Det er mere populært end nogensinde, at tage til fodbold i Manchester. For år tilbage var det vores naboer på Old Trafford der mest nød godt af danske fodboldfans' besøg, men at dømme efter den efterspørgsel,som vi i disse år oplever i Supporterklubben, er Etihad efterhånden også blevet et yndet rejsemål for danske fodbold-entusiaster. Vi vil med denne guide forsøge at klæde dig godt på til en Manchester rejse, så du kan få den bedste tur.

Skulle du alligevel have spørgsmål, så send os en mail, så vil vi forsøge at svare så hurtigt som muligt.

Billet til kampen

Du tager jo afsted for at se Manchester City, så jeg ville begynde med at sikre mig en billet til den kamp, som du har udset.

Som Supporterklub anbefaler vi, at du bruger vores service, som du skal være kontingentbetalende medlem for at bruge. Du kan her på siden læse om hvordan det fungerer.

Fordelen ved vores billetsystem er, at det er gennemsigtigt, og at prisen er fair. Der sidder ikke et rejsebureau og skal tjene penge på dit køb. Som regel er vores priser mellem 500 og 800 kroner for en Premier League billet. Rejser du med børn, så forhør dig om det er muligt, at købe "Junior Blues" billet (Ca. ½ pris til under 16 år). Disse billetter har vi ind imellem adgang til. 

Nøgleord når du bestiller billet er at være i god tid. Fristen for bestilling hos os er 7 uger før kampen spilles. Det er vigtigt, at være opmærksom på, at TV kan flytte kampe helt op til 5-6 uger før kick off, så vent med at bestille fly til du er 100 % sikker på kamptidspunktet. Ved cupkampe er tidsfristen for bestilling naturligvis kortere. 

Et andet råd inden du booker: Tag en ekstra overnatning, så du får tid til at opleve byen, og nogle af de seværdigheder der er. Det giver en mere helstøbt oplevelse. 

Rejsen derover

Flyrejser til Manchester er her fra 2019 blevet nemmere. Tidligere var det kun fra Københavns lufthavn, at man kunne komme til Manchester for en fornuftig pris, da EasyJet i efterhånden en årrække har opereret med en direkte lavprislinie derover *.

Men nu har de fået konkurrence. Ryan Air åbnede i april 2019 en direkte rute fra Billund til Manchester. Ruten har fire ugentlige afgange, mandage, tirsdage, fredage og lørdage. Dog fra 1.11 2019 flyves der kun fredage og mandage. 

Alternativt kan man flyve derover fra Hamborg Lufthavn. Det er selvfølgelig en lidt lang tur derned, men der kan være rigtig mange penge at spare. Da jeg var afsted i januar 2019, fik jeg en returbillet for ca. 500 kroner.

Så gå du på jagt efter din flybillet til Manchester. Der er flere muligheder. Momondo.dk er et godt sted at starte.

Med de muligheder der er for at komme til Manchester i dag, så kan det ikke svare sig at flyve til London og tage toget videre til Manchester. Togbilletter i UK er blevet rimeligt pebret, og rejsen bliver pludselig også meget lang.

*Retfærdigvis skal det siges, at British Airways i mange år har haft en rute til Manchester fra Billund. Prismæssigt kan den dog ikke være med de nyligt åbnede.

Hvor skal man bo?

Manchester har mange gode hoteller til en rimelig pris. Her er et nøgleord også at være i god tid med booking. Regn med omkring 400-600 kroner pr. mand pr. overnatning i et dobbelt/twin værelse på tre/fire stjernet hotel.

Det et allerbedste bud er Travelodge, som har fire hoteller i centrum af Manchester. Travelodge har en god standard, er pænt og rent og det er faktisk billigt. 

Bemærk Travelodge IKKE er på hotels.com. Der skal du ind på deres egen hjemmeside og booke --- > FIND DEN HER 

Hoteller som Gardens (billedet herunder) og Britannia har i flere sæsoner været flittigt brugt af vores medlemmer. Det er udmærkede hoteller, som dog har set bedre dage. Gardens udmærker sig ved at være nabo til vores mødested i Manchester, Mother Macs, mens Britannia har en bar der er åbent til langt ud på de små timer.

Vil man opgradere lidt, så er de fire Ibis-hoteller i centrum gode bud. Selv har jeg også prøvet Novotel i Dickinson Street og det var rigtig fint. 

