Artikelbillede: Peter Arndal, hovedperson Gerard Wiekens, artiklens forfatter, Morten Olesen . Fotograferet på Risvangen Stadion i 2002. True story-  ADVARSEL - LONG READ- Estimeret læsetid ca. 10-12 minutter.

En hollænder tjekker ind på Maine Road

Kevin Horlock er ofte blevet kaldt Frank Clarks eneste gode indkøb i hans korte katastrofale tid som Manchester City-manager (December 1996- februar 1998). Det passer simpelthen ikke. En lyshåret hollænder glemmer folk alt for ofte - hvilket er mig helt uforståeligt. Her et portræt af en af mine all time absolut yndlingsspillere.

Gerard Wiekens (født d. 25. Februar 1973 i Oude, Pekela, Holland) spillede 213 kampe (10 mål) for Manchester City hen over godt seks hæsblæsende sæsoner i det, der må betegnes, som den mest ustabile periode i klubbens godt 125 år lange historie. 

Den blonde hollænder ankom helt stilfærdigt til Maine Road i sommeren 1997 fra barndomsklubben, BV Veendam, en klub fra den næstbedste hollandske række, og måtte betegnes som en relativt ukendt spiller - i hvert fald udenfor sit fædreland. Større hollandske klubber, angiveligt Groningen og Heerenveen, havde været ude efter den centrale defensive strateg, men han kunne ikke se sig selv spille for en anden klub i Holland. 

Wiekens fortalte i 2020 til lokalsprøjten Manchester Evening News om de overvejelser han gjorde sig omkring skiftet fra trygge Holland til England:

"I syv år spillede jeg for min barndomsklub, så det var et stort skridt at tage til England. Flere hollandske klubber havde vist interesse, men jeg ønskede ikke at forlade Veendam, hvor jeg følte mig hjemme og tæt på venner og familie. På den anden side var jeg blevet næsten 24, og udviklede mig ikke længere. Det var blevet for nemt for mig at spille på den plads - i denne liga (Eerste Divisie Red.) Så der skulle ske noget nyt. Jeg havde ikke lyst til at spille for en anden hollandsk klub, og jeg følte, at det ville bedre for mig at rejse udenlands"

Så da Manchester City viste interesse, blev Wiekens nysgerrig. Han undersøgte klubben og fandt ud af, at selv om City ikke på daværende tidspunkt var i Premier League (de var rykket ned året før) så var det en stor klub med ambitioner om at vende tilbage tilbage til toppen - og som trods fodbold på niveau 2, alligevel spillede for over 30.000 til hjemmekampene på Maine Road. Det lød for spændende at takke nej til, konkluderede Wiekens. Heldigvis.

City - som sagt med Frank Clark som manager, betalte i sommeren 1997 BV Veendam £ 500.000, for deres unge anfører, et beløb som selv dengang må regnes for at være relativt beskedent. Det skulle blive begyndelsen på en rutchebanetur af en City-karriere. Fyldt med op og nedrykninger - og under tre forskellige managere:

  • 1997/98: Nedrykning til League One (Frank Clark/Joe Royle)
  • 1998/99: Oprykning til Championship (Joe Royle)
  • 1999/00: Oprykning til Premier League (Joe Royle)
  • 2000/01: Nedrykning til Championship (Joe Royle)
  • 2001/02: Oprykning til Premier League (Kevin Keegan)
  • 2002/03: Nummer 9 i Premier League (Kevin Keegan)

Altså godt 7 år der indeholdt alt fra et lavpunkt med 0-1 på Adams Park i Wycombe til en Man of the match optræden i sejren over Manchester United i "The Last Maine Road Derby". 

Et vanvittig tid for den alsidige Wiekens, der må betegnes som den mest omstillingsparate spiller i Manchester Citys historie: Tre forskellige divisioner på fem år under tre forskellige manager. 

