Artikelbillede: Adam Crowley fra www.facebook.com/manchestercitywallpapers

Siden Manchester City blev opkøbt i 2008 af Abu Dhabi United Group med Sheikh Mansour i spidsen, har klubben betalt store summer for spillere, hvor nogle har haft et mere vellykket ophold end andre. Sergio ”Kun” Agüero har netop taget hul på sin 9. sæson i en særdeles glorværdig tid hos den lyseblå klub fra Manchester. Den argentinske angriber er selvsagt en af de største og mest betydningsfulde spillere i klubbens nyere historie. Og for undertegnede er han den absolut største og en af de væsentligste årsager til, at jeg for godt 9 år siden begyndte at følge Manchester City.

Sergio Leonel Agüero del Castillo, også bare kaldet Sergio Agüero med det karakteristiske kælenavn ”Kun”, er født den 2. juni 1988 i den argentinske by Quilmes. Sergio Agüero spillede sine ungdomsår i den argentinske klub Club Atletico Independiente, hvor han spillede for klubbens ungdomshold fra 1997 til 2003. I en alder af blot 15 år og 35 dage fik Agüero sin seniordebut for Independientes førstehold, hvilket gjorde ham til den yngste spiller i den bedste argentinske række. Dermed slog han Diego Maradonas rekord, en person, som senere skulle få en meget betydningsfuld rolle i Agüeros liv. Agüero fandt senere sammen med Diego Maradonas datter, og sammen fik de drengen Benjamín Agüero Maradona. 


Sergio "Kun" Agüero i en jubelscene efter en scoring for barndomsklubben Independiente 

Efter 3 år med 54 kampe og 23 mål for Club Atletico Independientes førstehold var Agüero klar til at tage skridtet videre i sin karriere, hvor han som blot 18-årige skiftede til den spanske hovedstadsklub Atletico Madrid. Sergio ”Kun” Agüero udmærkede sig allerede kort tid efter skiftet med at blive kåret som årets unge spiller i Europa i 2007. Endvidere gjorde Agüero sig også positivt bemærket ved at vinde UEFA Europa League og UEFA Super Cuppen i sin tid hos den spanske hovedstadsklub. Efter 5 år i Madrid-klubben, som resulterede i 146 målinvolveringer i 230 kampe, ønskede Sergio Agüero at komme videre i sin karriere.

Dette passede perfekt med, at Manchester City i sommeren 2011 var på udkig efter en angriber. Det var netop også denne sommer, hvor jeg første gang blev bekendt med Sergio ”Kun” Agüero, efter jeg havde spillet med Atletico Madrid i det populære PlayStation-spil FIFA. Agüero fangede hurtigt min opmærksomhed, grundet den måde han var at spille med i FIFA. Jeg havde indtil dette tidspunkt ikke haft et yndlingshold i engelsk fodbold, men efter Citys køb af Agüero, var der ikke spor tvivl om, at den lyseblå del af Manchester nu havde min støtte. Min kærlighed til Sergio Agüero blev ikke mindre efter, at han blot skulle bruge 9 minutter på at score sit første mål i sin debutkamp i Premier League. Og kun 22 minutter efter sin første scoring nettede han for anden gang i 4-0 sejren over Swansea på Etihad Stadium. Agüero sluttede Premier League sæsonen 11/12 af med 23 mål og 10 assists i 34 ligakampe, hvor især ét mål fra denne sæson står klart i erindringen hos de fleste City fans. Og her tænker jeg selvfølgelig på Sergio Agüeros sejrsmål i den sidste kamp i sæsonen på hjemmebane mod Queens Park Rangers efter en assist fra Mario Balotelli. Bare tanken om dette mål giver mig gåsehud, og det er uden tvivl det største øjeblik i min tid som Manchester City supporter. Det gør bestemt ikke øjeblikket ringere, at mesterskabet blev som taget ud af hænderne på vores rivaler på sæsonens sidste spark. Og sammen med Yaya Toures sejrsmål i FA Cup finalen i sæsonen 2010/11 var dette en kickstart til Citys senere dominans.

