"Måneden der gik" vil udkomme her på Cityfans.dk i starten af hver måned, hvor der blandt andet vil blive givet et referat af månedens kampe. Derudover vil resultaterne for Manchester Citys kvindehold og ungdomshold blive gennemgået. Der vil også blive skrevet en masse andet om, hvad der er sket i Manchester City i den forgangene måned.
Jeg er meget åben for konstruktiv kritik i forhold til, hvad der kan gøre de kommende udgaver mere interessante og bedre. Så skriv endelig en kommentar enten på Facebook eller Twitter, eller skriv en privat besked til undertegnet, Nicklas Højbjerg, på Twitter (@NicklasSH2001) med ændringer til de kommende ”Måneden der gik”. Så vil jeg naturligvis tage det til efterretning og prøve at gøre det bedre fremover.

Indledning
Efter en september måned, som startede ud med en landsholdspause, og som dernæst bød på hele 6 kampe på tværs af alle turneringer, var Manchester City klar til at tage hul på en ny måned med en udebanekamp mod Liverpool. Dette var den sidste af tre svære udebanekampe for Manchester City, som forinden kampen på Anfield havde gæstet Chelsea på Stamford Bridge og Paris Saint-Germain på Parc des Prince. Hernæst ventede der endnu en landsholdspause, hvorefter the Citizens tog hul på et på papiret noget mere overkommeligt kampprogram, som startede med en hjemmekamp på Etihad Stadium mod Burnley, og som blev fulgt op af en udebanekamp mod Club Brugge i Champions League. Månedens sidste tre kampe bød på en udebanekamp i mod Brighton i Premier League, en udebanekamp i Carabao Cuppen mod West Ham og slutteligt en hjemmekamp i Premier League mod Crystal Palace.

03.10.2021 Liverpool vs. Manchester City 2-2
Manchester City startede måneden ud med et brag af en kamp i 7. spillerunde mod Liverpool på Anfield, hvor City historisk set har haft det svært. Det er nemlig kun blevet til én sejr på udebane mod Liverpool siden 2003, og den sejr kom, som vi alle nok husker i sidste sæson. Derudover gik Manchester City ind til kampen ubesejret i de tre foregående møder med de rødblusede. Denne stime viste at fortsætte, da kampen endte 2-2 og blev endnu en af mange mindeværdige kampe mellem de to klubber.

Manchester City kom ellers bedst fra start og burde have været foran med 1 eller 2 mål ved pausen, hvis vores offensive spillere ellers havde været lidt mere kyniske i de afgørende situationer. Den første store chance i 1. halvleg tilfaldt Phil Foden, som desværre sendte bolden direkte på Allisson efter en god aflevering og en fabelagtig dribletur af Bernardo Silva, hvor han viste, hvorfor han har fået tilnavnet ”bubblegum”. Hernæst fik Kevin De Bruyne et frit hovedstød i Liverpools straffesparksfelt, men heller ikke denne gang vil bolden i mål. Manchester Citys defensiv holdt desuden Liverpool fra at have et eneste skud på mål i hele 1. halvleg.

Liverpool kom ud med fornyet energi til 2. halvleg, som viste sig at være mere underholdende, og som bød på hele 4 scoringer. Liverpool kom derfor målt på de første 15 minutter af 2. halvleg fuldt fortjent foran på en scoring af Mané efter et oplæg af Salah. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, og de to hold skiftedes til at score. Først var det Phil Foden der udlignede til 1-1, hvorefter Salah gjorde det til 2-1, inden Kevin De Bruyne scorede kampens sidste mål til 2-2. Efter kampens sidste scoring brød Pep Guardiola ud i en ekstatisk jubel på grund af målets vigtighed. Men også i høj grad fordi, at han og resten af City-lejren følte sig bortdømt, da James Milner mærkværdigt nok ikke modtog sit andet gule kort efter en hård tackling på Bernardo Silva kort inden Liverpools mål til 2-1.