Flere danske Cityfans taler også varmt om Premier Inn i Portland Street, som har en rigtig fin standard til en fornuftig penge - og også er familievenligt, hvis man rejser med børn

Skal det være helt billigt, så tilbyder vores Skandinaviske mødested i Manchester, Pubben Mother Macs også overnatning. Over pubben er der nogle værelser, som kan lejes til en billig penge (ofte kr. 300-400 pr. mand pr. overnatning) Der er pænt og rent, men lidt slidt - og man må leve med bad/toilet på gangen. Værterne skal fremhæves. De er mega-søde.

VIGTIGT: Lad dig ikke friste af de billigere hoteller udenfor byen. Den besparelse du opnår, er hurtigt ædt op af penge til transport - og du bliver træt af at være afhængig af busser, sporvogne og taxaer. Desuden er det fedt at bo i centrum, hvor der er så meget, som du kan give dig til.

Mad og drikke

Manchester er rig på muligheder for at spise ude. Det kan ikke lade sig gøre at nævne alt her, så jeg nøjes med at omtale de steder, som jeg har gode erfaringer med.

Morgenmad: Har du ikke inkluderet morgenmad i dit hotelophold, er der flere muligheder rundt i Manchester for at få et solidt engelsk morgenmåltid, hvilket jeg anbefaler, at du får. Priserne varierer mellem 6-10 pund (ca.)

Det sikre valg er Weatherspoons ved Piccadilly Gardens. Om morgenen til godt op af formiddagen, er den store pub omdannet til også at være en morgenmads-restaurant, hvor man kan få næsten alt. Særligt i weekenden kan der være mange mennesker, så jeg anbefaler dig at hente deres app. hvorfra du både kan bestille mad og betale. Så snart du har bestilt og betalt går der ikke mere end 5-10 minutter, før du har din mad og drikke. Du kan også bestille i baren, hvis du ikke har en smartphone.

Der er også andre mere rolige steder i byen, og hvis man vil ofre et par pund mere på dagens vigtigste måltid, er blandt andet Koffee Pot i Oldham Street meget hyggelig. Herunder Koffe Pots imponerende flotte gavl:

Der er adskillige muligheder for frokost i Manchester. Ofte vil man midt på dagen bare have noget hurtigt og her er Piccadilly Tavern et godt sted, synes jeg. For omkring £10 får man en fish and chips, burger eller lign. med en pint øl eller sodavand til. Som regel går serveringen rimelig tjep, og man kan være ude i løbet af en halv times tid.

Kan man lide Burritos er Barburritos v. Piccadilly Gardens rigtig godt - og går også tjep. Du får din burrito ligesom du vil have den. Med en Øl/sodavand til betaler du omkring 8 pund.

Om aftenen er pizza-restauranten Zizzi rigtig god. Og meget populær hos de lokale. Kig altid efter hvor de lokale går hen og spiser, når du er ude at rejse. Find også gode restauranter i området omkring hyggelige Canal Street. hvor du kan finde blandt andet indiske, japanske og libanesiske restauranter

Jeg vil ikke nævne Manchester og mad uden at komme ind på Karrymilen: Den berømte mil ligger på Wilmslow Road, en bustur på en 8-10 minutter fra centrum. Her finder du et mekka, hvis du er til indiske/pakistansk mad. De ligger på en lang stribe, restauranterne, og det er bare at vælge. Selv har jeg været på Shere Khan, som var ganske god. Det er bestemt også til at betale for. 

Du finder naturligvis også McDonalds, Burger King og Pizza Hut. 

Pubs: 

Ingen Manchester tur uden pub besøg. Der er voldsomt mange der er et besøg værd, og de har alle et bredt udvalg af øl, ales og cider. Her et lille udvalg af vandhuller, hvor du ikke går fejl, og som du bør prøve, hvis du kan lide publivet:

  • Circus Tavern, Portland Street - En af Europas mindste barer. Fascinerende lille pub i en bygning helt fra 1740. Der er ikke plads til ret mange gæster. Så det er ikke et sted man hænger ud i timevis. Meget stemningsfuld.
  • The Grey Horse Inn: Når du er væltet ud af Circus Tavern, kan du passende gå de få meter hen af vejen til Grey Horse Inn. Hyggelig autentisk mindre pub med både lokale og lidt turister. Stort udvalg af øl. Prøv for eksempel Old Indie Dark Ale.
  • Sinclair's Oister Bar, Cathedral Gates, Centrum. Det gamle smukke bindingsværkhus med en fantastisk indretning gør denne pub til noget ganske særligt. Bedst når vejret er godt, og du kan sidde udenfor. 
  • Vi må ikke glemme Mother Macs, Back Piccadilly, Supporterklubbens officielle samlingssted. Når du drejer fra Newton Street og ned af Back Piccadilly, så vil du sandsynligvis blive i tvivl om det nu også er klogt at fortsætte. Du møder nemlig en smal, mørk gyde-agtig vej, som forekommer øde og lidt skummel. Fortvivl dog ej. Efter blot ca. 50 meter er du fremme ved Mother Macs, der i 2015 blev renoveret, og fremstår hyggelig, varm og velkommende. Det bedste ved Mother Macs er dog personalet - og faktisk også deres lokale stamgæster. Bestiller du en øl med et smil og et hej, så er du nærmest med det samme inde i varmen. Skandinaviske Cityfans værdsættes højt på Mother Macs - og det mærker man. 
    Mother Macs har en vild historie, som du på billedet herunder kan læse:

