"Er du plastikfan", "Så du har kun set fodbold siden 2008?", "Hvordan kan du holde med en så historieløs klub" og "I er intet andet end oliepenge". Udfaldende er mange og holdninger er klare, når jeg fortæller, at min klub er Manchester City. Det er en almen holdning i dagens fodboldmiljø, at City supportere kom til i 2008 og vi kun er kommet for succesen. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Det er intet andet end en usaglig påstand. 

Lad os starte med mig og mit eget tilhørsforhold til den lyseblå del af Manchester. Vi spoler tiden tilbage til 28. August 2008. Der var stadig ikke rigtig nogen international klub, som havde fanget min interesse. Mine venner var enten Liverpool-, United- eller Chelsea fans. Nationalt var min sportglade morfar Midtjylland fan og derfor var der en særlig nysgerrighed og interesse, da danskerne fra Heden tog imod et hidtil ukendt hold fra Manchester. Et hold, der stillede med spillere, som Joe Hart, Micah Richards, Richard Dunne og Stephen Ireland. Midtjylland havde vundet 1-0 i England og derfor var min morfar også rimelig håbefuld omkring videre avancement og en eliminering af Manchester City.

Som kampen gik heppede jeg mere og mere på City, imens min morfar blev mere og mere selvglad og lykkelig. For da klokken havde rundet det 89. minut, stod stillingen stadig 0-0 - Midtjylland var videre. Men i de døende minutter scorer Danny Califf selvmål og kampen skulle i forlænget spilletid. Naturligvis var min morfar noget tavs og skuffet, især efter 2x 15 minutter, hvor der stadig ikke var faldet yderligere scoringer, og kampen derfor skulle i straffespark. Netop i disse minutter blomstrede min begejstring for City - alene grundet holdets evne til at stoppe min morfars drillerier og jubel. I straffesparkskonkurrencen brænder Jonas Borring og selvsamme Danny Califf, mens City scorer på alle sine 4. City vinder, min morfars hold var elimineret fra Euro-Cuppen. Herfra så min begejstring sig ikke tilbage. 

Soccer - UEFA Cup - Second Qualifying Round - First Leg - Manchester City v Midtjylland - City of Manchester Stadium : News Photo
Manchester Citys, Richard Dunne og Tal Ben Haim i duel med Mikkel Thygesen 

 Jeg havde fundet mit hold i England - et hold jeg kunne stå bag udenfor Danmarks grænser. Begejstringen var derfor stadig ung og uoplyst, da et hidtil ukendt Abu Dhabi United Group købte klubben og overtog tøjlerne fra Thaksin Shinawatra. Og på ét sekund gik klubben fra at være en populær lille klub blandt andre engelske fans til at bliver deres hadeklub nr. 1. Af én grund alene; De nye ejeres ambitioner om at bryde de traditionsrige topklubbers dominans. Ejerne ville skabe et nyt storhold i Manchester - et hold, der ikke hed United til sidst, men derimod City. Og de var stærkt besluttet på at vise det fra start - bedst bevist af købet af Robinho fra Real Madrid for 32,5m. pund. Vores danske formand for Supporterklubben, Morten Olesen, har tidligere fortalt mig, at en af hans gamle Cityvenner, havde sagt; Før var City charmerende og ufarlige. Nu er vi ucharmerende og farlige. Og der var ingen tvivl, Citys nye ejere ville have os op i blandt den europæiske elite. Altså en klub, der før overtagelsen, ikke havde vundet et trofæ i 32 sæsoner og i forgangne sæson var endt, som nr. 9 i Premier League. Fra sommeren 2009 blev Carlos Tevez hentet i bysbørnene, Manchester United, og Roberto Mancini var blevet ansat i stedet for Mark Hughes. 

 "Før var City charmerende og ufarlige. Nu er vi ucharmerende og farlige."

What now for Abu Dhabi's Man City project?
Den nye ejer Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kunne mærke en forandring når jeg fortalte, hvilket hold jeg holdte med i England. I starten synes folk, at det var fedt, at man havde fundet et hold, der ikke nødvendigvis vandt trofæer hver sæson og sommetider dukkede op på radaren, men altid forsvandt ned på eget middelmådige niveau igen. Men da klubben, efter den føromtalte overtagelse, begyndte at investere heftigt i spillere, faciliteter og trænerstab, blev City fodboldens sorteper. Som Morten Olesen også har skrevet til mig; "Men fra 2. september 2008, så var det et andet "Hvorfor det?" der mødte mig ved svaret på deres spørgsmål. Det var nu tydelig foragt og negativ undren". Men hvorfor blev det sådan? Er det i virkeligheden ikke bare misundelse fra tilhængere af andre klubber over, at vi nu havde nogle ejere, der ville gøre noget ved den europæiske elite i fodbold og vise, at hvis man har startkapitalen og visionerne, kan man skabe et fodbolddynasti, selvom man ikke tidligere har vundet trofæer hver sæson? 

Jeg har altid haft det svært med disse beskyldninger. At City udelukkende har succes pga. penge - det er så forkert og arrogant, som noget kan være. Man udelukker og anerkender ikke det sportslige arbejde og visioner, som klubben har haft. Man anerkender ikke, den stærke struktur i klubben, hvor flere nøglepersoner er med til at skabe en vinderkultur og gøre klubben til en god forretning.

