Sent - natten til mandag - kom nyheden, som mange fodboldtilhængere har frygtet: Tolv af de største klubber i Europa bryder ud fra UEFA og vil danne deres egen private superliga.

Manchester City har nu bekræftet, at de er et af 12 hold i en ny lukket Europæisk Super League, der hvis det går som udbryderne vil, allerede skal begynde til august.

Nyheden fordømmes fra alle sider. Både fra den almene fodboldverden, men så sandelig også fra stifter-klubbernes egne fans. Også her i den Skandinaviske Supporterklub er vi mildt sagt meget skeptiske overfor tiltaget. Vi håber og beder til, at Manchester City besinder sig, og trækker sig fra projektet, som vi mener er usportligt, usympatisk og usolidarisk, og så langt fra hvad vi forbinder med Manchester Citys værdier.

Stiftere og turnerings-format

Seks af de tolv klubber, der officielt har meddelt, at de vil danne en konkurrent til UEFA Champions League, er engelske: Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham og altså desværre Manchester City. Derudover har tre spanske klubber (Real Madrid, Barcelona og Atletico Madrid) samt tre italienske klubber (AC Milan, Inter Milan og Juventus) også underskrevet, at de vil være en del af denne nye superliga.

Målet er, at der skal være yderligere tre "grundlæggende medlemmer", dvs. klubber, der har hjulpet med at stifte ligaen. Disse 15 klubber vil altid være automatisk kvalificerede, mens yderligere fem klubber "rullerer" og altså skiftes til at deltage. Det er i øjeblikket uklart, hvordan dette skal foregå, men i pressemeddelelsen fra blandt andet Manchester City siger, at disse klubber vil kvalificere sig på baggrund af præstationer i den foregående sæson. De tyve klubber vil derefter blive opdelt i to grupper på ti, hvor alle ti møder hinanden to gange - hjemme og ude. Med andre ord vil hver klub spille 18 gruppekampe. De tre bedste hold i hver gruppe kvalificerer sig til kvartfinalen, mens play-offs spilles mellem nummer fire og fem.

I pressemeddelelsen, som City har offentliggjort sammen med de andre stiftende klubber, hævdes det, at denne nye turnering vil give væsentlig større økonomisk vækst for europæisk fodbold, og at de stiftende klubber modtager 3,5 milliarder euro bare for at deltage. Nyheden kommer kun få timer før UEFA offentliggør sine planer for, hvordan Champions League-formatet vil blive fra 2024/25 sæsonen. 

Manchester City OSC viser sin afsky for planen

Manchester City supportere over hele verden har vist deres afsky mod planerne, og OSC (Official Supporters Club, den største Manchester City fan-organisation, som vi i Scandinavian Branch er en del af) skriver, at de er enormt skuffede over, at City er en del af dette. Det forlyder på deres hjemmeside:

”Manchester City FC officielle supporterklub er helt imod en europæisk udbryderliga. Denne nye turnering har ingen sportslige fordele og synes at være motiveret af grådighed. Derudover er den skabt uden at tilhængergrupperne har kendskab til det eller givet mulighed for at udtrykke deres mening, hvilket igen viser,  at disse klubejere ikke har nogen respekt for traditioner. Vi vil arbejde imod denne foreslåede Superliga og vil arbejde sammen med 1894-gruppen og alle andre supportergrupper for at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vores stemmer bliver hørt. Disse ejere, uanset hvor de kommer fra, synes at tro, at fodbold tilhører dem. Det gør den ikke. Det tilhører os - supporterne, uanset hvilket hold vi støtter".

Supportergrupperne fra de andre engelske klubber, der har meddelt, at de vil slutte sig til Super League, har også reageret med chok og vantro. Blandt andet i Liverpool har der været stille protester ude ved Anfield, og i Chelsea har har supporterklubben udtalt at de føler sig svigtet af deres klub. Der er meget langt mellem de fans, der synes, at denne Europæiske Superliga er en god idè.

FIFA, UEFA, F.A, Premier League, det spanske fodboldforbund, La Liga, det italienske fodboldforbund og Serie A har alle slået sig sammen i at fordømme planerne, og det værste for de involverede udbryder-klubber er, at hvis der ikke nås en aftale, så kan de risikere, at blive smidt ud af deres nationale liga. City er altså således i fare for at blive smidt ud af Premier League.

Derudover vil spillere, der der går på banen i en Super League kamp blive spærret af UEFA og FIFA i at repræsentere deres landshold, så disse planer vil med andre ord skabe en dyb opdeling af hele sporten på flere forskellige niveauer.

Premier League skriver i en pressemeddelelse, at de vil arbejde med tilhængere, FA, EFL, PFA og LMA og ejere, både i England og i udlandet, for at forsvare integriteten og fremtiden for engelsk fodbold:

"Fans af alle hold i England og hele Europa kan i øjeblikket drømme om, at deres klub, klatrer til toppen og spiller mod de bedste. Vi tror, at en lukket europæisk superliga vil ødelægge denne drøm ", står der bl.a skrevet i pressemeddelelsen fra Premier League.

Manchester City siges også at have meldt sig ud af ECA - European Club Association og synes således at ville gå deres egne veje med de andre elleve klubber, i stedet for at være en del af den europæiske og engelske fodbold-familie.

En sort dag for Manchester City fans 

Der har været mange kraftige reaktioner fra Cityfans imod dette projekt om en Europæisk Superliga. Mange havde til det sidste håbet, at Manchester City ikke var en del af planerne om at bryde ud i en "Piratliga" med klubber som endda så sent som sidste år forsøgte at presse os ud af Champions League.  Så derfor er skuffelsen stor, og mange føler sig bedraget af sin egen klub. Her er lidt reaktioner ude fra nettet:

Frederik Berga, fanklubmedlem og vært på podcasten Cityzen Dane

Cityfandk på Twitter:

Kim Marrott på Facebook, medlem af fanklubben i mange år

Lars Villadsen, mangeårigt medlem af fanklubben

Henrik Dejgaard, medlem af Fanklubben: