I sommeren 2019 tog klubben afsked med én af klubbens største spillere gennem historien, Vincent Kompany. Siden da fulgte den spanske troldmand, David Silva, trop og dragede hjem til de varmere himmelstrøg. Og det er nu kun et spørgsmål om tid før Sergio Agüero ligeledes forlader klubben. Men hvor meget har deres afsked påvirket for klubben og bliver det endnu værre når Agüero ligeledes forsvinder? 

 
Det bliver desværre ikke til flere mål i den lyseblå trøje for D. Silva

I sommeren 2019 kunne klubbens daværende anfører og altoverskyggende forsvarsgeneral, Vincent Kompany, løfte Premier League trofæet efter en udesejr over Brighton. Titlen kom som følge af hårdt arbejde efter holdets imponerende kapløb med Liverpool. Og netop denne triumf var til ære for Kompany, der tidligere på året havde offentliggjort, at han forlod klubben efter 11 års tro tjeneste med 265 kampe i den lyserblå trøje, som samtidig kastede 18 mål af sig. Herunder det ekstremt vigtige og momumentale langskudsdrøn mod Leicester på Etihad. Medspillere, såvel som fans, fik en tåre i øjenene, da Kompany skrålede med på "Wonderwall", imens han vuggede med Premier League trofæet. Men var klubben forberedt på hans afsked? 

Noget kunne tyde på et svar i den mere negative retning. Sæsonen efter raslede City længere og længere bagved Liverpool og sluttede sæsonen hele 18 point efter de røde fra Anfield. Lederskabet manglede. Klubben reagerede efterfølgende heller ikke på transfermarkedet og satsede i stedet på den purunge spanier, Eric Garcia. Men satsningen slog fejl og hele fundamentet krakelerede yderligere, da holdet bedste forsvarsspiller, Aymeric Laporte, blev skadet. Herefter blev det for alvor tydeligt, at klubbens øvrige forsvarsspillere, der talte navne som dyrtindkøbte John Stones og Nicolas Otamendi, ikke havde niveauet til at spille for en klub, der har som altoverskyggende målsætning at vinde trofæet med de store øre. Fejlene havlede ned over forsvarsspillet. så hvorfor ventede klubben med at hente spillere til 20/21 sæsonen? Mon ikke spillere som Ruben Dias og Nathan Ake havde været tilgængelige for den rigtige pris én sæson tidligere? 


Måske er løsningerne endelig fundet? Her ses nyindkøbene N. Ake (tv) og R. Dias (th)

Her forbeholder jeg mig retten til at være negativ stemt. Jeg synes, at klubben fejlede i den førnævnte situation. Man kan ikke forvente, at en daværende 18-årig knægt kan overtage Kompanys plads - hverken på det fodboldmæssige- eller ledelsesmæssige plan. Hvis vi tager det ledelsesmæssige perspektiv ind i ligningen, havde klubben ingen, der var i nærheden af Kompany. Jo, David Silva og Agüero var stadig i klubben på daværende tidspunkt, men man har aldrig set dem tage holdet på skulderne og sige "Sådan her gør vi. Nu vinder vi den her kamp sammen". Individuelt er de verdensklassespillere, men nogle store ledere var og er de ikke. 

Og ja, det er let at være bagklog. For hvad nu hvis, at Laporte ikke havde fået en langtidsskade? Så havde situationen muligvis været anderledes, men han fik nu engang skaden og her fejlede klubben, da man ikke investerede i en ny forsvarsspiler. 

Men hvad så nu? David Silva forlod klubben i sommers og Agüero følger muligvis trop til sommer - hvis hans kontrakt ikke bliver forlænget. Disse to ser jeg dog som lettere at erstatte. Forstå mig ret; de er klassespillere, der har spillet sig ind i hjertet på enhver Manchester City fan. Hvem kommer nogensinde til at glemme David Silvas slalom tur mod Blackpool i 2010 - hvilket endda var hans første mål i Premier League. Og hvem kommer nogensinde til at glemme Agüeros legendariske titelvindende mål mod QPR i 2012? Svarer er ingen. Men Silva og Agüero er ikke ledere ligesom Kompany var. De bar holdet igennem svære tider med deres fodboldmeritter, ikke nødvendigvis knaldhårdt arbejde og kommunikation. Og i dagens fodboldverden er ledere som Kompany bare en mangelvare. Vi så alle, hvordan klubber som Chelsea og Liverpool også led, da legender som John Terry og Jamie Carragher ramte karrierens efterår og indstillede karriererne. De faldt ikke nødvendigvis helt sammen, fordi spillere som Coutinho og Eden Hazard forlod klubben. Afløserne er på vej. Phil Foden viser gang på gang fantastisk mandsmod og teknik på David Silvas gamle plads og Gabriel Jesus har vist sig positivt frem i vigtige kampe - omend, der her skal investeres i en mere afslutningsstærk angriber. 


Det unge stjernefrø, Phil Foden, er klar til at overtage D. Silvas plads

Spørgsmålstegnet hviler stadig på forsvaret. Kan Guardiola bevise, at han og hans kompagnoner har ramt rigtigt i Dias og Ake? De har begge vist potientiale og specielt Dias har virket fokuseret og klar til at tage ansvar. Bliver det ligeså godt som de gode gamle dage med Kompany, Silva, Agüero, Hart og Yaya Toure? Det kan kun tiden vise. Men det er tid til, at der skal formes nye legender igennem stærke præstationer. Det er tid til, at der skal tages ansvar i bagkæden og vise, at man kan spille sig ind i fansenes hjerter!