Team Mekka; Marts 2000

Jeg skulle egentlig have skrevet denne rejsebeskrivelse for lang tid siden. Men en tur til Manchester rummer så mange oplevelser, at det er svært at sætte det hele ned på papir.

Oplevelserne er mange og derfor virker det hele lidt overvældende at skulle skrive ned. Jeg har derfor med vilje ventet lidt, og dermed fået fordøjet og filtreret alle oplevelser og indtryk, således jeg er i stand til at skildre det, der har gjort mest indtryk på min tur.

Lad mig først præsentere de fire Cityfans, som skulle indtage Manchester: Henrik Sørensen, Lars Pinderup, Tanja Andersen og Morten Olesen. Rejsen begyndte ved Musikhuset i Århus, hvor lufthavnsbussen til Billund ventede.

Det var en lang rejse fra Århus til Manchester over London, men humøret var højt fordi forventningerne var store.

En dejlig flyvetur fra Billund til London blev hurtigt overstået. Lars var glad, Henrik så frem til at komme til mellemstationen London, hvor Themsens varme strømme ifølge Henriks teori gør det Londonske klima varmt og dejligt?? Morten havde et særligt fantastisk City match-magazine med sig, det var faktisk så godt at han læste 5-6 gange under vejs. Tanja havde travlt med at holde styr på os tre knægte. Jeg er sikker på, at vi aldrig var kommet frem, hvis ikke det havde været for hende.

Fremme i London, Euston station. Der havde vi ca. to timer inden vores tog kørte op mod Manchester, derfor fandt vi turens første pub der, hvor vi indtog turens første omgang fish and chips. Herlig ret… I hvert fald sammen med en pint!

Togturen der fulgte var lang, men rejsen blev brugt på at spotte de forskellige stadions vi kørte forbi. Crewe’s Gresty road, Stoke’s Brittania stadium og ikke mindst Stockport’s Edgeley Park, hvor der var lys inde på denne fredag aften, hvor Stockport spillede mod the mighty Barnsley.

Fremme i Manchester Piccadilly tog vi en taxa til Lansdowne hotel, vores hjem for de kommende 6 dage. En hurtig indcheckning og inspicering af værelserne, og afsted det gik mod pubben overfor – "The Friendship". Den skulle vise sig, at blive vores stampub. Her så vi så 2. Halvleg af den kamp, som vi havde kørt forbi en times tid tidligere -  mens vi fik et par pints. Vi skulle dog ikke drikke os fulde, for næste dag, lørdag, ville blive lang. I seng ved midnatstid, efter at have mødt vores to norske rejsekammerater, Esben og en anden Morten.

Lørdag morgen og første City kamp ventede på Selhurst Park i London med Crystal Palace. Så allerede klokken 6.30 måtte vi have øjne igen. Hotel personalet serverede godt nok ikke morgenmad før klokken 8.00 sådan en lørdag, men de var så flinke, at gøre en undtagelse overfor os. Det var heller ikke en rar tanke at skulle sidde i en bus hele vejen ned til London på en tom mave. Den gode engelske morgenmad røg lige ned, og vi var nu klar til at tage ned til Maine Road, hvor bussen til London skulle samle os op. 

Ind i en taxi og sige "Maine Road, please" -  det er altså en lidt fed fornemmelse at sige, og så i ramme alvor.

Busturen nedad mod London var lang og kedelig. Det kunne de splatterfilm, som de viste på video ikke opveje, og så allerede fra klokken 8 om morgenen! Hvis vi havde vidst, at de film der blev vist på vej hjem igen skulle blive endnu værre, mon så ikke vi havde troet det var løgn?? Nå vi kom for City, og ikke for at se film. 

