Det er nu små tre dage siden, at City meldte ud, at klubben havde skrevet under på kontrakten til European Super League, og at dette fremadrettet skulle være fremtiden for klubben og dens fans. Følelsen af afmagt, skuffelse og frustrationer hænger stadig i min krop, selvom City nu har meldt ud, at Super League ikke bliver en realitet. Jeg forstår ikke, at man kunne tage så grelt fejl af fansene, klubbens historie og DNA. 

Et angreb på fodbolden og fansene 

Idéen kom som et lyn fra en skyfri himmel. Ja, vi havde selvfølgelig hørt snak om denne vanvittige idé om en lukket liga, hvor alle de største hold i verden skulle dyste på ugentlig basis. Men ingen var vel så vanvittige, at de i deres vildeste forstand troede, at dette ville blive en realitet og hverdag i europæisk topfodbold. Men ak jo. To herrer ved navn Florentino Perez (Real Madrid) og Andrea Agnelli (Juventus) stod forrest i kampen om flere penge og en verden, hvor det ikke længere betød noget, om man vandt eller tabte. Kort sagt var, og er, European Super League et angreb på den fodbold, som vi alle elsker og kæmper for.

Fodbold er charmen ved at møde et hold som Cheltenham, der i lange perioder drillede en mastodont som Manchester City. Sporten som vi dag ind og dag ud bruger flere timer på, da vi elsker uforudsigeligheden og følelsen af, at stå sammen med sine medfans, selvom man ikke har andet tilfælles end et lyseblåt hold fra Manchester. Alt dette er sekundært efter pengene ifølge de 12 stiftende klubber - eller det skrev de i hvert fald under på natten til mandag. Alt dette blev tidligt mandag morgen revet væk under os fans.

Hvorfor, Sheikh Mansour?

Det er mig ganske uforståeligt, at en sportslig ledelse, der nu i over et årti har kæmpet for et bedre lokalmiljø i Manchester, og den vej igennem har vundet fansenes hjerter, træffer denne beslutning. En ledelse, der ved, hvor mange englændere der lever og ånder for klubben og den engelske liga. Fodbold er ikke bare en sport i England, det er en religion.

Fodbold er grunden til, at mange står op om morgenen og trasker på arbejder - blandt andet for at tjene penge til et kostbart sæsonkort, og muligheden for at følge sit favorithold uge efter uge. Alt det står i skarp kontrast til indlemmelsen i European Super League. Og her snakker vi heller ikke om, hvordan klubben i forvejen kæmper med et renomme som en "plastikklub", der har uanede mængder af penge, og derved er en "købeklub". Tænk sig, hvor meget good-will og respekt man kunne have vundet hos fansene verden rundt, hvis man havde sagt nej til dette latterlige projekt. City kunne have vist omverden, at man ikke udelukkende tænker med pengepungen, men vil kæmpe for en fair fodboldverden, hvor alle har muligheden for at slå alle. At gøre det, som City har gjort siden 2008: Opfordre til at gribe uligheden og komme fra midten af Premier League, og etablere sig som et af verdens bedste hold. Denne mulighed fjernede City fra andre, da de skrev under på ESL. 

Hvad så nu? 

Ja. hvad så nu? Det er det store spørgsmål, som jeg står tilbage med. Det er et enormt plaster på såret, at City trak sig hurtigt ud af ESL igen, men vil såret hele med tiden? Det er jeg i tvivl om. Tidligere på ugen kom CEO, Ferran Sorriano, ud med en undskyldning til os fans. Et brev, hvor han undskyldte og erkendte, at City havde begået en alvorlig fejl. Nu skal processen i gang, og klubben skal bevise, at man kan stole på dem fremadrettet. For det var ikke bare en rigmands legetøj, de var i gang med at stjæle. Det var mange fans' hverdag, holdepunkt og kæreste eje.

Personligt er jeg ikke tvivl om, at dette var et alvorligt tilbageslag i min holdning til vores ejere - og de 12 medstiftende klubber. Jeg har altid anset os som værende ekstremt privilegeret med ejere, der ikke blot ville forbedre klubben, men også tænkte på nærmiljøet og folkene i og bag Manchester City. Ejere, der gerne gik den ekstra mil for fansene, selvom det egentlig ikke var påkrævet af dem. Men European Super League er en ordentlig kæp i hjulet.

Jeg vil altid være lyseblå og skrige med på "Blue Moon", men ledelsen har et kæmpe arbejde foran sig med at bevise, at jeg fortsat skal investere mine surt optjente sparepenge i klubben.