TRÅD: Hvorfor er du Manchester City fan?

Det begyndte med en F.A cup finale i 1981. Tottenham v Manchester City. (Faktisk to - fordi den første finale endte uafgjort- og dengang spillede man en ny kamp ved uafgjort. Ikke noget pjat med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Jeg var dengang 8 år. Vi havde lige fået farve TV. Så nu var det til at skelne de hvide Spurs fra de lyseblå Manchester City. Husker at jeg havde krudt i røven som barn. Så jeg fodbold i TV, så gik der kun 10 minutter, før jeg ikke sidde stille længere, og gik selv ud i gården med min bold. Men de her to F.a Cup finaler holdt mig tryllebundet. Jeg sad der foran TV'et og så det hele. Og jeg kom hurtigt til at holde med de der lyseblå. Fordi:

  1.  De havde flotte dragter
  2. "Manchester City" - det lød mega sejt
  3.  De spillede også bedst.

I den første finale førte City 1-0 på Hutchisons føringsmål, og de var på vej mod en fortjent sejr. Men 10 minutter før tid scorede den selvsamme Hutchison et uheldigt selvmål, da han rettede Glenn Hoddles frispark af. Totalt uheld sendte finalen i omkamp, fem dage efter. Samme sted samme dommer.

Omkampen blev et festfyrværkeri. City kom hurtigt bagud, men de udlignede på et absolut klassemål af Steve Mackenzie. Det skal du google. De kom også foran med 2-1 - og igen kørte de lyseblå imod en fortjent sejr. Men endnu en gang skulle de smide det.
Garth Crooks udlignede til 2-2, og kort efter kørte Ricky Villa forbi fire Cityforsvarer og scorede det der blev sejrsmålet. Målet blev stemt ind som det bedste F.A cup mål i det 20. århundrede. Jeg synes stadig, at Mackenzies var flottere- Google det.

Nederlaget gjorde mig vred. Det var en af de første gange i mit liv, hvor jeg oplevede uretfærdighed. Nederlaget var dog en velsignelse i forklædning - for fra den dag var jeg Manchester City-fan, som man nu kunne være fan af et udenlandsk hold i 1980'erne. I årene fremover fulgte jeg dem via mandagens resultatsider i Berlingske Tidende. De rykkede ned og op imellem 1. og 2. division - og var aldrig i nærheden af noget stort igen.
I slut 80'erne start 90'erne - gled de lidt ud af min opmærksomhed- sikkert på grund af fester og piger.

Omkring 1994 var City dog tilbage i mit hoved igen. Det var noget med Oasis, britpop, og en stigende interesse herhjemme for PL fodbold. Alle holdt med United, Liverpool og Arsenal. Men jeg holdt ved City. Alle skreg af grin. Specielt i 1995, hvor City kun havde 4 points i november. I den sæson var der ikke mange lyspunkter for City - udover Kinkladze. Dog alligevel - trods de blot 4 points i november, var City alligevel tæt på at redde sig. Men 2-2 imod Liverpool i en grotesk afslutning på 1995/96 sæsonen, sendte City ned med det yderste. 

Nedrykningen gjorde mig stædig, Nu var City indiskutabelt mit hold. Da jeg i 1996/97 boede i London fik jeg lejlighed til at se City live. Og min passion eksploderede. Der blev jeg fan. At stå på tribunen med andre Cityzens fik det til at kilde alle de rigtige steder. Der blev jeg en af dem. 

Da jeg kom hjem fra England i 1997, var Sky Sport pub-kulturen slået igennem i Danmark - og jeg mødte til min forbløffelse ANDRE DANSKE Cityfans. Ren lykke. Jeg havde indtil da troet, at jeg var den absolut eneste, der holdt med City herhjemme. Men lykken varede ikke så længe. I 1998 rykkede City ned på niveau tre.

Vi var chokerede. Men igen var det en velsignelse i forklædning. For Citys ulykke fik flere danske Cityfans til at vælte ud af skabet. Vi rykkede sammen, og støttede  holdet igennem de svære tider. Det gav nogle uforglemmelige oplevelser, nogle gode - andre dårlige. Vi fik et fantastisk sammenhold - fordi vi gik igennem denne lidelseshistorie sammen. 

Sådan en historie har Cityfans af min generation, os der er født i 1970'/80'erne. Vi forelskede os i et elendigt fodboldhold og vi har været med hele vejen - fordi vi ikke kunne lade være. Sådan er ægte kærlighed. Den skal nogle gange gøre ondt.

Jeg tillader mig at nyde de her år.