Efter en lang tur nåede vi endelig frem til Selhurst Park klokken 13.00. Med to timer til kick off var der god tid. Der var dog allerede masser af liv omkring stadion. Der er altså ikke noget federe end en lørdag i fodboldengland. Programsælgere, fish & chips boder, Fanzinesælgerne og alle supporterne der går rundt imellem hinanden med trøjer, flag og halstørklæder. Luften er tyk af spænding og forventning. Det er altså noget helt specielt, der skal opleves.

Jeg havde to aftaler udenfor stadion. For det første skulle vi mødes med Ulrik, som var kommet til London bare for denne kamp, og for det andet havde jeg en billet i overskud til kampen, som jeg over E-mail havde lovet til vores norske ven, Jon Rype. Aftalen med Ulrik kiksede desværre, eftersom Ulrik som sædvanlig fòr vild undervejs til kamp. Heldigvis var det ikke noget problem med Jon. Det var et glædeligt gensyn, og Jon fik sin billet til kampen.

En halv times tid før kick off gik vi ind på Selhurst Park. Det var gode pladser vi havde fået, lige ud for midterlinien, med et næsten perfekt udsyn, så jeg sendte lige en tanke hjem til Skandinavien, hvor jeg vidste at alle STB gutterne sad ved skærmene ude på Sky pubberne, og helt ærlig havde jeg lidt ondt af jer der ikke kunne være på Selhurst på denne solbeskinnede lørdag i marts. Inden kampen blev det også et glædeligt gensyn med Thomas fra København, som vi havde mødt på Wembley i sommer. Han havde fået plads ved siden af os andre danskere.

Cityfansene havde fået hele den ene langside på Selhurst Park, og der kan altså være 7.000! Der var næsten fyldt på tribunen, og jeg vil anslå, at der har været 6.000 – 6.500 City supportere på lægterne. De var alle i forrygende humør, stemningen var helt i top.

Selve kampen begyndte (som sædvanligt) i et hæsblæsende tempo, og City burde have scoret 3-4 gange. Så stemningen på City langsiden var stigende (utroligt nok). Sangene gjaldede ned mod de hvidblå gutter, og da Robert Taylor scorede på et fantastisk forarbejde af Danny Tiatto var det bare så fedt at brøle op! Især eftersom at det lige skulle blive Taylor. Han er en spiller jeg har meget sympati for, og jeg ønsker ham alt held og lykke i den blå trøje. Taylor fik også en sang med på vejen, af det helt fantastiske publikum.

Efter Citys scoring faldt spilkvaliteten og Palace overtog begivenhederne og udlignede jo desværre ved Clinton Morrison. Jeg synes alligevel ikke, at det gik ud over stemningen blandt de blå fans.

I pausen rendte vi ind i Ulrik som heldigvis havde fundet Selhurst i tide. Så heldigvis fik vi lige hilst på hinanden. Ulrik havde opholdt sig på en pub inden kampen, hvor han sammen med nogle venner havde set Rags v Liverpool, og han havde fået mange komplimenter for hans blå City trøje fra Liverpool fansene. Kanon, Ulrik!

I anden halvleg var det Citys kamp, og de burde have vundet, men desværre blev det ved 1-1.

Dagens detalje kom fra Stadionspeakeren. Det meste af kampen blev overværet stående af Cityfansene, selv om vi selvfølgelig alle havde siddepladser… Da stort set alle Cityfans på et tidspunkt endelig havde sat sig ned på deres pladser, kom det fra Stadion speakeren: "May we please request that you all remain in your seats during the game". Herefter rejste alle City fans sig op igen -  for at blive stående op resten af kampen…

Da kampen var forbi ventede en meget lang tur hjem til Manchester. Heldigvis fornøjede oprykningskonkurrenterne fra Ipswich os ved at have tabt overraskende til Portsmouth. Endelig var personalet i bussen så flinke at sætte kanon go'’ film på til virkelig at gøre turen mindeværdig… Nej helt ærlig: De hersens film, blev dårligere og dårligere, man blev faktisk overrasket over, at det kan lade sig gøre at lave så dårlige film. Jeg er sikker på, at tiden var gået hurtigere, hvis IKKE de havde vist de her tre "film". Men vi danskere blev enige om, at når Cityfansene så ofte var på tur i løbet af en sæson, må de have været samtlige videofilm igennem…Turen var meget lang, og det er det eneste der gør den mindeværdig. I det mindste skulle den ikke foretages ovenpå et nederlag! Så havde det virkelig været træls.

