Jeg har altid haft en svaghed for langhårede fodboldspillere. Altså ikke på sådan en romantisk måde, men jeg synes, at der er noget Rock'n Roll over dem. Noget karismatisk og anderledes,

Så jeg satte mig for at lave en Manchester City XI over langhårede Cityspillere. Det er en relativ spontan idè, og der er ikke den store research bag mine udtagelse.

Det er ikke noget drømmehold. Mit dogme for projektet er, at der skal være rock and roll over frisuren, så der er ikke gjort plads til for eksempel Joe Corrigan eller Gerry Gow. Med alt respekt var det jo fuglereder de havde på deres hoveder.
Jeg har også fortrinsvis foretrukket spillere fra min tid som Citysupporter.
Slutteligt - der er forskellige definitioner på, hvornår man er "langhåret". Dette er min.

Lad os så komme i gang!

1. David Seaman, 19 kampe i 2003  
Daværende manager Kevin Keegan ville gerne have haft Peter Schmeichel til at tage en sæson mere for City. Desværre sagde den store dansker nej tak, og lagde støvlerne på hylden. Men Keegan var ivrig efter at  kopiere successen med at have en rutineret aldrende keeper, så valget faldt på Arsenals knap 40 årige David Seaman, der netop var stoppet efter 13 sæsoner i Londonklubben. Det blev ingen succes. Seamann var tydeligvis mæt af mange års succes i Arsenal - og helbredet var i forfald. Det blev til 19 kampe for Seaman i City inden parterne blev enige om at annullere kontrakten. 


Forsvar

Dave Watson, 188 kampe 1975 - 1979.
Ja ja, ok. Han er sådan lige på kanten af at være langhåret. I min optik går han dog an. Det ville jo også være mærkeligt, at have en langhåret XI uden en spiller fra 1970'erne. Watson udgjorde hjertet i Manchester Citys forsvar og blev en stor publikumsfavorit på Maine Road. Han var med på "sølvholdet" i 1977, hvor han kun missede en kamp ud af 49. I den sæson blev Dave Watson kåret til årets Manchester City spiller. I 1979 blev han offer for Malcolm Allisons store oprydning og røg til Werder Bremen. Watson spillede 30 landskampe for England medens han var i City - det blev i den periode kun overgået af legendariske Colin Bell (48)

Martin Demichelis - 106 kampe, 2013-2016
I 2013 hentede manager Pellegrini argentinske rock and roll play boy Martin Demichelis i Atletico Madrid. Den daværende City manager kendte Demichelis særdeles godt, fordi de to havde arbejdet sammen bare året før i deres fælles tidligere klub, Malaga. Nu var Pellegrini i City, og "Demi" i Atletico Madrid - for hvem han stadig ikke havde spillet en eneste kamp for.
Alligevel tog Pellegrini chancen og - og det var nær gået galt. Demichelis' niveau var i de første måneder elendigt, og han kostede flere mål. Men Pellegrini holdt stædigt fast i den dengang 33 årige centrale forsvarer. Og det endte med at give pote. I foråret 2014 voksede Demichelis mere og mere med opgaven, og han blev en central spiller for Citys succesfulde mesterskabsjagt. En rigtig "Den grimme ælling historie". Ved mesterskabs-fejringen på Etihad var den aldrende argentiner tydeligvis den gladeste af dem alle. Det var fedt at se. For mig er han blevet en City favorit.