Særligt husker jeg ham for League One sæsonen i 1998/99. Hvis man ser på den sæson som en helhed, og altså ikke bare fokuserer på Play off finalen, som mange har en tendens til, så var Wiekens en af de vigtigste spillere. Efter min mening burde hollænderen være gået over i City-folklore, som en af de mest betydningsfulde aktører i klubbens historie.

Glemt hovedperson i flugten fra League One

For når talen falder på Manchester Citys flugt fra sit dybeste lavpunkt i den tredje-bedste engelske fodboldrække i sæsonen 1998/99, så er det altid Paul Dickov, Nicky Weaver og Andy Morrison som fremhæves som katalysatorerne for den berømte desertation. Det er selvfølgelig også på sin plads. Dickov huskes for sit udødelige overtidsmål i Play off finalen, målmand Weaver for sin heroiske indsats i straffeparkskonkurrencen i samme kamp- og Morrison for sin blotte tilstedeværelse i et tydeligvis skræmt Manchester City, der havde svært ved at finde sig selv i de ydmyge rammer i League One- langt fra Premier League.

Netop på grund af disse ikoniske øjeblikke som Dickov og Weaver stod for i play-off finalen- sat sammen med Morrisons enorme indflydelse, har haft den bivirkning, at Wiekens' store betydning for at den vigtige oprykning kom i hus, er gået i glemmebogen. Men det var altså ham, der udgjorde stabiliteten og trygheden på et Manchester City hold, der var pisket til at rykke op.

Stabil - og målfarlig når det virkelig gjaldt!

Gerard Wiekens spillede 53 ud af Citys 58 kampe i den svære og udfordrende sæson. Blot målmanden Nicky Weaver spillede flere (55). Den dengang 25 årige hollænder var det sikre anker, der med sit overblik kontrollerede Citys forsvar.  

Ind imellem bidrog han endda med vigtige scoringer. En af dem kom 2. juledag 1998 ude imod Wrexham. En kamp, som set i bakspejlet bør betragtes som en af de vigtigste sejre i Citys historie. For den blev et vendepunkt efter en håbløs, skuffende og ustabil periode. Manchester City kom endda til Wrexham ovenpå et af klubbens tungeste nederlag nogensinde: 2-1 tabet i York (en af de få kampe, som Wiekens IKKE spillede i), som havde sendt City ned på en 11. plads, langt fra den ellers forventede oprykning. Selvtilliden var i bund, da City ankom til Wales.

Og City spillede også en elendig kamp på Racecourse Ground i Wrexham. Alligevel lykkedes det at vinde 1-0 - takket været Gerard Wiekens hovedstødsmål. Efter sigende skulle Cityspillerne efter kampen have siddet i omklædningsrummet og nærmest grinet af, at de var sluppet fra Wales med alle 3 points. "Aldrig har vi spillet så ringe og alligevel vundet", udtalte City profilen Richard Edghill efterfølgende.

Mange har i eftertiden hævdet, at havde City tabt i Wrexham, så var manager Joe Royle blevet fyret. Og hvem ved, hvad der så ville være hændt?

I stedet for at sende City på endnu større katastrofekurs, blev sejren i Wrexham katalysator til en lang ubesejret stime, som sikrede, at sæsonen endte med oprykning. En anden vigtig scoring fra Wiekens kom i en svær udekamp imod Stoke, hvor City ligesom i Wrexham, rejste hjem med 1-0 sejr. Herunder Wiekens ultravigtige mål i Wrexham. 

Årets Spiller i en speciel sæson

Wiekens huskes dog mest for at spille fra sin centrale position i forsvaret, hvor han var næsten fejlfri. Han var sammen med midtbanespilleren Ian Bishop Manchester Citys bedste fodboldspiller. Han havde en fantastisk evne til at læse spillet, og derved hele tiden være et skridt foran sine modstandere. På grund af den egenskab, havde han sjældent brug for at sætte hårde tacklinger ind eller løbe om kap med nogle. Han var roligheden selv. 