Hjemme I Manchester igen klokken ca. 22.00. Vi var flade og sultne, så Mekkaturens første af mange doner kebabs blev indtaget hos "Hadji, som stolt proklamerede, at han skam var Blackburn -fan! Tilbage på hotellet igen, en enkelt pint i baren og i seng efter en meget lang dag.

Det var dejligt at vågne søndag, og vide at nu kunne vi bare slappe af og nyde det i et par dage uden at skulle rejse nogle steder. Lars, som er en ivrig programsamler, havde forhørt sig hos program-guruen, Phillip Nobble, som havde mailet til Lars, at der søndag i Bolton var en stor program-messe. Det ville Lars selvfølgelig ikke gå glip af, og vi andre ville da gerne med og se hvad det var for noget. Så efter morgenmaden tog vi bussen til stationen, hvor vi fangede et tog til Bolton. Det tog kun et kvarters tid derud, og efter lidt søgen fandt vi messecenteret.

Der var utroligt mange stande, og så ufatteligt mange programmer, så man skulle tro at man var i en drøm. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg købte selv en video med F.A cup finalen fra 1981, med program af Phillip Nobble, som det i øvrigt var morsomt at hilse på, eftersom Brian "formand" har fortalt meget om hans gode ven, Phillip.

Tanja og Henrik var også lidt lamslået af alle de programmer. Til sidst på vores besøg , fandt vi et flot pressefoto af Shaun Goater, og da vi havde tænkt på at vores gode ven og "okay" mand, Peter, skulle flytte fra Århus, og derfor skulle have en flyttegave, var dette foto perfekt, eftersom vi jo havde muligheden for at få det signeret af den sympatiske topscorer. Så det købte vi, i håb om at "the Goatman"ville nå at træne på Platt Lane, inden vi skulle hjem igen.

Efter messen besluttede vi os for at finde en pub i Bolton med sky TV, således vi kunne se Sheffield United og Michael Brown mod QPR, som vi jo skulle se mod City om onsdagen. Det viste sig at være lidt af en opgave at finde, men det lykkedes til sidst. Vi så det meste af kampen (desværre nok til, at se Mikkel Beck score). Men nu ville vi tilbage til Manchester. Derfor gik det mod stationen igen. Planerne gik på at finde noget at spise i Manchester, og derefter finde en pub med Premier League fodbold. Tilbage i Manchester blev det efter lidt frem og tilbage til en gang McDonalds mad, og derefter en tur over på den anden side af vejen til stampubben "Friendship". Det skulle vise sig at blive en lang eftermiddag og aften på "Friendship".

Det hele var egentlig Pinderup’s skyld. Han kom med en giftig bemærkning lige da vi havde sat os ned og fået den første pint: "Hvaa’, har vi planer, eller falder vi bare i druk"? Da vi andre ikke rigtig kunne komme op med nogle planer, måtte vi jo falde i druk.

Snart gik der konkurrencer om hvem der kunne finde den billigste men stadig velsmagende fadøl. For at kunne det, må man hele striben igennem. Henrik var nok bedst til det, eftersom hans øl konstant var lidt billigere end vores, og Henrik synes selv at de smagte godt, så fair nok.
Efter nogle stykker fandt Lars og jeg frem til den Irske lager øl; "Harp". That was gut øl! Og fordi det var søndag kunne de købes i kander for kun £5 - billigt! Harp øllen må kåres til "øl of Mekka tour 2000"!

