maine_road07.jpg

Sportsfeber

Af NIELS-VICTOR CHRISTIANSEN Jyllands-Postens korrespondent - 

Bragt i Jyllands-Posten, den 12/11/2000

Manchester Uniteds røde glamourdrenge og Manchester Citys triste blues genoptager i denne uge serien af bitre rødblå lokalopgør, som går 106 år tilbage i en by, der nu drømmer om mere end fodboldstorhed. Manchester, der engang blev rig som verdens centrum for bomuldsspinderier, vil være Nordeuropas Barcelona. Men udenom den blomstrende bykerne, som pulserer af byggeaktivitet og fornyelse, hærger forbryderne, fattigdommen og forfaldet midt i fodboldfeberen.

Manchester »Jeg beklager. Alt er udsolgt,« siger den smilende receptionist hos Comfort Inn på Manchesters Hyde Road. »Der er ikke ét hotelværelse at opdrive i hele Manchester.«

Sådan er det altid, når Manchester United spiller på hjemmebanen på Old Trafford. Også selv om modstanderen denne onsdag er Dynamo Kiev fra Ukraine, som ikke har tilskuere med hjemmefra. Fodboldfanatikerne, som fylder Manchesters hoteller, er Uniteds egne tilhængere. For de kommer fra alle mulige andre steder end Manchester.

Kun halvdelen af de 65.000, der sætter sig til rette i plasticsæderne på det supermoderne stadion, som de kalder drømmenes teater, er lokale beboere.

Andre er folk som Colin Muyze og Mally Gillett, der kommer til hver eneste kamp iført deres United-trøjer, United-halstørklæder og United-tatoveringer fra Great Yarmouth 390 km borte for blot at haste hele vejen hjem ud på natten efter kampen og det obligatoriske pub-besøg.

Tusinder tager turen op fra London eller fra det øvrige England. Andre flyver ind fra Irland, fra Danmark, Sverige og Norge og fra resten af Europa. Atter andre kommer langvejs fra som pilgrimme i klodens største fodboldkult. Fra Hong Kong, Japan, Australien og Sydafrika.

Manchester United-fanatikere findes på alle kontinenter, og mange af dem føler sig så tæt knyttede til David Beckham, Roy Keane, Ryan Giggs, Sir Alex Ferguson og de andre røde djævle, at de må gøre turen til Old Trafford mindst en gang i tilværelsen.

Hele verdens klub
Manchester United er hele verdens fodboldklub. Ubestridt den største sportsklub med sin aktieværdi på 12 mia. kr., årlig milliardomsætning, og en spillerstab af forkælede og forgudede fodboldmillionærer, som gør hver dag til en udstilling af eksotiske sports- og luksusbiler på klubbens parkeringspladser, hvad enten de kommer kørende for at træne eller spille turneringskamp.

Manchesters største fodboldklub er noget ganske andet. Den har sit stadion nogle kilometer borte på Maine Road i det berygtede og forfaldne Moss Side-distrikt. Manchester City har ganske vist også trofaste tilhængere i udlandet, fortrinsvis i Skandinavien. Men det overvældende flertal i City-skaren er ægte mancunians, som Manchesters borgere kaldes efter det romerske fort, som engang dominerede egnen.

City-tilhængerne er hårdt prøvede efter årtier i skyggen af de glamourøse United-rivaler. Ja, nogle vil kalde dem evigt misundelige og fulde af mindreværdskomplekser for ikke at sige nedbrudte, pessimistiske masochister.

Som nu den 19-årige maler og tapetserer, Gareth German, der bor indenfor let hørevidde af Maine Road, og som bruger hovedparten af sine penge og hele sin fritid på sin kærlighed til det blåklædte City-hold.

»Min far har givet op. Dueopdræt er blevet hans lidenskab. Men jeg vil være Manchester City-fan, til jeg dør. Også selv om vi spiller elendigt og rykker ned i år. Vi er for ukonstante til at have en chance. Det eneste, vi kan håbe på, er, at United ikke vinder det hele igen. Det ville ikke være til at bære,« siger han.

Citys sorte dag
Gareth glemmer aldrig, hvordan et menneskehav i Manchesters gader fejrede Uniteds triple af ligamesterskabet, FA Cuppen og Champions League-mesterskabet for halvandet år siden, mens ingen lagde mærke til Citys sensationelle oprykningssejr på Wembley over Gillingham. United fik 17 sider i Manchester Evening News. City fik en halv.Foto: City fejrer play off finale sejren på Wembley, 30 maj 1999

Ældre City-fanatikere husker, hvordan selv klubbens største triumf nogensinde, ligamesterskabet i 1968, blev overskygget af Uniteds triumf som den første engelske Europa Cupvinder. Dengang var det Matt Busbys andet storhold med Bobby Charlton, Denis Law og George Best, som stjal hovedparten af rampelyset, selv om det også var Citys storhedstid.