Det blev dengang bemærket og anerkendt. Sky Sport kårede i maj 1999 Wiekens til sæsonens bedste League One spiller.

Men vigtigst blev Wiekens hyldet af sine egne, da Manchester City efter 46 ligakampe stemte ham ind som "Årets Manchester City spiller". Nogle Cityfans vil nok også huske sangen "Walking in a Wiekens Wonderland". Var man rigtig stor fan af hollænderen, iklædte man sig bestselleren fra Cityshoppen det forår: En orange T-Shirt med det hollandske flag - selvfølgelig påtrykt "Walking in a Wiekens Wonderland".
Han var virkelig en stjerne på det Cityhold.

På billedet herunder poserer Wiekens selv i T- shirten, på forsiden af det hedengangne "City Magasin" (udgave marts 1999). Trøjen blev oprindeligt lavet i blot 500 eksemplarer, men de blev revet så hurtigt væk, at der måtte produceres flere!

Disse kåringer af Wiekens fandt sted inden de begivenhedsrige Play offs, hvor Wiekens spillede samtlige 310 minutter. I det allerførste af de 310 minutter begik han sin eneste fejl i sæsonen, da han efter blot få sekunders spil i semifinalen i Wigan kom i en misforståelse med målmand Weaver, der tillod Wigans Stuart Barlow at score til 1-0. 

"Heldigvis var jeg allerede inden den episode blevet kåret til årets spiller" jokede Wiekens i David Mooneys glimrende bog om Wembley 1999 holdet - "Looks Like Scunny Next Season".

Paul Dickov udlignede til 1-1 senere i opgøret, det sidste mål nogensinde på Wigans gamle hjemmebane, Springfield Park. Siden afgjorde Shaun Goater opgøret i returkampen på Maine Road.

Således fik Wiekens' eneste fejl i sæsonen ingen betydning, og han kunne efterfølgende spille med i samtlige 120 minutter i Play off finalen imod Gillingham. Det var faktisk ham, der sparkede den lange bold op af banen, der sekunder efter havnede hos Dickov, som dermed kunne banke den legendariske 2-2 scoring ind.

Midt i al euforien omkring de dramatiske omstændigheder som oprykningen blev sikret i, er Gerard Wiekens vigtige bidrag som sagt blevet glemt. Men han var i den grad med på hele turen, hvilket illustreres glimrende ved, at Wiekens faktisk spillede 26 kampe mere i den sæson end Andy Morrison, der ellers ofte fremhæves som årsagen til, at City rykkede op i Championship. Jeg vil bestemt ikke tale Morrisons bidrag ned, det var absolut signifikant. Men uden rolige Wiekens ved sin side, så havde Morrison nok ikke haft den samme indflydelse.

De følgende sæsoner

Wiekens blev også en vigtig brik spiller på det hold, der i den følgende sæson (1999/2000) overraskende spillede sig videre op i Premier League. Her blev det til 38 kampe, et antal der er nok til at betegne ham som "stamspiller" i den succesfulde sæson. Joe Royle mente også, at Wiekens burde få chancen på det hollandske landshold - hvilket dog nok lige var, at tage munden lidt for fuld.

Konkurrencen på holdet blev naturligvis skærpet. Specielt da Joe Royle hentede Derbys hårde hund, Spencer Prior hen imod slutningen af sæsonen. Alligevel formåede Wiekens at holde sin plads, men var dog ikke med i den legendariske 4-1 opryknings-givende sejr på i Blackburn, grundet en ankelskade. 

Premier League i 2000/01 blev en rædselsfuld oplevelse for Manchester City. Holdet vandt blot 8 ud af de 38 ligakampe, og leverede slet ikke. De var reelt ikke gode nok. Og rykkede ned igen. 