Senere dukkede vores norske venner, Esben og Morten op. De havde været i Leeds, og se de hvidblusede spille imod Coventry. De var også friske på nogle Harp kander ( De er jo nordmænd). Senere dukkede Egil op, og han trak nogle af de lokale hen til vores bord til en City snak. Jeg husker særligt en der hedder Peter, han var en typisk Mancunian, og han var utilfreds med alt og alle. Ifølge ham var City "crap", Weaver en elendig målmand og jeg ved ikke hvad!

For mig var aftenens positive indslag ikke kun Harp øl. Ved 21 tiden dukkede Ste op. Ste kender jeg igennem Blue View, og han har engang sendt mig en City video. Jeg havde aldrig mødt ham face to face før, så det var virkelig sjovt at mødes og tale rigtigt sammen. Han var en rigtig hyggelig og behagelig mand, som også godt kunne lide Harp,. Han købte i hvert fald to kander til bordet. Ste var meget imponeret af vores dedikation til Manchester City. For ham var det helt fantastisk, at vi ofrede en masse af vores tid og penge på en engelsk 1. Divisions klub, når vi nu kom helt fra Danmark. Ste synes godt om os, og ville gerne have mødt os igen, desværre skulle han arbejde en hel del, og havde ikke tid.

Mødet med Ste var et af de rigtig gode indslag på turen, og jeg synes også at det viser, at fodbold ikke kun er resultater og trofæer, men i høj grad også handler om at knytte venskaber, og det at føle, at man er en del af et større sammenhold.

Klokken 23.30 var personalet dødtrætte af os skandinaviske søndagsbranderter, og derfor blev vi mere eller mindre smidt ud! Overfor Friendship lokkede Hadji’s doner kebabs, og vi gik alle derover for en sådan, selv om Peter fra pubben sagde at de indimellem var plaget af rotter. Esben var helt vild med kebab, skulle det vise sig, han snakkede i hvert fald en del om dem resten af turen.

Tilbage på hotellet blev det til yderligere et par pints, og for første gang på Mekka Touren 2000 var vi blevet berusede, fy da -først søndag!

Mandag var den første dag hvor vi fik mulighed for at komme på træningsanlægget og møde spillerne og personalet i Manchester City. Så med en smule tømmermænd gik det imod Platt Lane efter den dejlige engelske morgenmad. Vejret var atypisk engelsk med solskin o 10-12 grader, så det var fint at se heltene løbe rundt og svede derinde bag hegnet. Det er noget specielt at komme tæt på de helte, man ellers normalt kun ser på TV. Det er en lidt surrealistisk følelse at stå på Platt Lane.

Foto: Lars Pinderup får autograf af the one and only Nicky Weaver. 

Efter træningen stillede vi os op ved spillerudgangen til p-pladsen for at få taget de obligatoriske billeder +autografer. Spillerne var som sædvanlig meget venlige samarbejdsvillige, og skrev og stillede op i et væk for os.

Det var Weavers fødselsdag, og man kan bogstaveligt sige at hans største fan var mødt op, for at fejre ham. En typisk engelsk dame - vel i 30'erne havde taget opstilling med gaver og fødselsdagskort. Hun havde skruet sig ned i et par (alt for) stramme sorte cowboy bukser, og hun gik med to yngre veninder og fnisede som en skole pige. Da Weaver dukkede op blev hun helt vild, og forfulgte ham nærmest helt hen til hans lille fikse Mercedes, hvor hun nærmest også hoppede ind. Hun fik overtalt Weaver til at give hende et kys, og Weaver kunne derefter køre lettet hjem. Vi andre gik derefter op i restauranten og fik os et par pints.

"The Oasis" er en hyggelig restaurant som jeg bestemt vil anbefale. God mad, gode øl, pæn servering, og alt det samtidig med at du kan gnubbe dig op ad nuværende og eks berømtheder i klubben.

