Maine Road minder.

Jeg nåede heldigvis at besøge Maine Road nogle gange inden det i maj 2003 lukkede og slukkede for allersidste gang.

Personligt mener jeg som mange andre Cityfans, at det er meget sørgeligt, at Maine Road lukker ned efter 80 år som hjemmebane for de lyseblå. Det er næsten som om, at man river noget af vores identitet og blå hjerteblod ud af os.

Men men men .... Gamle City fans kan stå af her - nye kan stå på. Manchester City F.C bliver aldrig det samme igen, når vi flytter ud på Eastlands - men hvem ved - måske bliver de endnu mere herlige at følge? 

The Kippax Stand blev min første liveoplevelse på Maine Road - det var en kamp i 2. (anden) division. Det var i marts 1999, og City mødte Northampton i en kamp som burde vindes - ingen tvivl om det. City kæmpede dengang hårdt for oprykning til 1. division, mens Northampton modsat fightede om at undgå droppet ned i 3. div. Det var derfor helt tydeligt, at N'hampton var kommet for at hive et uafgjort resultat med hjem til Sixfields Stadium. De stillede op uden deres helt "store stjerne", angriberen Carlo Corazzin. Da kampen gik igang satte City sig tungt på begivenhederne, og de pressede godt på for et hurtigt mål.

Det synes manden i sort var synd for Northampton. Indenfor for få minutter gav han Kevin Horlock to gule kort, og dermed marchordre. Det fik sindende i kog hos Maine Road, hvor der var hele 27.000 tilskuere på plads - et af dagens højeste tilskuertal i England. Dommeren blev udsat for så kraftig en pibekoncert, at han måtte flygte ned i spillertunnelen i et par minutter, og okay indrømmet, der var også nogle som kastede noget efter ham. Jeg mener, at de efterfølgende fandt noget så bizart som et høreapparat ude på grønsværen! Desværre blev dette højdepunktet. Opgøret endte nemlig 0-0.Northampton jublede som om de havde vundet VM.

City: Weaver, Crooks, Edghill, Wiekens, Morrison, Horlock, Brown, Bishop, Taylor, Goater, Cooke. Subs:Dickov, Tiatto og Vaughan.

Foto: Fire debutanter på Maine Road i minutterne op til Northampton-kampen. Morten72, Jaochim Rahbek, Brian Leth og Peter Arndal

Næsten præcist et år efter var vi igen på plads på Maine Road -denne gang til en aftenkamp i 1. division, som City jo endte med at rykke op i et par måneder efter den omtalte Northampton kamp. Det er en anden historie.

City mødte nu Queens Park Rangers i et opgør, som måtte betegnes som et must win. De Blå var placeret på 2. pladsen i ligaen, og var ubesejret i de seneste fem spillerunder - så det lignede absolut en sikker sejr over QPR, som ikke rigtigt havde mere at spille for.  Jeg husker dog denne aften som min hidtil værste City live-oplevelse. Gæsterne vandt nemlig en sikker 3-1 sejr, efter en modbydeligt dårlig indsats af den ellers så normalt godt spillende keeper Weaver.

Det jeg husker bedst er, at jeg havde den fornøjelse at sidde ved siden af Supporterklub formand Tor Sønsteby på Upper Kippax. I begyndelsen af kampen sad City godt på opgøret, og det fik Tor til at rejse sig og sige "QPR kan spille fra nu af og så til juleaften uden at score"! Derpå gik han ned i baren - ca. 5 minutter efter scorede QPR, og der var ikke en eneste julemand i syne.

Derfra var det opad bakke, og City nåede også at komme bagud 2-0 inden pausen... QPR havde dog gemt aftens "højdepunkt" til sidst, da ingen andre end Mikkel Beck scorede til 3-0 på straffe.... Der var jeg lige ved at gå min vej. Til allersidst scorede Jeff Whitley et mål som for de fleste blot var et trøstmål, og det var det vel også, men for os var det trods alt vores første City livemål på Maine Road. Det kan dog ikke ændre at dette var min allerværste City live oplevelse nogensinde.

City : Weaver, Edghill, Granville, Jobson, Wiekens, Pollock, Whitley, Kennedy, Peacock, Goater, Tiatto. Subs:Horlock, Bishop, Dickov, SWP, Wright.