I 1990erne overgik Alex Fergusons hold anført af Eric Cantona og Peter Schmeichel alt, hvad Uniteds tidligere storhold præsterede med striber af mesterskaber og cuppokaler indtil det store tredobbelte klimaks.

Colin Shindler, en livslang City-fanatiker og forfatter, har beskrevet City-tilhængerens lod i sin bog, "Hvordan Manchester United ødelagde mit liv". Den blev en bestseller, selv om de fleste City-tilhængere mener, at klubben, der virkeligt ødelægger deres liv, er Manchester City selv med en strøm af uduelige managers og forfejlede spilleropkøb, som undertiden veksler mellem farce og tragedie.

»Citytilhængerne ser frem til den dag, da de ikke længere skal se på Schmeichels og Fergusons store røde næser,« skrev Shindler, som endnu må trækkes med Ferguson.

Men efter en nedtur til røven af den engelske anden division er City i dag tilbage i den fornemme premier league under en manager af format, Joe Royle, som engang var en af klubbens stjernespillere.

Slaget på Maine Road
På lørdag tørner holdet sammen med Uniteds guddomme. Slaget skal stå på Maine Road(øverste billede), og feberen, som har raset op til hver eneste af de foregående 123 lokalopgør i Manchester, raser igen i pubberne og på gaderne.

United-tilhængerne, som maser sig sammen i deres stampub, The Trafford, efter 1-0 sejren i Champions League kampen over Dynamo Kiev har kun hånlatter til overs for arvefjenderne.

»Når vi ser deres trofæer, fortæller vi dem, at de tilsyneladende har været ofre for et røveri. For der er jo næsten ingen,« siger Colin Muyze, som stolt fremviser sin nyerhvervede tatovering af sin franske United-helt, Eric Cantona, på låret.

Stephen Burrows, en murerarbejdsmand, hvis stampub er Parkside-pubben tre minutters gang fra Maine Road, er ikke sen til at erkende, at City vandt sin sidste væsentlige pokal i 1976. Men som så mange andre City-fans varmer han sig for evigt ved tanken om, hvordan Denis Law som tidligere United-legende, 27. april 1974, ydmygede sine forhenværende holdkammerater, da han scorede med et hælspark og sendte dem til nedrykning i et af Citys største øjeblikke.

Burrows, hvis murerhåndværk i en faldefærdig rønne nær Citys stadion i dette øjeblik afspejler hans let beduggede tilstand, var ganske vist ikke født dengang. Men de sparsomme minder har City-tilhængerne da lov at klynge sig til. Og de mere kyniske og onde slagord om flyulykken i München i 1958, som dræbte halvdelen af United-manager Matt Busbys første storhold, og som for alvor skabte den verdensomspændende sympati og beundring for United, gemmer Burrows til lokalopgørets hede.

Arvefjendeopgørene i Manchester går tilbage til november 1894, da 10.000 mænd, hvis hatte og overskæg vibrerede i vinden, samledes på Hyde Road. Holdet fra Newton Heath, som senere blev til Manchester United, besejrede Ardwick, som siden blev til Manchester City. Resultatet var 5-2. De fire mål af Smith er stadig rekorden i lokalopgørene.

Dengang var Manchesters mægtigste industri ikke fodbold, men bomuld. Alene i forstaden Oldham var der flere bomuldspindemaskiner end i resten af verden tilsammen. De gyldne tider varede til midten af sidste århundrede, da såvel bomuldsindustrien som kulminerne, der leverede energien til den, gik på retur. Hovedparten af spinderierne blev nedlagt i 1950erne i konkurrencen med Fjernøsten.

Gunchester
Stormanchester, som i dag tæller 2,5 mio. indbyggere, har siden kæmpet med de sociale efterveer. Her er stadig dobbelt så høj arbejdsløshed som i resten af Storbritannien. Hopitalsstandarden er den ringeste i landet. Kriminaliteten er den højeste. Biltyverierne er en særlig plage. Narkobanderne hærger så slemt som noget sted i Europa. Og skyderier er så almindelige, at narkoforbrydernes skudkampe har givet Moss Side ry som "Gunchester".

