KLUMME. Manchester City begynder mandag aften på en ny Premier League sæson, og det med en svær udekamp på Molineux i Wolverhampton. At opgøret bliver svært er glimrende illustreret ved, at de lyseblå tabte begge ligakampe til Wolves i sidste sæson (0-2 hjemme og 2-3 i Wolves).De orangeklædte fra "Midlands" er helt sikkert også en af de mest spændende klubber i ligaen. Det er et hold, som jeg forventer, vil bygge ovenpå sidste sæsons placering som nummer 7, og spille med om placeringerne i Top 6. 

Så det kunne næsten ikke blive en sværere åbning på Premier League. Det positive ved den svære åbnings-udfordring er, at den ganske givet vil give et bedre fingerpeg om hvordan City står rustet, end en hjemmekamp imod eksempelvis West Bromwich, Aston Villa eller lignende. For vi er nok en del Cityfans, der har svært ved at se, hvor City niveau-mæssigt står.

Bekymret for første gang i årevis

I den sidste håndfuld år er jeg altid gået ind til en ny sæson med masser af optimisme og en tro på, at Manchester City helt sikkert ville komme til at spille med om mesterskabet. En placering indenfor top 4 var nærmest på forhånd en done deal. Sådan har jeg det ikke i år. Bekymringen har taget over, og mine forventninger til sæsonen 2020/21 er ikke skyhøje. 

Sommeren startede ellers fint. Først og fremmest med den fortjente og retfærdige sejr over UEFA pamperne ved CAS. Frifindelsen var i mine øjne den vigtigste sejr for City -måske nogensinde. Da Manchester City tabte en lignende sag med bestikkelses-skandalen i 1905 sendte det klubben tilbage til start - og ud i en lang årrække i ingenmandsland. Der var utvivlsomt sket noget lignende, havde Citys tabt sagen ved CAS. Så hurra for uafhængige domstole.

Herefter kom de hurtige indkøb af Nathan Akè i Bournemouth samt Ferran Torres i Valencia. Sidstnævnte bliver spændende at følge, og er et scoop. Den 20 år gamle Ferran Torres er et Europas absolut mest spændende talenter og er utvivlsomt en kommende stjerne på venstrekanten. Han er det perfekte plaster på såret for tabet af Sanè. Håber virkelig han falder til i Manchester! 

Men så begynder bekymringerne også. For den anden transfer i Akè er jeg lidt mere lunken overfor. Ja, han er da en fin forsvarer... Men... Den 25 årige hollænder var ret beset et supplement til centerforsvaret og altså ikke LØSNINGEN på Citys defensive problemer. Men lige nu ser det desværre ud til, at han bliver den eneste defensive tilgang, og det er ikke betryggende.

Jeg håber at tage fejl, men jeg kan ikke se, hvordan en spillertilgang fra en nedrykker til en titelaspirant skal kunne bidrage med andet end til bredden. Når det er sagt, så vil jeg give Txiki Begiristan og Ferran Soriano, at der ikke er mange emner fri på markedet.

Den 29 årige senegaleser, Kalidou Koulibaly har længe været i søgelyset, men Napolis pris er angiveligt en stor forhindring i at nå til enighed. Personligt er jeg ikke sikker på, at Koulibaly er det, som vi leder efter. Lige nu arbejdes der med alternativer i Leipzigs Upemacano og Sevillas Koundè, men om de er gode nok, eller er udtryk for panik før transfer lukketid, skal være usagt, for dertil ved jeg for lidt om dem.

Tilbage står, at vi inden sæsonstart ikke har løsningen på de centrale defensive problemer. I guder, hvor jeg håber, at John Stones bliver sæsonens store positive overraskelse sammen med et gennembrud fra Eric Garcia. Men tror vi realistisk på det?

Tilbage står, at City slet ikke har fået adresseret sine defensive problemer. . Og det var absolut prioritet nummer 1. Pep råder over måske verdens farligste og mest potente offensiv, men hvad hjælper det, når defensiven lukker så mange mål ind? City skal nærmest score 3-4 mål i hver kamp for at vinde. Og det er ikke holdbart. Reelt har vi kun Laporte der holder niveau.

Rivaler har oprustet

Samtidig ser vi også, at nærmest alle Citys tætteste konkurrenter har været dybt ambitiøse og virkelig rustet sig til sæsonen.

