Det vakte stor glæde hos mange fans, da Manchester City i starten af 2016 kunne offentliggøre, at den yderst succesfulde catalanske manager Josep ”Pep” Guardiola, ville rykke taktikbrættet fra München til den lyseblå del af Manchester. Hvem havde i 1998, da City rykkede ned i landets tredje bedste række, forudset, at verdens velsagtens mest eftertragtede træner mindre end 20 år senere ville have sin daglige gang i klubben? Skeptikere satte spørgsmålstegn ved, om Pep ville være i stand til at implementere den finurlige og teknisk-prægede boldbesiddelsesfodbold i England, som han hidtil havde haft stor succes med i Tyskland og Spanien. Og om end Peps nuværende City-hold til tider spiller mere direkte end hans Tiki-taka-hold i Barcelona, fornærmer jeg vist ikke mange ved at hævde, at kritikerne tog fejl i deres postulat om, at man ikke ville kunne dominere Premier League med et hold og en spillestil dybt afhængig af en stor andel af små, vævre, tekniske spillere.

Mere end fire år efter Peps ankomst, virker benovelsen af den nu 49-årige manager dog til at være aftaget, og selvom mange fans var glade, da det for nyligt blev offentliggjort, at klubben har forlænget med Pep til 2023, ser jeg flere steder folk stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Pep er den rigtige mand til at lede holdet de kommende år. Derfor ligger det mig på sinde at komme med en evaluering af Peps første tid i City samt at se på den aktuelle situation i klubben, og på baggrund af dette give en personlig vurdering af, om klubben har gjort det rigtige ved at forlænge Peps kontrakt.

Hvad ligger til grund for kritikken af Pep? For det første kan man pege på hans ageren på transfermarkedet. Da Nathan Aké og senere Rúben Dias i sommer blev hentet ind til at styrke Citys defensiv, blev Peps massive transferforbrug på forsvarsspillere nok engang fokuspunkt i diverse tv-studier og på sociale medier. I sin tid i City har Pep brugt mere end £400 mio. på forsvarsspillere, og ud af disse indkøb kan man vel strengt taget hævde, at kun Aymeric Laporte for alvor er blevet bedre efter at være checket ind i Manchester. Forsvaret havde store udfordringer i sidste sæson, hvor man havde sagt farvel til klublegende og anfører, Vincent Kompany, og hvor man samtidig havde Laporte ude med skade i en stor del af sæsonen. Her var det til tider op til unge Eric Garcia at gå ind og udfylde en af pladserne i midterforsvaret, bl.a. når den ofte utilregnelige Nicolás Otamendi simpelthen var for ustabil. Det bør aldrig være en 18- og nu 19-årig uprøvet akademispillers opgave at skulle overtage pladsen for den tidligere anfører og leder i en klub, med de midler og ambitioner som Manchester City har fået. Og om end Dias er startet godt, Kyle Walker har løftet sit niveau, og João Cancelo begynder at ligne den spiller, man håbede at få til klubben, virker kritikken af Peps transfermæssige ageren på de bageste pladser til at være på sin plads.

For det andet - og dette er punktet, der formentlig aktiverer mest kritik af Pep - er der resultaterne i Champions League. Der er ingen tvivl om, at man hentede Pep til klubben med en forventning om, at han ville være i stand til at bringe det første Champions League-trofæ hjem til den østlige del af Manchester. Det har han ikke været i nærheden af. Og da skepsissen over for Pep virkelig tog fart, var man nok engang røget ud i kvartfinalen efter et nederlag til Lyon, hvor Pep blev beskyldt for at ”overtænke” eller ”overkomplicere” tingene med sin usædvanlige taktiske tilgang til kampen. Tidligere har man lidt nederlag til Monaco, Liverpool og Spurs, og i ingen af sæsonerne har Pep bragt City længere end til en kvartfinale i den mest fornemme klubturnering i verden. Det er ikke godt nok, og det må være forstemmende for en træner med Peps renommé at se tilbage på disse Champions League-kampagner, hvor man år efter år har skuffet fælt efter ellers at have været en af de allerstørste favoritter til at vinde turneringen i samtlige sæsoner.