Efter vi havde hygget os på Platt Lane begyndte pengene at brænde i lommerne på os, så hurtigt gik vi ned i Super City-Storen for at bruge af vores af vores sparepenge. Det er ufatteligt hvad man kan få. Principielt er jeg imod at man køber alt for meget merchandise. Jeg mener ikke, at klubberne kan tillade sig at prøve på at tømme lommerne på deres fans! Jeg købte dog endnu en video med "the Blues".

Lidt fattigere forlod vi super storen.

Vi gik langs Maine Road, i stille respektfuld tavshed.Da vi kom forbi hovedindgangen løb Tanja derind og spurgte om vi ikke måtte gå derind på selve Mekka! Det måtte vi godt, bare vi ikke gik ind på selve grønsværen!

Det gik et sus igennem os, da vi gik ind ad den faktisk ret så lille uanselige indgang til Maine Road’s main stand. Det at stå på et tomt Maine Road var en fed fornemmelse. Vi kunne bare gå rundt som det passede os. Der blev klikket rigeligt med kameraerne. Vi var alle noget imponeret over Maine Road’s størrelse. Det ser noget større ud, når det er tomt.

En stor oplevelse rigere begav vi os hjemad mod hotellet. Efter nogle dage med junkfood trængte vi alle til et ordentligt måltid mad. Så vi aftalte tilbage på "Friendship" at vi ville prøve en af de mange inder restauranter. Valget faldt på "Cher Kahn". Her fik vi noget godt Spicy mad, som bragte tårerne frem ved Hr. Pinderup! Esben var ikke lige til indermad så han nøjedes med fish and chips. Det var rart at få noget ordentlig mad, især ovenpå alt det øl og junkfood. Jeg kan kun anbefale mekka rejsende at prøve "Cher Kahn". 

På fyldte maver gik turen endnu en gang til The Friendship. Vi var lidt flade, ovenpå druk turen dagen før, så øllet flød ikke nær så stærkt denne dag. Desuden kunne man heller ikke få Harp kander denne mandag. Aftenen gik med almindelig hygge på en lidt mere afslappet facon, end dagen før. Ved 23.00 tiden brød vi op, og gik tilbage til hotel baren, hvor vi fik en enkelt pint inden sengen kaldte.

Tirsdag stod vi helt vel-udhvilede op. Det regnede en hel del, så aftenens planer om at tage til Macclesfield og se fodbold hang i en tynd tråd. Dagens første mission var at tage ud til Old Trafford, og få taget nogle smædebilleder, blandt andet blev der taget det berømte, hvor vi tre mænd står og 'tisser' op ad deres North Stand! De var igen ved at bygge om derude, og en af arbejderne derude havde skrevet på sin vest: "CTID". Det var stort!

Foto: Taler for sig selv

På vej hjem i taxa faldt vi i snak med chaufføren. Han fortalte, at han også var Cityfan. Han var ikke så ofte ude på Maine Road, men han fulgte dem, og håbede virkelig, at de ville rykke op. Han var begejstret for at få turen ud til Platt Lane.

Vi skulle ud og have fat i "the Goat", som jo skulle signere det presse foto, som vi havde købt til Peter. Goater havde ikke været der dagen før fordi han havde været hjemme i Bermuda og spille landskamp, så det var pine nødvendigt, at vi fik fat i ham! Vi ventede på Goater en time i regnvejr. Vi mødte Paul Power mens vi ventede, og han sludrede lidt med os, fortalte blandt andet at han havde venner i Gilleleje. Sjovt at høre en englænder udtale Gilleleje! "Gilllælæ"...

Endelig kom Goater, flink som altid, også selv om han var meget træt efter en lang flyvetur over Atlanterhavet. Goater skrev sin autograf, og kørte derpå hjem og sov! Vi gik derpå ind til Manchester’s centrum for at se lidt på byen. Vi endte inde på pizzahut. Det regnede helt afsindigt, og aftenenes planer om at tage til Macclesfield blev definitivt aflyst. Og som Beautiful South synger : 

If rain makes Britain great - then Manchester is greater.