Daniel Van Buyten, 6 kampe i 2004
Den 26 årige Belgiske Daniel Van Buyten lignede en fantastisk tilføjelse til truppen, da han kom fra Marseille til City på en lejeaftale i foråret 2004. Der var attitude, tilstedeværelse og kvalitet i den centrale forsvarsspiller. Ærligt talt lignede han en spiller, der var gået galt i byen. Han var alt for god til det daværende Manchester City.
Det blev kun til 6 kampe for City, dels på grund af småskader og dels på grund af endt lejeophold. Sjovt nok var to af disse kampe Manchester derbies. Det ene et 2-4 nederlag i F.A Cup, men det andet endte i en 4-1 sejr i Premier League regi - for øvrigt i det allerførste lokalderby på det nye stadion. I ved, den hvor SWP scorede det fantastiske solomål. Faktisk blev dette Van Buytens eneste sejr som City spiller, og det lyder jo ikke ligefrem som noget godt skudsmål, men tro mig - han var virkelig en god spiller. City ønskede også at beholde ham, men Van Buyten valgte City fra. Han endte da også i
Bayern München, med hvem han vandt tre bundesligatitler. Han spillede også 83 landskampe for Belgien. Stoppede karrieren i 2014. 

Central Midtbane

Paul Bosvelt, 65 kampe, 3 mål  2003-2005
Det var Kevin Keegan der hentede den dengang 33 år gamle hollænder i Feyenoord. Bosvelt er ikke vildt langhåret, men har en attitude, som jeg synes berettiger ham til en plads. Paul Bosvelt kom med en lang erfaring, primært fra 6 sæsoner i Rotterdam-klubben, Feyenoord, hvor han havde vundet det hollandske mesterskab og UEFA cup. Den rutinerede spiller nåede også 24 landskampe for Hollan. Paul Bosvelt blev handlet i sommeren 2003, lige før City skulle møde Bosvelts klub, Feyenoord i en træningskamp på selveste Århus Stadion. Den nægtede Bosvelt af respekt for sin klub, at IKKE spille i. Bosvelt debuterede i den allerførste betydningsfulde kamp på City of Manchester Stadium, da City tævede walisiske TNS med 5-0 i UEFA cuppen.
Paul Bosvelt var ikke en spiller der skabte de store overskrifter i de to år han opholdt sig i i klubben, men der ingen tvivl om, at hans tilstedeværelse både på og udenfor banen, var vigtig for nogle af de få unge spillere der dengang var i Citys trup. Joey Barton er specielt en, der havde Bosvelt som mentor. Bosvelts stjernestund i City var utvivlsomt den berømte 4-3 sejr på White Hart Lane i februar 2004, da City med en mand i undertal vendte 0-3 til sejr. Bosvelt reducerede 2-3 i det 69. min, Spurs blev rystet - og resten er historie. Idag er han tilbage i klubben, hvor han begyndte sin professionelle karriere, Go Ahead Eagles. Der er Bosvelt teknisk direktør.

Ian Bishop 24 kampe i 1989, 93 kampe fra 1998-2001 - ialt 117 kampe
Ian Bishop var i Manchester City over to omgange. Han ankom først fra Bournemouth i 1989. Kort tid efter skrev han sig ind i Citys historiebøger ved at score målet til 3-1 i Citys berømte 5-1 sejr over Manchester United i 1989 på Maine Road. Men allerede samme år igen solgte manager Howard Kendall den ellers populære Bishop. Midtbanemanden røg til West Ham, hvor han skulle tilbringe de næste 9 år, inden han i 1998 vendte retur til Manchester City, som nu kæmpede for livet i den næstbedste række.
Bishop, en brillant boldfordeler med et godt blik for sine medspillere, kunne dog ikke nå at redde City, men året efter, var han en nøglefigur, da City rykkede op igen. Faktisk sagde manager Joe Royle, at netop Bishop ændrede kampen, da han blev skiftet ind i Play off finalen imod Gillingham, hvilket godt kunne lyde som noget sludder, da "Bish" kom ind ved 0-0, og City jo kom bagud med 2-0, inden de fik vendt kampen. Det er en anden historie. Hvor om alting er. Bishop blev en nøglespiller i Citys opstigning fra de døde i slut 1990'erne. Rolig, rutineret og klog og dybt sympatisk. I 2003 var navnet Ian oppe at vende, da min bedre halvdel ventede vores første barn. Nu blev det så en pige, men ellers kunne vi godt have haft en Ian i huset! 

