Brian's Rejse Dagbog august 1999.

Jeg havde bevidst valgt at holde sen sommerferie i år, for at følge City i sæsonpremieren - til stor irritation for min kæreste, som var mer' til sydlige himmelstrøg med masser af sol og vand.

Så jeg måtte selv af sted til Manchester, alt med billetter til kampene var klaret med Egil Svarstad på Lansdowne Hotel.

Fredag, den 6. august
Jeg havde desværre ikke meget tid, da jeg ankom med lufthavnsbussen til Billund, sølle tyve minutter, men heldigvis nåede jeg flyet i sidste øjeblik. Problemet var bare, at min bagage ikke var nået med flyet til Manchester, så der stod jeg uden nogen bagage i Manchester lufthavnen. Det vidste sig dog, at bagagen kom senere på aftenen til min store lettelse.

Jeg vidste, at der ville være et par Cityfans ovre, så jeg satte straks kursen mod Friendship Inn, hvor Egil selvfølgelig befandt sig sammen med Gunnar som efter sigende skulle ligge nr. 8 på Scandinavian Branch medlemslisten. Imponerede. Efter et par pints med de "gamle gutter" var det tid til at gå til køjs.

Foto: Artiklens forfatter med en pint på Lansdowne

Lørdag, den 7. august
Lørdag og sæson premiere i England, der var flere muligheder med kampe i nærheden af Manchester, men jeg valgte at se lidt på en af vores konkurrenter nemlig Blackburn Rovers som var hjemme mod Port Vale, det ville også give mig et nyt stadion på Groundhopper listen (jeg er først lige startet).

Det er fantastisk at tage toget sådan en lørdag middag, overalt på perroner og stationer vrimler det med klubtrøjer af diverse klubber, lidenskaben omkring engelsk fodbold er helt fantastisk, 92 liga klubbers supportere, ude for at støtte deres hold.

Jeg ankom til Ewood Park omkring et tiden, og skaffede mig en billet på Walkersteel Stand til 15.00 Pund, det er seriøs dyrt at gå til fodbold i England. Walkersteel Stand er til højre for Blackburn End Stand, hvor Rovers rigtige supportere står. Det var klar for enhver i Blackburn at det bliver ren walk-over for klubben denne sæson, og en hjemmekamp mod Port Vale trods premieren 99/00 var for mange ikke grund til at møde op, så der var kun 20.500 tilskuere heraf vel ikke mere end 1000 fra Stoke.

Der var ingen tvivl hvem jeg holdt med, Brian Horton på træner bænken og Carl Griffiths på reserve bænken og formodet bundhold mod storfavoritterne, dette måtte blive Port Vale. Blackburn var spilstyrende igennem hele kampen men var aldrig rigtig farlige, derimod Vale havde kampens to bedste chancer men kunne desværre ikke til min store ærgrelse score på de store chancer.

På tilskuersiden kunne Rovers supportere ikke mere end det sædvanlige "Come on Rovers" hvorimod Vale supportere's sange mest var rettet imod bysbørnene fra Stoke City "Stand up if you hate the Stoke", og det betød jo alle måtte op at stå, jeg forstår Port Vale, men hader alle klubbers tilhængere bare Stoke City ??? Kampen sluttede 0-0, til stor utilfredshed for hjemmepublikummet.

Jeg havde ikke travlt med at komme hjem til Manchester så jeg besluttede mig til at møde et par af spillerne og måske få et par autografer til samlingen på det ellers meget fine Rovers kampprogram. Det var der ellers også en del andre der kunne tænke sig, så da Rovers spillerne kom ud, var der autograferjægere og div. kamerahold og journalister over hjemmeholdets spillere specielt Simon Grayson og Craig Short, de to nye spillere som Rovers har købt blev nærmest overfaldt, et fantastisk syn !!!

Jeg havde ellers ikke tænkt at gi' op så da det værste pres havde lagt sig, gik jeg i gang, Davies, Duff, Grayson ingen problemer , desværre fik jeg ikke set Flitcroft, men da Vale spillerne kom ud fik jeg fat i "Mad Eyes" Horton med kone, og fik hurtigt fortalt jeg var en dansk City-fan, og om vi kunne tage et billede, no problem og jeg gav Miss Horton en guide i hvordan man trykker på den røde knap….. og så blev jeg foreviget med Brian.

