygtige medlemssekretær havde sørget for en stor taxa til os Stoke folk. Vi skulle kun give 10 pund hver for taxa turen, og det var retur pris! Der er små 85 km til Stoke fra Manchester City.  Vi synes dog, at det var synd for vores chauffør, at han skulle sidde og vente på os i hans bil, mens vi så fodbold, og vi blev derfor enige om, at splejse til en billet til vores Chauffør, Jimmy, mener jeg, at han hed. Jimmy er City fan , så for ham var gensynet med Stoke ikke så rart. Han var nemlig til stede den dag City, trods en 5-2 sejr over Stoke, rykkede ned i 2. division
Foto: Billeten til Britannia Stadium

Turen til Stoke tog ca. en 1½ time på grund af heftig trafik, og vi nåede derfor først frem til Stadion lige før kick off. Tanja legede rejseleder og fik fat i de 12 billetter vi skulle bruge - perfekt 12 pladser lige ved siden af hinanden på Sentinel Stand.

Britannia Stadium er ekstremt flot. Da vi entrede ind på Stadion blev jeg i hvert fald meget imponeret. Meget flot designet.
16.000 tilskuere lavede en ekstrem larm, og tribunernes konstruktion gjorde oven i købet, at lydniveauet blev stærkt fortættet under halvtagene. Selve kampen var meget underholdende. Det var et topopgør og der var høj intensitet blandt de 22 inde på banen. Kampen bød på meget underholdning i form af 4 mål, der resulterede i en 3-1 sejr til Stoke. Britannia var virkelig en stor oplevelse. Flot moderne nyt stadion med masser af god stemning. Det må skyde rygtet ned om, at når City rykker ud på deres høj moderne Stadion i Eastlands vil stemningen forsvinde. Tværtimod siger jeg.

En stor oplevelse rigere, kørte vi hjem mod Lansdowne Hotel og baren. Stemningen i bilen på hjem var mat - selv københavnerne holdt kæft det meste af vejen, uha Frede og Ruvald - I må edderbankme have været trætte! Hjemturen til Manchester blev også forsinket af, at bilens gearkasse ikke havde det så godt. Det resulterede i vores kære chauffør måtte køre noget forsigtigt hjemover. 

Tilbage i Manchester ved 23:00 tiden var det for sent at gå på pub, så vi satte os igen i Hotel baren og så nogle City sæson videoer akkompagneret med nogle pints. Ved 1:00 tiden var vi lige pludselig sultne, og derfor måtte vi lige besøge Hadji's inden sengen kaldte igen.

Lørdag
Lørdag var dagen for turens kult oplevelse. Det meste af delegationen var enige om, at en tur til Spotland stadium og se Rochdale vs Shrewsbury var måden at få en lørdag i Manchester til at gå med.

Efter morgenmaden gik vi for Gud ved hvilken gang i Hotelbaren for at få en pint. Her hyggesnakkede vi lidt inden vi bestilte et par taxaer til Spotland, Rochdale. Arndal var nu desværre blevet lidt skidt tilpas - the flu - så han kunne ikke komme med, selv om han meget gerne ville. Ærgerligt at skulle undvære Peters kluk-latter en hel eftermiddag.

Der var længere til Rochdale end vi troede. Turen der ud tog ca. en halv time, og vi måtte betale 22 pund for turen - de andre i den anden taxa blev blokket for 36 pund! Heldigvis blev dette beløb korrigeret til 26 pund(?) fra vores taxa mand, der kørte lige bagved.

Klokken var nu 13:00 og der var altså 2 timer til kick off for 3. divisions kampen. Vi gik derfor lidt rundt omkring Spotland Stadium - det er jo om at få det hele med. Udenfor Spotland receptionen fik vi øje på en lækker lille sild, og alle vi gutter gloede jo så øjnene var ved at trille ud af hovedet på os….Først sekunder efter fik vi øje på at manden ved siden af hende var Liverpool og England stjernen Steven Gerrard ;-)! Vi undrede os lidt over hvad han lavede her, men kom til den konklusion at han nok var skadet og derfor var hjemme og besøge barndoms klubben. Vi så også Go'e gamle Richard Jobson inden kampen. Jobson spiller nu for "Dale", og inden kampen kom han ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt med sine to tvillingepiger ved hans side - cool nok…

Vi fandt en rigtig hyggelig pub, som nærmest var bygget ind i en af Spotland tribunerne. Vi havde en 1½ times tid at slå ihjel inden kampen, så det var muligt at nå et par pints inden det store kick off.  Som sagt var pubben rigtig hyggelig, og vi følte os virkelig velkomne. Man kunne godt mærke at "Dale" supporterne ikke er vant til udenlandsk Support - de gloede i hvert fald noget på os, når vi med vores danske sprog blev lidt for højrøstede… ;-) Men der absolut ingen fjendtlighed at spore nogle steder. Alle virkede meget venlige, og der var også plads til, at Shrewbury supporterne kunne hygge sig i fred. Meget charmerende sted, denne pub.

Et kvarter før kamp start væltede vi ud af pubben. 10 meter fra denne var nemlig indgangen til ståpladserne, som vi meget gerne ville opleve "sådan live".

Spotland Stadium var faktisk flot. Mange danske Superliga klubber ville misunde Rochdale deres Spotland, helt sikkert.

