Manchester City har igennem tiden haft flere Olympiske guldmedaljevindere i truppen. Naturligvis i fodbold. Spillere som Tevez (2004), Zabaleta, Agüero (2008) samt G. Jesus i 2016. Såmænd har Pep Guardiola også selv stået øverst på sejrsskamlen, da han i 1992 vandt med Spanien. Og Peps assistent, Estiarte er OL guldvinder i vandpolo".

Men vidste du også, at Manchester City har haft en spiller i truppen, der samtidig med, at han var fodbold-stjerne i Manchester også var en verdensklasse tennisspiller- og i det hele taget noget af et multi sportstalent? Nej, det gjorde du nok ikke? Max Woosnam er et glemt ikon i Manchester Citys rige historie. Her fortællingen om ham:

Tidlig karriere

Maxwell, "Max", Woosnam blev født i Liverpool den 6. September 1892. Han omtales ofte som 'den største britiske sportsmand' for sine præstationer i flere forskellige sportsgrene. Mest notèrbart fodbold og tennis - men han var også dygtig til cricket, golf og den avancerede billardform, snooker.

Det mest excentriske ved Max Woosnam var, at han i hele sin lange og succesfulde sportskarriere forblev en rendyrket amatør blandt professionelle. Han mente, at det var "vulgært" at modtage penge for at dyrke sport.

Woosnam blev født ind i en velhavende præste-familie og voksede op i Wales. Allerede i skolen viste drengen et stort talent for sport. Winchester College, som unge Max' skole hed, prioriterede idræt som mange andre britiske skoler. De så sport og kappestrid som en vigtig del af unge mænds dannelse.

Woosnam dyrkede allerede i de første skoleår masser af forskellig sport - gerne med de større drenge fordi han var for god i forhold til hans jævnaldrende. Han huskes særligt for en fantastisk indsats i cricketkamp på selveste Lords Cricket Ground, hvor han på et udvalgt skolehold ene mand reddede en kamp med en strålende indsats. En bedrift der fik et anset cricketblad til at kalde ham for årets drengespiller. Woosnam flirtede også med golf, og kunne gå alle baner, som han spillede på i deres "par". En såkaldt Scratch golfer.


Woosnam som studerende

Sportskarrieren tog for alvor sin begyndelse i 1911 som studerende på Trinity College i Cambridge.  Woosnam havde langt fra været en fantastisk 12 tals student, men hans alsidige sportstalent bragte ham ind på det fine universitet.Her repræsenterede han universitetet i fodbold, cricket, tennis på græsbane samt "almindelig" tennis. Og så var han kaptajn på golfholdet.

Da Woosnam forlod Cambridge begyndte han at spille amatørfodbold for det succesrige og berømte fodboldhold, Corinthians. I 1913 var han med Corinthians på tur i Brasilien, som blev en stor succes for både holdet og Woosnam selv. Faktisk så stor, at han ved hjemkomst fik en håndfuld kampe for Chelsea. En af dem foran 50.000 tilskuere på Stamford Bridge, hvor blot 7 år gamle Chelsea satte de kommede mestre fra Blackburn på plads med 2-0.

I 1914 blev Max igen udvalgt til at rejse med Corinthians til Brasilien. Denne tur blev dog aflyst da 1. verdenskrig udbrød, mens holdet var på vej til Sydamerika ude på det store Atlanterhav. Corinthians nåede at komme i havn i Rio, men det blev blot til en nat i den brasilianske by, inden englænderne allerede dagen efter vendte snuden hjem til England. Uden at have set så meget som en fodbold. 2* 18 dages rejse - til ingen verdens nytte.

Under 1.verdenskrig tjente Max Woosnam sit land ved Vestfronten og i Egypten. Han medvirkede i flere militære operationer, her i blandt også de frygtede skyttegravskrige. Han tjente i sidste del af krigen med den berømte krigspoet, Siegfried Sassoon. Ham må du google.