 

Desuden har City fået en svær start på sæsonen i Premier League. Holdet har haft svært ved at lirke modstandernes defensiver op, og man har ikke været i nærheden af at producere de offensive outputs, man er vant til under Pep. Dette fremkalder selvsagt bekymring blandt fans og Fantasy managers med offensivspillere fra City.

Betyder overstående så, at klubben har truffet den forkerte beslutning ved at forlænge med Pep? Det mener jeg ikke.

Selvom Peps mission først og fremmest har været at hive pokalen med de store ører til klubben, mener jeg, at det er fuldstændig rigtigt, at klubben ikke vælger at se isoleret på resultaterne i Champions League og afgør Peps skæbne ud fra disse. For Pep har løftet klubben på så mange områder og punkter, og de må ikke glemmes i evalueringen af ham – og så må det i øvrigt ikke undervurderes, hvad forlængelsen af Peps kontrakt yderligere kan betyde for klubbens fremtid.

I Premier League har Pep formået at vinde i to af sine fire sæsoner. I 17/18-sæsonen vinder City med en rekordstor margen ned til andenpladsen og slår en række andre rekorder, herunder rekorden for det højeste antal point (100) i en sæson. I 18/19 vinder man igen – denne gang i et hæsblæsende kapløb med Liverpool, hvor man helt utroligt vinder de sidste 14 kampe i sæsonen. Og så kan det være nemt at sidde her et par måneder inde i den aktuelle sæson, kigge på tabellen og vurdere, at Pep ikke længere har den magiske effekt på holdet, som vi har været vant til i disse to sæsoner. Jeg synes dog, man skal passe på med at lægge al ansvar over på manageren i denne helt særlige Corona-sæson. Som Kevin De Bruyne meget rammende udtalte efter nederlaget til Spurs for nyligt, ”… we had about seven days of pre-season, I played with my national team after one training, what do people expect of us?”. Spillerne er udmattede efter en uvant opstart, og de opererer i et ekstremt komprimeret kampprogram. De negative konsekvenser af den tunge opstart er da heller ikke kun forbeholdt City. Mange europæiske ligaer ser ud til at blive tættere end sædvanligt, og bare i Premier League, er det utrolig svært at lægge favoritværdigheden over på ét hold. Denne sæson bliver givetvis speciel, og det virker generelt ikke rimeligt at kun at klandre trænerne for dårlige resultater.

Ville man have taget afsked med Pep til i sommer, ville man utvivlsomt også have vinket farvel til en del af den måde at spille fodbold på, som Pep promoverer – og det ville jeg personligt være ærgerlig over at undvære. Da Pep kunne ”fejre” sin kontraktforlængelse med et 2-0 nederlag til Spurs, sad mange fans tilbage i håbløshed og betvivlede forlængelsen af Pep. Men ville mange disse fans mon udskifte den måde, City greb kampen an på, med Spurs’? City spillede deres typiske boldbesiddende offensivfodbold med mange mand på modstandernes halvdel og med besiddelse på banens sidste tredjedel i store dele af kampen. Spurs levede på at stå dybt på egen halvdel og på få tidspunkter at komme afsted i kontraer. Kampen lignede på mange måder andre kampe, City har spillet i denne sæson. Selvom resultatet endnu engang var skuffende, sidder man tilbage med den klassiske det-skal-nok-komme-fornemmelse, og jeg vil nu også helst være fan af det hold, der ønsker at sætte sig på spillet, spille positiv offensivfodbold og skabe masser målchancer – som forhåbentligt snart udmønter sig i flere point(!) – end at være det hold, der lever på spinkle håb om at kunne skabe en eller to store chancer hver kamp. Jeg tror ganske enkelt, at den førstnævnte tilgang er mere bæredygtig på sigt, og kigger man på Peps meritter, bør man heller ikke så tvivl om, at hans umiddelbart æstetiske fodboldfilosofi er effektiv i forhold til at vinde fodboldkampe.