Men vi stod altså blandt "hard core Dale" supportere. Forholdsvis pæne mennesker, der pludselig, da holdene kom på banen, forvandlede sig til nogle højt råbende bandende folk. Vi stod enorm tæt på banen, og den stakkels Shrewsbury målmand, som skulle stå i kassen foran os i 1. halvleg, måtte godt nok finde sig i, at blive kaldt lidt af hvert - "Wanker"´, Sheep shagger" og You're Welch -and you know you are" var blot noget af det, han måtte finde sig i. Imponerende nok tog han det bare med et smil ud til os.

Selve kampen var noget af det dårligste jeg nogensinde har set. Fejlaflevering på fejlaflevering, bolde ud over tribuner og jeg ved ikke hvad! Den endte 1-0 til Rochdale, på et sent mål, og det var meget fedt at opleve Dale supporterne i ekstase.

Jeg synes, at Rochdale var en fed oplevelse. Kampen var crap, men selve rammerne omkring den bekræftede mig heldigvis i, at den engelske fodbold sjæl lever i bedste velgående.

Taxa tilbage hotellet for at se Newcastle v Arsenal på Sky. Vi var enige om, at vi efter denne oplevelse lige måtte se, hvordan fodbold også kan spilles ,-)

Arsenal vandt 2-0 som i nok ved - ikke at det ragede os…

Jeg var godt nok færdig denne lørdag. Tanja og jeg tog ud at spise på karry milen længere nede af Wilmslow Road. Det var rart at få noget rigtig mad, efter 4 dage med Hadji's og lign. Efter måltidet tog vi på Friendship, men for en gangs skyld smagte øllet ikke godt.
Tilbage til hotelbaren, hvor alle folk stort set var ved at gå i seng! Tanja og jeg blev siddende og så lidt af "Match of The Day" inden vi gik i seng. Vi ville jo også gerne være friske inden City vs Coventry dagen efter.

Søndag
For en gangs skyld vågnede man rimeligt frisk. Utroligt hvad 8 timers søvn kan gøre! Det kunne man ikke sige om Ruvald og Frede. De to havde været i byen dagen før, og især Ruvald lignede noget der var løgn!  Peter var til gengæld og gudskelov frisk igen - til gengæld skrantede Henrik 72 - ja, jeg vil ikke vide, hvad der laves på 108!

Nå, morgen hygge og pre match pints i hotel baren. På grund af det tidlige kick off - klokken 13:00 kunne man ikke rigtigt nå på pub inden kampen.

Ud over det skulle Tanja, Tor, Stotty og jeg ind på selveste Maine Road's græstæppe klokken 12:30 og under stor bevågenhed overrække en check til youth academy på 750 pund, et beløb der er indsamlet i vores Skandinaviske Supporterklub. Så det gjaldt jo om, at holde sig rimeligt ædru!

Klokken 11:30 begav vi os ned mod Maine Road. Vi skulle møde Tor og Stotty (Oslo Blue) klokken 12:15 ved Maine Road Receptionen. Her havde vi fået nogle sær-billetter til "The International Room", som stort set bare er en lidt pænere pub. Bartenderne har uniformer med Butterflies , og gæsterne er smart dressed - altså ingen blå trøjer i syne, lidt kedeligt ikke? Alligevel var det meget sjovt at stå og "mingle" med disse folk over en pint!Foto: Adgangs billet til VIP logen

Klokken 12:30 blev vi ført ned på banen, og Maine Road annoncøren gjorde sit job, og præsenterede os ved navne og Branch. Tor overrakte checken til Jim Cassell, chef for Academy akkompagneret af klapsalver fra ca. ¼ del fyldt Maine Road.
Dette var en meget stor oplevelse. At få sit navn råbt op på Maine Road, hilse på Jim Cassell, og at stå helt nede på græsset, hvor spillerne løb rundt varmede op til kampen - jeg fik ligeledes også smug taget nogle billeder dernede fra! Tak fordi vi måtte være med til dette Tor og Ole Morten!

Vi mødte de andre fra Fællesturen oppe på *Gene Kelly stand, hvor vi skulle sidde. Heldigvis var det tørvejr. Selve udsynet fra pladserne var godt, men desværre misser man en del af stemningen, idet man er sat lidt over "i et hjørne" på disse pladser.
*Gene Kelly stand" var ikke et officielt navn til den midlertidige mobiltribune mellem North Stand og Kippax. Det referede til, at der intet tag var, og at det derfor var "Singing in the rain" at sidde  netop der - som i det berømte Gene Kelly nummer

Kampen viste igen at City er "head and shoulders" over de andre hold i divisionen. City spadserede sig til en 4-2 sejr, som I nok ved.
Kampen var dog bedre end onsdagskampen mod Sheffield W. City var noget bedre spillende denne søndag.

Nu var turen ved at være slut. Tilbage var blot et par timer i Mekka inden flyveren vendte næsen hjem imod Danmark. De par timer blev brugt til at se good old "Kinky" og Derby spille 2-2 med Ragsene på Sky i Hotel baren.
En meget hyggelig måde at slutte turen af på. Ved 17:00 tiden kørte vi i lufthavnen, mange oplevelser rigere efter nogle hektiske men fantastisk sjove dage i byernes by; Manchester City!

Tak til alle for godt selskab. Jeg synes virkelig, at vi svinger godt sammen - aldrig er der et kedeligt øjeblik i jeres selskab. Jeg savnede jer faktisk da jeg kom hjem. Jeg håber, at I har fået smag for, at tage med på fællestur en anden gang.

Morten