Manchester City stamspiller - og tennis-stjerne

Efter krigen giftede Max sig med sin Edith, færdiggjorde sin uddannelse som ingeniør og fortsatte så ellers sin amatørsportskarriere. Han deltog i flere store sportsbegivenheder, og var trods sin amatørstatus ved at være lidt af et kendt navn i England.


Max Woosnam i City dress

I 1919 blev han ansat som ingeniør i Manchester firmaet Crossleys, Dette fik Woosnam til at offentligt lufte tanken om, at spille fodbold i byen - dog stadig på amatørbasis, så han kunne passe sit arbejde! Naturligvis var både Manchester United og Manchester City vældig interesseret.

Woosnam talte med Billy Meredith, den tidligere City stjerne, der nu spillede for Manchester United. Meredith rådede Woosnam til at indgå en aftale med Manchester City. Angiveligt fordi Meredith på daværende tidspunkt befandt sig i en lønkonflikt med United, og trods sit tvungne skifte fra den lyseblå del af Manchester til den røde tilbage i 1906, stadig havde hjertet hos City, hvor han også senere skulle slutte sin karriere.

Woosnam blev et kæmpe scoop for City. Tilskuere flokkedes til Hyde Road (Manchester Citys daværende hjemmebane) for at se de reserveholdskampe, hvor Woosnam spillede sig i form for at kunne begå sig i 1. division. Manager Ernest Mangnall udtalte, at "Folk sværmede om holdet og konstant spurgte efter Woosnam".


Manchester City omkring 1920/21. Woosnam sidder med bolden

Den 1. januar 1920 debuterede Max Woosnam så endelig. Det blev til en 1-0 hjemmesejr over Bradford. Woosnams arbejdsgiver, Crossleys havde indgået en aftale med Manchester City om, at deres medarbejder kun skulle spille hjemmekampe. Det var også meget godt i begyndelsen, idet City i januar 1920 havde fire hjemmekampe i træk, som alle blev vundet med Woosnam på banen. Men da City den 31. januar tabte med 3-0 på udebane til Leicester, som dengang var et middelmådigt 2. divisionshold, rejste der sig et folkekrav om, at Woosnam også skulle spille udekampene. Crossleys bøjede sig.
City endte sæsonen på en 7. plads.

Den sommer i 1920 skulle Woosnam repræsentere Storbritannien i tennis ved de Olympiske Lege i Antwerpen. Vel at mærke i både single og double. Faktisk blev han også udtaget til OL-fodboldholdet, men han meldte fra, fordi han ville lægge sine kræfter i tennis. Det var meget godt, for han endte med at vinde guld i herredouble med makkeren Noel Turnbull. I mixed double blev det til sølv med Kathleen McKane. De to medaljer blev for øvrigt spillet hjem på en og samme dag! (I singleturneringen røg Woosnam ud i 2. runde til sølvmedaljevinderen, Areyzaga, Spanien)

Kulmination på sportskarrieren

Til trods for successen fortsatte Max Woosnam på amatørplan i Manchester City. Dette gav ham en frihed til at passe sine sportsgrene - og sit arbejde. Og selv om Maxwell aldrig blev professionel som sine holdkammerater, så havde han nok status i Manchester City til, at han blev udnævnt til anfører.

I 1920/21 spillede han 35 kampe for Manchester City, som i den sæson opnåede sit bedste liga-resultat i næsten 20 år, da holdet blev nummer 2 i 1. division. En flot bedrift af Manchester City, og en placering der først skulle blive toppet 16 år senere, med mesterskabet i 1937.

Woosnam drog efter fodboldsæsonen til Wimbledon for at passe tenniskarrieren. Igen blev det til triumfer ved doubleturneringerne - med finalesejr i herredouble med Randolph Lycett, samt en dog tabt finale i mix-double med makkerinde, Phyllis Howkins.

Den succes fik Woosnam udtaget til det britiske hold, der i USA skulle spille kvartfinaler ved International Lawn Tennis Challenge (i dag kendt som Davis Cup). Dermed gik Woosnam glip af starten på fodboldsæsonen.

