Artikelbilleder: Det har ikke været muligt at finde  evt. Copyright-havere på grund af billedernes alder.

Vi fortæller her historien om de længst siddende managere, der med deres mange års tilknytning i Manchester City naturligvis har haft en kæmpe betydning, ganske som Pep også efterhånden også har fået det.

Denne gang er det nummer 1 (*nogle vil sige nummer 2*) Les McDowall, der fik 13 år som manager på Maine Road.

1.Les McDowall: 1950-1963 (592 kampe)

Les McDowall - City manager fra 1950-1963Skotske Les McDowall (født 1912 i Indien) overtog Manchester Citys managersæde i 1950, hvor klubben netop var rykket ned i den næstbedste række efter en sørgelig sæson. 

Efter afsluttet spiller-karriere i City (1937-1949) med 126 kampe/8 mål havde McDowall sat sig for at blive player-manager i Wrexham, dengang en 3. Divisions klub.

Men City kaldte ham i 1950 retur for at overtage managerposten efter den ligeledes skotske Jock Thompson, der ikke havde været en succes i sine tre sæsoner. (Thompson skal dog have stor ros for at være ham, der insisterede på at skrive kontrakt med tyske Bert Trautmann) 

Thompson fik sparket i februar 1950, efter kun fem sejre i sæson 1949/50. Herefter menes det, at Fred Tilson fra 1930'ernes storhold, tog over som vikar - med klubsekretær Wilf Wild som assistent. Dette var dog ikke nok til at redde City fra nedrykning. Holdet var i en farlig dårlig forfatning.

Men Les McDowall var heldigvis klar til at tage over fra sommeren, og med et par gode indkøb, mest signifikant legenden Roy Paul, fik han rykket City op i første forsøg. City snuppede 2. pladsen i den næstbedste række i 1951.

De første sæsoner tilbage i 1. division var dog særdeles svære. Holdet kæmpede i den nederste halvdel af  tabellen i de første år. I 1953 var de nær rykket ned. City sluttede 1 sølle point over nedrykningsstregen. Men bedre tider var på vej.

Les McDowall var en stor fodboldtænker, og en af de første der forstod, at man kan vinde fodboldkampe på taktisk snilde. Derfor deltog han ikke så meget ude på træningsbanen. Han brugte det meste af sin tid på kontoret, hvor bl.a den berømte Revie Plan udtænktes. McDowall spillede her med wingbacks kombineret med den dybt liggende angriber, Don Revie (heraf navnet på taktikken). Den opstilling var aldrig set før.

Les McDowall forfinede og justerede hele tiden på Manchester City. Han kunne ikke lade være. Måske det var hans uddannelse som teknisk tegner, der gjorde, at han ikke kunne lade være med at konstant designe på sit fodboldhold.

Det kulminerede i midten af 1950'erne, hvor City spillede med i toppen af 1. division. Mest berømmet er Les McDowalls dog for de to F.A cup finaler, i 1955 og 1956.

Den første blev tabt til Newcastle, men året efter spillede City sig igen til finalen. Det er den, der i dag er mest kendt som Bert Trautmann finalen.

I finalen var City blevet udråbt til underdogs af pressen, selv om de lyseblå faktisk var sluttet over Birmingham i den netop færdigspillede 1. Division. Pressen argumenterede for Birminghams favoritværdighed med, at City havde humpet sin vej til finalen, mens Birmingham var cruiset dertil.  Men Les McDowall havde en plan. Han sagde i oplægget til sine spillere:

"Hold bolden nede og hold den i bevægelse. Hvis bolden er i luften, skal I bringe den ned og bruge den langs jorden. Hold Birmingham i gang og hold boldbesiddelsen så meget som muligt".

Et særdeles visionært taktisk oplæg i 1956. 

Og det lykkedes. City vandt fortjent finalen med 3-1. Det til trods for, at målmand Trautmann stod med en brækket nakke i det sidste kvarter. Dengang måtte man ikke skifte ud - heller ikke ved skader. 

Året 1956 markerede kulminationen på Les McDowalls managerkarriere i Manchester City. Ikke nok med, at City vandt F.A Cuppen, de sluttede også som nummer 4 i 1. division, hvilket blev Citys højeste ligaplacering under McDowalls ledelse.

Hen imod 1960'erne fejlede McDowall med at forynge holdet - og måske også forny sig selv. Han var kendt for at være en smule gammeldags og konservativ, og det indhentede ham i takt med, at fodbolden- ligesom den gør i dag, hele tiden går nye veje og udvikler sig.

Efter nogle sæsoners famlen og flirten med 2. division endte det med en nedrykning i 1963. Det blev slutningen på Les McDowalls 13 års arbejde for City. Bestyrelsen syntes, at det var på tide med en ny manager, der kunne se på holdet med friske øjne.

Les rykkede videre til Oldham, for hvem han var manager i to år, inden han helt og holdent droppede managerfaget i 1965. 

På hold-billedet herunder ses McDowalls berømte 1950'er hold. Det er Les McDowall bagerst til venstre. Lige ved siden af ham står for øvrigt Ken Barnes, som indtil sin død i 2010 var præsident for os i den Skandinaviske Supporterklub. En fantastisk fyr -og noget af en karakter. (artiklen fortsætter under billedet)

Les McDowall døde i 1991, knap 79 år gammel. Han vil naturligvis altid blive husket for at være den længst siddende manager i Manchester City. 13 år og 592 kampe- og så kan man endda lægge 126 kampe oven i, hvor McDowall spillede for City.
Det giver 718 optrædener for Manchester City. Det er 53 flere end Alan Oakes, som sidder på kamprekorden  i Manchester City (665).

Den rekord vil aldrig blive slået. Han skal også huskes manageren, der rettede City op efter nogle kaotiske år i efter 2. verdenskrig.  

I den grad en City GREAT! 

Citys længst siddende managers pr. 2021:

  • 10.Lawrence Furniss - 4 år (1889-93)
  • 9. Josep Guardiola  - 5 år (2016-)
  • 8. Tony Book -  5 år (1974-79)
  • 7. Peter Hodge - 6 år (1926-32)
  • 6. Harry Newbould - 6 år (1906-12)
  • 5. Joe Mercer - 6 år (1965-71)
  • 4. Sam Ormerod - 7 år (1895-1902)
  • 3. Ernest Mangnall - 12 år (1912-24)
  • 2*. Les McDowall - 13 år (1950-63)
  • 1. Wilf Wild -  14 år (1932-46)

For at tage nogle managers fra nyere tid og sætte ind til sammenligning med disse ældre navne, kan det fortælles, at Kevin Keegan er nummer 12, Roberto Mancini nummer 13, Joe Royle nummer 14 - og Manuel Pellegrini nummer 16. Manchester City har siden stiftelsen i 1894 haft 37 managere - eksklusive care takers

*Det kan diskuteres om nummer 1 på listen skal være Wilf Wild eller Les McDowall. Wild sad ganske vist rekord-lange 14 år i jobbet, men næsten halvdelen af den tid var den almindelige engelske fodboldturnering suspenderet. Derfor stod Wild reelt kun i spidsen for Manchester City i 10 sæsoner.- - eller i alt 359 kampe. McDowall fik "kun" 13 år på posten, men til gengæld opnåede han 13 hele sæsoner med 592 kampe på Citys trænerbænk.

 

Artikelbilleder: Det har ikke været muligt at finde  evt. Copyright-havere på grund af billedernes alder.