At elske på trods

Bragt i Jyllands-Posten, den 19. april 1999

Af HENRIK H. BRANDT

ENGELSK FODBOLD - For helt at forstå folk som Peter Arndal Lauritzen, Morten Olesen og Brian Leth skal man eje evnen til at betragte det som en naturlig drift, at tre voksne mænd kan gå rundt i ugevis og glæde sig usigeligt til en fodboldkamp i den engelske 2. division mellem Manchester City og Northampton.

En fodboldkamp, der på den store dag viser sig at ende 0-0, hvilket naturligvis kun får de tre voksne mænd til at brænde endnu mere for sagen...

Måske kan man sige, at folk som århusianerne Peter Arndal Lauritzen, Morten Olesen og Brian Leth er fodboldtilhængere på trods. Ikke at de er specielt kritiske over for favoritklubben Manchester City. Tværtimod, denne falmede storhed i den tredjebedste engelske fodboldrække har Århus-trioens loyale og inderlige støtte. Netop deri skal man søge trods-reaktionen:

Visse fodboldtilhængere som de tre Århus-gutter er nemlig drevet af langt mere end glorværdige og succesfulde ''koncepter'' som VIP-tribuner, Champions League og børsnoteret underholdningsindustri. Også selv om nutidens bagmænd i den professionelle fodboldbranche synes at tro noget andet.
Foto: Trioen ved Maine Road

Lyseblå hjerter
Derfor satte vi netop disse tre unge århusianere stævne på den sportscafé i Århus, hvor de for et års tid siden lærte hinanden at kende foran storskærmen, fordi deres lyseblå hjerter bankede i takt. Vi ville gerne høre, hvad der skulle være så fascinerende ved at holde med en fodboldklub, der alt andet lige har budt på flere grufulde skuffelser end søde triumfer gennem de seneste mange sæsoner.

Ingen er mere dedikerede fodboldtilhængere end de tre århusianere, forstår man. Alligevel siger de næsten som i kor:

Champions League -med alle de bedste og mest raffinerede fodboldhold i Europa -det interesserer os simpelthen ikke!

»Champions League er bare en latterlig pengemaskine,« som Brian Leth så bramfrit udtrykker sig.

Næh, må vi så be' om Manchester City mod Northampton!

At Brian Leth og hans to sportscafé-kammerater ikke er ene om deres ulogiske passion, kan Brian Leth som dansk kontaktperson for den skandinaviske Manchester City fanklub med godt 550 medlemmer bekræfte. Den danske afdeling af fanklubben er faktisk vokset med mindst 25 nye medlemmer, siden Manchester City sidste sæson tog det mest ydmygende tilbageskridt i klubbens historie og dumpede helt ned i den tredjebedste fodboldrække.

Obskure klubber
Man behøver bare slå op i den årlige håndbog fra den skandinaviske "Supporterunion fra Britisk fodbold" for at konstatere, at Manchester City kun er en af mange mere eller mindre obskure britiske fodboldklubber, der uge efter uge sætter skandinaviske hjerter i brand.

Godt 66.000 skandinaver er registrerede tilhængere af supporterklubber for britiske fodboldklubber. Selv om hovedparten hepper på storhold som Manchester United og Liverpool findes der altså også folk derude med evig og trofast kærlighed mod foretagender som Rochdale og Macclesfield. Stockport og... nå, ja, Manchester City.

De tre århusianske City- tilhængere har netop været med deres fanklub på fællestur til Manchester med blandt andet 0-0 forestillingen mod Northampton som et af programpunkterne. Selv om de tre århusianere dybest set kan opleve fodbold af samme til tider ret så tvivlsomme kvalitet som på ''Maine Road'' i Manchester blot ved at spadsere de få kilometer ud på Århus Stadion til kampene med de lokale superligahold, er og bliver det ikke det samme:

»Manchester City er en helt anden boldgade end AGF. Der kom 28.000 mennesker til kampen mod Northampton. Jeg er ligeglad, om så City så en dag rykker helt ned i "Vauxhall Conference-ligaen". Det er stemningen og atmosfæren, der er afgørende. Jeg er City-fan. Det kan man bare ikke gøre noget ved,« fastslår den 25-årige sælger Brian Leth.

Uhelbredelig lidelse'
Han lyder næsten som en mand med en uhelbredelig mental lidelse, og det er en City-fan måske også. De tre City-tilhængeres begrundelser for, at de nu i årevis har deponeret en stor del af deres penge, deres fritid og deres humør hos en engelsk fodboldklub, savner i hvert fald al fodboldfaglig logik:

»Jeg blev City-fan i ren protest, fordi mine brødte holdt med United. I 1982-1983 fik jeg min første City-trøje,« forklarer Peter Arndal Lauritzen.

Morten Olesens vej til at blive City-fan var endnu mere tilfældig. Et sort/hvidt TV hjemme i dagligstuen i 1981 hos den dengang otte-årige Morten Olesen, så havde City formentlig haft en tilhænger mindre den dag i dag:

»Jeg holder med City, fordi de spillede pokalfinale mod Tottenham i 1981, og de havde sådan nogle flotte lyseblå trøjer.«

Brian Leth er næsten flov ved at indrømme, at han først hoppede med på den lyseblå vogn i 1993.