Søndag den 8. august
Den store dag var endelig kommet, Moonchester vs Wolvie, nåja også City-Wolves.

Dagen startede tidligt, jeg kunne som sædvanlig ikke sove op mod en City kamp (husker I Wembley, Per og Peter) og gik hvileløst rundt på Lansdowne, jeg skulle til min store ærgrelse sidde på Maine Stand på grund af at der var 14 City fans ovre til kampen, så presset var lidt stort på Egil med at få billetterne til at gå op.

Vi startede tidligt med at drikke på hotellet, derefter var det 100 meter ned af gaden til Friendship Inn, og derefter videre til en pub, som jeg ikke er sikker på jeg kan finde igen uden Egil's hjælp, pubben er gemt virkelig godt af vejen og det er kun lokale og folk der kender stedet som kommer der.

Da vi kom ind mødte vi nogle af Egils venner som ikke havde været i seng og var taget direkte på pub efter byen, Egil fortalte mig lidt om de forskellige, det var bestemt ikke guds bedste børn, én af gutterne var i øvrigt én af personerne som er omtalt i den efterhånden berømte bog om City-firms "Guvnors".

Placeringen på Maine Stand er perfekt , lige akkurat midt for banen i en tilpas højde, med udsigt over Englands flotteste græstæppe, stadion totalt fyldt, premiere i Divison One, der var ikke et sted jeg heller ville være, alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på Kjær & Calle cafeen, hvor der ville være fyldt af danske City supportere.

Foto: En ung Robbie Keane afgør sæsonpremieren i 1999/2000 med en 1-0 scoring

0-1, trods 80 % spil overvægt, 14-0 i hjørnespark og et hav af chancer, det var næsten ikke til at bære, jeg mistede kontakten med Egil på vejen ud af stadion, og med det store politiudbud, måtte jeg gå lidt en omvej for at komme tilbage til Fallowfield og hotellet, desværre kom jeg ind i en strøm med en masse unge gutter mellem 18-30, alle klædt "casual wear" kondisko, helst adidas, designer bukser, Blueberrry og Henri Lloyd skjorter hængende løst og gerne én Nike kasket, alle meget interesseret i at komme bag politiet, mod de ventede busser i sidegaderne ved North Stand. Politiet var dog så talstærkt præsenteret at de kunne holde dem i ro, jeg så dog to af disse "wanna be" hooligans blive anholdt.

Senere hørte jeg at City fans havde angrebet United supportere ved en pub på Piccadilly, og jeg kunne da godt have en ide om at der er nogle såkaldte City fans som gerne vil efterligne Micky Francis og hans crew.

Senere om aftenen ringede jeg til min program "dealer" Philip Noble som nok er den mand i verdens som kender mest til Manchester City FC, jeg manglede lige et par programmer i min samling, så Philip kom og hentede mig ved hotellet og vi kørte hjem til ham. Philip har samtlige programmer hjemme/ude siden 2 verdenskrig….. udover det diverse sjældne billeder, alt på hans værelse er City, på nær seng, tv og computer.

Vi aftalte at jeg skulle komme ud og spise hos familien om fredagen, også kunne vi lige få et par pints på den lokale pub.

Mandag den 9. august
Valgte at sove længe for en gangs skyld og dasede ellers bare lidt rundt i Manchester, og der skete ikke det store. Jeg valgte om eftermiddagen at tage bussen til Edgeley Park for at se lidt på stadion og byen Stockport, også fik jeg købt mig en billet til Worthington Cup 1 runde kamp County-Oldham Ath om tirsdagen. Prisen for en sådan billet var "kun" 14 pund men så fik jeg også lov til at sidde sammen med County's mest trofaste supportere på Cheadle End.

