På en dejlig solbeskinnet august-lørdag gjorde en flok lyseblå gutter Supporterklubben og det danske Manchester City fanmiljø stor ære ved den årlige “Fancup ved Vanløse Stadion. 

Til de u-indviede skal det fortælles, at Fancuppen er en 7-mands fodbold-turnering for Supporterklubber af udenlandske fodboldklubber. Det er primært engelske klubber der er repræsenteret, men du finder også spanske, tyske og italienske klubber i turneringen. Det er ikke overraskende for nogle, at klubber som Barcelona, Real Madrid, Juventus, Milan og Dortmund deltager. Derimod vil de fleste nok studse over, at se hold som St. Pauli og Real Betis på listen over de 20 forskellige repræsenterede klubber. Herligt med et par skæve indslag.

En kort forhistorie om Manchester City i Fancuppen

Manchester City Supporternes historie i fancuppen er, at vi tilbage i start 00’erne deltog et par gange med pæn succes. Flottest var det i 2001, da vi i vores debut snuppede en semifinaleplads. Desværre lukkede fancuppen herefter i en kortere årrække, og da den blev genoptaget, var vi Manchester City fans ikke på invitationslisten. Af hvilken grund vides ikke, men sandsynligvis bare en misforståelse.

Vi skal frem til 2013 før Fancuppen opstod i sit nuværende format med, at den afvikles første lørdag i august - med Vanløse IF som værter - i samarbejde med den forsvarende vinder klub.

Det var dog først i 2016, at vi City-supportere kom med igen. Siden da har jeg sat en ære i, at City skal have et hold tilmeldt. Primært for at vise os frem for at fortælle fodbold-danmark, at der skam findes danske Manchester City Supportere - sekundært er det at vinde.

At vinde fancuppen er heller ikke noget som vi hverken i 2016, 2017 eller 2018 har været i nærheden af. Alle tre gange er det blevet til et exit allerede i gruppespillet.

Så her i 2019 var succeskriteriet at komme videre til knock-out fasen ved at blive enten 1’er eller 2’er i vores fem holds pulje, som udover os bestod af: Barcelona, Arsenal, St. Pauli og Manchester United II. Sidstnævnte var kommet med på et sent afbud fra Newcastle.

Turneringen 2019

forhold til de tidligere år havde vi rystet posen med hensyn til holdsammensætning. Mest notèrbart havde vi afbud fra vores gode sidste skanse igennem tre år, målmand Rasmus Becker. Men så gjorde rutinerede Jan Pedersen come back, og det var ikke noget dårligt bytte. Ellers skal det fortælles, at der i vores 9 mandstrup var hele 5 debutanter: William Nyborg, Felix Olausson Oliver Bylov, Albert Christensen og Emil Molen. De rutinerede kræfter bestod (udover Jan P) af Ebou Jagne, anfører Morten Andersen og så undertegnede.. En god blanding af ung gejst og god rutine.

Vores åbningskamp var den på papiret mest interessante: Barcelona imod Manchester . City. Det dufter af Champions League og masser af “hype”.

Vi lagde ud med masser af godt kombinationspil i det offensive. Man skulle ikke tro, at dette faktisk var første gang, at vi spillede sammen. Defensivt haltede det derimod. Det blev til en del misforståelser. Det var netop en sådan der førte til, at Barca kom på 1-0. Et fladt indlæg på tværs af Citys felt blev flot flugtet ind af turneringens suverænt yngste og mindste spiller på vel 9-10 år og 140 centimeters højde. Ellevild jubel i den katalanske lejr, der kvitterede med at skifte drengen ud, og ikke lod ham komme på banen mere i turneringen - så vidt jeg kunne se.

Med bare fem - seks minutter igen var gode råd dyre. Vi ville ikke tabe på et mål scoret af et barn! Og det lykkedes os heldigvis at komme tilbage, da vi med fire-fem minutter igen udlignede på et tørt langskud. Kort før tid kom vi igennem på fløjen, og et indlæg blev headet i kassen. Det sikrede os en fortjent åbningssejr, og med gode muligheder for at avancere til slutkampene.

De rutinerede af os vidste dog godt, at der skulle fuld fokus på alle kampe for at komme videre. Forrige år slog vi de senere vindere fra Leeds i vores åbningskamp, for derefter at nærmest ikke score flere mål i resten turneringen. Så intet er givet.

Der skulle bygges videre på den gode start i den næste kamp mod Arsenal. Arsenal var et godt hold primært bestående af unge mænd i 20’erne, som alle så ret fitte ud. Den vidste vi godt, ville blive svær. Men vi kom til at bide godt fra os, og tabte blot med 1-0 i en kamp, hvor vi med lidt held - og en smule mod- kunne have fået point i mod et hold, der lignede en outsider til årets titel.

Med nederlaget var vi pisket til at hente resultater i vores to resterende kampe. Arsenal så ud til at løbe med en relativ sikker puljesejr, så det var 2. pladsen, der var i vores sigtekorn. Der var derfor ikke råd til svipsere, og som det flaskede sig, så det ud til, at det var os og Barcelona der skulle slås om gruppens sidste plads i kvartfinalen.

I vores tredje kamp slog vi St. Pauli med 1-0. En alt for lille sejr i forhold til spil og chancer, men vigtigst var dog pointene kom i hus.