»Jeg opholdt mig i Manchester og dumpede helt tilfældigt ind til klubbens første træningsdag, hvor holdet præsenterede sig for tilhængerne på Maine Road. Der var vel 6000-7000 tilskuere, og jeg sad totalt på krogen efter den oplevelse,« forklarer Brian Leth.

Internettet hjælper
Han har forlængst indhentet sin relativt korte tid som City-fan ved hyppige rejser til Manchester og ved at fungere som dansk kontaktmand for den skandinaviske City-fanklub. Nu er Manchester City jo ikke den hyppigst omtalte fodboldklub i de danske medier, men i vor moderne tidsalder finder man på råd for den slags.

»Internettet er helt genialt. Her finder man masser af oplysninger og nyheder hver dag om hver eneste engelsk ligaklub, og det er fast rutine, at jeg lige tjekker City hver dag. Hver mandag får jeg sendt Citys scoringer som e-mail fra England. Så kan man bare lige lukke e-mailen op og se målene på computeren,« forklarer Internet-eksperten Peter Arndal Lauritzen.

Brian Leth har selvfølgelig abonnement på den glittede sandhed i Citys officielle kampprogrammer -sådan mest for samlingens skyld. Og på de såkaldte fanzines, hvor lokale tilhængergrupper i mere bramfri og indforståede vendinger udlægger teksten om klubben og dens succes'er og fiaskoer set fra tribunerne.

Som fanklubmedlemmer har de tre City-tilhængere naturligvis deres helt eget kontaktnet af mere eller mindre halvgale City-tilhængere som dem selv. Hvad for eksempel med ham nordmanden, der flyttede på hotel ved Maine Road for to år siden for at være tæt på holdet.

En penibel sag
Hvordan han får råd til det? Tjah, det er en lidt penibel sag:

»Jeg er ikke så glad for at sige det, men der er jo mange nordmand, der rejser til Manchester for at følge United. Denne mand lever så af at guide alle United-tilhængerne rundt i byen for et norsk rejsebureau. Han har dog en klausul i sin kontrakt om, at hvis City spiller samtidig som United, kan han nøjes med at eskortere sine gæster til Old Trafford og så selv smutte hen og se Citys kamp på Maine Road,« forklarer Brian Leth.

Han fremdrager en gammel City-trøje, som trioen under deres fælles besøg i Manchester fik lokket ud af en antikvarboghandler, der selv var City-fan, selv om trøjen egentlig bare hang til pynt i butikken.

Og så var der naturligvis mødet med det gamle City-koryfæ fra 1950'erne, Ken Barnes, og hans søn, Peter, i resauranten på Citys træningsanlæg.

»Han fortalte en masse gamle anekdoter og brokkede sig over fodboldens udvikling i dag, hvor pengene styrer det hele,« siger Morten Olesen.

Trioen er dybt betaget af den afslappede stil hos City, hvor tilhængerne frit kan nærme sig spillerne på træningsanlægget Platt Lane og sågar være heldige at møde spillerne i restauranten.

Åbenbar interesse
»Det er en af de få ligaklubber i England, hvor den slags er muligt,« forklarer Brian Leth.

City-trioens modstridende interesser i den forbindelse er åbenbar.

På den ene side har de det skidt med at se deres elskede klub i den tredjebedste række, mens ærkerivalerne United er verdens mest succesrige fodboldklub. Det er trods alt ikke mere end otte sæsoner siden, at City endte foran United i ligaen. På den anden side oplever en United-fan aldrig at komme i nærkontakt med idolerne.

»United er et utrolig godt fodboldhold, men klubben er bare en kommerciel maskine, siger Morten Olesen.

»Vi vil også gerne have, at City får succes igen, men det må aldrig blive på bekostning af en lørdag med fish & chips og en tur på pub før og efter kampen. Stemningen omkring kampene må ikke gå tabt. Man hører igen og igen, at der ikke er ret meget stemning til kampene i Premier League længere. Uniteds tilhængere forventer, at holdet vinder og spiller godt hver gang. Det gør vi ikke,« siger Brian Leth.

»Jeg kendte en fyr, der holdt med United og meldte sig ind i deres fanklub. Så tabte holdet tre kampe i rap til Newcastle, Southampton og Fenerbahce, og så meldte han sig ud igen. Det har jeg ingen respekt for,« siger Brian Leth. 

Noget er galt
Må han så bede om stjerneangriberen John Carew fra den norske storklub Vaalerengen. Selv om Carew er på vej til en kontrakt med en engelsk topklub, er han fortsat ivrigt medlem af fanklubben for Scarborough F.C. i 3. division. Se, det er en rigtig mand!

»Vi er lidt i et dilemma. Vi vil gerne have, at klubben får succes, men ikke for enhver pris. Der er noget helt galt med fodbolden. Lønningerne er sindssyge, og man ser nu mindre klubber begynde at gå ned. Fodbolden tager en forkert drejning. Spillerne er primadonnaer langt hen ad vejen, men jeg føler stadig, at Manchester City er en fodboldklub,« siger Brian Leth.

Og det var vel egentlig dybest set bare det, de ville sige, de tre århusianske City-tilhængere.

De elsker deres fodboldklub. Ikke fordi den bedre end så mange andre fodboldklubber, men fordi den er en fodboldklub.