Tirsdag den 10. august
Jeg valgte at tage ned på Platt Lane for at se lidt på træningen, fik snakket lidt med Danny nr.3 (Granville) som fortalte han skulle ind til en specialist efter skaden han pådrog sig i 1 halvleg mod Wolves, fik lige fortalt ham jeg håbede ham blev på Maine Road.

Fik også en lille snak med Michael Brown som var meget bitter kunne man se, med situationen, Brown og Royle er altså ikke de bedste venner.

Jeg tog dog til Stockport allerede om eftermiddagen tiltrods for at det var én aftenskamp. Desværre var jeg ikke den eneste der synes det var lige i overkanten med prisen til en 1 rundeskamp mod Oldham, lidt over 3000 tilskure havde fundet plads på det ellers hyggelige stadion placeret tæt ved byens togstation.

"The Latics" havde taget omkring 800 supportere med til Stockport denne råkolde tirsdagsaften, og overdøvede suverænt de lidt kedelige County fans, der måske har den mest pinlige slagsang, det er noget der minder om "gi' mig et C, gi' mig et O og fremdeles. County vandt dog let 2-0 på bl.a. et mål af Brett Angell som var på tale til City.

Onsdag, den 11. august
Gik til Cup kampen sammen med Egil og Gunnar, heldigvis fik jeg mig en billet på North Stand. Desværre mødte kun 11.500 tilskuere op, heraf vel ca. 600 fra Burnley, måske ikke verdens bedste træk af Royle at udtale at man havde nok i ligaen.

Stemningen på North Stand var som sædvanen tro fremragende, i første halvleg var spillet meget ringe og vi kunne bestemt ikke være utilfreds med 1-0 føringen ved pausen.

I 2 halvleg viste City det spil som vi kan , Tiatto var forrygende som wing-back på venstre side, der er ikke mange der kan følge ham når han kommer i fart, Mark Kennedy scorede to flotte mål, og Burnley må efterhånden virkelig hade os, 5-0 in your Cup-final..

Desværre vandt the Rags på the Stadium of Silence, så aftenen blev altså ikke perfekt, trods et par velsmagende pints på Friendship med Gunnar og Hr. Svarstad efter kampen.

Torsdag, den 12. august
Jeg valgte at bruge dagen i Oldham trods Egil's forslag om at tage til Liverpool, efter at have set Oldham tabe 0-2 i Stockport, havde jeg fået lyst til at tage turen til Boundary Park. Gunnars hold nummer to i England er Oldham, og jeg må sige jeg har fået meget sympati for klubben hvor Royle, Donachie og Jobson alle har været.

Jeg ankom til stadion på noget nær samme tidspunkt hvor Oldham-spillerne kom, og til trods jeg ikke var så kendt med spillere, fik jeg købt mig nogle programmer så spillerne kunne signere programmerne, så hvis jeg ikke kendte Tipson,Garnett,Thom,Kelly så gør jeg det bestemt nu.

Efter mødet med Oldham spillerne ville jeg tage et blik på Oldham by, jeg gik ind i et storcenter i midtbyen, og der i et vindue til en bogbutik, en slags souvenirbog med overskriften "Welcome To The Wedding" og et skræmmende billede med en vis David Beckham og Victoria Adams, det bryllup er vel nok det mest grinagtige og direkte pinlige man overhovedet kan forestille sig, et bryllup mellem to overfladiske personer, som virkelig fortjener hinanden.

Fredag, den 13. august
Jeg havde ingen rigtige planer bortset fra jeg skulle være i Poynton hos familien Noble ved 18.00 tiden, så efter morgenmad, tog jeg bussen til Bolton, for at se lidt på Reebok Stadium. Efter godt 45 minutter buskørsel ankom jeg til Bolton, nu er det bare det at Reebok ligger i nabobyen Horwich, så jeg måtte endnu engang med bus til Horwich. Reebok Stadium ligger i meget flot landskab i udkanten af Horwich, og ligner virkelig et topstadion som hører hjemme i Premier League.

Jeg var også så heldig at møde Per Frandsen, da jeg faktisk var på vej tilbage til bussen, kom han kørende, så jeg fik hen til ham og snakkede lidt med ham, han skulle vise nogle børn rundt på Reebok, jeg ønskede han held og lykke med sæsonen pånær de to kampe mod City.