For vores hollandske ven blev sæsonen dog en relativ personlig succes. Trods indkøbet af eks-landsholdsspilleren, Steve Howey i Newcastle, bed Wiekens sig fast på holdet. Med 41 kampe var han ligesom i League One den spiller med næstflest kampe i sæsonen. Kun den nyindkøbte og-  nyudnævnte anfører Alf-Inge Håland spillede flere (43). Det blev også til to mål, blandt andet et mindeværdigt et, da Manchester City slog Leeds på Elland Road. Leeds var dengang et af Europas bedste fodboldhold, så sejren var nærmest lige så sensationel, som den Leeds tog på Etihad små 20 år senere, i april 2021. Wiekens andet mål kom i en 2-2 kamp i Bradford.

Op til sæsonen 2001/02 blev manager Royle fyret og erstattet af Keegan, som havde en opgave: At sikre oprykning, og dernæst stabilisere City i Premier League. Det betød, at Wiekens gled ned i rangordenen. Keegan foretrak et midter-forsvar med en ung Richard Dunne og Steve Howey. Alligevel blev det dog til 32 kampe i sæsonen for Wiekens, som dermed bestemt var en del af Keegans "Entertainers", som rykkede op i Premier League med en stil og klasse sjældent set. Trods at have bidraget pænt, signalerede oprykningen til Premier League begyndelsen til enden for Gerard Wiekens i Manchester City....

Et billede fra foråret 1999 på Platt Lane: Weaver, undertegnede, WIEKENS, Goater og norske Ove Tømte

The last "hoorah"

Keegan konkluderede tydeligvis, at skulle City have en chance for at blive i Premier League denne gang, så måtte der spillere fra højere hylder ind. Og med indkøbet af franske Sylvain Distin samt lånet af Marc Vivien Foe, var Wiekens langt fra 1. holds-fodbold. Han så længe ud til at være helt ude af holdet og glemt. Wiekens spillede ikke en eneste af Citys første 13 Premier League kampe i den sæson. 

En begrædelig ligacup aften i Wigan skulle dog give Wiekens chancen for at skinne en sidste gang i lyseblåt.

Historien bag er, at Keegan gik benhårdt efter at vinde ligacuppen. Den karismatiske manager satsede alt ved at stille med sin nærmest bedste start 11 i Wigan. Det gav bagslag. City tabte trods den stærke opstilling med 1-0. Værre var det, at både Distin og Howey humpede fra banen med skader på en aften, hvor alt gik galt. Selv pausen var en pinefuld affære, hvor stadionanlægget spillede "The Ketchup-song" for fuld udblæsning. 

Med "The Last Maine Road Derby", sæsonens største kamp, få dage væk, kunne en Cityfan godt få temmelig bange anelser med udsigten til en ude af kampform Wiekens (og en ung Lucien Mettomo) skulle udgøre midterforsvaret imod Uniteds skarpe offensiv med store profiler som Van Nistelrooy og Ole Gunnar Solskjær. Men de bekymringer blev gjort til skamme. Specielt af Wiekens, der spillede en fremragende kamp. Måske sin bedste i sin tid i Manchester City. Han markerede sin langt mere kendte landsmand helt ud af opgøret, der legendarisk sluttede 3-1 til Manchester City. Kampen erindres mest tydeligt for Goaters 2 mål, så ligesom i sæsonen i League One måtte Wiekens indtage rollen som den usynlige baggrunds-helt.

Men det vores hollandske ven gjorde den november-lørdag i 2002 var helt uhørt. Han havde ikke spillet en eneste ligakamp i månedsvis, men blev af nød kastet ind for at markere en af de bedste angribere i Premier League æraen. Og så gør han det så godt, at verdensstjernen Van Nistelrooy stort set var usynlig i hele opgøret. 

"Jeg havde markeret ham en gang tidligere i min karriere for Veendam. Det var dengang han spillede i Den Bosch. Der var det gået fint, i en kamp, hvor jeg endda scorede sejrsmålet! Så jeg gik fortrøstningsfuld ind til derbyet. Det var en svær kamp at få et godt resultat i, men det gik godt - og jeg spillede godt" erindrede Wiekens beskedent i David J. Mooneys bog"Looks Like Scunny Next Season" tilbage i 2014. 

