Intro 

Manchester City har altid haft tradition for at have dygtige målmænd. Klubbens første målmand nogensinde, Charles Albert Williams, satte fra begyndelsen en høj standard - og blev i den grad en pionèr i både Manchester, Danmark og Brasilien, i en tid, hvor fodboldspillet stadig var i sin barndom.

Charles Albert Williams (foto th.) blev født i Welling, Kent lidt udenfor London, den 19. november 1873. For øvrigt ganske få kilometer fra, hvor Arsenal slog deres første folder. Dengang en lille fodboldklub, der kæmpede for at finde fodfæste i en voksende fodboldsport. Det skulle senere blive afgørende for Williams' karriere. Det vender vi tilbage til. Hæng på. Det her bliver en lang historie.

De unge år

Fra Charlie Williams var knægt vidste han, at han ville være målmand. Så allerede som 16 årig forlod han Welling for at prøve kræfter med spillet. Det blev over to år til målmands-tjanser hos småklubber som Phoenix i Yorkshire, Clarence i Belfast inden han vendte retur til Welling, hvor den lille klub Erith tog imod den hjemvendte søn. At vende hjem viste sig, at være det bedste karrierevalg, som den dengang stadig bare 18 årige Williams kunne træffe. For han blev hurtigt bemærket af Erith' naboklub, som var meget ambitiøse, og som i dag går under navnet "Arsenal".

Klubben hed dog dengang Royal Arsenal og havde hjemsted i det sydlige London. Arsenals spillere kom hovedsageligt fra den nærliggende våbenfabrik, Woolwich. Til trods for at klubben dengang stadig var af amatør-status, så var de på dette tidspunkt Londons førende fodboldhold. Det skal her bemærkes, at fodboldspillet i London i begyndelsen af 1890'erne var så godt som ukendt. Dette er stærkt illustreret ved, at storbyen ikke havde et eneste hold repræsenteret i den landsdækkende 1. division. Fodboldspillets epicenter var på den tid nord for Englands hovedstad.

Men Royal Arsenal var som sagt ærgerrige. Allerede i 1891 blev klubben professionel, selv om de ikke spillede i nogen division. Londons fodboldforbund tog det valg ilde op, og frøs Royal Arsenal ude. Arsenal blev dermed udelukket fra at deltage i den regionale London amatør-liga, og de måtte derfor nøjes med at spille venskabskampe og kvalifikation til F.A Cup.

Den 18 år gamle Charlie Williams var en af de første, der fik kontrakt med Royal Arsenal. Fra 1891-1893 var han med i deres kamp for at imod alle odds etablere sig som en professionel fodboldklub.

I 1893 ændredes klubnavnet til Woolvich Arsenal. Navneskiftet kom i forbindelse med, at man dannede et aktieselskab for at kunne købe hjemmebanen, det daværende Manor Ground i Plumpstead. Dette træk gav pote, for i samme år blev Woolwich Arsenal optaget i den ny-oprettede og landsdækkende 2. division. Et kæmpe landvinding for klubben, som nu kunne se en fremtid. Optagelsen i 2. division blev dog til gengæld begyndelsen på enden for Charlie Willams' tid i Arsenal.

Ankomst til det "nye" Manchester City

Charlie Williams startede dog ud som Woolwichs førstemålmand i den debuterende sæson som divisionsklub. Den 2.september 1893 stod Williams i Arsenals historiske første ligakamp. Desværre blev det til et 2-0 nederlag til Newcastle. Det varslede svære tider for den unge professionelle klub - og ikke mindst Williams. Godt nok endte sæsonen med en hæderlig 9. plads ud af 15 hold, men Arsenals ledelse så Williams som et af holdets svage led. Det er beskrevet, at målmandens ofte "uortodokse stil" bragte ham i fedtefadet - og det kostede undervejs et par store nederlag. Williams blev sat til salg i foråret 1894.

Køberen blev Manchester City, der netop var blevet stiftet ud af det konkursramte Ardwick F.C, der var sluttet tredjesidst i den selvsamme 2. division, som Arsenal var blevet 9'er i.

Ardwick havde igennem sæsonen haft store finansielle problemer, og havde efter sigende spillet flere kampe med blot 10 mand! I slutsæsonen blev Ardwick erklæret konkurs, og ud af asken fra Ardwick blev ideen om et Manchester City undfanget.