Fredag aftenen tog jeg toget til Poynton som ligger mellem Stockport og Macclesfield og fik jeg en rigtig god middag og en god City snak med Philip og hans far, efter middag var det ned på den lokale pub "King Fisher" KAN ANBEFALES (jeg kunne ikke lade være med at tænke på Ole Fisher king fra Norway Branch) virkelig fint klientel, jeg tog sidste tog tilbage til Manchester i godt humør.

Lørdag, den 14. august.
Op klokken 6, desværre havde ingen fortalt mig at i weekenden bliver der først serveret morgenmad klokken 8, så jeg havde rigelig tid til at pleje tømmermændene fra gårdagens pub besøg.

Klokken 8 kørte busserne fra Maine Road mod London og nærmere bestemt Fulham. Turen var ikke specielt sjov, idet jeg flere gange var ved at brække mig.

Vi var ved Craven Cottage omkring 13.00, jeg havde fået to billetter med til et norsk medlem af STB og hans kone, ham skulle jeg først mødes med 14.30, så jeg var i meget god tid, heldigvis kom Geir Ove Neset og holdt mig ved selskab med sin lille lommeradio, hvor vi desværre hørte Trafford havde slået Leeds.

Billetterne blev hentet næsten på klokkeslættet og nu skulle jeg så finde mig en plads på Putney Terrance modsat Fulham supporterne, jeg havde selvfølgelig medbragt vores MCFC Denmark flag og jeg fat i en perfekt plads næsten bag målet hvor jeg kunne hænge flaget.

Der er ellers et par London Blues der kunne huske mig fra Trafalgar, desværre kunne jeg af forskellige grunde !! ikke huske dem, de foreslog en pint efter kampen, men desværre skulle vi jo med bussen lige efter kampen.

Craven Cottage er vel nok det mest hyggelige stadion i England og Fulham er som de selv siger en friendly club, det er deres maskot også, den blev vist for første gang mod City, og er en slags ridderagtig figur kaldet "Sir Craven of Cottage". Ridderen blev mødt af "What the Fuckin' Hell's That" fra vores ende, hvor der desværre lagt fra var udsolgt, til alles store overraskelse, også Fulham tilhængerne som sang "You couldn't sell all your tickets".

Sidste morsomme indslag fra City-supporterne var da Mohamed Al Fayed kom ind på banen for at blive hyldet, da lød det fra Putney Terrace "You'll never get a Passport". 

Foto: Andy Morrison og Stan Collymore havde deres skærmydsler denne sensommerdag i London

Gunnar havde i mellemtiden fundet dannebrog og vi fulgte en meget lidt spændende kamp hvor Fulham var spillestyrende, dog uden at spille sig til store chancer. Wiekens og Morrison sad på Horsfield og Collymore, hvor sidstnævnte seriøs blev svinet til at City-fansene, dette blev ikke bedre da han under et højrespark spyttede ud mod os.

Efter pausen begyndte det selvfølgelig at regne og vi blev gennem våde, men stemningen blev også markant bedre og Blue Moon blev sunget igen og igen, City's spil blev også meget bedre, Tiatto spillede igen en "blinder", desværre blev Morrison udvist for at prøve at tungekysse Collymore da det begyndte at se ud som om at vi kunne tage alle tre points, men heldigvis havde vi en fuldgod afløser i Tony Vaughan.

0-0 i Fulham og vores første point, Knut Aaslund var kommet ned til os de sidste par minutter af kampen, og kunne fortælle han havde mødt Noel Gallagher som fik sig en pint på hovedtribunen. Derefter ventede en lang lang bustur hjem til Manchester.

Søndag, den 15. august.
Jeg lavede ikke dagens gode gerning…. så Ipswich knuste Swindon, David Johnson come till' us.

Mandag, den 16. august
Hjemrejse tidlig morgen og fik sagt farvel til nordmændene i Manchester.

Jeg har lovet min kæreste, at hun bestemmer hvortil rejsen går næste gang, men der går bestemt ikke lang tid før jeg er tilbage.