Forfatteren Mooney konkluderer retteligt, at havde Goater ikke stjålet rampelyset med sit mål nummer 99 og 100 for Manchester City, så havde Wiekens rendt med Man of the Match prisen. Han var fremragende. 

Den sidste tid i Manchester City

Trods den stærke indsats i derbyet, så blev Wiekens igen kørt ud på sidesporet i samme øjeblik Distin og Howey var klar igen. Det blev derfor til blot 8 kampe i sæsonen. Da City sluttede på en 9. plads, hvilket må anses som stærkt af en oprykker, er det svært at argumentere imod Keegans valg. 

Wiekens var efterfølgende blot med i en håndfuld kampe mere for Manchester City. Den 5. april 2003 spillede han i sin sidste ligakamp for City, da de lyseblå tabte med 2-0 i Bolton. Gerard blev skiftet ud i det 69. minut, og erstattet af debutanten Stephen Jordan. I den sidste kamp på Maine Road nogensinde, var Wiekens tilbage i truppen, men han måtte desværre se til fra bænken, da City lukkede og slukkede det gamle stadion med et 0-1 nederlag til Southampton. 

I sæsonen 2003/04 var den nu 30 år gamle hollænder kommet endnu længere væk fra holdet, og måtte nu betragtes som yderste reserve. Det illustreres godt af, at den sidste kamp, som Wiekens fik for Manchester City  blev den nærmest ligegyldige UEFA cup kamp imod TNS i Wales (i dag New Saints). City havde vundet den første kamp i Manchester med 5-0, for øvrigt den allerførste betydningsfulde kamp på Eastlands, så Keegan stillede med et B hold. Her i blandt var Gerard, som sammen med ingen andre end Mikkel Bischoff, lukkede forsvaret af i en 2-0 sejr. Wiekens var for øvrigt anfører den aften.

Resten af sæsonen så vi intet til Gerard Wiekens. Derfor var det ingen overraskelse, at det i foråret 2004 blev bekendtgjort, at Wiekens ville forlade Manchester City på en fri transfer. Til sæsonens sidste hjemmekamp i maj 2004 blev Gerard Wiekens klappet ud af 48.000 tilskuere på Etihad, som selvfølgelig ikke havde glemt denne spiller, der havde haft så stor betydning. Han var den sidste mark-spiller fra det legendariske Wembley 1999 hold, der forlod Manchester City.

Hjem til Veendam

Samme sommer tog Wiekens hjem til hvor det hele var begyndt, nemlig til BV Veendam i det nordøstlige Holland. Her spillede han knap 150 kampe frem til karrierestop i 2009. Det kunne være blevet til en del flere, men en alvorlig skade i en udekamp imod FC Omniworld i 2005 kostede Wiekens en lang pause. Han bebrejder stadig den dag i dag den kunstgræsbane, som kampen blevet spillet på. Hans ene fod sad fast i gummiet under plastik-græsset og det resulterede i et brækket ben. Efterfølgende nægtede Wiekens at spille flere kampe på kunstgræs.

I 2009 stoppede han karrieren, men gled herfra direkte over i en assistent-manager rolle for klubben. Desværre blev Veendam erklæret konkurs i 2013, og den 119 år gamle klub måtte lukke. En stor sorg for Wiekens: 

"Jeg mistede et sted, hvor jeg var kommet hver dag, og som havde været en stor del af mit liv i 22 år. Det efterlod en stor tomhed i mit liv"

Lukningen førte ham til FC Groningen, den store klub i regionen, og som igennem årene ofte havde vist interesse for Wiekens. Her blev han ungdomstræner, indtil han i 2019 blev ansat som assistent manager i den lille Æresdivisionsklub, FC Emmen, hvor han pt. er ansat i dag (2021).