En mand der blev altafgørende for Manchester Citys tilblivelse samme år var Joshua Parlby (f 1855). Han arbejdede hårdt for, at Manchester City skulle blive en realitet. Parlby kunne se, at fodbolden blev mere og mere populær. Han mente derfor, at en klub, der kaldte sig for "Manchester City" ville nå langt bredere ud i regionen, end ved blot at opkalde sig efter den "forstad", som man har adresse i.

Hyde Road hotel. Her blev Manchester City "født" .Det fungerede i mange år også som omklædningsrum, da det lå tæt på hjemmebanen, Hyde Road. Det blev revet ned i 2005

Det lykkedes for Parlby at få stiftet Manchester City den 16. april 1894 via en forsamling på Hyde Road Hotel (billedet herover). Vigtigere var det, at Parlby fik succes med at få Manchester City genvalgt til 2. division via Ardwicks licens, således Manchester City kunne stille op i ligaen i 1894/95, og ikke blot var henvist til en mere uinteressant regional liga.

Parlby havde travlt. Han skulle nå at samle et hold op til sæsonstart den 1. september. Her kommer vores hovedperson, Charlie Williams så ind i billedet igen. Sammen med nærmest 10 andre debutanter, stillede 20 årige Williams op til Manchester Citys allerførste ligakamp, som desværre blev tabt med 2-4 i Bury. Manager Parlby kunne dog hurtigt ånde lettet op, da City efterfølgende hentede 5 points i de næste tre kampe (2 points for sejr dengang). Det nye City var konkurrencedygtigt.

Men at det var et nyt hold med deraf store udsving, kan tydeligt aflæses i resultaterne fra sæsonen De viser en stor ustabilitet: For eksempel vandt City med hele 11-3 over Lincoln (Stadig klubrekord for flest mål i samme kamp) men det blev også til et 0-8 nederlag til Burton Wanderers. Williams stod i 23 af sæsonens 30 kampe. Til trods for, at City lukkede en del mål ind (72), så må ledelsen af Manchester City have været tilfredse med deres keeper - angiveligt fordi City i den anden ende scorede mange mål (82). Mantraet har tydeligvis været, at så længe at der scores flere mål end modstanderne - så går det nok!

Charlie Williams skulle hen over 8 sæsoner vogte målet for de lyseblå. Han blev noteret for 232 kampe, hvilket holder ham solidt i top 100 over spillere med flest kampe for Manchester City. Williams største bedrift med City er utvivlsomt, at han var en del af det hold, som vandt 2. division i 1899, og derved sikrede Manchester City en plads i Englands bedste række - for øvrigt som det første Manchester baserede hold nogensinde.

Første målmand til at score i åbent spil


På det personlige plan huskes Williams City karriere mest for, at han blev den første målmand i historien, som scorede i åbent spil. Dette indtraf den 14. april 1900 i en 1. divisionskamp på Roker Park imod Sunderland. Begivenheden er beskrevet i Gary James' bog Manchester: The City Years:

Kampen blev spillet på Roker Park i et kraftigt blæsevejr. Citys back, Bert Read, som altid holdt ekstra øje med Williams, fordi det ofte var svært at forudse hvad den uortodokse målmand kunne finde på, havde et perfekt udsyn over hvordan målet blev scoret. Han fortalte ofte denne version af Williams' mål: "Jeg lagde bolden tilbage i Williams' hænder (det måtte man godt dengang red.) og han sparkede den langt- til midten af banen. Bolden ramte jorden og hoppede og hoppede - og for hvert hop så den ud til at tage mere og mere fart. De to Sunderland forsvarere, Porteous og Gow, blev totalt overraskede, kom i vejen for hinanden, og bolden sejlede nu imod Doig, Sunderlands berømte skotske landsholdsmålmand, som så ud til at have styr på det. Men: En pludselig kastevind gjorde, at Doig kun lige fik fingerspidserne på - og bolden gik i nettet".