Vel tilfredse og mætte gik vi videre i Manchester regnen, og vi endte inde i Arndale centeret. Det er er et kæmpe indkøbs center med alskens forretninger. Vi var lidt målløse over Arndale’s størrelse, og vi fik da også et par timer til at gå derinde.

Aftenen nærmede sig, og der var fodbold på Sky på programmet - troede vi! The Rags spillede Champions League, men vigtigere var det, at Walsall skulle møde Charlton, og det ville vi da hellere se! Vi kunne bare ikke finde nogen pub med nogle af de to kampe på programmet. Friendship havde Quiz night, og derfor viste de slet ikke noget fjernsyn. En anden pub, "Derby Arms, ville ikke vise den, og vi opgav.

Vi fandt dog en pub der kørte et skyprogram der fulgte alle fodbold kampene der blev spillet den aften. Det blev en hyggelig aften, hvor vi sad tryllebundet til programmet med vores pints, mens vi fulgte alle 1. Divisions kampene. Resultaterne dongede ind, og hvert enkelt lille scoring blev ivrigt efterfulgt af diskussioner om hvad det kunne betyde for City. Dette var nu ikke så tosset. Vi sad jo der og havde det fulde overblik.

Da kampene var slut ved 22 tiden, blev vi enige om at gå op på Friendship igen. Så kunne vi følge det sidste af deres quiz night Det var godt, at vi tre ikke havde tilmeldt os. Selv om vi er fire høj intelligente mennesker havde vi ingen chancer for at svare på disse vanskelige spørgsmål. Så vi drak bare vores Harp, og da de lidt efter lukkede på Friendship, gik vi over til vores ven, Hadji, for den sædvanlige Doner Kebab.

Da vi lidt senere kom tilbage på hotellet fik vi en godnat øl. Dagen efter, som også var den sidste dag, ville blive lang, men forhåbentlig afsluttet med en City sejt over QPR. Endvidere ville der dukke en del nordmænd op, og så ved vi jo hvad klokken har slået…øl, øl, øl og atter øl!

Efter det sædvanlige engelske morgenmad onsdag, blev os danskere enige om, at blive på hotellet for at vente på nordmændene, der skulle komme op ad formiddagen. Ganske rigtigt: Allerede ved 11 tiden dukkede Ole Morten, Tor og alle de andre rødder op. Planen var at vi nu skulle en tur på Platt Lane og spise og drikke- og ikke mindst møde Ken Barnes. Endvidere spillede City’s U-17 hold, og det kunne da også være sjovt at se dem. Morgendagens stjerner, måske?

Nordmændene var tydeligt præget af, at de havde været tidligt oppe for at kunne være i Manchester til formiddag, og derfor drak de heller ikke så vildt som de ellers har ry for! Ken Barnes var heller ikke i humør til hvidvin, så han drak bare den engelske national drik, te! Men hyggeligt var det at sidde der på Platt Lane.

U-17 kampen var ikke noget at råbe hurra for. Banen var meget smattet, og det var noget blæsende, hvilket gør godt fodboldspil næsten umuligt. City tabte med 1-0 til Newcastle’s U-17 hold.

Da kampen sluttede sad vi lidt og sludrede. Pludselig gik døren op ind til "The Oasis", og hvem andre end Brian Leth stod der i døren. Det var helt kanon at se formanden i egen høje person! Vi skulle egentlig have mødt Brian på Bee hive, en pub ved Maine Road, men Brian var tidligt på den, og han vidste godt, at vi andre ville være at finde på Platt Lane.

Lidt efter gik vi så ned til Bee Hive. Dette er en meget anbefalelsesværdig pub, med god stemning og hurtig øl udskænkning fra et personale i City trøjer. Klokken var kun ca. 17.00 så vi var i god tid, til at få et bord. Stedet er som regel sort af mennesker på kampdage, så det var godt nok.