Maurizio Gaudino, 25 kampe i 1994/95
Maurizio er tysker, men man kan vel nok høre på navnet, at hans rødder er italienske. Han er søn af italienske immigranter. Gaudino blev lejet i Eintracht Frankfurt i sæsonen 1994/95, og blev en pæn succes med 4 mål 25 kampe for de lyseblå. Lige akkurat nok til at redde City fra nedrykning - i den sæson. Gaudino fik personlig succes på Maine Road. Fansene elskede hans passion og attitude. Måske den mest Rock and roll agtige spiller på dette hold.

City var opsatte på et køb af midtbanespilleren, som for øvrigt var en del Tysklands VM trup i 1994. Desværre blev manager Brian Horton fyret, da den endelige beslutning om en transfer skulle tages, og et permanent skifte blev aldrig materialiseret. Men en god tysker, der havde potentialet til at blive så populær som holdkammeraten Uwe Rösler. Som en note kan det fortælles, at Gaudinos søn, Gianluca har fulgt sin fars fodspor, og er blevet professionel fodboldpiller med uddannelse i Bayerns akademi.Faktisk var det Pep der gav ham prof. debut da Gianluca spillede samtlige 90 min i den tyske supercup i 2014. Maurizio Gaudino er i dag sportsdirektør i Oberliga klubben Reutlingen 05.

Venstre midt

Jim Tolmie, 68 kampe, 19 mål, 1983-1986 
Skotske Jim Tolmie er blevet en kulthelt i feinschmecker afdelingen af Manchester City fans. Med sin puddelhunde-frisure i i sine aktive dage er han som designet til dette hold. Han ligner fuldstændig en forsanger i Skagarack, Europe eller lign. fra den tid. Tolmie var et kæmpe gamble, da manager McNeill hentede ham tilbage til de britiske øer efter et katastofalt ophold i belgiske Lokeren, hvor Tolmie blot havde spillet 18 kampe med 1 sølle mål til følge. Heller ikke nemt, når en af konkurrenterne var selveste Preben Elkjær. Hjemme i Skotland havde Tolmie hamret mål ind for Morton, og havde været omkring det skotske ungdomslandshold. Nu var han et sats i City, der netop var rykket ned i den næstbedste række. Tolmie, der blot kostede 30.000 pund, blev en kæmpe succes sammen med makkeren Derek Parlane. De to scorede masser af mål i sæsonen 1983/84. City gik dog akkurat lige glip af oprykning, da det kun blev til 4.plads. Dengang var der ikke play offs. I sæsonen efter spillede Tolmie færre kampe for City. Målene var tørret ud. Men City rykkede alligevel op i den bedste række, hvor Tolmie nåede tre kampe, inden han rykkede til Sverige for at spille for Markaryd IF. Efter sigende blev Tolmie så glad for Skandinavien, at han er bosat her i dag. En kulthelt i ordets forstand. Måske ikke så meget rock og rul over håret, men Tolmie skal med -netop på grund af kult-potentialet! 

Højre midt

Gary Owen, 124 kampe, 24 mål, 1975-1978
Gary Owen er en lokal spiller fra egen stald, som jeg synes, er blevet glemt i eftertiden. Det har han ikke fortjent. Owen blev hentet til City i 1974, blot 16 år gammel. Han var blevet "opdaget" på det lokale fodboldhold, Manchester Boys. Allerede halvandet år efter debuterede han som kun 17 årig, da City slog Wolves på Maine Road med 3-2. Det blev til yderligere 4 kampe i sæsonen (1975/76) og det var nok til at etablere sig på et ellers i forvejen fantastisk Manchester City hold, hvor den unge Owen skulle konkurrere om spilletid med profiler som Joe Royle, Dennis Tueart og Brian Kidd. I de følgende sæsoner viste han sig frem som en både kreativ og målscorende kraft på Citys midtbane, og han blev hurtigt en favorit på Maine Road. I sommeren 1979 blev Owen ubegribeligt solgt til West Bromwich Albion af manager Malcolm Allison, i den berømte og berygtede "summer clear out". En skandale af dimensioner, men Allison var i sin retur til Manchester fast besluttet på at bygge sit eget hold. Og Owen røg afsted til The Hawthorns - for øvrigt sammen med en anden fan-favorit, Peter Barnes, den nuværende præsident for den skandinaviske supporterklub. Owen fik en ok karriere, men det blev aldrig til det helt store som tiden i Manchester City ellers havde peget imod. I dag er Owen en entreprenant herre med egen forretning og partner til sin datters tøjbutik i Manchester. Sidst men ikke mindst er Owen lokal journalist på BBC Manchester, hvor han er med til at dække Manchester City, som han gør med stor affektion. Owen har aldrig glemt den klub, der gav ham chancen. 

