Mekka tur til CoMS

Endelig fik jeg set vores nye hjem med det ikke særligt velklingende navn.
”City of Manchester Stadium” -  En rejsebeskrivelse.

Torsdag d. 7 april 2005
Stemningen var spændt i lufthavnsbussen til Tirstrup, blandt Tanja, Lars Pinderup, Henrik ”72” Sørensen samt undertegnede, da de denne torsdag i april slap hverdagens rutiner for at tilbringe et par dage i Manchester City. Turens hovedbegivenhed var lørdagens Premier League opgør på City of Manchester Stadium imod Liverpool. Det var for alle deltagere på rejsen første gang, at de skulle opleve klubbens knap to år gamle stadion.

Kernen af det berømte danske ”Mekka Tour team 2000” havde denne gang planlagt at flyve til Manchester på en lidt besværlig måde, idet vi først skulle flyve fra Århus til København, og så først derfra til Manchester.

Men det var faktisk ikke nogen lang besværlig rejse. Det tog kun en 5-6 timer på denne måde, og vi sparede oven i købet også en pæn sjat penge ved, at ikke tage den direkte flyver fra Billund til Manchester.  Faktisk små 500 kroner, hvilket oversat til norsk er ca. 25 pints.

Desværre foregik turen fra København til Manchester i næsten overskyet vejr, så det var svært, at lave vores sædvanlige leg ”spot et stadion og prøv at gæt hvilket”, da vi fløj hen over Englands smukke landskab.

For os i højre side af flyet lykkedes det dog, at se vores nye betonhjem gennem skyerne i indflyvningen til Manchester. Faktisk dummede jeg mig ved først at antage, at det var Bolton’s Reebok, men jeg havde også kraftige propper i ørerne, så lad dette være undskyldningen for denne fæle fejltagelse, og så snakker vi ikke mere om det, vel!?

Vi var fremme på vores gode gamle stamhotel, Lansdowne på Wilmslow Road ved 16 tiden. Nok har nordmændene forladt Lansdowne for at gøre brug af det mere moderne Britannia Hotel inde i centrum, men vi danskere er loyale overfor det gamle slidte hotel. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg gætter på, at man nok bare er et vanedyr…

Nå, men vi kastede bare vores ting ind på vores respektive værelser. Der var ingen grund til at sidde og hænge, når man kun har to minutters gang til verdens bedste pub, kaldet ”Friendship”. Derovre skulle vi møde de to sidste danske deltagere på vores tur, Nicolai og Renè - begge fra Odense.

På Friendship havde de to fynboer slået sig ned ved et vinduesbord. De to gutter havde været oppe siden klokken 4 om morgenen, i det de var taget fra København med en tidlig morgenflyver til Manchester. Det var nu ikke til at se på dem. De virkede såmænd ganske veloplagte, og de var derfor i gang med at smage på alle de forskellige slags øl og ales, som man kan købe på en rigtig Engelsk pub.

Vi andre var ikke sene til at falde ind i det selskab, og vi tilbragte stort set hele aftenen på Friendship, som for øvrigt havde bygget kraftig til siden vores sidste besøg i 2003.

Ikke en aften på Friendship uden et måltid på Hadjis, en lille kebab joint lige overfor. Vi besøger altid Hadji’s, når vi er i Manchester, hvilket nok betyder, at vi har nydt de første 20 måltider hos de venlige folk på Hadji’s.

Derfor var det ikke så underligt, at inderen bag skranken i familieforetagendet udbrød da han så Lars – ”Hey I know you”! Og straks gik snakken som om, at vi havde været der i går. Kebaberne var som sædvanligt upåklagelige store og velsmagende, så lad mig endnu en gang anbefale Hadji’s til Manchester rejsende folk.

En lang dag sluttede på hotellet med en pint, som vi simpelt hen ikke kunne få ned. Den var så bitter, at man skulle tro, det var løgn. Hold dig langt væk fra Strongbow! Godnat, torsdag.

Fredag
Fredag var dagen, hvor turen for alvor begyndte. Vi havde hjemmefra tilmeldt os ”THE MANCHESTER CITY EXPERIENCE”, som er en guidet tur rundt på det nye stadion, samt adgang til et ægte Manchester City museum med hvad alt hvad et Cityhjerte kan begære. Det hele kostede kun 7.5 pund pr. mand.

Men først skulle turen gå ned til det nu nedrevne Maine Road. Vi var alle enige om, at selv om det nok ville blive et smerteligt syn, så var det noget, som skulle ses. Det var også en mulighed for at sige et farvel til et sted, som måske nok ikke er for kønt, men alligevel har givet tusindvis af mennesker rigtig mange uforglemmelige oplevelser.

Foto: Rester af Maine Road, april 2005

Turen ned til Maine Road lignede sig selv. Det eneste forandrede var, at man ikke længere kunne se Kippax knejse fra lang afstand op over de typisk engelske boligbebyggelser. Men alene det var nok til, at gøre turen ned til det gamle Eks stadion en underlig oplevelse.

Da vi stod foran Maine Road (på Kippax siden) var alt væk. Kippax, North Stand, Platt Lane og Maine Stand – alt var borte. Man havde så hamret en trævæg op hele vejen rundt om det der engang var banen, således at man ikke kunne se derind, så vi måtte rundt om væggen og frem til det, der havde været Maine Stand. Derhenne var der en indgang til ”byggepladsen”.

Fremme ved indgangen konstaterede vi et sørgeligt syn. Maine Roads smukke græsplæne var forvandlet til et ujævnt ”måne landskab” af møg beskidt jord og slagger. Det var ikke til at forstå, at dette for bare et lille år siden, havde været et smukt stadion. Der var ingen grund til at studere det nærmere. Så efter en henstilling fra en bestemt kvindelig entreprenør om at flytte os, besluttede vi os at vinke ”Farewell, Maine Road”.

På vej væk fra stadion passerede vi nogle af de pubber, som før i tiden var proppet med glade syngende Cityfans før (og nogle gange endda også efter) kampene på Maine Road. Gad vide hvad de pubber lever af nu, gik snakken på.

Vi talte også om, at efter dette forfærdelige syn, er man glad for, at man nåede at få set Manchester City spille på denne bane. Vi varmede os især ved tanken om, at vi for bare 2 år siden havde fået City’s allersidste mål – og dermed sejr – på Maine Road at se:
3-0 over Sunderland, for resten med den alt for tidligt døde Foe, som en sidste Citymålscorer på Maine Road. Indrømmet, vi blev lidt sentimentale over at se de sidste rester af Maine Road. Så nu måtte vi videre ud til ”City of Manchester Stadium” for at løfte humøret igen.

Efter en bustur på en halv times tid – med bus skifte i centrum af Manchester, var vi fremme. Min personlige mening om hvordan dette stadion tager sig ud udefra: Det er grimt, men på en eller anden måde også fascinerende, fordi det er stort et byggeri, der nærmest ser sådan lidt science fiction-agtigt ud

Vi skulle først på MANCHESTER CITY EXPERIENCE klokken 12, og da den kun var 11, havde vi god tid til at tage nogle billeder udefra. Supportershoppen havde også åbent, og da vi erfaringsmæssigt ved, at Lars Pinderup er en ivrig City merchandice handler, var det måske alligevel ikke sikkert, at vi havde så god tid… ;-)

Vi nåede dog alle at handle de nødvendige City ting ind i den nye meget velassorterede Superstore, som må siges, at være bedre end den der var ved Maine Road. Flot udvalg, pænt præsenteret og en fin afstresset atmosfære.

Inde i Superstore blev det også til et glædeligt gensyn med vores norske venner med Fisherking i spidsen. Nordmændene havde pudsigt nok også meldt sig til den samme MANCHESTER CITY EXPERIENCE som os danske, så det var hyggeligt.

Vi samledes ovenpå Superstore for at gå på stadion rundturen. Men inden var der tid til at snuse lidt på museummet, som virkede ganske fortrinligt. Desværre havde vi ikke tid til at opleve det hele, da vores guide trippede for at vise os rundt.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljer ved denne rundtur. Men vi kom rundt og fik set det hele. Tribuner, omklædning, opvarmningsrum, spillertunnel, udskiftningsbænk, pressekonferencerum og meget mere. Alt var dybt imponerende. Det er et utroligt flot stadion. Foto: Pinderup, Henrik72 og Morten72 på Stadion rundtur

Men jeg kunne nu ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, da vores egen branch-president, Ken Barnes, viste en lille flok Scandinavian True Blues rundt på Maine Road for et glas hvidvin. Det samtidig med, at han fortalte anekdoter fra hans egen karriere i klubben. Dengang fik vi i tilgift lov at løfte play off trofæet, uden nogen gøede af det.
Den rundvisning var så personlig og vedkommende, og der var et historisk vingesus over det hele, hvilket CoMs retfærdigvis og i sagens natur ikke kan have endnu.