I den sidste puljekamp ventede dagens vigtigste moralske prestige opgør. Manchester United II. Godt nok var dette United-hold indkaldt som reserver i stedet for Newcastle, der havde meldt afbud. Det “rigtige” Manchester U i turneringen var af en lidt anden kvalitet end dette - men det var stadig et United hold, så det var vigtigt, at sætte dem til vægs.

Og det gjorde vi. En temmelig sikker 2-0 sejr, som burde have lydt på mindst det dobbelte. Vi dominerede totalt kampen. Vigtig sejr for moralen.

Videre på et knivsæg

Med 9 points for 4 kampe burde 2. pladsen være sikret, men det var den ikke. Barcelona skulle i den allersidste puljekamp møde Arsenal, som stort set allerede var videre. Det bekymrede os, da Barcelona med en sejr kunne sende os ned på 3. pladsen, og ud af turneringen, idet deres målscore var en anelse bedre end vores.

Og det startede dårligt. Barcelona kom nemlig foran på et særdeles tilfældigt mål. Et kraftigt afrettet skud sejlede med lav fart lige ind under Arsenal-overliggeren, og så var vi City drenge pludselig helt ude. I de følgende minutter lignede kampen Vesttyskland imod Østrig ved VM 82, I ved den skandale-kamp, hvor begge hold var videre videre til trods for Tyskernes tidlige 1-0 føring og derfor trillede bolden formålsløst rundt i resten af kampen.

I de sidste minutter strammede Arsenal endelig op, og viste, at de var et bedre hold end Barcelona. Og endelig: Med to minutter tilbage kom forløsningen for os, der kiggede ængsteligt på fra sidelinjen. Arsenal brød igennem og udlignede til 1-1. Det mål sendte os tilbage på 2. pladsen, og heldigvis holdt Arsenal det uafgjorte resultat hjem, så vi City Supportere for første gang i det nuværende turnerings-format var klar til slutspillet. En dejlig følelse - specielt for vores anfører, Morten Andersen, der har spillet med i alle årene i Vanløse.

Glæden og stoltheden kunne nærmest fysisk mærkes for folk, der nærmede sig City lejren i minutterne efter kvartfinalen-kvalifikationen var en kendsgerning. Luften var tyk af begejstring. Vi måtte dog hurtigt ned på jorden og finde fokus. For i kvartfinalen ventede et ungt Chelsea hold, som havde gjort det rigtig flot i deres gruppe, som de havde vundet.

Vi vidste derfor godt, at vi var “underdogs”, men vi gik selvfølgelig ind til kampen med troen på sejr. Et mål kunne jo være nok til at ryste de lidt urutinerede Chelsea drenge.

Og vi kom fint i gang med klogt og henholdende spil. Taktikken var tålmodighed og disciplin. Midt i opgøret blev vi desværre alligevel fanget af Chelsea’s hurtig-løbere - og pludselig var vi nede med 0-1. Måske lidt træthed var ved at sætte ind?

Træthed eller ej. Vi skulle nu frem og score et mål for at tvinge kampen i straffe. Og alt henholdende spil blev nu droppet til fordel for ren kamikazebold. Det virkede næsten. I de sidste minutter havde vi et forsøg på overliggeren, og Ebou Jagne fik med et lille minut tilbage en kæmpe-mulighed, men han headede desværre lige forbi fra en ellers meget fordelagtig scorings-position.

I de sidste sekunder havde vi hjørnespark og alle inkl. målmand Jan P gik med frem. Desværre blev indlægget opsnappet af Chelsea, som hurtigt spillede deres angriber helt alene med vores mål, og til trods for at undertegnede ikke har spurtet så hurtigt siden 1990’erne, fangede jeg ham ikke, og vores turnering sluttede med den 2-0 scoring.

Dermed var vi ude af Fancuppen - men vi kunne holde hovederne højt. En fin hold præstation, mange gode individuelle detaljer og i det hele taget en flot fremvisning af de Lyseblå trøjer. Det viste sig også, at vi var røget ud til de kommende sølv-vindere. Chelsea drengene slog Leeds i semifinalen, og kom i finalen, hvor de dog tabte klart (3-0) til et meget veltrænet Manchester United I. Måske Ole Gunnar skulle kigge lidt på de gutter. De var ret gode.

Taksigelser

Udover et stort tak til vores spillertrup på 9 mand: Felix Olausson, Ebou Jagne, Jan Pedersen, Morten Andersen, Oliver Bylov, William Nyborg, Emil Molèn, Morten Olesen og Albert Christensen, skal der også et kæmpe skud ud til alle vores supportere på denne hyggelige dag i Vanløse: Martin Nyborg, Thomas Bo Andersen, Sven Kromann, Martin Olausson og mange flere. Også et tak til Henning Kruse fra Stoke City Supporters for at agere holdfotograf for os. Her billedet: 

Jeg håber, at vi igen kan stille et hold til næste år, og at vi kan komme med endnu flere supportere. Det er en rigtig god dag, med en hyggelig og sjov atmosfære både blandt spillere og tilskuere. Der er også masser muligheder for at skabe nye bekendtskaber og få nogle gode minder med hjem. Det fik jeg ihvertfald.Så reservèr allerede nu på den første lørdag i august 2020.

Til sidst et stort tak til Vanløse IF for fremragende værtskab i samarbejde med Real Madrids fancupvindere fra 2018.

/Morten