SWPundertroeje.jpg

Cityfan har med tilladelse fra tipsbladet fået lov at bringe denne artikel fra Tipsbladet 3.12.2004, skrevet af Thomas Pyndt

SWP kan banke Beckham af banen

Ian Wrights adoptivsøn har længe været lyspunktet i Manchester City og nu har 23-årige Shaun Wright-Phillips også gjort de første indtryk på landsholdet, hvilket kun kan bekymre den skidtspillende verdensstjerne David Beckham

Af Thomas Pyndt
Med syv mål i 20 kampe har Manchester Citys Shaun Wright-Phillips været flyvende i dette efterår.

"Jeg vil spille for England så længe, jeg kan. Efter jeg blev anfører, satte jeg et nyt mål for mig selv om at nå det samme kamptal som min fars og mit store idol Sir Bobby Charlton. Og også slå Bobby Moores rekord for markspillere."

Sådan sagde den engelske landsholdsanfører David Beckham før forrige onsdags "venskabskamp" mellem Spanien og England. Og da den 29-årige Beckham ved den lejlighed på sin egen hjemmebane i Madrid rundede landskamp nummer 77, virkede det bestemt ikke utænkeligt, at han skulle kunne nå henholdsvis 106 (Sir Bobby) og 108 (Bobby) optrædener for England - mens han åbenbart selv er realistisk nok til at vide, at målmand Peter Shiltons 125 landskampe er et rekordtal, han næppe kommer i nærheden af.

Men spørgsmålet er nu også om Beckham gør ret i at håbe på et tre-cifret antal. Landstræner Sven-Göran Eriksson har længe holdt hånden over verdens mest berømte fodboldspiller, hvilket man til nøds kunne forstå under EM, hvor det var småt med højreorienterede midtbanealternativer i truppen. Men siden da har Beckham ikke været meget bedre for hverken klub- eller landshold, mens England rent faktisk har et oplagt alternativ klar til den højre midtbane.

Det fik man første gang at se i sensommerens venskabskamp mod Ukraine, hvor Beckham godt nok spillede sin bedste landskamp længe, men hvor det også blev til debut for Manchester Citys indskiftede Shaun Wright-Phillips. For den klejne kantspiller tog chancen 20 minutter inde i sin første kamp for England og efter en solotur over en halv banehalvdel slog han 3-0 sejren fast med et utageligt skud fra kanten af feltet.

Det lugtede af meget mere, men Eriksson er en mand, der er tro - i hvert fald mod sine stjernespillere - og derfor blev der ikke plads til Wright-Phillips i kampene mod Østrig og Polen. Først mod Wales kom han igen i truppen, men der skulle et knækket Beckham-ribben til at give ham nogle minutter mod Aserbajdsjan, før han blev byttet ud med anføreren efter en times spil af kampen mod Spanien i Madrid.

Den tredje landskamp havde den 23-årige Wright-Phillips nu nok gerne været foruden, for ligesom Ashley Cole blev han forfulgt af abelyde og racistiske tilråb fra den hjernelamme del af det spanske publikum. Men der skal nu meget mere til at slå den offensive, driblestærke, indlægssikre og målfarlige Manchester City-mand ud af stilen, og i stedet har han været Citys bedste i de to ligakampe siden oplevelsen i Madrid med to mål og to sejre til følge - i øvrigt første gang i 56 ligakampe at City har været i stand til at snuppe seks point i to kampe.

For efter sit gennembrud i sidste sæson lader det til, at Shaun Wright-Phillips tager talentet et skridt videre i denne sæson, og det har medført adskillige spørgsmålstegn efter David Beckhams normalt så sikre navn i den engelske startopstilling. For med Frank Lampard og Steven Gerrard som en central duo med stor styrke er det ikke den vej, Real Madrid-stjernen kan søge, mens Wright-Phillips' gennembrudskraft og farlige indlæg aktuelt gør ham til et lige så god mulighed på højrekanten som Beckham. 

Fra haven til Highbury.
Trods aldersforskellen på 18 år var stedfar og adoptivsøn på samme hold, da Arsenal-stopperen Martin Keown fik sin testimonial tilbage i maj måned.

Kevin Keegan som kæmpefan

Men der er flere måneder til den næste opgave for England (Holland på Villa Park den 9. februar), og Manchester City-spilleren har på ingen måde travlt med at promovere sit eget navn overfor berømtheden Beckham, der trods sin spillemæssige krise fortsat fylder godt i mediebilledet.

På sådan en stilfærdig december-onsdag kan man for eksempel både læse om, at han er den rigeste engelske fodboldspiller (en formue på knap 700 millioner kroner ifølge fodboldmagasinet FourFourTwo) og at han egentlig er den forsmåede part i ægteskabet med fru Victoria ifølge vennen, popstjernen og gudfaderen til Beckham-sønnerne Brooklyn og Romeo, Elton John.