Ingen tvivl om, at den 29 år gamle englænder i den sommer havde the time of his life. Han var endda med i USA som kaptajn, selv om han var yngste medlem af holdet. I Pennsylvania blev det dog i kvartfinalen til et britisk nederlag på 3-2 til "Australasia". Det husker ingen i dag. Turen er dog alligevel gået hen i folklore. Naturligvis af Woosnams handlinger.

For under opholdet i USA blev det britiske hold inviteret hjem til selveste Charlie Chaplin. Her udfordrede en kæk Chaplin Woosnam til en tenniskamp. Chaplin mente nemlig selv, at han var en temmelig habil tennisspiller. Men selvfølgelig vandt Woosnam usvigeligt sikkert. Dette fik en tydeligt såret på sit ego Charlie Chaplin til at udfordre til en bordtenniskamp. Men her vandt Woosnam også - til trods for, at han i stedet for et bat, spillede med en kniv!

Efter at have slået Chaplin med sit alternative bat, ville Chaplin optræde lidt. Blandt andet med en tale, som blev holdt ved siden af filmstjernens store swimmingpool. Det var underholdning, som Woosnam tilsyneladende fandt umådelig kedelig

Woosnam sneg sig derfor langsomt ind bag sin vært, greb ham om knæene, løftede ham op og anbragte skuespiller-stjernen med hovedet ned i swimmingpoolen -og slap. Tennisspillerne kollapsede af grin! Chaplin stormede ind i huset og nægtede at komme ud, før gæsterne havde forladt hans matrikel!

Landsholdsdebut - og benbrud

Sæson 1921/22 begyndte som sagt lidt senere for Woosnam end resten af Manchester City. Turen til USA havde holdt ham ude af de første seks spillerunder.. Alligevel blev det i den sæson endelig til det, der skulle blive hans eneste officielle landskamp - endda som anfører, da England den 13. marts 1922 mødte Wales på Anfield. Englænderne vandt 1-0, på en scoring som Woosnam lagde op til.

Men uheldet var kort efter ude: Den 6. maj 1922 blev Woosnam ramt af en alvorlig skade, der mere eller mindre skulle markere afslutningen på hans karriere. Under sæsonens sidste kamp - på Hyde Road imod Newcastle- var han så uheldig at brække benet. En særdeleles alvorlig skade. Specielt i 1922. Da redderne kom med ambulancen insisterede han trods store smerter på at skrive en autograf til en dreng, der stod klar med sin bog.Han beordrede ambulanceførerne hen til drengen, så Woosnam liggende på båre kunne skrive en autograf.

Benbruddet holdt Woosnam ude af sport i hele sæson 1922/23. Han brugte tiden på at kommercialisere sit tennisnavn. Der blev bl.a solgt ketchere bærende navnet "Woosnam". Hvor mange fodboldspillere har en tennisketcher opkaldt efter sig? Se billede herunder

I sommeren 1923 var Woosnams ben helet nok til, at han kunne spille tennis igen. I Wimbledon lykkedes det ham at spille sig helt frem til kvartfinalerne i singlerækkerne. Hans bedste præstation som single spiller. Det var dog en en enlig svale.Hurtigheden var ikke den samme længere, og det blev noget af det sidste, som man så til Woosnam i toptennis.

Åbner Maine Road - og lukker og slukker i City

Trods Woosnams lange fravær havde de ikke glemt deres amatør i Manchester City. De havde derfor gemt en helt særlig gestus til ham.

Den 26. august 1923 anførte en stolt Woosnam Manchester City ind på banen til indvielsen af Maine Road. Hans første optræden for klubben i over et år. En stor ære og en anerkendelse af Woosnams store betydning. City vandt 2-1 over Sheffield United.

Desværre blev det en af de sidste kampe Woosnam spillede. Bentøjet var ikke som før skaden, og efterfølgende blev det kun til 4 optrædener yderligere. Herunder ses Woosnam præsentere holdkammeraterne for borgmesteren i Manchester inden åbningskampen på Maine Road.