Foto: Team Harp - på Bee Hive

Vi fik mange øl derinde, stemningen var kanongod, og vi lod os nok rive lidt med. Brian og Henrik kørte nogle blindtest på ølsmagning. Det gik ud på, at de skiftedes til at give en omgang, og når ølhenteren kom ned med de nye øl, skulle der smages og gættes på hvad for en øl det mon var denne gang. Der var bare det, at det var goe’ gamle Harp hver gang. Vi havde det virkelig sjovt og hyggeligt på Bee Hive, men ca. en 40-45 minutter fra Kick off blev vi enige om, at gå ned på Maine Road.

Dernede emmede det af stemning, som det jo altid gør på kampdage. Der var tusinder af forventningsfulde fans, programsælgere, fanzine folk, ridende politi og så videre. Lars, Henrik, og Brian skulle sidde på North Stand, og Tanja og jeg skulle være på Upper Kippax sammen med Tor. Så vi måtte skilles… Det var stort at gå ind på Maine Road. Og da man efter alle trapperne op til tribunen endelig kom ud til Upper Kippax var det fedt at se Maine Road badet i Flood lights. Jeg satte mig forventningsfuldt ned på min plads. Nu skulle vi ha’ den sejr!

Spillerne kom på banen til stor begejstring for de fleste af de 32.000 tilskuere. Kampen begyndte og City overtog med det samme spillet, og de havde et par nærgående forsøg. "QPR kan spille til juleaften og ikke score" sagde Tor der sad ved min side. To minutter efter havde Weaver droppet og QPR var foran!
"Rolig nu" tænkte jeg, City kommer igen, de har jo spillet fint".  Få øjeblikke efter havde Weaver gentaget kunststykket - 0-2!

Nu var jeg ved at være hidsig. Jeg havde inden kampen købt en pin med Weaver, og i min overtro blev den taget af og kylet hele vejen ned til Lower Kippax, det blev jeg nødt til! Det hjalp også for i 2. Halvleg lavede Weaver ikke flere drops. City styrede det hele, desværre uden at være rigtig skarpe, og da QPR i en kontra fik straffe og scorede til 0-3 var det slut. Selvfølgelig var det Mikkel Beck der scorede på dette straffe, som om det hele ikke var slemt nok i forvejen! Jeff Whitley reducerede kort før tid til 1-3, det var da en lille trøst.

Men jeg vil ikke lægge skjul på, at dette er en af de største skuffelser jeg har været udsat for som City fan. Jeg var virkelig nede og skuffet.

Efter kampen mødtes vi med Henrik og Lars. Brian var allerede taget ud til Phillip Nobble hvor han skulle "crashe", som Brian selv ville have sagt det. Humøret var i bund ved os alle 4, og vi var ikke til andet, end at tage hjem til hotellet.

Her fik vi os en gravøl, mens vi så Weaver’s drops på Sky Sports, deprimerende…. Der blev ikke sagt meget, alle var langt nede. Da de tre andre gik i seng, blev jeg oppe og drak en øl med nogle af nordmændene. Vi sludrede lidt, og det hjalp lidt på mit humør. Tor kom tilbage fra Parkside, en pub han havde været på efter kampen, og det var jeg glad for, da det gav mig en mulighed for at få talt lidt med ham også. Det var for mig en hyggelig afslutning på en helt fantastisk tur som havde alt, bortset fra gode resultater.

Torsdag morgen gik det hjem til Danmark igen.

Taksigelser

Lad mig til sidst sige tak til Henrik, Lars, Tanja og Brian for en super tur. Vi havde det sgu sjov!

Lad mig også benytte lejligheden til at sige til Ove Tømte, at det var kanon godt at mødes med dig igen, jeg håber, at vi også en anden gang kan mødes i Manchester

Tak til Egil for stor hjælpsomhed med alt det praktiske, og din måde at være på.

Og Tor, det var sjovt at se dig igen, du er en skikkelig fyr. Jeg håber på, at vi en dag mødes i byernes by, Manchester.