Angreb

Paul Walsh, 62 kampe, 19 mål 1994-1995. 
Paul Walsh var for min del en af de første spillere jeg sådan rigtig kan huske, at jeg fik som idol og favorit i Manchester City. Der var rock and roll, energi og entusiasme i den mand. Walsh var en af de mange spændende offensive profiler, som manager Brian Horton hentede. I den sene fodbold alder af 31 år, havde Paul Walsh prøvet lidt af hvert. Han var kåret til PFA årets unge spiller i 1984, blev siden en del af Liverpools succesfulde 1980'er hold og vandt F.A Cup med Tottenham. I City var han nu hentet ind som erstatning for den skadede Quinn, og skulle nu sammen med et andet Horton indkøb, Rösler, sparke City væk fra en truende nedrykning. Det lykkedes i den grad. Horton havde bygget en særdeles slagkraftig offensiv med Nicky Summerbee og Peter Beagrie på flankerne, og de to fodrede Rösler og Walsh, som hamrede City i sikkerhed. Da City året efter fyrede Horton og erstattede ham med Allan Ball (stor fejl), var Walsh' dage i City talte, trods den store succes. Ball ville bygge sit eget hold, og hentede Gerry Creaney ind fra Portsmouth. Creaney var selvsagt en katastrofe -  som så mange andre af Balls indkøb.

Georgios Samaras, 65 kampe, 12 mål 2006-2008
En græsk tragedie er meget nærliggende at kalde dette skifte. Det var manager Stuart Pearce, der i januar 2006 brugte hele Citys transferbudget (£ 6 mill)  på at hente den dengang blot 19 år gamle græske angriber, Georgios Samaras i hollandske Heerenveen. City havde udfordringer på angriberposten, hvor man kun rådede over en aldrende Andy Cole samt en svingende Darius Vassell. Derfor var det påkrævet med ny ildkraft oppe foran. Det var dog lige frisk nok af Pearce at tro, at en uprøvet græker kunne løfte ansvaret for så stor en opgave. Ok, Samaras viste i glimt prøver på sine kvaliteter, men overordnet set var han "Fish out of water". 

Pearce rodede rundt efter offensive løsninger, men gjorde i processen hele situationen værre. Det blev tydeligt illustreret i sæsonen 2006/07, hvor City satte en engelsk bundrekord i kategorien "scorede mål på hjemmebane". Blot 10 mål scorede holdet på hjemmebane i den sæson (29 ialt). Bemærkelsesværdig faldt alle 10 mål før nytår, således at tilskuerne på City of Manchester Stadium ikke så et eneste ligamål i 2007 før Michael Johnsons 1-0 scoring imod Derby den 15/8. Om alt dette var Samaras skyld? Nej. Dette falder i min optik tilbage på Stuart Pearce, der naivt troede, at en så ung udenlandsk spiller var løsningen på Citys scoringsproblemer. For Samaras havde talent. Han fik en flot karriere i Celtic, som City efter en låneperiode solgte ham til i 2008.  Han blev der en stor succes med 74 mål i 253 kampe, 4 skotske titler, 2 F.A cup og en ligacup. Det blev også til 81 landskampe for Grækenland.
Samaras stoppede karrieren i 2018 og arbejder i dag (2020) i barndomsklubben OFI Crete.

Samaras

 

Manchester City langt hår XI