Woosnam introducerer holdkammeraterne ved åbning af Maine Road, 1923

Den 17. januar 1925 spillede han sin sidste kamp for Manchester City. Jeg tror dog ikke, at nogle på dette tidspunkt var klar over, at dette skulle blive Woosnams sidste i lyseblåt. Men måske "guderne" gjorde. For det blev til en imponerende 5-0 sejr over Liverpool - og Woosnam scorede et af sine sjældne mål.


Den dyre dumhed

I oktober 1925 skiftede Woosnam job til en virksomhed i Northwich, en by godt 30 km udenfor Manchester. Sandsynligvis som et led i neddrosling af fodbolden. Han spillede dog nogle få kampe for den lokale klub "Victoria", i den regionale Cheshire County League.

Men det er ikke det, som han huskes for i årene efter karriere-stoppet i Manchester. Det var nemlig her Woosnam sandsynligvis ødelagde det flotte eftermægle, som hans karriere i Manchester City ellers berettigede ham til. En dårlig dømmekraft gjorde det af med hans gode navn.

Året 1926 var et "annus horribilis" for Manchester by. Ikke nok med, at City tabte F.A cup finalen- endnu værre var det, at de rykkede ud af 1. division. Og i maj udbrød der så oven i generalstrejke. Næsten 1.8 millioner industri-arbejdere strejkede i 9 dage. Det var her Woosnam udviste en himmelråbende dårlig dømmekraft:

Under strejken blev Woosnam afsløret i at køre bus for sin arbejdsgiver. Den "skruebrækker-handling"blev set på som direkte illoyal - og et bedrag af de mennesker, som i mange år havde idoliseret ham. De lokale havde altid set Woosnam som en mand af folket, trods sin status som overklasse.

Fra terrasserne på Hyde-og Maine Road havde de forgudet ham. På den tid kom fansene nærmest udelukkende fra arbejderklassen. En klasse som havde hårde liv, men levede og åndede for deres fodbold, der var et lyspunkt i en barsk tilværelse. Fra vores i dag forholdsvist priviligerede tilværelser, er det svært at sætte sig ind i her 100 år senere, men klasse-kampen og tilværelsen var markant hårdere dengang end nu. Derfor faldt hammeren og dommen så hårdt over den tidligere City-stjerne.

Vreden kom i 1926 så vidt, at politiet måtte bevogte Woosnams hus i Altrincham, fordi skuffede arbejdere demonstrerede udenfor.

I årene der fulgte røg Woosnam relativt hurtigt gled ud i glemslen hos Manchester City fansene. De fortrængte ham simpelthen.

Manchester Citys bestyrelse inviterede dog stadig jævnligt Woosnam på Maine Road. Han var også med til banketten efter Citys F.A Cup finale sejr i 1934. Men for fansene eksisterede han ikke længere.


Senere liv - og død

Max Woosnam fortsatte efter fodbold-og tenniskarrieren med at hellige sig mere civilt arbejde. Det var dog bestemt ikke slut med sport. Han blev en pioner for bordtennis, og i golf slog han i 1929 banerekord på golfbanens Sandiway i Northwich. Ikke nok med det: I Snooker lavede han det perfekte break 147- et yderst sjældent fænomen.

Jobmæssigt var han ansat ved industrigiganten ICI (Imperial Chemical Industries) i hele sit liv. Han sad endda i bestyrelsen. Hans kone, Edith, med hvem han fik to døtre, døde i 1939, men allerede i 1940 giftede han sig med Dorothy E Perrin.