Beehive Pub, Manchester

Foto: Beehive Pub, Moss Side, lå fem minutters gang fra Maine Road. Udmærket sted at få en øl eller to før kampene. Men for guds skyld: Lad være at komme der på ikke kampdage

Store dele af Stormanchester er så fattige og håbløse, at gade efter gade af sociale rækkehuse ligger øde hen. Det skyldes årtier med de velståendes flugt til de fjerne forstæder og byplanlæggernes skabelse af sociale boligkvarterer uden nogen sjæl. De blev opført uden forretninger eller pubber til at skabe samlingssteder.

Når narkovæsenet rykker ind, går kvartererne til grunde. Og mens London og Sydengland har set hysteriske værdistigninger på boligmarkedet, er det ikke ualmindeligt, at treværelsers rækkehuse i Manchesters ringeste kvarterer handles for 500 pund på den lokale pub, hvis de overhovedet kan sælges.

Fodboldkulturen lader sig imidlertid ikke så let fordrive. Selv på Nansen Street i det ellers så øde Brunswick-kvarter, hvor blot ti år gamle sociale rækkehuse har fået træplader for vinduerne, mens de venter på nedrivningen, dukker pludselig tre mænd i skinnende gule dragter frem med sprøjter. I det tomme bymæssige månelandskab tager de sig ud som rummænd, mens de sender velrettede giftstråler mod gadens ukrudt. De kan ikke forklare, hvorfor det skulle være nødvendigt, når bulldozerne nu alligevel skal jævne det hele med jorden, bortset fra at de er fra Huddersfield 60 km borte, og deres firma har ukrudtentreprisen for Manchesterområdet.

Adspurgt om United-City opgøret har de straks et klarere budskab. En af dem griber til motorsaven i deres varevogn og stiller sig truende an. »Her er, hvad vi gør ved City-tilhængerne,« brøler han.

Drøm om ny storhedstid
Ukrudtsbekæmpelsen kan have forbindelse med det, der foregår inde i Manchesters travle bycentrum. Her drømmer bystyret om mere end en ny storhedstid for begge Manchesters fodboldklubber. Manchester skal ryddes op, fornys og være Nordeuropas Barcelona.

Desværre kom den Olympiske komité i vejen, da den i sin tid afviste Manchesters bud på OL 2000. Byen blev i stedet tildelt Commonwealth-legene i 2002 med deltagelse af medlemmerne af det britiske statssamfund.

Forleden åbnede et supermoderne svømmestadion, opført til legene. Et storstilet fodboldstadion er også under opførelse. Manchester har fået ny ringmotorvej, og sporvognssystemet er blevet moderniseret og udbygget.

Overalt i byens centrum rækker kraner mod regnskyerne, der har hængt over Storbritannien i månedsvis. Gader er brudt op. I gamle varehuse er indrettet elegante lejlighedskomplekser i London-kvalitet. Hver uge åbner nye restauranter, barer og natklubber. Selfridges, det fornemme stormagasin i London, har valgt at bygge sin første afdeling udenfor London i Manchester. Teater- og musikverdenen florerer. Med 70.000 studerende på byens fire universiteter er Manchester Europas største universitetsby.

»Og på den ottende dag skabte Gud Manchester,« hedder det på lokale T-shirts. Onde tunger hævder, at Vorherre må have været i dårligt humør. Andre ser den halvanden tons IRA-bombe, som 15. juni 1996 blev parkeret på en lastvogn udenfor Marks & Spencer-stormagasinet ved Arndale-centret i centrum som nok så skelsættende. Den sårede snesevis, forvoldte enorme materielle skader og blæste vinduer itu halvanden kilometer borte.

Men den fik for alvor gang i byfornyelsen. Hvor bomben eksploderede, er nu Marks & Spencer-kædens største stormagasin og et supermoderne forretningskompleks. Kun en postkasse overlevede IRA-bomben.

En snes mia. kr. i forsikringspenge og andre midler er siden pumpet ind i den centrale by. Andre milliarder er brugt til fornyelser i nabokommuner, heriblandt i Manchesters betændte tvillingeby, Salford, hvor et museums- og kunstkompleks af verdensformat åbnede i foråret. Det huser blandt andet den lokale mester, L.S. Lowrys kunstværker, men skal samtidig tiltrække flere investeringer i byfornyelse.

For Manchester kan det blive indledningen til en varig opblomstring, ligesom OL i sin tid gjorde Barcelona til en af Europas mest dynamiske byer. For Manchester City signalerer det også en ny æra. Klubben skal spille på det nye stadion fra 2004. Manager Joe Royle mener, at hans hold til den tid vil være Uniteds største rivaler til det engelske mesterskab og store europæiske bedrifter.