Det må godt nok have været kraftigt blæsevejr den dag. Boldene dengang var virkelig tunge. Lige lidt hjalp Williams scoring dog. City tabte med 3-1, hvilket ikke var overraskende. Sunderland var en af samtidens helt store fodboldhold (4 mesterskaber mellem 1892 og 1902)

Williams var på toppen af sin karriere i de år, og var en vigtig del af Citys fremadstormende hold. Det var kun på grund af hans uortodokse stil, at han aldrig kom på landsholdet

I 1902 sluttede City karrieren for Charlie Williams, da de lyseblå noget overraskende rykkede ud af 1. division på en sidsteplads. City fik en dårlig start på sæson 1901/02, med kun 3 sejre og 1 uafgjort i sæsonens første 15 kampe. Manager, Sam Ormerod besluttede derfor at hente en ny målmand, Jack Hillman fra Burnley. Williams' sidste kamp for City blev et 0-3 nederlag den 4. januar 1902 - til den klub han havde fejret sin personlige triumf med scoring imod - Sunderland.

Ned DoigNed Doig, Sunderlands målmand 

Turen gik nu tilbage til London, hvor den nu knap 30 år gamle Williams havde korte karrierer ved henholdsvis Tottenham, Norwich og Brentford. Karrieren havde dog utvivlsomt kulmineret, da de tre nævnte klubber spillede i den regionale "Southern League First Division" som kan bedst beskrives som niveauet lige under 2. Division. I 1907 stoppede Williams karrieren - men han var ikke færdig med fodbold. Langt fra!

Danmarks første landstræner

I Danmark var fodboldspillet ligesom i England på fremmarch. Spillet blev mere og mere populært. Ingen lande i verden tog i begyndelsen af 1900'erne fodboldspillet mere seriøst end netop Danmark. Dansk Boldspil Union (DBU) var inspireret af britisk fodbold, som man gerne ville efterligne i både stil og udtryk. Der kom derfor ofte engelske hold på besøg for at spille opvisningskampe imod udvalgte danske (læs Københavnske) hold. Fodbolden i Danmark var nemlig på den tid centreret om København. De helt store klubber var K.B, Frem, B. 93 og AB.

Landskampe eksisterede endnu ikke. Men i 1903 skete der lidt på den front. Igen med skelen til de britiske øer. DBU hyrede den skotske David Mitchell til at træne et udvalgt dansk hold i ugerne op til et par opvisningskampe (såkaldte "Staevnekampe") imod datidens store fodboldhold, Skotske Queens Park - og så Southampton. Det var dog stadig et udvalg i DBU, der udtog spillerne til disse kampe. Ikke en decideret træner.

Tre år senere, i 1906, blev Danmark inviteret til det uofficielle jubilæums-OL i Athen. de såkaldte "mellemlege", der var sat i søen for at redde OL, efter to skandaløst afviklede lege i 1900 og 1904. DBU sendte en anelse modvilligt et hold, der blev samlet af spillerne selv. De kom alle fra B. 93, K.B, Frem og A.B.

Danmark vandt en parodi af en OL-turnering, der mestendels bestod af små græske klubhold, i det ellers tilmeldte landshold fra b.la Frankrig, England, Tyskland, Holland og Østrig aldrig dukkede op! I finalen imod Athen stod den 9-0 til danskerne ved pausen. Grækerne kom aldrig ud til 2. halvleg... En farce

Trods DBU's modvillighed i at deltage ved 1906 legene, må sejren åbenbart alligevel have givet noget blod på tanden for at spille landskampe. For nu satsede DBU på, at skulle deltage ved de officielle Olympíske Lege i London i 1908. Og det er her vores hovedperson, Charlie Williams igen kommer ind i billedet. For DBU var i tæt dialog med det engelske fodboldforbund om hjælp til at ansætte en decideret træner, der skulle forberede Danmark til Olympiaden. og holdets første officielle landskampe. Og naturligvis skulle det stadig være med britiskinspiration. DBU fik anbefalet Charlie Williams.

Danmarks OL hold i 1906

Danmarks landshold blev altså dermed den blot 35 årige Williams første trænerjob - og selv om det i vore dage lyder som en dårlig beslutning, så viste det sig at være genialt.
Det daværende magasin "Sportsbladet" skrev om ansættelsen:

”Unionen har sikkert vaeret heldig i valget af mr. Williams, han tager sig af spillerne med stor interesse og med megen omsigt, og har en udmaerket forstaaelse af, hvad det gaelder om, naar talen, som her hos os, drejer sig om traening af amatører. Mr. Williams sidder utvivlsomt inde med megen erfaring og nøje kendskab til fodboldspillet saavel i theori som praksis. Der er meget at laere for vore spillere, hvis de blot vil følge hans raad og anvisninger”.