I dag er det sat i system og kommercialiseret, så det gør helt ondt på Citysjælen: Først skulle man lige booke turen, betale 80 kroner, for derpå at sjoske rundt i en stor gruppe på omkring 30 - 40 mand med en guide, som helt sikkert vidste, hvad hun snakkede om, men man følte altså også, at det bare var en dag på kontoret for hende. Det mindede lidt om at være på havnerundfart i København.

Misforstå mig ikke: Man skal bestemt ikke snyde sig selv for denne tur. De 80 kroner er givet godt ud, da turen giver et fint indtryk af vores nye hjem, så jeg vil anbefale, at man tilmelder sig MANCHESTER CITY EXPERIENCE, hvis man skal afsted.

Efter rundturen begav os danske os ind til Manchester Centrum. Vi ville have noget at spise, og derefter i Sportspages, den dejlige lille bog butik i bunden af Manchester’s strøg.

Maden blev indtaget på Pizza hut, hvilket selvfølgelig er særdeles uopfindsomt, men vi fik da stillet vores værste sult. Det var et irritationsmoment, at restauranten var noget larmende med dets meget høje popmusik. Ikke noget for sådan nogle gamle nisser som Henrik, Lars og undertegnede.

Bagefter gik turen som sagt til Sportspages, som altid er et besøg værd. Altid fyldt med spændende fodboldlitteratur. Tanja forsvandt hurtigt ud af Sportspages, mumlende noget om, at hun ville se andre butikker, for dette var trods alt ikke noget for hende.

Da drengene var færdige i Sportspages kunne de ikke finde Tanja, så de kom til at vente i næsten ½ time på hende ude i Manchesters kølige forårsvejr. Da hun endelig dukkede op, var hun mange pund fattigere, da hun var faldet ind i en Disney butik!

Det var efterhånden nu ved at være sidst på eftermiddagen, så vi besluttede os at finde en bus til hotellet for at få losset vores nyindkøbte varer af. Vi var også ved at være tørstige, så Friendship pub spøgte igen i tankerne.

Aftenen blev igen tilbragt på denne fremragende pub, og endnu en gang blev det til et måltid mad hos Hadji’s. Ved et-tiden tørnede vi ind. Dødtrætte efter dagens mange indtryk. Jeg var i hvert fald glad for, at vi ikke havde taget imod Fisherkings invitation til Ape & Apple pub inde i Manchester. Renè og Nicolai kunne dog godt have klaret det. De tog nemlig en lille tur på natklub, da vi andre gik i seng. Hvor kom den energi fra??!

Lørdag
Dagen for turens absolutte ”Maine event” om jeg så må kalde det: City vs Liverpool på City of Manchester Stadium.

Vi havde fredag aften på Friendship læst papirerne igennem fra Tor Sønsteby, om hvordan og hvorledes vi skulle afhente billetterne til kampen, og der havde vi fået en lille forskrækkelse, idet der stod, at man gerne skulle medbringe sit medlemskort til STB for at få adgang til Mary’ D’s, som er pubben ved stadion, hvor Alan Potter og hans billetcrewe gladeligt deler billetter ud til Skandinaviske Cityfans. Det var nemlig kun Lars Pinderup, der havde medbragt sit medlemskort.

Vi slog dog problemet hen, idet de fleste af os har mødt Alan Potter flere gange, så det burde ikke give problemer, at afhente vores forudbestilte værdifulde billetter. Men vi blev alligevel enige om, at tage tidligt ud til stadion – både for at opleve stemningen derude, men også for at få styr på vores billetsituation.

Efter morgenmaden, der igen var rigtig god, tog vi af sted. Da vi allerede var inde i Manchester centrum ved 10 tiden, blev vi dog enige om, at vi måske var i for god tid.

