F.A Youth Cup Finale, 2020: Manchester City v Chelsea 3-2 (1-1)

Mål for City: McAtee, Rogers og Palmer

City: Cieran Slicker, CJ Egan-Riley,Taylor, Harwood-Bellis, Luke Mbete-Tabu, Alpha Dionkou, Joe Hodge, Cole Palmer, Tommy Doyle (c), Liam Delap, James McAtee, Morgan Rogers
Bænken: Jayden Braaf (Rogers 76), 14 Alex Robertson (McAtee 87)
Ikke brugte: Josh McNamara, Finley Burns, Sam Edozie, Ben Knight, Oscar Bobb

I en voldsomt underholdende og velspillet F.A Youth Cup finale på St. George Park, slog Manchester City endelig til og vandt den prestigefulde pokal hjem til Manchester for første gang siden 2008. Dengang for 12 år siden, vandt City også over Chelsea (med 4-2) med spillere som bl. a Kieran Trippier, Dedryck Boyata, Daniel Sturridge og Ben Mee på holdkortet. 

Modstanderne var endnu en gang Chelsea, som siden deres finalenederlag til City for 12 år siden, har siddet tungt på turneringen med 7 vundne finaler de sidste 10 år - heraf blev tre års finaler i træk vundet over Manchester City (2015, 2016 og 2017) Så man kan vist rolig sige, at Londonholdet havde fået hævnet nederlaget i 08'.

City kom endda ind til dette års finale med 2019 finalen i tung erindring. Sidste år var det Liverpool, der stod i vejen for en F.A cup triumf for Citys unge gutter. Så med 4 finalenederlag på 5 år, må man erkende, at statistikken så skidt ud for de lyseblå

Så City-holdet virkede i år mere end motiverede for at vinde. Det lyste langt ud af dem, da de entrede banen . Man sad da også som Cityfan  med en fornemmelse af, at i år skulle det nok lykkedes- også selv om City på ingen måde var storfavoritter. Chelsea har også et fantastisk dygtigt akademi.

Spændende fodboldkamp

Og vi blev vidner til en fantastisk spændende og velspillet fodboldkamp, som flere gange tog uventede drejninger. City indledte kampen klart bedst og havde chancerne til at bringe sig foran, men i stedet slog Chelsea kontra, og kom på 1-0 på en simpel lang bold, som gav en friløber, der blev udnyttet. 

City viste dog høj moral og lod sig ikke ryste. Ikke mange minutter efter var der udlignet. Anfører Tommy Doyle sled sig til baglinjen, og lagde skråt bagud til McAtee, som iskoldt placerede bolden ned i det lange hjørne med en inderside. Et flot mål - og dybt fortjent. 

I anden omgang kom City ud som lyn og torden. Morgan Rogers varslede Chelsea hvad der var i vente med et drøn på overlæggeren fra 25 meter. Kort efter var det mega-talentet, Liam Delap, der brugte sin fysik og uimodståeligt rev sig løs på højre flanke. Delap sendte derpå bolden fladt ind til Morgan Rogers, som denne gang kunne nøjes med en inderside på bolden til at udplacere Chelsea målmanden. 2-1. Kampen var retteligt hvor den skulle være, målt på spil og chancer.

MEN.... Alvoren gik op for Chelsea, som nu fik sin bedste periode af kampen. De fik presset City tilbage, og var nu pludselig mere på bolden end de Lyseblå. De kom dog ikke til nævneværdige chancer, men udligningen kom alligevel på ½ halv mulighed, da en Chelsea-angriber tager et par træk med bolden ind i Citys felt, og forsøger at afslutte i det lange hjørne. Forsøget rammer yderst uheldigt Harwood-Bellis midt i ansigtet, og bolden ændrer total retning og snyder Slicker i Cityburet. 2-2.

Igen lod City sig ikke ryste. De overtog kampen på ny - og 7-8 minutter før tid kom afgørelsen, da City på et mønsterangreb scorede sejrmålet. Cole Palmer var manden bag, da han fulgte op på en halvklaring fra Chelsea-målmanden, og tappede ind fra et par meter. 

En kæmpe forløsning, men Cole Palmer havde andet end sig selv i hovedet i denne matchwinner-stund. Den unge gut fejrede sin scoring ved at afsløre en T-shirt med Jeremy Wisten under sin spilletrøje. Wisten, et tidligere medlem af Citys akademi, begik tragisk selvmord i forrige uge- bare 17 år gammel. 

Med 6 minutter tilbage havde City godt styr på Chelsea. Citydrengene virkede rolige og kølige. Ingen panik til trods for, at de stod på tærsklen til et højdepunkt i deres unge karrierer - og ikke mindst til at skrive klubhistorie.

Chelsea kom dog buldrende i de sidste minutter. Deres målmand var draget med frem i angrebslinjen, og det skabte forvirring. Naturligvis fik Chelsea således chancen i overtiden, men et indlæg til en helt fri angriber blev heldigvis en smule for højt, så der ikke kunne komme et ordentlig træf på bolden. Pyha...

Kort efter fløjtedes der af - og City kunne endelig - efter 4 tabte finaler i træk  - juble over en F.A Youth Cup triumf. Den blot tredje i Citys historie, som ellers har været i hele 11 finaler siden turneringens stiftelse i 1952/53.

Fortjent

Hvor er det fortjent, at denne trup endelig igen får en titel i hus. Der er så mange store talenter i dette U-18 kuld, som nu med denne triumf får deres navne mejslet ind i Manchester Citys historie.

Jeg vil ikke nævne nogle navne, det ville simpelthen være unfair at fremhæve nogle fremfor andre. For det var en kæmpe holdpræstation. City var et bedre hold end Chelseas, som i denne finale kun hang på via en god fight, enkeltmands-præstationer -og held. 

Også er denne Pokaltriumf et stort blåstempel af Citys ungdomsarbejde. Jeg er sikker på, at vi vil se flere af disse spillere i A-holds truppen indenfor et par år. Guardiola holder i hvert fald nøje øje med dem. Pep så naturligvis kampen - og han var imponeret af holdets kølighed og ånd. Det var vi andre også. Vi har store ting i vente fra disse gutter. Det er jeg sikker på.