Derby Stemning

Af Peter Arndal, Cityfan.dk, November 2002

På søndag står Manchester stille i et par timer. De blå fra byen kører udenbys og møder de røde i lokalderbyet på Old Trafford.

Det er nøjagtig 3 måneder siden, at det sidste Derby blev spillet på Maine Road. Alle husker selvfølgelig, at City vandt 3-1 på 1 mål af Anelka og 2 af Goater, der med sin sidste scoring skrev sig i historiebøgerne og rundede mål nummer 100 for de blå.

Sejren i november var helt speciel. Mest fordi ingen af os blå rigtigt troede på, at det var muligt at slå ”The lucky bastards”. Vi skulle kigge helt tilbage til 1989, for at finde vores sidste sejr over de røde. Eftersom internetmediet ikke var særlig udbredt i 89, og der derfor mangler fyldestgørende referater på nettet, måtte vi ty til ”gamle indbundne historiebøger” for at finde håb. Selvfølgelig håbede vi, men der er langt fra håb til tro.

Godt nok havde vi styrket truppen med topnavne som Anelka og Schmeichel, men inderst inde var der næppe mange blå, der er så heldige både at være ved sine fulde fem og have økonomisk sans, der ville smide penge efter en sejr til City.

Vi var mange der tog fejl – og hvor var det fedt!

Desværre kunne jeg ikke selv opleve genopstandelsen af vores klub sammen med de trofaste blå venner i Århus. Jeg var forvist til at se kampen på en beværtning i Aalborg, da jeg selvsamme weekend havde været så uforudseende at arrangere en Skanderborg Reunion i Øster Hurup. Oplevelsen var stor, men alligevel kunne det være rart, at have oplevet det store sus med den sædvanlige klan.

Jeg har oplevet mange City-kampe. Jeg har råbt, stønnet, jublet været glad, pinlig berørt, og fortvivlet, når bolden røg ind bag den forkerte målmand på banen. Men aldrig har jeg været så anspændt som den 9. november.

Det var en intens affære. Jeg husker, at der blevet gået til stålet fra første fløjt. Ingen af holdene ville give én centimeter og lade det andet hold komme ovenpå. Allerede efter få minutter var vi oppe at ringe for første gang. Anelkas mål. For satan da osse!! Vi var foran. Det var som om det ikke passede. Vi havde United i knæ. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu skulle de altså score 2 mål mod os for at vedholde håneretten. Jeg vil ikke sige, at jeg var lettet, men mit håb voksede.

Og så sker det. Selvfølgelig. Same old City. United udligner. Faktisk på et ret flot mål af Solskjær. Men jeg var da ligeglad. Nu var der udlignet, og der var kun gået få minutter siden Anelkas mål. Jeg var slet ikke færdig med at skåle. Det så ud til at blive en lang eftermiddag. Det værste var at se/høre de røde mennesker, der var på pubben. Hmm – bare et veltilfreds hmm og en ”nå nu kører vi den hjem igen følelse”. Jeg tror, jeg så én person råbe Yes. Kom dog ind i kampen røde hunde!!

Kampen gled frem og tilbage i de følgende minutter. Venstre hånds fingre var nu næsten uden negle. Det var simpelthen nervepirrende og det var godt at jeg havde min kæreste Vibeke med, så hun kunne lægge ører til mine frustrationer,-). Næste mål ville blive ret afgørende – ingen tvivl om det, og det lignede en kamp med flere mål. Hos City brillierede Tiatto med sit arbejdsraseri på midtbanen, mens Wiekens og Schmeichel tog sig af boldene i feltet.

Efter ca. 30 minutter skete der igen noget. Foe skød en lang bold frem over midtbanen. Neville løb lige så stille ned efter den ved baglinien. Goater havde sneget sig med, og pressede Neville. Neville kom i tvivl. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op mod den sultne ged, der kom ned mod ham. Før han nåede at tænke sig om, havde Goater opsnappet bolden, gik mod mål i en spids vinkel – skød – og SCOREDE!!!!!! Jamen den mand er da smuk...