Liverpool var dog lige ved at stjæle alle tre point i de døende minutter, da Ederson gik fejl af bolden på et indlæg og tillod Fabinho at få et frit skud på et helt tomt mål. Men til Citys held var Rodri hurtig i opfattelsen, og med en uhyre vigtig tackling sikrede han Manchester City et enkelt point, og sendte associationer tilbage til en legendarisk clearing af John Stones mod selvsamme Liverpool i 2019.


Bernardo "Bubblegum" Silvas fænomenale dribletur mod Liverpool

16.10.2021 Manchester City vs. Burnley 2-0
Efter tre gode præstationer mod tre europæiske tophold og en landsholdspause var det blevet tid til en mere overkommelig kamp på hjemmebane mod nedrykningstruede Burnley. Manchester City gik ind til kampen som storfavoritter og havde vundet 12 ud af 13 indbyrdes kampe med en målscore på 42-5, siden Pep Guardiola overtog trænersædet i Manchester City. Derudover havde City vundet de fire foregående indbyrdes kampe på Etihad med 5-0, så vi var nok mange fans, der håbede at netop denne stime kunne fortsætte, selvom Pep havde foretaget en del udskiftninger i truppen. De mest bemærkelsesværdige var, at Zack Steffan erstattede Ederson i mål, som sammen med Jesus sad over grundet landsholdsfodbold. Derudover startede Nathan Aké på venstrebacken, som i modsætning til de mere naturlige valg på denne position ikke havde så meget at tilbyde til det offensive spil.

De mange rotationer og den på daværende tidspunkt netop overståede landsholdspause havde nok en del betydning for, at the Citizens aldrig rigtig nåede op det vanlige tårnhøje niveau. På trods af det formåede City alligevel at hive en overbevisende sejr i land. Bernardo Silva scorede kampens første mål, da han var hurtigst på en returbold inde i feltet. I det 70. minut fordoblede en ellers ikke så stærkt spillende Kevin De Bruyne føringen til 2-0, som også blev slutresultatet.

Sejren var dog aldrig for alvor i fare, selvom Burnleys nyerhvervelse, Maxwel Cornet, nok burde have fordoblet sin scoringstotal for sæsonen. Det var kun en god redning af Zack Steffan der forhindrede, at den tidligere Lyon spiller scorede sit 5. mål mod City i sin karriere. Og når nu kampen i sig selv ikke trak de store overskrifter, så er det godt, at vi har en ung englænder ved navn Cole Palmer, som kan stjæle spotlightet. Den 19-årige akademispiller fik få minutter på førsteholdet som indskifter, inden han senere samme aften spillede 90 minutter for Manchester Citys U-23 hold. Her blev det til et hattrick for Palmer i 5-0 sejren over Leicester i Premier League 2.

19.10.2021 Club Brugge vs. Manchester City 1-5
I sæsonens tredje spillerunde i Champions League skulle Manchester City en tur til Brugge for at møde sidste sæsons belgiske mestre, Club Brugge, som ikke var spået de store chancer for videre avancement, i hvad der af mange var udråbt som dødens pulje. Club Brugge lå dog inden kampen på en overraskende 2. plads i puljen med 4 point, hvilket var 1 point mere end Manchester City på 3. pladsen, efter én uafgjort mod PSG og én sejr over Leipzig.

Det ændrede dog ikke det store på favoritværdigheden, som fortsat lå hos de lyseblå fra Manchester. På trods af Manchester Citys store favoritværdighed skulle der dog spilles en halv times fodbold, før City kom foran på et flot mål af Cancelo efter en endnu flottere assist af Phil Foden. Herefter faldt målene i en lind strøm, hvor Riyad Mahrez først satte et sikkert straffespark i kassen. Sidenhen scorede Kyle Walker sit første Champions League mål efter en assist af Kevin De Bruyne, før den indskiftede Cole Palmer også kom på måltavlen for første gang i Champions League sammenhæng efter en god aflevering af Raheem Sterling.