Det er en stor mediepersonlighed at spille ud af holdet, og specielt når landstræner Eriksson føler sig forpligtet af tv-kontrakter til at udtage stjernerne til selv ligegyldige venskabskampe i stedet for den Wright-Phillips, svenskeren ifølge eget udsagn gerne ville have set i mere end en halv time af kampen mod Spanien. Så kantspilleren holder en jordstrygende profil i forhold til det engelske landshold og problemet med, at verdens mest berømte fodboldboldspiller står mellem ham og en stamplads:

"Det kan kun gøre mig til en bedre spiller, at jeg ved, at jeg skal nå op i nærheden af hans standard. At blive lige så god som ham er min drøm. Jeg har altid ment, at jeg på et eller andet tidspunkt kunne give noget gennembrudskraft på højrekanten, men jeg ved også, at jeg har tiden foran mig," sagde Shaun Wright-Phillips selv i sidste måneds udgave af FourFourTwo, før han ambitiøst nok tilføjede:

"Det er mit mål at komme på holdet til VM i 2006, men jeg må bare arbejde hårdt lørdag efter lørdag og så håbe på, at det kan skaffe mig så vidt."

Har Wright-Phillips selv svært ved at kommunikere sit eget talent ud i medierne, så har han til gengæld i City-manager Kevin Keegan en kæmpefan, der ikke spilder nogen lejlighed til at fremhæve Manchester-holdets største offensive talent.

Den 3. marts 2002 var første gang, at Keegan nævnte Wright-Phillips og landsholdet i samme sætning, efter den daværende wingback havde knust Coventry med to mål i en 1. divisionskamp, og siden da er det gået slag i slag efterhånden som kantspilleren har udviklet sig og er blevet flyttet længere frem på banen i Citys skiftende systemer:

"Jeg har arbejdet med ham i tre år, og han var en rigtig god spiller, da jeg kom til klubben, men nu er han fremragende. Og jeg er ikke bange for at sige, at han i fremtiden ikke bare vil være fast mand for England men en stjerne på landsholdet. Han har simpelt hen ingen svagheder. Han er lærevillig, han opfører sig ordentligt, han har en utrolig balance og han har en fremragende holdning. Og vigtigst af alt er han modig. Det er meget sjældent, at man finder så mange forskellige kvaliteter i en og samme spiller," sagde Keegan, da denne sæson lagde fra land i midten af august og Wright-Phillips netop havde underskrevet en ny fire-årig aftale med City, mens han tre måneder senere var lige så klar i talen:

"Jeg synes, Shaun er den bedste spiller i landet, hvis man bare ser på potentialet. Han har simpelt hen det hele, og han kan blive bedre endnu."

Det er store ord fra en af de vigtigste personer i Shaun Wright-Phillips' liv, mens en anden nøgleperson holder lidt lavere profil med de store udtalelser - hvilket er ganske usædvanligt, når man tænker på, at det er den gamle Arsenal-legende Ian Wright.

Hård start på City Ground

For SWP, som City-tilhængerne kalder ham, har det ikke fra fremmede. Da han var 18 måneder gammel flyttede den daværende Crystal Palace-angriber nemlig ind hos familien Phillips og adopterede straks den lille Shaun. Så selv om han ikke har generne med sig, er Shaun Wright-Phillips vokset op i et fodboldhjem, hvor stedfaderen konstant voksede i status, efterhånden som knægten blev større og mere og mere bevidst om mulighederne i fodboldens verden.

"Så snart jeg så ham spille for Crystal Palace, var jeg klar over, at jeg også ville være fodboldspiller, men han har aldrig presset mig. Og nu hvor jeg har nået dette niveau, lader han mig passe mig selv, hvilket er fint med mig. Det er dejligt, at folk er klar over sammenhængen mellem os, men jeg vil helst have, at de værdsætter mine egne kvaliteter for det, de er værd og ikke for de ting, som min far har præsteret," sagde Wright-Phillips for nylig, mens historien også viser, at han havde en periode, hvor han simpelt hen havde slettet navnet Wright for at undgå alle sammenligningerne.

Men selvfølgelig falder der ros og råd af fra den legendariske angriber, der med 185 mål fortsat er den mest scorende Arsenal-spiller gennem tiderne, men efterhånden er hårdt presset af den hurtige Henry, der er nået op på 165 scoringer. Blandt andet sagde Ian Wright til sin 14-årige stedsøn, at det måske var en god ide at komme væk fra vennerne, hvis fodbolden skulle udvikle sig, og derfor startede Shaun Wright-Phillips karrieren i Nottingham Forest.

Efter to år havde klubben set nok. Angriberen var alt for lille, og en sekretær blev sat til at ringe den triste nyhed hjem til talentet. Lærlingekontrakten ville ikke blive forlænget - og det fortryder de den dag i dag på City Ground.