Sjovt nok, så er skribenten herover John Gandil, en af datidens danske fodboldstjerner (fra B. 93) så han må jo have vidst, hvad han talte om.

Williams trådte til i august 1908, hvor han fire gange om ugen på B. 93's daværende anlæg på P.H Lings Allè ( Der hvor Parkens P-Plads ligger i dag) trænede en trup på 26 danske spillere. To gange om ugen var det kamptræning - og de resterende to træningspas var udelukkende løbetræning - noget som på daværende tid var helt uhørt i danske fodboldkredse. Til det sagde Williams selv - igen til "Sportsbladet":

”Her er jo udmaerket materiale til et godt hold, men spillerne savner i høj grad traening og lader ikke rigtig til at forstaa betydningen heraf; de vil helst nøjes med at indøve spark mod maalet og forsømmer traeningen i hurtigløb. Denne opfattelse er i højeste grad uheldig, thi naar man sidder inde med den faerdighed i boldbehandling, som tilfaeldet er med de danske spillere, saa maa de først og fremmest laegge vaegt paa at faa legemet i kondition og opnaa den nødvendige hurtighed

Den 35 årige englænder trivedes tydeligvis med sit liv i Danmark. Træningsforholdene var gode, og spillermaterialet som sagt lovende. Det blev dog til lidt sproglige forvirringer. En fortælling lyder:

”Da jeg kom hertil og bad om at få frokost, forstod damen mig aldeles ikke, hvorfor jeg prøvede at lave en pantomime med en indbildt kniv og gaffel. Damen lod nu til at vaere klar over hvad jeg mente, hun forsvandt, men kom lidt efter tilbage, ikke med frokost, men med en aeske cigaretter”.

En rørt Williams

Det danske fodboldlandsholds deltagelse ved Olympiaden i Williams hjemby, London, blev en bragende succes, og er gået over i dansk fodboldshistorie. Willams blev manden, der stod i spidsen Danmark, da de spillede deres allerførste officielle fodboldlandskamp den 19. oktober 1908 på White City Stadium - (opført i 1907 til Olympiaden -revet ned i 1985)

Danmarks OL landhold i 1908 sandsynligvis fotograferet v. B. 93'anlæg.
Charlie Williams står i midterste række som nummer 3 fra venstre

Danmark mødte et fransk B -landshold og vandt med hele 9-0. I den næste kamp, som reelt var en semifinale, ventede Frankrig A - som jo på papiret burde være bedre end Frankrig B. Men det var de åbenbart ikke. Danskerne vandt med historiske 17-1 (sytten-et). Særligt Sophus "Krølben" Nielsen (Frem) udødeliggjorde sig selv i den kamp - med hele 10 scoringer.

Det var et resultat, der i 83 år var verdensrekord for en sejr i en officiel landskamp. I 2001 tabte Amerikansk Samoa med hele 31-0 til Australien.

Trods de imponerende resultater, så var det alligevel finalen, der gjorde Charlie Williams mest stolt - selv om Danmark gik hen og tabte med 2-0 til hjemmeholdet fra England. Danskerne kæmpede heroisk kampen igennem og de rød/hvide var det bedste hold igennem hele 2. halvleg. Da Williams' 8.000 fremmødte landsmænd efter finalen klappede Danmark fra banen, blev vores første landtræner meget rørt.

Jyllandspostens korte telegram om OL sølvet den 24. oktober 1908

Blev i Danmark

Efter det succesfulde OL blev Charlie Williams angiveligt i Danmark i 2-3 år. Han påtog sig stadig enkelte opgaver for landsholdet, og så stod han jævnlig for træningen af B. 93, hvor Østerbroklubben vandt den daværende KBU turnering i 1908 og 1909.

Vigtigst af alt, byggede han stadig bro mellem dansk og engelsk fodbold. Han brugte helt sikkert sit netværk til at få engelske klubber til København. Han var ofte dommer, når de engelske hold spillede i København, hvilket de gjorde ofte. Således også da Manchester City var på sommertur i byen i 1910. Her spillede de lyseblå to kampe på "Granen" på Frederiksberg (Granen var forløberen for Idrætsparken, og lå hvor Julius Thomsens Plads og Forum ligger i dag, FCK uddeler den dag i dag en årlig mindepokal, der er opkaldt efter Granen)

Citys kampe på Granen i 1910, kan du læse om her på bloggen, hvor Lars Pinderup i to afsnit fortæller om besøget. Herunder kan du se et billede fra Citys besøg i Danmark i foråret 1910.