I det efterfølgende kvarter satsede Club Brugge mere offensivt, og fik også reduceret til 1-4, inden Riyad Mahrez cementerede Citys sejr med en scoring til 1-5. Hvis jeg skal være lidt kritisk omkring præstationen, så er det, at sejren ikke bliver større, da City sagtens kunne have scoret 2 eller måske 3 mål mere, uden det havde været ufortjent. Men en sejr er en sejr, så helt kritisk kan jeg ikke tillade mig at være.


Cole Palmer med sin første Champions League scoring mod Club Brugge

23.10.2021 Brighton vs. Manchester City 1-4
I sæsonens 9. spillerunde i Premier League var der lagt op til topkamp mellem Brighton og Manchester City på Amex Stadium. Holdet fra sydkysten havde i de første 8 runder imponeret alt og alle, og lå inden kampen på en overraskende 4. plads blot to point efter Manchester City på 3. pladsen. Brightons imponerende sæsonstart så ikke ud til at skræmme Manchester City, der spillede sig til en overbevisende 1-4 sejr, som dog ikke var uden ridser i lakken.

Manchester City gik til pause foran 0-3 efter en scoring af Ilkay Gündoğan og to scoringer af Phil Foden. Og så var kampen reelt set lukket, selvom Brighton ellers havde spillet en god første halvleg, men hvor Manchester City desværre for Brighton havde slået kapital af de mange personlige fejl. Manchester City faldt desværre meget i niveau i 2. halvleg, hvilket Brighton straffede ved at sætte sig hårdt på spillet. Derfor fik Brighton også fuldt fortjent reduceret til 1-3 i det 81. minut på et straffespark efter en torskedum aktion af Ederson. Det kan dog diskuteres, hvorvidt straffespark egentlig burde være givet, da en Brighton spiller modtog bolden i en offside position i opspillet, der førte straffesparket.

Riyad Mahrez gav de medrejsende Cityfans et mål af rejse hjem på i dommerens tillægstid efter en assist af Phil Foden. Forinden det havde Ederson modtaget et gult kort for tidstræk på et målspark kort efter Brightons reducering, hvilket ret beset også er fair nok. Men der er dog desværre en ærgerlig tendens til, at så snart spillere fra Manchester City trækker tiden, så er dommeren lynhurtig oppe med en advarsel, hvilket langt fra er tilfældet, når andre hold trækker tiden mod City.

27.10.2021 West Ham vs. Manchester City 0-0 (5-3)
I slutningen af september måned ekspederede Manchester City League One klubben, Wycombe Wandereres, ud af Carabao Cuppen, hvorefter West Ham ventede i ottedelsfinalen. Manchester City gik ind til dette års turnering som firedobbelte forsvarende mestre, og havde i alt vundet turneringen 8 gange, hvor kun Liverpool kunne matche antallet af Manchester Citys Liga Cup titler. Derudover havde Manchester City ikke tabt i Liga Cup sammenhæng i 5 år, foruden et nederlag til Manchester United i en af to semifinaler i 2019. Så der var naturligvis store forventninger til, at the Citizens kunne fortsætte denne stime, og tilføje endnu et Liga Cup trofæ til samlingen.

Manchester City fik dog aldrig spillet til flyde som vanligt på trods af en ellers meget stærk startopstilling, som bød på spillere som Kevin De Bruyne, Raheem Sterling og Ilkay Gündoğan. De lyseblå fra Manchester spillede sig ikke desto mindre til hele 25 chancer, som resulterede i 7 skud på mål. Og havde det ikke været for en yderst velspillende Alphonse Areola i West Hams mål, kunne City også godt have vundet kampen i ordinær spilletid. Det var dog ikke tilfældet, og derfor skulle kampen afgøres ved en straffesparkskonkurrence. Her trak Manchester City desværre det korteste strå, da Phil Foden var den eneste af skytterne, der brændte fra 11-meterpletten.