Trods de tidligere magre resultater på Maine Road, forhindrede det os ikke i at tage afsted igen i 2001.

Der var nu kommet Premier League bold på programmet for City, og modstanderen hed denne gang Tottenham. Trods Citys placering i bunden af ligaen, var vi meget fortrøstningsfulde. Vi havde en god følelse, som det blev udtrykt. Og det var måske med rette. Tottenham havde ikke vundet på udebane i hele sæsonen, så mon ikke at Royle's drenge ville mule de hvide fra London? NEJ.

Trods massiv overvægt af spil til De Blå, ville kuglen bare ikke i rusen, og da den endelig kom det, annullerede dommeren det - totalt ukorrekt. Det var Huckerby, som huggede bolden ind, efter et hjørnespark, publikum på Maine Road brølede, og jeg brølede med - højt og inderligt! Endelig fik man hørt Maine Road juble! Men nej - dommeren, synes som sagt ikke at der var mål, så vi forstummede hurtigt igen...

I dommerens overtid scorede Tottenham til 1-0 på en lang bold frem til Rebrov, som usvigeligt sikkert  scorede til 1-0. Spurs supporterne gik fuldstændigt i selvsving over at de endelig fik en udesejr. Den var godt nok meget ufortjent, men det så de ud til at være ligeglade med. Efter kampen kunne vi kun trække på skuldrene, den gode følelse som vi havde haft inden kampen var væk, så vi fandt hurtigt en pub, hvor vi kunne drukne sorgerne.

City: Weaver, Dunne, Howey, Haaland, Granville, Wiekens, Whitley, Kanchelskis, Tiatto, Goater, Huckerby. Subs: Grant, Ostenstad, Nash

I 2002 tog vi igen afsted, denne gang var vi hele hele 12 danskere. Det var igen februar/marts i kalenderen, og City førte sig frem i 1. division under den ny manager, Keegan.

Onsdag aften mødte de Blå Sheffield Wednesday -  en kamp som jeg så fra den larmende North Stand. City nærmest spadserede forbi et svagt  Wednesday-hold, og vandt en sikker 4-0 sejr. Allerede efter 10 minutters måtte vi op at stå, da Kevin Horlock scorede på et flot langskud. Darren Huckerby øgede til 2-0 inden pausen, og i de sidste 45 minutter fortsatte City med at udspille Wednesday. Berkovic gjorde det til 3-0, og endelig kunne Goater runde hele showet af, med en 4-0 scoring. Goater havde hele aftenen brændt nogle kæmpe chancer, og da han kun 2 minutter før tid bliver sat op til hans sværeste chance hele aftenen, scorer han usvigeligt sikkert. "Feed the Goat" lød det taktfast fra North Stand, en sang som bare er for fed at have oplevet live ;-).

I  slutsekunderne misbrugte Huckerby et straffe, men skidt med det - endelig fik man lov at opleve en sejr på Maine Road. Og så endda en meget komfortabel en af slagsen.

Vi fejrede sejren på en nærtliggende pub, en fed fest, som dog fusede noget ud, da ingen taxaer ville hente os på det tidspunkt af natten. I vores glæde over sejren havde vi glemt, at vi jo faktisk befandt os i det berygtede Moss Side, som ikke er et sted man bør opholde sig, når der ikke er fodbold på programmet. Så vi fik en spændende gåtur hjem. Der skete nu ikke noget. Men jeg husker det som noget angstprovokerende at gå de ca. 10 minutter ud af Moss Side

City: Weaver, Pearce, Dunne, Jensen, Howey, Horlock, Berkovic, Tiatto, SWP, Goater, Huckerby. Subs: Ritchie, Edghill, Nash, Killen, Wiekens.Foto: Gene Kelly stand set udefra

Allerede søndag var der kamp igen, da City mødte Coventry, i noget der endnu en gang lignede en walk over. City vandt også kampen 4-2, som trods de mange mål, ikke var noget at skrive hjem om. Vi danske så kampen fra stilladstribunen i hjørnet mellem Kippax og North Stand, populært kaldet"Gene Kelly Stand" på grund af den manglende overdækning, så man måtte singing in the rain. 