Sergio Agüero har siden sin første sæson fortsat ufortrødent med at score og assistere efter behag. Derfor er han pr. dags dato (01/11-2020) noteret for 255 mål og 73 assists i 373 kampe i alle turneringer for Manchester City. Dette vidner indiskutabelt om en verdensklasse angriber, og gør ham samtidig til Manchester Citys mest scorende spiller nogensinde. En rekord, som han slog på Stadio San Paolo i Napoli, som er Napolis hjemmebane. Et stadion, som hans tidligere svigerfar og hans søns morfar, Diego Maradona, huserede på i 80`erne og start 90`erne. I Premier League sammenhæng har Agüero også klart gjort sig bemærket, hvor han står noteret for 180 mål og 54 assists i 265 kampe. Sergio Agüero er med sine 180 mål den 4. mest scorende spiller i Premier Leagues 28 år lange historie kun overgået af Alan Shearer, Wayne Rooney og Andrew Cole. Derudover er Agüero den mest scorende ikke-engelske spiller i Premier League. En rekord han slog i Citys 6-1 sejr på udebane mod Aston Villa i den forgangne sæson, hvor han scorede 3 mål og dermed overgik Thierry Henrys 175 mål. Men dette var ikke den eneste rekord den argentinske målmager stod for i den kamp. Han slog også rekorden for flest hattricks i Premier Leagues historie, efter han i  kampen scorede sit 12. af slagsen, og dermed overgik han Alan Shearers forhenværende rekord med 11 hattricks. Agüero har med sine mange mål og assists uden tvivl spillet en stor rolle i den succes, som City har haft siden hans ankomst. Agüero har i sin tid hos klubben været med til at vinde 4 Premier League titler, 2 FA Cup titler, 5 Liga Cups og 3 Community Shields. Det eneste der mangler på denne liste af meritter, er en Champions League titel, hvilket han forhåbentlig kan skrive på sit cv efter denne sæson. 

Med de mange gode præstationer kan der ikke herske tvivl om, at Sergio ”Kun” Agüero er blandt en af de absolut største i Manchester Citys historie, og han har sikkert også spillet sig ind i hjertet hos mange fans. En målmager uden lige, som også har haft blik for sine medspillere. Det vidner hans mange assists om, selvom han til tider er blevet kritiseret for ikke at søge sine medspillere. På baggrund af de mange mål virker det også helt skørt, at Pep Guardiola var villig til at droppe Agüero til fordel for nyindkøbet Gabriel Jesus, da han ankom til klubben i 2016. Pep Guardiola mente ikke, at Sergio Agüero arbejdede nok defensivt til at kunne spille i et pressystem, som han havde i tankerne. Men Agüero beviste det modsatte. Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt Manchester City i fremtiden kan finde en afløser for Agüero med samme målscoringskvaliteter. 

Jeg er dog er sikker på, at der går lang tid, før jeg får et lignende forhold til en spiller, som jeg har haft til Sergio ”Kun” Agüero. På baggrund af min store kærlighed til Agüero kan jeg da heller ikke garantere, at jeg ikke vil knibe en lille tåre eller to, den dag han vælger at stoppe i Manchester City. Men forhåbentlig kan han få en rolle i eller omkring klubben, når han engang i fremtiden vælger at lægge støvlerne på hylden. Til slut har jeg et brændende ønske om, at Manchester City forlænger Agüeros kontrakt med minimum én sæson, så jeg kan komme på Etihad Stadium igen og se Sergio Agüero spille en sidste gang i den lyseblå trøje. Den nuværende situation, som vi befinder os i, gør det formentlig ikke muligt at komme på de engelske stadions og se fodbold i denne sæson, som ellers formodentligt er Agüeros sidste af slagsen.