Det eneste der var ringere end Phil Fodens straffespark var kamera- og producerarbejdet i forbindelse med straffesparkskonkurrencen. Jeg har sjældent set så dårligt valg af kameraplacering til en straffesparkskonkurrence. Derudover burde de ansvarlige for klipning mellem tilløb og skud måske have overvejet om ikke bare, at vi tv-seere skulle have set det hele fra én kameravinkel i stedet for at skifte mellem 2 til 3 vinkler.


Phil Fodens afbrænder i straffesparkskonkurrencen mod West Ham

30.10.2021 Manchester City vs. Crystal Palace 0-2
Efter et ærgerligt nederlag og pokalexit skulle Manchester City forsøge at rejse sig igen i månedens sidste kamp på hjemmebane mod Crystal Palace, som er ledet af Patrick Vieira, der spillede i Manchester City fra 2010 til 2011, men som nok bedste huskes for sin tid i Arsenal. London-klubben gik ind til opgøret ubesejret i de fire foregående Premier League kampe, og det var the Citizens naturligvis klar til at lave om på. Pep Guardiola stillede op i en meget stærk startopstilling, hvilket desværre ikke var godt nok til at få point mod Crystal Palace i en rædselsfuld forestilling set med Manchester City briller.

Stadionuret havde dårligt passeret de første 5 minutter før Ederson måtte se sig passeret, da Wilfred Zaha sparkede bolden i kassen efter en katastrofal fejl af Aymeric Laporte, der sløset smed bolden væk i Citys opspil. Den spanske midterforsvar kom endnu engang i fokus i dommerens tillægstid, da han noget klodset væltede en Crystal Palace spiller omkuld, og desværre for ham og Manchester City modtog et direkte rødt kort. Manchester City måtte derfor gå til pausen efter en mareridtsagtig 1. halvleg, hvor Crystal Palace desværre udnyttede hver eneste situation til at slå tid af på uret hjulpet på vej af Manchester City spillerne, som gang på gang smed bolden væk. Der skulle dog gå hele 86 minutter før Crystal Palaces spanske målmand, Guaita, fik en advarsel efter at have trukket tiden på samtlige målspark siden Palaces føringsmål.

De lyseblå fra Manchester kom trods en mand i undertal godt ud til 2. halvleg, hvor de efter en lille times spil fortjent fik udlignet på en scoring af Jesus efter et godt opspil og en millimeter præcis aflevering af Phil Foden. Målet fik dog ikke lov til at stå, da Phil Foden uheldigvis modtog bolden i en offside position. Manchester City formåede dog aldrig rigtigt at komme frem til de store chancer efter det annullerede mål. Og så kunne Crystal Palace lukke og slukke kampen med en scoring til 0-2 i de døende minutter, og dermed tilføje Manchester City deres andet nederlag hidtil i denne Premier League sæson.

Manchester City Women´s F.C., Elite Development Squad og Manchester City Academy
Selvom de fleste af os danske Cityfans sandsynligvis følger Manchester City for deres førstehold på herresiden, så spilles der også et hav af andet fodbold i den lyseblå del af Manchester. Først og fremmest er der Manchester City Women´s F.C., som desværre har haft en resultatmæssig blandet oktober, hvor de har været i aktion i den hjemmelige liga FA Women´s Super League, FA Women´s League Cup og Women´s FA Cup.

Derudover bydes der også på en masse ungdomsfodbold i den lyseblå del af Manchester, hvor Manchester City har to ungdomshold på senior niveau. Det ene ungdomshold - Elite Development Squad (EDS) - dækker over henholdsvis U-23, U-21 og U-19 afhængig af, hvilken turnering der spilles. I Premier League 2 sammenhæng refereres der til U-23, i EFL Trophy refereres der til U-21 og i UEFA Youth League refereres der til U-19. Det andet ungdomshold - Manchester City Academy - dækker over U-18. Nedenunder ses resultaterne for Manchester City Women´s F.C. og Manchester Citys to ungdomshold.