Da det var et værre møgvejr tog vi en tur på Netcafè, lige for at tjekke det sidste nye omkring holdet og dagens kamp. Ironisk har man mere styr på hvad der foregår når man sidder hjemme i Danmark med sin bredbåndsopkobling, end når man befinder sig midt i Manchester.Foto: Fisherking og Potter på Mary D's

Ved 11 tiden brød vi op fra Netcafèen. Vi kunne simpelt hen ikke vente længere med at komme ud og opleve stemningen omkring vores nye legeplads. Ved bussen rendte vi igen ind i Fisherking med venner, hvilket var meget belejligt idet flere af dem havde været på Mary’ D’ før, og vi danske var ikke helt sikre på, hvor det lå.

Fisherking guidede os sikkert til Mary D’s, som viste sig at være kæmpestort. Alan Potter var også allerede ankommet, og han havde besat et bord i underetagen. Vi joinede selvfølgelig denne flinke mand, efter vi lige havde købt os en Boddingtons – Manchester’s absolut bedste øl.

Nicolai og Renè havde med det samme opdaget et såkaldt ”Cityshot” i baren, noget som de to selvfølgelig skulle afprøve flere gange inden de kunne fælde dom. Den var yderst positiv, i hvert fald efter deres saglige blik i øjnene at dømme. Sidstnævnte var for øvrigt iklædt en pink t-shirt (!), hvilket han skulle høre meget for, både fra os - men så sandelig også fra de lokale : ”City fans don’t wear pink” gassede the mancunians ham.

Foto: Team Mekka 2005 på Mary D's

Alan Potter fortrak ovenpå med billetterne og uddelingen kunne begynde. Jeg fik vores 6 billetter, og fik samtidig en kyndig vejledning af Alan om hvor og hvordan man fandt frem til disse pladser.Vi skulle sidde på East Stand helt oppe under taget – 3. bagerste række – det er altså højt oppe!

Nå, men der var stadig tre timer til kick off, så vi kunne jo ligeså godt få et par opvarmnings-pints på Mary D’s. I modsætning til Mary D’s pub stue etage, var der lidt cafeteria agtigt på 1. salen, men atmosfæren derinde fejlede intet, så vi blev hængende til omkring 13:30, hvor vi brød op for at gå over og lodde stemningen udenfor CoMS på en kampdag. Den var ærlig talt lidt tam i forhold til Maine Road.  Kvarteret ude ved Eastlands er der noget ”Bilka” over, og da hele stadion er indhegnet i det man kalder ”Sport City” er alle boder indenfor hegnet kun til official Merchandice. Altså ikke noget med ”Blue Moon Chippy” eller andre interimistiske salgsboder. Dette tager, for mig i hvert fald, noget af charmen væk ved engelsk fodbold.

På den måde var stemningen udenfor Stadion hurtigt overhørt, og vi besluttede os derfor at gå ind på selve Mekka.

Inde ville Lars spille på kampen ved en af Ladbrokes spilleboder, men da manden i lugen kunne fortælle, at en eventuel gevinst først kunne udbetales søndag, hvor vi skulle hjem, måtte Lars droppe at smide sine pund på Kiki Musampa som første målscorer. Det skulle vise sig at være ærgerligt!

Oppe på vores pladser skulle vi lige vænne os til, at der var lidt ”højt ned”, men bortset fra det, var der et fint udsyn til hele banen.

City skyldte en sejr i dag, var vi enige om. Det var jo Stuart Pearce’s første hjemmekamp, hvilket gav Psycho et kæmpe velkomst brøl, da han blev præsenteret af stadion speakeren. Oven i købet var det også Robbie Fowlers 30 års fødselsdag.

Selve kampen var faktisk rigtig god, endda med City som de toneangivende. Det var tydeligt, at gæsterne blot gik og ventede på, at City skulle begå en fejl og så slå til. Men City begik ikke de store fejl, og så måtte Liverpool jo retfærdigvis få en lang næse, selv om det måtte vente til sidst, hvor mange Cityfans var begyndt at forlade stadion i sikker forvisning om en 0-0’er. Det er utroligt, at nogle Cityfans bare aldrig lærer, at det ikke er slut før dommerens sidste fløjt.