Wiekens har erhvervet sig en UEFA  Træner A-licens, så måske vi kommer til at høre mere til ham i fremtiden. Det håber jeg. For fodbolden har brug for disse baggrunds-helte, som Gerard Wiekens er det mest lysende eksempel på. Sven A Hansen, inkarneret norsk City supporter bag en af disse Manchester City hjemmesider siger disse meget rammende ord den hollænder, som du netop har læst om: 

"If ever there was a prize awarded to the professionals' professional, this unfussy, unflashy Dutchman would be in there fighting for a medal every time"

Sagt og skrevet om og af Gerrard Wiekens

Vi har her til sidst samlet nogle citater, der godt beskriver hvad for en fodboldspiller og menneske, som Gerrard Wiekens er 

Om at skulle skifte til engelsk fodbold
"Jeg underskrev min kontrakt i februar 1997, men skulle først tiltræde i juni, Det var praktisk, fordi det gav mig tid til at uddybe mit kendskab til engelsk fodbold. For jeg vidste ikke meget om det. Da jeg ankom til klubben blev jeg introduceret til Nigel Clough. Han spillede for Nottingham Forrest og Liverpool som angriber, men jeg anede ikke, hvem han var. Jeg troede, han var målmand - Og jeg har heller aldrig hørt om hans far, Brian Clough. Heldigvis havde jeg et par måneder til at forberede mig. Fra da af så min kone Angelique og jeg Match Of The Day hver lørdag.

Om koner og biler
Vi købte en bil til min kone, da vi kom til England, en Nissan Micra. En perfekt sjov bil. Da hun fortalte de andre spilleres koner og kærester kunne de ikke tro, hvad de hørte. “En Nissan Micra"?! Det var uacceptabelt. De var vrede på mig, fordi jeg købte en sådan bil til min kone. Biler er virkelig vigtige i England. I nogle hårde kvarterer ser du de smukkeste biler. Jeg havde selv en Volkwagen Golf Cabrio. Jeg synes, det var en fin bil. Men mine holdkammerater sagde bare: 'Dejlig bil, er det dine kones'?

Om debuten.
Det var 9. august 1997, hjemme mod Portsmouth. Som forberedelse til den nye sæson spillede vi mange venskabskampe, men aldrig på hjemmebane. Under opvarmningen på Maine Road var der få mennesker på tribunerne. Da jeg gik ned i omklædningen for at gøre klar til kamp tænkte jeg: Er det det? Men da vi kom ud af tunnelen igen, kunne jeg ikke tro det. Der var helt fyldt op! Selv den enorme Kippax tribune var helt fyldt. Hos Veendam spillede jeg for 2 - 3.000 men nu her for 34.000. Gåsehud! I anden halvleg kom bolden ind foran mål efter et frispark, hvor jeg nærmest gled bolden over stregen. Det var en fantastisk følelse at score i min første officielle kamp. Begge mine forældre var på tribunen. Min mor begyndte at græde. Nicky Weaver (dengang en ungdomsmålmand) gav hende en Kleenex... Desværre endte det 2-2

Om Kinkladze
Georgiou Kinkladze var en stor spiller. Da Ajax interesserede sig for ham, kom han til mig for råd. Jeg sagde til ham, at han skulle gå efter det! Jeg forestillede mig, at han ville klare sig godt, men han mislykkedes. Det havde jeg aldrig forventet. Jeg synes, at Ajax brugte ham på en forkert måde. Hos os spillede han bag vores angribere, Ajax misbrugte ham som kantspiller.

Journalist David J. Mooney om sit interview med Gerard Wiekens i forbindelse med tilblivelsen af Bogen "Looks Like Scunny Next Season": 
He's an INCREDIBLY nice man. Genuinely one of my favourite ever interviews - he gave us an entire day and I had asked for 20 minutes!

Veendam-Supporter - Hans Kruizenga:
Wiekens is one of the best defenders SC Veendam ever had. I enjoyed watching him play for many years. Big thing - his transfer to Manchester City