Når man snakker om Pep som en af de bedste trænere i verden, nævnes ofte hans evne til at arbejde med og udvikle sine spillere. I City har man for eksempel set en spiller som Raheem Sterling løfte sig utrolig meget under Pep. Fra at være et åbenlyst stortalent, der havde svært ved at finde sig til rette på banen for City, og som blot scorede seks mål og lavede to assists i sin første sæson for de himmelblå, er han i dag anerkendt som en af de absolut bedste kantspillere i verden. Dette er blot ét eksempel på, hvordan Pep formår at løfte spillere til nye højder. I denne forbindelse mener jeg også man kan nævne Kevin De Bruyne, der nu anses for at være en af verdens bedste fodboldspillere, Fernandinho, som man trods alderen har fået utrolig meget godt ud af, og Gabriel Jesus, der efterhånden spiller som en rigtig moden angriber. Starteleveren udgøres nu ofte af unge spillere med kæmpe potentialer, såsom Ferran Torres og Phil Foden, og når man har et så stort lokalt talent som Foden i folden, er det synd ikke at give ham de allerbedste forudsætninger for at udvikle sig. Foden er en ægte Pep-spiller, og jeg kan ikke pege på andre managers i verden, jeg hellere ville have til at stå for udviklingen af ”Stockport Iniesta”.

 

Selvom City har underpræsteret i Champions League under Pep, tror jeg stadig på. at han er den manager, der har størst mulighed for at føre det nuværende City-hold til en CL-triumf. Når man er færdig med at kritisere Pep for hans håndtering af knockoutrunderne i de foregående år, må man også medgive, at der ofte har været små marginalers forskel på succes og fiasko – og at Pep heller ikke kan tildeles al ansvar. Det er blandt andet svært at kritisere Pep for, at Leroy Sanés 2-0 scoring lige før pausen mod Liverpool i 2018 fejlagtigt underkendes, eller at Fernando Llorente får lov til at reducere til 2-3 for Spurs på Etihad i 2019 med et mål, der styres ind via albuen. Og på samme måde er det svært at klandre Pep for, at Sergio Agüero brænder straffespark ved stillingen 0-0 i udekampen mod selvsamme Spurs, og at Sterling misser en 100% chance kort før tid mod Lyon. Man kan her muligvis vælge at pege fingre af Pep for ikke at sætte sit hold godt nok op til store kampe. Jeg mener dog, at City under Pep har spillet godt i rigtig mange store kampe – tilmed i mange af disse nederlag –, men at det ofte er små individuelle fejl, der koster. Og sort uheld.

Snakken om at Pep ikke er lykkedes med at vinde Champions League uden Messi, nager nok catalaneren en smule. Men dog ikke mere, end at det forlyder, at han sætter alle skyts ind på at få fat i argentineren fra sommeren 2021. Mens det i foråret forlød, at City måtte afgive omkring €300 mio. for Messi, kan man nu se frem til en langt billigere aftale, da den 33-årige Barcelona-legende står over for et kontraktudløb. Messi render rundt i Barcelona og ser frustreret og magtesløs ud, og Pep ser ud til at lede efter den manglende brik i City-offensiven. Hvis der ikke sker radikale forandringer i FC Barcelona, er det ikke usandsynligt, at man med Peps kontraktforlængelse ikke også meget vel kan få en argentinsk troldmand med i købet. Får man tilmed en forlængelse med Agüero, holder fast i De Bruyne, Sterling, Foden osv., så synes jeg, at det tegner til, at vi går nogle rigtig spændende og fede år i møde som City-fans.