Andre "boblere" i kategorien gode pubs er Monroes på London Road, samt ikke mindst Crown and Anchor på Hilton street.

Der er ikke mange pubs ude omkring stadion, så de fleste Cityfans vælger at blive i centrum frem til omkring en halvanden times tid før kampstart. Dog er Mary D's Beamish Bar undtagelsen. Mary D's er beliggende på Grey Mare Lane, blot et par stenkast fra stadion Er du den, der gerne vil have sang, bægerklang og masser af stemning inden selve stadionoplevelsen, er dette det helt rette sted for dig. Allerede flere timer før kampstart er stedet godt fyldt, og der synges og drikkes pints for fuld skrue.

Transport rundt i Manchester

Når du ankommer til Manchester lufthavn er der omkring 15 km til Manchester Centrum. Der afgår nærmest tog til byen hele tiden, men prismæssigt kan det være mudret at gennemskue hvilken billet man skal købe. Det er dog som regel nogle gode priser at hente på en returbillet. Ca 10 pund.
Er i 3-4 stykker der rejser sammen, kan det være en ide at tage en taxa/UBER sammen. Den koster omkring de 25 pund. Der er ikke forskel i pris på UBER og Taxi. Det har jeg ihvertfald aldrig oplevet.

Bor man i Manchester centrum, som vi tilråder, har du stort set ikke brug for transport. Der er korte afstande i centrum. På kampdagen vil jeg anbefale, at man tager sporvognen til stadion. Den stopper bla ved Piccadilly Gardens samt Manchester Piccadilly. Turen til stadion tager kun 5-6 minutter.
Der er også mulighed for at køre med bybus derud. Det tager 10-15 minutter. På kampdage kører der specialbusser ud til stadion for kun £1 pr. billet. Disse stopper tæt ved Supporterklubbens billetudleveringssted, Mother Macs. 

Men sørg for at tage afsted i god tid, ca. halvanden time før kampstart. Der foregår en masse ude ved stadion på kampdage. Tager du afsted i ekstra god tid, er det muligt at se spillerne ankomme med spillerbussen. Det er dog mest henvendt til børn.

Efter kampen er det kaotisk at komme fra stadion. Der er op til 45 minutters kø til sporvognen, propfyldte busser der ikke kan komme frem og tilbage for alle privatbilerne, der også skal væk.

Alternativt kan man gå frem og/eller tilbage. Det tager en halv time-  måske 40 minutter, hvis man tager det lidt roligt. Men det er en hyggelig tur langs kanalen.

Mit råd:Tag sporvognen ud til stadion. Gå tilbage når kampen er slut.

Hvad kan man ellers lave?

Du kommer ikke til at kede dig i Manchester. Byen er meget mere end fodbold. Manchester er en storby med masser af liv, og der er i de fleste af døgnets timer et mylder af mennesker på gaderne.

Går du rundt inde i Manchester, så er der rig mulighed for shopping i byens gågade og i det kæmpe store Arndale Center. Arndale byder på nogle ret store og flotte butikker, og man kan hurtigt bruge timer derinde, hvis man er til shopping. Manchester City havde engang en butik i Arndale, men den er lukket i dag (2019). Læg hvad du vil i det.
De store magasiner, Primark (et slags udvidet H & M) samt Debenhams (et slags Salling/Magasin) er også et besøg værd.

Manchester City Supportere er generelt meget musikinteresseret, og her er pladebutikken Piccadilly Records i Oldham Street det store mekka for en Vinyl-samler.

Nu vi er ved shopping, så skal man naturligvis ud og kigge i shoppen ved stadion. Her anbefaler jeg på det kraftigste, at man IKKE vælger en kampdag til dette. Der er så mange mennesker i timerne op til hjemmekampe, at det er svært at komme til at bare kigge.