Cityt i Danmark 1910Manchester City og det danske hold- Jeg mener, at Williams er manden med "bøllehatten" i venstre side af billedet. Han dømte kampene på Granen

Farvel til Danmark - og Europa

I 1911 drog Williams til Frankrig for at træne Olympique Lillois, en forgænger for Lille OSC. Trænerjobbet i Frankrig blev dog særdeles kortvarigt, da han snart efter skulle møde Oscar Cox på et visit i London.

Oscar Cox (født 1880) var af en velhavende immigrant engelsk/brasiliansk slægt, sports-interesseret - og særdeles entreprenant. Han havde stiftet bekendtskab med fodboldspillet under studier i schweiziske Lausanne. Han var blevet så fascineret af spillet, at da han kom hjem til Brasilien, blev han en pionèr for at udbrede det. Fodbold var dengang INGENTING i Brasilien. Svært at forestille sig i dag, hvor fodbold i Brasilien dyrkes som en religion.

Cox (billed herunder) gik strategisk til værks. Han organiserede den første fodboldkamp nogensinde i Brasilien - i Rio De Janeiro. Herefter drog han videre til Sao Paolo, hvor han sammen med en anden stor pioner for brasiliansk fodbold, Charles Miller planlagde fodboldkampe.

Mest er Cox' eftermægle i dag dog nok mest knyttet til, at han var medstifter af den stadig i dag kendte fodboldklub. Fluminense.

I 1911, knap 10 år efter grundlæggelsen, ledte "Flu" nu efter deres første træner. Der var valget faldet på den nu snart 40 årige Charlie Williams, som blev overtalt til at tage jobbet for en løn på £ 18 om måneden (godt £ 2000 i 2021 penge) to returrejser til England, samt gratis kost og logi. En alt for høj løn i forhold til de lønrammer, der var lov dengang. Men det var Cox ligeglad med.

Williams ankom med skibet Oropesa til Rio den 16.marts 1911, og blev præsenteret som Fluminenses første manager. Han skulle både træne og udtage hold. Hidtil havde det været en bestyrelse, der havde stået for at udtage - men nu hvilede alt ansvar på den tidligere Manchester City målmand og danske landstræner. Williams blev ved præsentationen beskrevet som "Manden, der kender alle hemmelighederne og midlerne til den voldelige sport". Det fortæller på sin måde en del om fodboldspillet i begyndelsen af 1900 tallet - samt Williams' metoder som træner.

Men metoderne virkede. Willams førte i sin første sæson Fluminense til Rio-mesterskabet (Campeonato Carioca) med 6 sejre ud af 6 mulige - og en score på 21-1!

I den følgende sæson gik det mindre godt. Fluminense måtte nøjes med en 5. plads- men selvfølgelig skulle pionèren Wiliams alligevel være med til at skrive noget historie: Han blev den første sejrende manager i det første Rio derby, Fluminense v Flamengo i daglig tale kaldet Fla-Flu. Et lokalopgør der med tiden skulle blive kæmpestort.

Flamengo blev i 1911 stiftet af udbrydere fra netop Fluminense. Udbryderne var utilfredse med tingenes tilstand i "Flu", og tog til Flamengo, hvor de oprettede en fodboldafdeling. Grundlaget for en rivalisering var skabt. I dag er Fla-Flu en af verdens mest besøgte fodboldkampe, som har haft tilskuertal op til næsten 200.000!

Til det første, som Williams altså stod i spidsen for, var der dog kun 800. Det blev ikke som i dag afviklet på det berømte Maracana, men på det betydeligt mindre Estádio das Laranjeiras. Her spillede Brasilien for øvrigt også deres første "landskamp". Det var i 1914 - mod noget så eksotisk som engelske Exeter City. Brasilien vandt 2-0. Se billedet herunder.
Estádio das Laranjeiras findes stadig den dag i dag - og er ejet af Fluminense.