Særligt vil jeg nævne sidste sæsons nummer 4 fra Chelsea, som har været meget aktive. Deres trup ser skræmmende god ud. Særligt tilføjelserne af Timo Werner, Ben Chillwell og Thiago Silva får mig til at spærre øjnene op. De ligner en sikker Top 4 placering. Men giv dem 6-8 kampe til at spille de mange nye folk ind.

Mestrene fra Liverpool har også været aktive og forstærket sig. Mest bemærkelsesværdigt med Bayerns Thiago og Wolves' angriberen, Jota. Mit bud er, at Liverpool også i denne sæson vil være stærke og være dem, som vi andre skal forsøge at holde snor i. Man kan håbe, at der har sneget sig en mæthed og selvtilfredshed ind i truppen efter de sidste par sæsoners succes.
Andre forhindringer kan jeg ikke se for dem. De bliver nok mestre igen. Desværre...

Arsenal er også et hold i fremgang. Først og fremmest skyldes den status vores tidligere assistenttræner, Arteta.  Den blot 38 år gamle Arsenal manager har siden sin tilgang pustet liv i Gunners, og han var ikke sen om at sætte sit fodaftryk. Først orkestrerede han en F.A cup semifinale sejr over os - og siden gik de også hen og tog pokalen - og i mellemtiden slog de også fortjent Liverpool. Med signifikante tilgange fra bl.a Willian og en kontraktforlængelse med Aubameyang, så tegner der sig en lys fremtid for Arsenal. De bliver gode i denne sæson. Afgjort Top 4 materiale.

Mere ubekendt har jeg det med Tottenham og Manchester United. Tottenham under Mourinho er sådan et skridt frem - og et tilbage agtigt. Til trods for flere gode tilføjelser med blandt andet (Joe Hart (!) og Pierre Emil Højbjerg og Real Madrids Reguilon)  så skal alt spille max for dem, hvis de skal i top 4. Og selv om de i skrivende stund netop har fået Gareth Bale på lån, så tror jeg stadig ikke på, at de er andet end outsider til top 4. Bale signingen er en af dem, der både kan vise sig gal - eller genial.

Manchester United... Alle talte i sommer om hvordan de røde djævle var på vej tilbage  - med Ole ved rattet. Bruno Fernandes var den hellige gral, og Mason Greenwood var det største talent siden Hjerter konge var knajt. Jeg har hele tiden været skeptisk ved påstanden om Uniteds genfødsel. Ja, bevares, de leverede en flot afslutning på sæson 2019/20, men for mig så det ud til at hvile på et særdeles skrøbeligt fundament. Successen var bundet op på nogle få spillere i storform.

Der er stadig mange problemer,  der skal løses hos vores naboer, før jeg tror på, at de er tilbage. Særligt målmandsposten er som bekendt en opgave Ole Gunnar skal bruge tid på. 

Mit bud på Top 6

Baseret på min ovenstående analyse kommer her mit bud på en top 6

  1. Liverpool
  2. Chelsea
  3. Manchester City
  4. Arsenal
  5. Tottenham
  6. Manchester United
  7. Wolves
  8. Everton

Min bud på en tredjeplads er endda optimistisk. Jeg kunne sagtens se City kæmpe hårdt for en top 4 placering  - og tabe.

Jeg synes ikke, at Pep, Ferran og Txiki har gjort nok for at forbedre truppen, og som jeg ser det, så har vores nærmeste rivaler været  flittige, og gjort det godt på transfermarkedet. Om City har spildt tiden med at forsøge at købe Messi, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men det kunne se sådan ud. 

Finder City en solid midt-stopper, og gerne også en klasse-angriber til at supplere Aguero - der måske er ude i de første 2 måneder af sæsonen - så er der håb for, at vi kan spille med om titlen. Men som situationen ser ud nu, både med trup sammensætning og aktuelle skader til Laporte og som sagt Aguero, kan min tro på et succesfuldt 2020/21 være på et lille sted.

Om det bare er nerver inden sæsonstart, eller en reel begrundet frygt, får vi syn for sagen på i aften, hvor sæsonen begynder i Wolverhampton. Kampen kan ses på Tv3+ / Viaplay

God kamp! God sæson