“The footballers made the club bigger and bigger and bigger. He is one of the most important players in the whole history" Pep Guardiola.

Yaya Tourè - en City Great - stopper. Tre Premier League Titler, tre ligacups samt en F.A Cup vandt ivorianeren i sine 8 år i Manchester City. City havde ikke vundet noget siden 1976, da Yaya ankom til Manchester i 2010. 

Ordet "legende" misbruges ofte i fodboldkredse, men lad os bare en gang for alle slå fast, at Yaya Tourè (født 1983) er en af Manchester Citys vigtigste spillere i nyere tid. Hvis ikke den vigtigste. Han vil gå over i Citys folklore som en legende.

Det var daværende City-manager Roberto Mancini, der i sommeren 2010 hentede en dengang 27 år gammel ivorianer i Barcelona, Her var en Tourè i sin ellers bedste fodboldalder kørt sur i det, primært på grund af manglende spilletid. I Yaya's sidste sæson for Barcelona spillede han kun fuld tid i 9 kampe ud af 38, og havde dermed så afgjort mistet sin plads som defensivt anker for den catalanske kæmpe-klub, for øvrigt dengang trænet af en hvis Pep Guardiola.

City var dengang sluttet som nummer 5 i den forgangne Premier League, og kunne derfor ikke tilbyde Champions League fodbold, men Yaya lod sig sandsynligvis overtale af hele Citys spændende projekt - som dengang stadig var i sin absolutte begyndelse -  samt ikke mindst det faktum, at hans storebror, Kolo Tourè var anfører for de lyseblå. Sammen med Yaya ankom også David Silva, Kolarov og Boateng til City, hvilket understregede at City mente det alvorligt, det med de store drømme og ambitioner.

Og allerede i sin første sæson viste Yaya sin store betydning, da han i den mindeværdige 2011 F.A cup kampagne nærmest blev synonym med bruddet på Citys 35 år lange trofætørke. Både i semifinalen og i finalen blev han match-vinder i to 1-0 sejre. Pudsigt husker de fleste Cityfans nok mest semifinale-sejren over Manchester United, da den triumf markerede, at City nu var tilbage på højde med de naboer, som de ellers havde stået i skyggen af i over 20 år. Derfor står den senere finalesejr over Stoke lidt mindre markant for mange Cityfans. Men det var stadig også Yaya Tourè der afgjorde den finale! 

I sæsonen efter (2011/12) tog City sit første mesterskab i 44 år, og her vil de fleste nok automatisk tænke på Sergio Agueros dybe overtidsscoring, Men det er jo ikke hele historien. Det er kun afslutningen. Faktum er, at Yaya i den sæson spillede 32 kampe i ligaen, og dermed var en af de mest benyttede spillere af Roberto Mancini. Han havde spillet endnu flere kampe, hvis ikke han havde været til Africa Nations Cup i januar. Mange vil nok mene, at Citys mesterskab aldrig var kommet i fare, hvis Yaya var blevet i Manchester og spillet ligafodbold, fremfor slutrunde i Afrika. 

Og vi havde aldrig fået det berømte Aguero moment, hvis ikke City havde vundet i den næstsidste spillerunde, en meget tricky udekamp i Newcastle, der faktisk blev nummer 5 i den sæson.  Behøver jeg fortælle hvem der scorede begge Citys mål i 2-0 sejren- endda hen imod kampens slutning? Yaya Tourè.

I 2014 var Pellegrini blevet manager i City, men chileneren kom heller ikke udenom, at Yaya var en grundsten på Citys hold. I den sæson spillede den nu 31 år gamle Tourè hele 35 ligakampe - og scorede hele 20 mål i vejen mod Premier League titlen. Det gjorde ham faktisk til liga topscorer for City i den sæson.Simpelthen imponerende for en midtbanespiller. Da City vandt Ligacup finalen i samme år (3-1 over Sunderland) erindrer mange Tourés sindsygt flotte udligning på langskud - ellers klik her- Det mål vendte kampen, og City cruisede til sin første ligacup titel i 38 år.

I 2016' ligacuptriumf over Liverpool indtog han også en hovedrolle, da han stensikkert satte det afgørende straffespark ind. 

I de seneste sæsoner har Yaya Tourès indflydelse været aftagende. Det er klart, at han med sine nu 35 år mærke alderen trykke, Men stadig har han alligevel bidraget til titler i denne sæson. Her i 2017/18 er det kun blevet til 9 indhop i Premier League, men i ligacuppen, hvor det jo også blev til sejr, satte han sit aftryk med scoringer i begge de straffesparks-konkurrencer, som City rodede sig ud i. Yaya har faktisk stadig tilgode at brænde et straffespark for City. I Premier Leauge sammenhæng har han scoret på 11 ud af 11. Det er ligarekord.

Men udover alle sine kampe, mål og assists, har Yaya Tourés blotte tilstedeværelse i Manchester City været en faktor i, at City har udviklet sig fra at være en stor klub til at være en storklub. Hans mentalitet og lederevner har trukket City langt, og jeg er ikke sikker på, at City ville været kommet så vidt, uden denne mand fra Elfenbenskysten. 

Det er derfor utvivlsomt Manchester Citys vigtigste og mest betydningsfulde spiller siden legendariske Colin Bell, der takker af. Endda efter hele 8 år i lyseblåt.  Han vil altid blive husket som en absolut nøglespiller for Citys 2. guldalderhold - ligesom Colin Bell var det for City's første fra 1960/70'erne.
Så god var Yaya Tourè for City. Det er en sammenligning, som jeg vil stå ved, til trods for at jeg er omkring 10 år for ung til at kunne huske Bell.

Colin Bell har en tribune opkaldt efter sig på stadion. Gad vide, om vi så også vil få en Yaya Tourè tribune på fremtidens City of Manchester Stadium? Arhh, det er næppe sandsynligt, ihvertfald ser jeg det ikke ske foreløbigt. Men Yaya Tourè er dog blevet givet en mosaik, der er blevet opstillet på trænings-anlægget, CFA. (Billede herunder)
En mosaik der til tid og evighed skal inspirere de unge fodboldtalenter - og også minde om en fantastisk fodboldspiller, der gjorde så stor en forskel for en fodboldklub.Mosaik af Mark Kennedy (Foto mancity.com)

Yaya spiller sin sidste kamp for City når de lyseblå møder Brighton i Manchester. Det bliver vemodigt at sige farvel til så stor en spiller, der imod Brighton spiller sin 317. og altså sidste kamp for Manchester City. 

Mon ikke vi fremover kommer til at høre en del til en af de bedste fodboldsange i nyere tid - The Yaya/Kolo chant 

Og der er jo også den her ;

"Yaya yaaaa ya Touré,
so before he breaks away and scores,
oh Yaya Touré I think we should pay you some more"