Det smarteste er, at booke en af Citys meget roste stadionrundvisninger. Turen koster ca. 175 kroner for voksne og 100 for børn (under 16). Rundvisningen varer 90 minutter og bringer dig vidt rundt på Etihad, blandt andet til omklædningsrummene, opvarmnings-område, udskiftningsbænke, pressekonferencerum samt meget andet. Alt sammen med en dedikeret vidende guide. Rundvisningen slutter i shoppen, hvor du med din billet til Stadionrundturen vil få 10 % rabat.
Bemærk, at der på kampdage også er omvisninger, men her dele af turen skåret væk, blandt andet omklædningsrum og spillertunnel. Så vi anbefaler, at man tager turen på en en ikke-kampdag. Du booker "Stadium Tour" på den officielle hjemmeside under fanen "Tickets and Hospitality" - eller tager ud i shoppen, og går op på 2. sal, hvor du også kan booke. Har du et medlemskort til den Skandinaviske Suppoterklub, som du kan fremvise, er der rabat at hente.

Når du er inde i centrum, bør du se "The National Football Museum" i Cathedral Gardens. Museet har åben fra kl. 10 og 17 (de sidste gæster lukkes ind 16.30). Entre ca £10 for voksne, ca. £5 for børn op til 15 år. Er man i en gruppe, kan man med fordel booke gruppebillet. Du kan nemt få et par timer til at gå med de mange fine udstillinger, fascinerende historier og interaktive muligheder. Det er også muligt at få en guidet tur. Kig på deres hjemmeside for mere info. 

Vil du mærke historiens vingesus, er det et godt forslag at tage bussen ud til stedet hvor vores gamle hjemmebane, Maine Road, lå. Der er i dag bygget huse, samt en skole hvor banen var, men man har dog "bevaret" lidt af græstæppet.

Midtercirklen er stadig at finde på denne græsplæne, og på stenene der omgiver cirklen står der " If you listen- you can still hear us singing". I midterpletten er der sat en mindeplade, der hylder banemand Stan Gibson, der passede Maine Roads græs i 40 år. (BILLEDE HERUNDER)

Udover det, så hedder vejene derude navne som Blue Moon Way, Citizens Place,Trautmann Close og andre City relaterede navne. Og selvfølgelig er Maine Road også stadig at finde.

Tag bussen ud til Claremont Road, stå af og sæt din GPS på mobilen til "Maine Road" Det tager ca. 10 min at gå fra bussen. På vejen tilbage kan I lægge vejen forbi Platt Lane, Citys gamle træningsanlæg, som idag benyttes af Politiet.

Andre Fodboldoplevelser

Er man i Manchester en lørdag og City ikke spiller, er det en fed oplevelse at tage ud at opleve et af de lokale fodboldhold fra de lavere ligaer. Der er god og autentisk engelsk fodboldstemning

Fra Manchester er der under en times transport til flere stadions i området, blandt andet:

  • Rochdale (Spotland/Crown Oil Arena) Anbefaler taxa (Ca. £30). Bøvlet med off. transport. Fed stadionoplevelse
  • Bolton (Macron Stadium) Tag toget fra Manchester til Horwich Parkway - ca. 30 min. Herfra et stenkast til stadion
  • Salford City (Moor Lane) Tag bus 97 ell. 98 fra Shudehill Interchange i centrum. Stopper ved stadion. Tager 20-25 min
  • Oldham (Boundary Park) Bustur på ca. 45 minutter. Alternativt taxa til omkring £20. 
  • Stockport (Edgeley Park) Tog fra Manchester Piccadilly-Stockport på 10 min. herefter 10 min. gang til stadion. NEMT.
  • Macclesfield (Moss Rose): Tog fra Manchester-Macclesfield. Ca. 25 minutter. Fra station ca. 20 min. gang til stadion
  • Wigan (DW stadium) Omkring 55 min med tog til Wigan. Fra stationen er der ca. 20 minutters gang til stadion

Priserne for at gå til fodbold på dette niveau varierer. Regn med fra 10-30 pund ca.

Der er rigtig meget information om engelske stadions på hjemmesiden Football Ground Guide. Kæmpe anbefaling herfra.

Afrunding

Som du kan læse i denne rejseguide (der blev ret lang, sorry, håber du stadig er med) så er en tur til Manchester meget mere end en fodboldkamp på City of Manchester Stadium.

Hvis du giver dig selv den luksus at tage en forlænget weekend i byen, vil du også nå at mærke byen og dens befolkning, og det giver en mere hel rejse - og en langt større oplevelse end bare tju hej til Manchester - se bold - og hjem igen. 

Manchester er en by med høj puls, som kun sover ganske få timer i døgnet. Den skal du opleve, både på og udenfor banen.

Sidder du og har gode råd og tips du kan tilføje, så brug facebook-kommentar sporet herunder.

/Morten