Enkelte gode detaljer og oplevelser kan dog fremhæves fra opgøret. Huckerbys scoring til 1-0, hvor han efterfølgende løber ud og bukker ud til Coventry fansene, som havde været på nakken af ham fra kampens start. Huckerby havde jo en fortid hos netop Coventry.Meget morsomt. Kinesiske Sun Jihai debuterede midt i 2. halvleg til et kæmpe jubelbrøl fra Maine Road. Sun må allerede have følt sig hjemme der.

Shaun Wright-Phillips blev man of the match. Han scorede to af Citys mål, og det sidste var en rigtig perle. Den lille mand loppede  iskoldt bolden over keeperen og flere andre Coventry forsvarere. Flot så det ud. Citys sidste mål blev scoret af Tiatto.

Personligt husker jeg bedst københavner-drengen Ruvald, som så kampen med nogle gigantisk tømmermænd, og slet ikke var i stand til nyde det. Det er da heller ikke til at have københavnere med i byen.

City: Weaver, Pearce, Mettomo, Howey, Tiatto, Horlock, Benarbia, Berkovic, Huckerby, Goater, SWP. Subs: Jensen, Sun, Ritchie, Nash, Killen.

North Stand - April 2003 - 3-0 sejr over Sunderland. Dette blev den sidste, men heldigvis også min bedste Maine Road oplevelse.Vi sad ikke mere end 5-6 meter fra Sunderland fansene, som bestemt ikke var stille af sig, selv om de for lang tid siden var rykket ud af PL.  I 1. halvleg styrede Sunderland fansene fuldstændigt Maine Road med deres sang og larm. Man sad næsten og blev helt flov over hvor stille North Stand var....

Heldigvis var det City, som bestemte på banen, og vi sad lige bag det mål, som City scorede to gange på i 1. halvleg. Først var det Foe som gjorde Sunderland fansene stille, og bagefter var det Fowler, som scorede til 2-0 - særligt denne scoring står for mig som et herligt minde. Fowler loppede frækt bolden over Sunderland målmanden, og vi som sad bag målet nåede flere gange, mens bolden var i luften at tænke: "ja, nej, ja, nej, ja" - bolden sneg sig lige akkurat ind under overliggeren, og Maine Road brølede. Ud til North Stand kom Fowler og jublede op til os - han stod lige ud for os- blot en håndfuld meter væk! Det var for fedt.Se billedet herunder
Foto: Fowler har scoret, og North Stand jubler - klassefoto af Lars Pinderup

I 2. halvleg overtog City fansene vokalen på Maine Road. Sangene gjaldede, og det var North Stand som dirigerede på stadion. "Kippax Kippax give us a song" - "Maine Stand Maine Stand give us a song" - Platt Lane Platt Lane give us a song" ja selv "Schmeichel Schmeichel give us a song" lød det.
Alle sange blev hevet frem, aldrig har jeg oplevet Maine Road i så fantastisk et humør! 

Desværre får alting en ende. Da dommeren fløjtede af, var det slut med min Maine Road karriere. Vi stod lidt og så Maine Road tømmes for folk - Underlig tanke, at man aldrig skulle gå ind på dette dejlige stadion igen.

Bagefter tog vi på Karrymilen med nogle engelske venner - så kunne man jo også altid give den stærke mad skylden for sine blanke øjne...
City: Schmeichel, Sommeil, Distin, Dunne (Belmadi 40), Jensen, Wright-Phillips, Barton, Benarbia, Foe, Fowler og Anelka. Subs: Nash, Bischoff, Sun og Macken

See you at Eastlands!

Min personlige Maine Road statistik:

6 kampe - 2 nederlag - 1 uafgjort og 3 sejre og altså dermed 10 points Målscore 12-6. My Maine Man - Kevin Horlock .

Fedeste oplevelse: Klart den sidste står stærkt.  At få den sidste sejr på Maine Road med - og altså dermed de sidste City scoringer på dette historiske stadion, er noget jeg er meget stolt af at have været vidne til. Sammen med Jens Benz", Lars Pinderup, Henrik 72 og "rejseguide" Tanja