Navn, alder og hjemby
Jeg hedder Frederik Berga, er 23 år gammel og kommer fra en lille by udenfor Odense.

Hvornår, hvorfor og hvordan kom du til at holde med City?
Som nogle måske har læst i mine skriverier for cityfan.dk, så blev jeg fan af City i 2008, hvor klubben stod overfor FC Midtjylland i Europa League. Min morfar var stor FCM fan, og i Danmark har jeg et svagt punkt for striwerne, OB. Som jeg husker det havde OB tabt nogle kampe mod FCM, hvorfor min Morfar var særlig drillende overfor mig. Derfor faldt jeg pladask for det meget middelmådige engelske mandskab, der slog FCM ud på straffespark. Derfra voksede min kærlighed til City, og især på mine ældre dage, hvor jeg har kunne dykke mere intenst ned i klubben og dens historie.

Har du set City spille live - eller har du planer om det?
Jeg har desværre aldrig haft muligheden for at se City spille live… Endnu.. Men det står allerhøjst på min liste over ting, jeg skal nå indenfor de næste par år, hvor det økonomiske råderum og tiden er til det. Det er en af mine helt store drømme.

Hvor ser du Citys kampe, og hvorfor er det et godt sted?
Det er meget forskelligt. Min medvært, Lukas Jepsen, og jeg forsøger at stable et mødested på benene for Cityfans i Odense. Men lige pt. Er der ikke det samlingspunkt, vi f.eks. ser i København og Aarhus. Men pt. Varierer det meget mellem, at jeg ser det med nogle studiekammerater eller herhjemme. Forhåbentlig bliver det mere på Ryans Pub i Odense, så man kan samles om verdens bedste klub.

Har du et særligt kært Cityminde?
Jeg har mange. Men jeg må alligevel vælge de minder, hvor vi har været sammen om klubben. Jeg vil altid huske, hvordan jeg blev indlemmet til en City komsammen med mange af vores ældre fans. Det var en fantastisk eftermiddag, hvor vi startede med at se City spille og efterfølgende fik noget god mad, og jeg fik en masse røverhistorier om gutternes historie med klubben. Der er intet mere fantastisk end at mødes med andre fans og få deres historie. For uanset hvordan man startede med at holde med klubben, så kan vi hver især byde ind med noget, der i sidste ende gør os alle klogere og mere forelsket i den lyseblå klub fra Manchester.

Yndlingsspiller - både All time og på det nuværende?
All-time må jeg gå med Yaya Toure. Ligesom alle andre Cityfans elsker jeg selvfølgelig Agüero, Kompany og Silva. Men jeg fald pladask for Yaya. Hans drev med bolden og attitude på banen var helt unik. Og ikke mindst hans målfarlighed, at score over 20 mål som midtbanespillere på én sæson er uhørt. Fantastisk spiller og person, selvom hans sidste tid i klubben ikke var helt optimal. Men ham vil jeg forevig huske som en af de helt store.
Lige pt. Må min yndlingsspiller på holdet være Phil Foden. Wow for en spiller, vi har opfostret. Teknik, elegance og loyalitet i én og samme spiller. Så kan man vel ikke ønske mere, kan man?

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og hente en tidligere Cityspiller, hvem skulle det så være?
Kasper Schmeichel! Jeg ved, at vi har en fantastisk keeper i Ederson, og jeg vil egentlig også hellere have ham på kassen end Schmeichel. Men hvor kunne det dog være fedt med et dansk islæt på det hold, jeg følger med i tykt og tyndt. Og så er Kasper bare en super fed personlighed og klasse keeper, der ville gavne alle hold. Men pt. Er vi rigtig godt besat der i form af Ederson og Steffen, så der er udelukkende mit rød-hvide hjerte, der træffer beslutningen

Skriv tre ord som du forbinder med Manchester City?
Fælleskab, nytænkende og mestre

Når vi siger Manchester United - hvad siger du så?
Lad dem bevise sig. I lang tid har de faktisk brugt flere penge end City, men fået væsentlig mindre ud af det. De råber og råber, men vinder ikke det helt store. Lad os se dem gøre det, før jeg begynder at gå så meget op i dem som vores 1. konkurrent til mesterskabet.

Sig hvad du vil
Vi har snart 1 årsdag på Cityzen Dane, og lad mig i den anledning sige TUSIND TAK til alle lyttere, der trofast lytter med hver gang, der udkommer et nyt afsnit. Og ikke mindst tusind tak til de gæster, der bruger deres fritid på at snakke om Manchester City med Lukas og jeg. Det har været en kæmpe fornøjelse, og tro mig. I har langt fra hørt det sidste til os!