Manchester City Women´s F.C.
03.10.2021 FA Womens Super League
Manchester City vs. West Ham 0 - 2
Dagny Brynjarsdóttir 0 - 1
Yui Hasegawa 0 - 2

09.10.2021 FA Womens Super League
Manchester United vs. Manchester City 2 - 2
Khadija Shaw 0 - 1
Lucy Staniforth 1 - 1
Alessia Russo 2 - 1
Ellen White 2 - 2

13.10.2021 FA Women´s League Cup
Manchester City vs. Everton 5 - 1
Caroline Weir 1 - 0
Grace Clinton 1 - 1
Khadija Shaw 2 - 1
Lauren Hemp 3 - 1
Jess Park 4 - 1
Ellen White 5 - 1

31.10.2021 Women´s FA Cup
Manchester City vs. Chelsea 0 - 3
Erin Cuthbert 0 - 1
Melanie Leupolz 0 - 2
Beth England 0 - 3

Manchester City Elite Development Squad (EDS)
02.10.2021 Premier League 2
Manchester City U-23 vs. Derby U-23 1 - 0
James McAtee 1 - 0

16.10.2021 Premier League 2
Manchester City U-23 vs. Leicester City U-23 5 - 0
Cole Palmer 1 - 0
Cole Palmer 2 - 0
Luca Barrington 3 - 0
Sam Robinson 4 - 0
Cole Palmer 5 - 0

19.10.2021 UEFA Youth League
Club Brugge U-19 vs. Manchester City U-19 1 - 1
Kyriani Sabbe 1 - 0
Josh Wilson-Esbrand 1 - 1

23.10.2021 Premier League 2 
Manchester City U-23 vs. Tottenham Hotspur U-23 1 - 3
Oscar Bobb 1 - 0
Dilan Markanday 1 - 1
Harvey White 1 - 2
Dilan Markanday 1 - 3

26.10.2021 Football League Trophy (EFL Trophy)
Rotherham United vs. Manchester City U-21 5 - 0
Will Grigg 1 - 0
Kieran Sadlier 2 - 0
Jake Hull 3 - 0
Kieran Sadlier 4 - 0
Kieran Sadlier 5 - 0

29.10.2021 Premier League 2
Brighton and Hove Albion U-23 vs. Manchester City U-23 1 - 1
Nico O´Reilly 0 - 1
Ulrick Eneme 1 - 1

Manchester City Academy (U-18)
02.10.2021 Premier League U-18
Derby County U-18 vs. Manchester City U-18 1 - 6
Josh Adam 0 - 1
Luca Barrington 0 - 2
Adedire Mebude 0 - 3
Josh Adam 0 - 4
Josh Adam 0 - 5
Carlos Peliza Richards 1 - 5
Josh Adam 1 - 6

16.10.2021 Premier League U-18 Cup
Crystal Palace U-18 vs. Manchester City U-18 2 - 2
Victor Akinwale 1 - 0
William Dickson 1 - 1
David Obou 2 - 1
William Dickson 2 - 2

30.10.2021 Premier League U-18
Newcastle United U-18 vs. Manchester City U-18 2 - 2
Michael Ndiweni 1 - 0
Liam Smith 1 - 1
Kian Breckin 1 - 2
Michael Ndiweni 2 - 2

Spillere afsted på landsholdrejse
Som tidligere nævnt bød oktober måned også på en landsholdpause, hvor Manchester City havde hele 16 førsteholdsspillere afsted rundt omkring i verden for at deltage i landsholdskampe. Her var der nogle City spillere, der udmærkede sig positivt. En af dem var Kevin De Bruyne, som leverede hele 3 assists for Belgien i deres to Nations League kampe mod Frankrig i semifinalen og Italien i kampen om 3. pladsen. Ferran Torres deltog ligeledes i Nations League, hvor han sikrede Spanien en finaleplads med sine 2 scoringer i semifinalen mod Italien.