Kiki Musampa blev, som Lars havde forudsagt, helten i det 90. minut, da han med en flot flugter fra kanten af straffesparksfeltet afgjorde kampen.

Lykkelige var vi, da dommeren fløjtede kampen af. Debutsejr på City of Manchester Stadium – og så endda over et storhold som Liverpool!

Foto: Måltavlen ved de 90​ minutter

Det var tid til at forlade CoMS. Det havde været en stor oplevelse at se det nye stadion, som er rigtig godt. Jeg har dog alligevel to kritikpunkter:  Hvorfor må man ikke ryge ude på sin plads? Dette forbud virker ekstra dumt når man så inde i selve tribunen godt måtte ryge? Det er da fuldstændig ulogisk! I pausen var der således vel ca. 2000 rygere nede for at dampe, og det kunne godt mærkes i mine lunger, da jeg skulle ned på toilettet, hvilket bringer til næste problem: Hvorfor har man ikke bygget flere toiletter? Der var jo alen lang kø til disse! Nå  - nok klagen, de to småting var ikke noget, som ødelagde en god oplevelse, men dog noget som klubben burde se på.

Efter kampen havde vi en aftale nogle lokale venner, Roger og Ailsa.

Vi mødte de to Cityfans udenfor stadion, og det var et glædeligt gensyn. Vi havde ikke set dem i to år. Sammen kørte vi ind til Manchester, hvor vi ville ud at spise. Men først skulle vi have en drink sammen for at fejre sejren.

Roger er en "local boy", så han førte os sikkert rundt i byen, således at vi fik kom ind på en pub vi aldrig ville have fundet, hvis vi selv var gået rundt i Manchester. Inde på denne pub kom prikken over i’et for turen: Vi så live på Sky sport, sammen med en del United fans, kludene tabe med 2-0 til Norwich. Så kunne det da snart ikke blive en bedre tur!

Efter kampen tog vi på italiensk restaurant næsten lige ved Britannia Hotel for at endelig få en ordentlig aftensmad. Hadji måtte undvære os i dag.

Det var bestemt dejligt at endelig få ordentlig mad, og regningen derpå var bestemt rimelig, så der var råd til endnu et pub besøg denne lørdag aften i Manchester.

Man må sige, at der er gang i den sådan en lørdag aften i Manchester. Der var rigtig mange mennesker overalt.

Vi var igen lidt flade efter en lang dag, så vi var ikke helt oplagt på en stor tur i byen og da Roger og Ailsa også havde et stykke hjem, skiltes vores veje efter en enkelt pint mere på en propfyldt pub.

Ved 22 tiden tog vi en taxa ud til Friendship, hvor vi fik et par enkelte inden vi gik over på hotelbaren for at se ”Match of the day”. Her genså vi de glade højdepunkter fra turens hovedbegivenhed inden vi dødtrætte måtte strække våben og gå i seng. Vi skulle jo også tidligt op næste dag og nå flyveren hjem.

Søndag
Turen gik hjem, men det var stadig tid til at få en på opleveren i den ellers morgentomme Manchester lufthavn.

Foran os i indtjekningen stod Claus Jensen fra Fulham sammen med Martin Johansen. Claus Jensen havde nok fået ferie fra Fulham, konstaterede vi, idet han i gårsdagens 0-3 nederlag til Bolton havde modtaget et rødt kort ;-)

Flyveturen hjem var ikke noget at skrive om, den gik planmæssigt. I København fik vi lige den sidste kændis set, da Peter Schmeichel åbenbart også havde været med flyveren fra Manchester. Han stod foran os i pas kontrollen.

Nu var det tid at sige farvel til Henrik, som skulle videre ud til Herfølge stadion for at følge sit AGF. Et hårdt program må man sige, men er man fan, er man fan!

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på kontrasten: Det kæmpe store ultra moderne City of Manchester Stadium, lørdag – faldefærdige lille Herfølge stadion, søndag…

Os andre tilbageværende fandt indenrigs terminalen og en flyver til Århus. Det var slut for denne gang. Efter 3 dage med fuld damp på, skulle det blive helt rart at komme hjem til hverdagen igen.

Tak for en god tur.

 Morten72