Det var også et hårdt slag for Shaun Wright-Phillips, men med en stedfader, hvis karriere først for alvor kom i gang, da han var 22, gav sønnen ikke op men blev i stedet anbefalet til Manchester City, der straks tog imod ham. Og her har han været siden med en stærkt stigende formkurve til følge som et kraftigt lyspunkt midt i City-mørket, der har forfulgt den top-seks ambitiøse Kevin Keegan i de seneste to sæsoner.

Sidste år scorede han syv mål i 34 kampe, mens det i år allerede er blevet til fem mål i 15 ligakampe, samtidig med at Nicolas Anelka, Robbie Fowler og Jonathan Macken nyder godt af de skarpe indlæg, der er resultatet af mange timers træning.

Wright'erne har altid elsket Arsenal

Egentlig er Shaun Wright-Phillips vel næsten for god til midterklubben City, og i sommer forsøgte Tottenham sig også med et bud på 60 millioner kroner, som den gældstyngede Manchester-klub ikke bed på. For med et minus på trekvart milliard kroner skal der mere i kassen for det store talent, hvis man en dag bliver nødt til at sælge ham.

Den mest oplagte destination for Wright-Phillips er selvfølgelig Arsenal, hvor farmand gjorde det så godt, og hvor knægtens fodboldhjerte for første gang begyndte at banke:

"Jeg var en stor Arsenal-fan, før min far kom til klubben. De havde lokale helte som Rocky Rocastle, Michael Thomas og Kevin Campbell på holdet, og det gav en naturlig tilknytning, men min favorit var nu Anders Limpar. Han kunne virkelig tænde mig," sagde City-stjernen til FourFourTwo, mens han i Sunday Times har fremdraget ærkerivalernes Ryan Giggs som et forbillede.

Men Manchester United bliver næppe hans næste klub, selv om han har vist klassen med to mål imod dem, mens Arsenal til gengæld er meget opmærksom på Wright-Phillips' udvikling:

"Shaun bliver hele tiden bedre og bedre. Han arbejder enormt og har fantastisk gennembrudskraft. Han bliver en rigtig god spiller, og så er han en Wright. Wright'erne har altid elsket Arsenal. Lige nu kan jeg ikke sige, at vi vil købe ham, men han er en af de mest interessante spillere til højreflanken. Så det er ikke umuligt, at han en dag kommer til Arsenal. Han er en vinder, og det kan jeg lide," sagde Arsenal-manager Arsene Wenger for et par måneder siden, hvilket kun kan have bekymret den lyseblå del af Manchester

Men foreløbig holder den lille kantspiller (165 cm) fast i City, hvor der fortsat er masser af uopfyldte ambitioner at arbejde hen imod, blandt andet at komme på Premier League-hold med sin lillebror, den lange og ranglede angriber Bradley Wright-Phillips. Foreløbig er det kun blevet til et par Liga Cup-kampe sammen, men Bradleys formkurve for reserverne stiger støt, så mon ikke den ambition går i opfyldelse i løbet af sæsonen, hvilket giver City et brødrepar med lige så stort potentiale som brødrene Neville ovre på Old Trafford.

Og så er der så landsholdet, som Shaun Wright-Phillips' stedfar Ian spillede 33 kampe for med ni mål til følge. De tal betyder meget for dem begge, og selv om Ian Wright var på ferie på Tenerife, da sønnen stod foran sin debut på U/21-landsholdet, ville han ikke gå glip af den skelsættende begivenhed. Så han hyrede et privatfly og nåede hjem til kampen:

"Det var enormt følelsesladet. Trøjen så ud som om, den var flere kilometer for stor til ham. Han er bare en lille fyr, men en fantastisk søn. Jeg er en meget heldig mand og en meget stolt far. Når jeg hører tilhængerne synge hans navn, er jeg ved at sprænges af glæde," som SWP's største tilhænger har udtrykt det.

Nu har Wright-Phillips så taget skridtet op blandt de voksne, og spørgsmålet er nu bare, hvornår han kan banke ikonet Beckham af banen. Det bliver ikke nemt, men lige nu har Shaun Wright-Phillips bestemt kvaliteten til det. Eller som klub- og landsholdskammeraten David James sagde det efter weekendes sejr over Aston Villa:

"Han spiller som om, han var brasilianer. Han er simpelt hen flyvende."

David James

Citater om SWP

"Han har simpelt hen det hele, og han kan blive bedre endnu"
City-manager Kevin Keegan

"Han er bare en lille fyr, men en fantastisk søn. Jeg er en meget heldig mand og en meget stolt far"
Arsenal-legenden Ian Wright

""Han spiller som om, han var brasilianer. Han er simpelt hen flyvende"
Holdkammerat David James