Den 14.juli 1965 døde Max Woosnam i London, 72 år gammel. Dødsårsag: Luftvejsproblemer- forårsaget af et liv med masser af tobaksrygning! Ironisk røg Storbritanniens største sportsmand gennem tiderne som en skorsten


Woosnam som "en ældre herre"

Eftermægle

Woosnam efterlod sig ikke interviews, så vi ved ikke meget om hans privatliv. Hans datter, Penny udtalte dog i forbindelse med den biografi, som Mick Collins skrev i 2006 "All-Round Genius" - at han var meget fraværende, og var sportsmand før han var far. "Jeg følte aldrig at vi lærte ham at kende - men alligevel forgudede vi ham" sagde hun.

Dette er sammen med Woosnams strejke-bryden i 1926, det eneste, der kan kaste en skygge over en unik sportsmand, som i dag burde være en legende på linje med folk som for eksempel Jesse Owens og Knud Lundberg. Alligevel findes der ikke meget andet om ham, end en enkelt biografi samt nogle få artikler om ham på nettet. Selv i Manchester City kredse kommer hans navn ikke op, når man nævner legender fra fodboldens barn- og ungdom.

I 1977 forsøgte man at genoplive Woosnam-legenden ved at opkalde en lille gyde efter ham ude ved Maine Road: Max Woosnam Walk. Men symptomatisk holdt det ikke. Ved en større byfornyelse i kvarteret blev gyden unødvendig -og forsvandt. Gyden var dog også så tarvelig, at jeg ikke kan tro, at Woosnam ville have set det som en ære, at få den opkaldt efter sig. Så måske det var meget godt!

Hvis du kommer derud en dag, kan jeg fortælle, at den lå ca. hvor Broadfield Road møder Horace Barrnes Close (en anden City-legende) er beliggende.Se gammelt kort herunder (Tak til Gary James, Red.):


Et gammelt kort over Moss side. I den blå ring lå Woosnam Walk

Den manglende kollektive erindring om Max Woosnam viser, at sportsmandens brøde som skruebrækker var meget alvorlig. Det fortæller om hvor meget klassekamp fyldte i det industrisamfund, som herskede i Manchester på den tid.

I min research til denne artikel fandt jeg jeg nedenstående hyldest-digt, der blev skrevet af en lokal Mancunian til Max Woosnam. Det fortæller alt om, hvor agtet og elsket Woosnam var i sin tid på Hyde- og Maine Road. Det blev udgivet i Manchester avisen "Empire" november 1919.

Særligt de sidste to linjer viser, hvor kort vej der kan være fra berømmelse til glemsel. For selv om digteren lover Woosnam evig berømmelse - var han glemt under et årti senere. Det er først indenfor de sidste 15-20 år, at interessen for at høre om Woosnams bedrifter igen er blevet "stuerene". 

Digt: "En hyldest til Max Woosnam" (1919)

'What a scene of jubilation and a round of great applause,
The spectators are delighted and you need not ask the cause,
For Max Woosnam of the ‘City’ who at Cambridge won his Blue,
Has at last performed the function with the goal he had in view!

The Albion were opponents at Hyde Road - the favoured patch,
Where ‘City’ since 1919 have never lost a match!
This game they won 6 to 1, but City’s number 5
Was Max’s special effort, and its memory will survive.

Max had obtained the precious goal we’d waited for so long,
And wholehearted acclamation was his greeting from the throng!
‘Twas a tribute to a genius who has won the hearts of all,
By his splendid sporting spirit and his mas’try of the ball;

He’s an absolute first rater, and one really wonders how
Those who pick the Internationals have missed him up to now
This all-round athlete, amateur, has earned a lasting fame;
He’s popular with everyone; he always plays the game."

Anonym poet, Manchester


Max Woosnam -Manchester City 1919-1925 - 94 kampe - 5 mål

Kilder: Gary James, Gary James Football Archive, The Trail blazer, Wikipedia, Englandfootball.online, ManCity.Com, StatCity. og BBC - og masser af hjælp på Twitter. TAK

HAR DU SPØRGMÅL/BIDRAG TIL ARTIKLEN SÅ KONTAKT MIG GERNE. DU ER OGSÅ VELKOMMEN TIL AT KOMMENTERE HERUNDER