Jeg flød rundt i lokalet og kunne ikke styre følelserne. For faen da!! Hurra, YES og skål! Jeg fangede mig selv i min rus efter et par minutter. På det tidspunkt stod jeg stadigvæk og råbte ”Smukke mand” – Der er vist noget om, at man bliver lidt sær af at holde med City,-)

Spillet flød videre, og kun få minutter efter fik Anelka chancen for at bringe os yderligere foran. En friløber fra midten. Turen ned mod mål føltes som minutter. Op på tæerne, kom nu Anelka, kom nu, scor, udenom ham og ind i kassen. Bugger – Den franske klovn Barthez hev en redning ud af ærmet, og jeg fik blå albuestød-lignende smerter i min højre arm, der i en ubevidst manøvre havde søgt infight med pubgulvet.

Halvleg. Det var tid til at slappe af. Slappe af og håbe. Vi førte 2-1. 45 minutter igen. Faktisk var der mulighed for at komme ud af kampen med et godt resultat. United måtte bare ikke score et hurtigt mål.

2. halvleg gik i gang på banen, og jeg gik i gang med neglene på højre hånds fingre. Der skulle kun spilles fem minutter, før jeg var oppe at ringe igen. Gary Neville mistede igen bolden. Denne gang på midtbanen. City var hurtigt ude over stepperne. Niclas får bolden, afleverer elegant til Berkovic, der endnu mere elegant finder Goater, der er løbet bagom forsvaret.

Nu er der kun en klovn tilbage. Scorer Goater vil han runde 100 mål for de blå. Han vil næsten med sikkerhed give os den sejr over de røde, som vi har drømt om, lige siden vi dansede til Melodi Grand Prix vinderen ”Vi maler byen rød” med Birthe Kjær. Goater scorer. Det var vores dag. Og hvilket mål. Ikke et sædvanligt Goater mål – men et usædvanligt smukt Goater mål. Et lob hen over hovedet på Barthez. Smukkere kunne det ikke gøres. Den smukke mand havde gjort det igen!

Foto:Goater chipper sit mål nummer 100 for City ind. Mod United. Klubben der kasserede ham 12 år tidligere

Resten af kampen står uklart i min erindring. Spillet flød frem og tilbage, men det var som om at Lady Luck i dag stod os bi. United kunne ikke score – heller ikke på den største åbne chance i fodboldhistorien, som blev brændt i sidste minut. Det var helt og holdent City’s dag.

Det allersidste Derby på Maine Road blev vundet. Goater nåede mål nummer 100 for klubben. Hvad mere kan man ønske sig som Cityfan?

I 13 lange år havde Moss Side og resten af Manchester ventet på dette. I næsten alle disse år har forbandelsen hængt over klubben. Vi stod i stampe, vi røg ned og ned igen. Lady Unluck havde ladet sin klamme ulykkebringede hånd strø dårligdom og uheld ned over vores klub. Vi var helt nede i sølet, men kom op igen. Den historie kender du.

For mig kulminerede opturen med sejren over United. Nuvel, vi er ikke helt deroppe, hvor medaljerne bliver uddelt, men vi er på vej. Keegan og Bernstein har min fulde tillid.Keegan og Bernstein

Sidste gang City spillede på Old Trafford, var jeg tilstede med min gode ven Jesper Ruvald. Kampen endte 1-1. Howey scorede for City og kæmpe-idioten Keane knuste Alfies karriere. Et flot resultat af et City-hold, der på det tidspunkt hang med halen i 1. division. Det var en stor oplevelse, at stå blandt de trofaste blå, og synge med på alle de herlige sange. Netop i fankulturen ser man den mest markante forskel på City og de røde. Cityfansene synger med hjertet. Intet slår os ud! Sangen “25 years - we’re still here” siger det hele.

United har, som sædvanligt, lagt sig op i toppen af ligaen, mens City i år har gjort det overraskende godt, og er ikke uden chancer for at komme ud i Europa, når den aller-allersidste kamp på Maine Road fløjtes af den 11. maj.

Jeg kan kun opfordre alle til at møde op på den lokale pub på søndag. Det er en speciel kamp. Har du ikke prøvet det, så kig godt på de trofaste blå der sidder i lokalet. Deres opførsel vil måske virke løjerlig. Men sådan er det med fodbold og City. Alt kan ikke forklares. Og det skal det vel heller ikke, så længe vi hygger os med vores hold, og har det godt med hinanden.

Blue Moon og god kamp!

Peter

P.S. Jeg må hellere fortælle min røde storebror, at der er derby i Manchester. Sidste gang vidste han det ikke! United fan og min bare ...