Også de engelske Manchester City spillere leverede gode præstationer, hvor John Stones med en scoring sikrede England 1 point mod Ungarn. Derudover scorede Jack Grealish sit første mål for England i deres 5-0 sejr over Andorra, hvor Phil Foden blev kåret som kampens spiller efter at have leveret én assist. Den sidste Manchester City spiller, der virkelig imponerede under landsholdspausen var Riyad Mahrez, som scorede hele 3 mål og lavede 2 assists for Algeriet i den afrikanske VM-kvalifikation.

Månedens spillere
De tre Manchester City spillere, som for mig har udmærket sig særligt positivt i den forgangene måned er Phil Foden, Bernardo Silva og Joao Cancelo. De tre spillere er også dem, der er nomineret til Etihad Player of the Month, som man kan stemme på inde på Manchester City officielle hjemmeside. Og hvorfor valget lige netop er faldet på dem, kan du læse her nedenunder.

Phil Foden startede den seneste måned ud som lyn og torden, hvor han i starten af måneden var en af de bedste, hvis ikke den bedste Manchester City spiller. The Stockport Iniesta leverede på et ekstremt højt niveau i de første fire kampe, hvor han gjorde sig særligt bemærket mod Liverpool og Brighton. Phil Foden var banens bedste Manchester City spiller i begge kampene, hvor det sammenlagt blev til 3 mål og 1 assist. Han blev tilmed kåret som King of the Match af Premier League efter sin præstation mod Brighton. Derudover spillede Phil Foden også en aldeles godkendt kamp mod Club Brugge i Champions League, hvor han tilføjede endnu én assist til samlingen.

Bernardo Silva blev kåret som Etihad Player of the Month i september efter en måned med mange gode præstationer og et højt spilmæssigt niveau. Den portugisiske tekniker formåede at opretholde dette høje niveau henover hele oktober måned, hvor han i stort set alle kampe var en af de bedste City spillere på banen. På trods af et stabilt niveau fra Bernardo Silvas side udmærkede han sig dog navnlig positivt i hjemmekampen mod Burnley, hvor han blandt andet med en scoring både blev kåret som King of the Match af Premier League og MOTM af Manchester City selv.

Joao Cancelo har ligeledes præsteret på et højt niveau, hvor han har fået spilletid i samtlige kampe i den seneste måned. Derudover har Cancelo ligesom sin landsmand, Bernardo Silva, været en af banens bedste Manchester City spillere i stort set alle kampe i oktober måned. Champions League kampen mod Club Brugge var portugiserens bedste i oktober, hvor han blev kåret til UEFA Player of the Match efter en fremragende kamp, som blandt bød på en scoring. Derudover har Cancelo endnu engang vist prøver på sin alsidighed, hvor det er blevet til spilletid på både højreback og venstreback.

Status efter oktober og et kig på den kommende måned.
Manchester City slutter måneden af med at ligge på en foreløbig delt 3. plads i Premier League med 20 point - 5 point efter Chelsea på førstepladsen - efter det blev til 7 point i oktober med 2 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag i Premier League. Derudover sikrede the Citizens sig et godt udgangspunkt i Champions League forud for de sidste 3 gruppekampe efter en sikker sejr over Club Brugge. Manchester City ligger dermed på en nuværende 2. plads halvvejs igennem gruppespillet. Desværre bød den forgangene måned også på et skuffende pokalexit i Carabao Cuppen, og Manchester City er allerede nu efter blot små 3 måneder af sæsonen ude af kampen om at vinde ”the Quadruple”.

Den kommende måned byder på et hav af store kampe i den hjemlige Premier League og i Champions League, som jeg personligt ser meget frem til. Manchester City starter måneden ud med en kamp på hjemmebane mod Club Brugge i Champions League, som følges op af sæsonens første Manchester-derby på Old Trafford. Herefter venter årets sidste landskampspause, inden City tager hul på månedens sidste kampe, der byder på tre hjemmekampe i streg mod henholdsvis Everton, PSG og West Ham.

Skriv meget gerne en kommentar med, hvad du synes om denne måneds udgave af "Måneden der gik", og hvad du synes om konceptet.