Selvfølgelig har pengene en stor betydning. En startkapital er nødvendig, hvis man skal opbygge en topklub fra bunden, som de nye ejere gjorde. Det kræver en kapital og lyst til at bruge penge hvert år. Men her må man bestemt ikke glemme, at klubben nu kører uden indsprøjtninger fra ejeren. I sæsonen 2018/19 havde City for 5. år i træk et overskud på årsregnskaberne - i sæsonen var det 10.1m. pund. Det er dyrt, at opbygge en topklub, men ejerne, sportscheferne og direktørernes hårde arbejde for at sikre en sund forretning betaler sig nu. 

Selvfølgelig må vi ikke glemme den nylige sag om brud på Financial Fair Play. Og lad os få på det helt rene. Hvis klubben, i tidernes morgen, har snydt, så skal vi selvfølgelig straffes. Men i får aldrig mig til at sige, at dette netop beviser, at City er en beskidt klub, der spiller udenfor reglerne, imens klubber som Liverpool, Barcelona, United og Bayern München, er guds bedste børn. I mit hovede er dette ligeså meget et tegn på UEFAs engagement for at beholde den europæiske elite og sikre traditionsklubbernes fremtid, da det er dette, der vil sikre dem selv den største profit. Hvor der er penge, vil der altid blive fusket. Om man så hedder Manchester City, Liverpool eller UEFA. 

Exclusive: Manchester City players to share £15 million bonus if ...
Efter overtagelsen er stjerner, som Sané, Agüero og David Silva kommet til klubben 

Og nu, hvor vi er i gang med den helt store nedkæmpning af de fordomsfulde holdninger, der præger vores klub. Fansene. Den helt store fordom, der hærger klubben, er, at fansene kun er kommet i takt med med sejrene og tager succesen for givet. Igen, intet kunne være længere fra sandheden. Selvfølgelig kommer der flere fans til, som følge af flere sejre og øget eksponering og supporterklubben har også fået dobbelt så mange betalende medlemmer ift. for 5-6 år siden. Men det er vel ikke anderledes med andre klubber? Hvor mange blev ikke fans af Barcelona under Guardiolas fantastiske hold i 2008-2012, og hvor mange fik ikke et svagt punkt for Leicester i 2016? Pokaler og sejre vil altid skabe en øget fanskare - derfor kan det vel ikke skydes i skoen på nye fans, at de kun kom til klubben grundet den nylige succes? 

I Januar havde jeg fornøjelsen af at deltage i en komsammen med 15 andre cityfans. Vi havde én ting tilfælles; de lyseblå fra Manchester. Jeg var den eneste "nye" fan og de andre havde holdt med klubben før 98' kampen mod Gillingham og kunne fortælle nogle fantastiske anekdoter om klubben. Om dengang stjernen hed Paul Dickov og Shaun "The Goat" Goater. Om dengang Manchester City spillede på det fantastiske Maine Road. Det var fantastisk. Utallige anekdoter blev fortalt og man fik et helt andet indblik i, hvordan klubben førhen blev drevet og hvordan et nederlag ikke var unormalt - selvom modstanderen hed Gillingham.


Klubbens tidligere angrebses, Shaun "The Goat" Goater 

Og her kommer en appel til alle "unge" cityfans, der ligesom jeg, desværre ikke har haft muligheden for at se klubben før slut 00'erne. Udnyt fælleskabet; i København mødes fans på pubben Shamrock, I Aarhus mødes fans på Golden Lion, men vi mangler de unge. Det er ligegyldigt, om man har holdt med klubben siden man var spæd, eller om man - ligesom jeg - først fik øjnene op for klubben i sine senere år. Ingen bliver set ned på. Ingen forventer, at man skal læse 400-sider om klubbens historie inden man mødes med "ældre" fans. Tro mig, det skal nok komme af sig selv. Morten Olesen og jeg skrev for nyligt om dette. Han skrev; "Da jeg var ung Cityfan i 1990'erne, synes jeg, at det kunne blive irriterende, når alle de gamle fans dengang snakkede om for eksempel Colin Bell, Dennis Tueart og Mike Doyle, og om hvordan vi unge bare skulle have set dem, om hvor gode de var i forhold til de skodspillere klubben havde på daværende tidspunkt (90'erne). For hvad skulle vi unge bruge det til?". 

"Da jeg var ung Cityfan i 1990'erne, synes jeg, at det kunne blive irriterende, når alle de gamle fans dengang snakkede om for eksempel Colin Bell, Dennis Tueart og Mike Doyle, og om hvordan vi unge bare skulle have set dem, om hvor gode de var i forhold til de skodspillere klubben havde på daværende tidspunkt (90'erne). For hvad skulle vi unge bruge det til?" - Morten Olesen

Vi skal blive mere nysgerrige på hinanden. Som yngre fans har vi et ansvar for at køre supporterklubben videre og skabe et hyggeligt fælleskab bygget op om klubben. Unge skal turde snakke med ældre om dengang vi rodede rundt i 2. og 3. divisionen. Ældre skal indlemme de unge i fælleskabet, selvom de unge ikke nødvendigvis kender historien om Mike Doyle eller Colin Bells fodboldmeritter. Og tro mig, som yngre City-fan, der er intet bedre end at bruge en eftermiddag/aften på at høre historier fra Morten og andre medlemmer om de gamle dage.

Lad mig slutte med en appel til mine medfans bofast i Odense: Hvis nogen er interesseret i at stable en gruppe sammen, hvor vi, når alt dette COVID-19 er overstået, mødes og støtter vores fælles helte fra Manchester, så skriv endelig.

Jeg kan findes på Facebook (Frederik Berga) og Twitter (@BergaFrederik). 


Morten Olesen (tv) og supporterklubben foran Maine Road