Brasilien i hvidt - imod Exeter i 1914

Fra "Midas Touch" til forældet

Ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 blev Charlie Williams indkaldt til militærtjeneste, og måtte således vende snuden imod Europa. Det er ikke lykkes mig at finde ud af hvad Williams foretog sig i de næste 10 år.

Det er dog sikkert og vist, at han i 1924 var tilbage i Brasilien, nu godt 50 år gammel. Her overtog han igen managerrollen hos Fluminense. Endnu en gang førte han "Flu" til et Rio-mesterskab - lige for snuden af rivalerne fra Flamengo. Williams blev i Fluminense til 1926, hvor han skiftede til en anden Rio klub, America FC. Og minsandten om han ikke også gjorde dem til Rio mestre i 1928.

Der har været noget "Midas Touch" over Williams. Han var derfor en eftertragtet herre i Rios fodboldkredse. I 1929 blev han ansat som træner i Botafogo, og det var måske her begyndelsen til slutningen på Williams karriere blev sat i gang. Williams trænede holdet efter sine metoder, der havde bragt så meget succes.

Men da Botafogo ansatte ungarske Nicola Ladany (f. 1889) som en slags sportschef, kom der grus i maskineriet. Ladany insisterede på, at Botafogo skulle eksperimentere med mentaltræning, noget som Williams nægtede at medvirke til. Det var sandsynligvis derfor, at Williams blev degraderet til assistent-træner, mens Botafogos stjernespiller, Nilo Braga (f. 1903) overtog cheftrænerjobbet. Botafogo vandt mesterskabet, og Williams måtte detroniseret se til fra sin assistentrolle.

Williams forlod da også Botafogo i 1930 til det, der skulle blive hans sidste job indenfor fodbold. Og ingen andre end de gamle rivaler fra Flamengo tog imod. Sikkert i håb om, at englænderen kunne få klubben tilbage i toppen af ligaen.

Botafogo, 1930Botafogo 1930

Flamengo havde nemlig haft nogle magre år. Godt nok havde de vundet Rio-mesterskabet i 1927, men efterfølgende var det gået trægt med flere midter-placeringer. Williams kunne dog ikke rette op på middelmådigheden. Året efter - i 1931 - førte Williams Flamengo til blot en 6. plads. Det var angiveligt her, at han må have besluttet sig for, at hans tid som træner var forbi.

Måske tiden var ved at løbe fra ham? I hvert fald kunne han blot se til, at den klub, som havde degraderet ham, Botafogo dominerede Rio-fodboldscenen med deres nye og moderne træningsmetoder, som han havde forkastet. Samtidig med, var planerne om en professionel brasiliansk liga også så fremskredne, at Williams måske også havde svært ved at sig selv, som en del af det det? Vi ved det ikke. Hvor om alting er, så stoppede Charlie Williams i 1931 en over 40 år lang karriere i fodboldspillets tjeneste.

Han var om nogle var med til at forme fodboldspillet og stimulere det til fremgang og succes - i London, Manchester, Danmark og Rio. Han var udover at være en fremragende målmand, træner og innovator, en stor pionèr for fodboldspillet, som alle os der holder af fodbold i dag, bør mindes med stor respekt, og sende en varm tanke til.

Til trods for den modgang, som han oplevede i slutningen af sin karriere, må han have været glad for tilværelsen langt væk fra fødebyen, Welling. For han blev i Rio De Janeiro resten af sine dage. Charlie Williams døde i den brasilianske hovedstad den 29. juli 1952, 78 år gammel.Han er begravet i byen på Cemiterio dos Ingleses Gamboa (den engelske kirkegård).

Man har ikke desværre ikke fundet efterkommere der kan kaste mere lys over et helt fantastisk liv. Nogle mener, at vide at han havde en søn, der var fodbolddommer i Brasilien, men det er ikke blevet til andet end spekulationer og gætværk. Men nu har jeg forsøgt, måske som den eneste nogensinde, at kaste lys over Charlie Williams liv og levned.

Jeg håber, at du læste med så langt, og at du har følt dig beriget og underholdt af denne historie om en fodboldpioner. Jeg blev personligt virkelig draget af Charlie Williams' historie. Oprindeligt var planen blot, at jeg ville fortælle en kort historie om Williams' karriere som Manchester City målmand og dansk landstræner, men som jeg læste mere og mere om ham, blev jeg totalt fascineret.

Skriv meget gerne en kommentar herunder