Kalenderen siger sommer og som altid på denne årstid florerer rygterne helt vildt. Vi kan faktisk slet ikke følge med i det tempo som medierne linker spillere til Manchester City. Men her lige et forsøg på en opdatering over tingenes tilstand i klubben.

Bekræftede handler:

Bernardo Silva- £43 mill fra Monaco - (Artikelbillede)

Den 22 år gamle særdeles driblestærke og kreative midtbanespiller bliver af mange beskrevet som den mest spændende portugisiske fodboldspiller siden Ronaldo (Ham der altid græd da han i sin tid som United spiller tabte lokalopgørene til Manchester City). Bernardo Silva har fået en fem årig aftale med City, og tiltræder den 1. juli.
Bonusinfo - Silva kaldes for "Pastilha", hvilket betyder noget i retning af bobletyggegummi - fordi bolden klæber til hans fødder.

Ederson Santana de Moraes - £35 mill fra Benfica

Pep Guardiola var hurtig til at adressere det keeperproblem, som alle kunne se City havde, og hentede derfor den 23 år gamle brasilianer Ederson Santana de Moraes - i daglig tale bare Ederson.  Han har fået en 5 årig kontrakt. Den 188 cm høje målmand har tilbragt det meste af sin karriere i portugisisk fodbold, først hos Ribeirão og Rio Ave, og siden 2015 hos Benfica, hvor han på to sæsoner har vundet 5 titler.
Bonusinfo: Ederson er den næstdyreste målmand i historien efter legendariske Buffon.

Rygter

Dani Alves - foreløbigt vel dette transfervindues største overraskelse. Ingen havde vel ventet, at den 34 år gamle brasilianske back ville kvitte Champions League finalisterne fra Juventus for at blive genforenet med Pep, som han tidligere har spillet for gennem fire sæsoner i Barcelona. Her vandt de sammen tre spanske mesterskaber, samt to Champions League titler. Alves er netop blevet løst fra sin kontrakt i Juventus, og det forventes nu, at han skriver med City - angiveligt fordi han gerne vil prøve noget nyt inden karrieren skal indstilles. 
Sandsynlighed: 95 %

Benjamin Mendy (22) fra Monaco blev for nogle uger siden meldt meget tæt på et skifte til City, men af en eller anden grund er rygterne på det sidste gået lidt kolde omkring denne ellers så død-sikre handel. Hvorfor vides ikke, men et kvalificeret gæt er, at andre klubber, sandsynligvis Chelsea og/eller Liverpool har forsøgt at blande sig i et forsøg på at kapre franskmanden. Dette har bevirket at Monaco har kunne trykke prisen op - og forhandlingerne har derfor trukket ud. Mit bud er dog, at City bare vil have Mendy, og at de derfor vil gå meget langt for at få ham. 
Sandsynlighed: 80 %

City sættes ligeledes i forbindelse med Southamptons venstre back, Ryan Bertrand, men får City Mendy, er han ikke aktuel.

Kyle Walker - Tottenhams 27 årige engelske højre back er et meget varmt rygte, men City nægter at betale Tottenhams pris for ham, en pris som skulle være i et luftlag på hele £ 50 mill! City vil gerne trykke prisskiltet ned til omkring de £ 40 mill, så den her kan sagtens trække i langdrag.... 
Sandsynlighed: 70 %

Alexi Sanchez £ 50 mill fra Arsenal er vel et af de mere skøre rygter, men det vil ikke dø, og derfor skal det lige med. Det er dog svært at se hvad City skal med endnu en offensiv spiller, og siden der heller ikke rigtig forelægger noget konkret, som kunne indikere et skifte, vurderer vi her på redaktionen dette rygte som sladder -  og intet andet.
Sandsynlighed - 40 %

Af de helt useriøse rygter er Monacos Mbapè samt Dortmunds Aubameyang. Ok, på den anden side så er City jo blevet en stor spiller på transfermarkedet, så på den måde er det vel naturligt nok, at to af Europas hotteste angribere bringes i spil. Jeg kan dog ikke se det ske. City er godt dækket ind på angriberfronten.
Sandsynlighed - under 10 % - for begge

Med salg er det mest konkrete lige nu australske Aaron Mooy, en midtbanespiller som City sidste sommer hentede i søsterklubben Melbourne City. De Lyseblå skrev dengang en tre årig kontrakt med Mooy, men lejede dog alligevel straks den 26 årige spiller ud til Huddersfield i Championship. Der blev han et kæmpeaktiv i klubbens særdeles overraskende oprykning til Premier League, og "Terriers" vil derfor gerne gøre aftalen permanent. Ifølge vores kilder er klubberne enige om en overgangs-sum på £ 10 mill - med en tilbagekøbsklausul.
Sandsynlighed - 98 % 

Joe Hart er tilbage i Manchester efter en middelmådig lånesæson i Torino. City vil nu gerne sælge den 30 årige målmand. Ingen er desværre parate til at betale de £ 25 mill, som City vil have for ham, og derfor må de nok sætte prisen et stykke ned, da Hart ikke er interesseret i at indgå en ny lejeaftale. Hart har faktisk kontrakt 2019, og kan derfor i princippet bare læne sig tilbage og indkassere sin løn. Men det er Joe en alt for ærekær spiller til. En ideel løsning i manges øjne kunne være at i stedet skibe Bravo afsted, og så lade Hart slås med Ederson om pladsen i buret. Men det kommer nok ikke til at ske.
Sandsynlighed for skifte - 50 %

Nolito - Tja, det er nok ret sikkert, at spanieren ryger tilbage til sit hjemland. Nolito er efter eget udsagn aldrig faldet til i England, og vil efter godt et år i Manchester gerne hjem igen. "Min datter er blevet så bleg af at være her" har han udtalt, og yderligere er han på det seneste også blevet set flere gange i Sevilla. Den 30 årige angriber blev aldrig en succes i Manchester, og må vel betegnes som et "fejl cast".
Sandsynlighed for skifte: 80 %

"Min datter er blevet så bleg af at være her" Nolito 

Kelechi Iheanacho - Tja, godt nok scorer den unge nigerianske angriber en del mål i forhold til hvor lidt han egentlig spiller. Men den 20 årige har vel alligevel stadig kun udsigt til at blive reserve for Gabriel Jesus og Sergio Aguero - og mon ikke at han både er gammel og god nok til at komme ud og prøve sig af som "første-angriber" et sted? West Ham og Leicester holder efter sigende tæt øje med talentet med rygnummer 72 - og prisen for Kelechi er angiveligt helt oppe på omkring £ 25 mill, et beløb som faktisk kan gøre ham til Manchester Citys dyreste spiller nogensinde. Skulle City sælge, så håber jeg at de får tilføjet en tilbagekøbs-klausul. 
Sandsynlighed for salg: 60 %

Slutteligt skal det med, at flere kilder mener at vide, at City vil leje hele 7 (SYV) spillere ud til den nyligt oprykkede LA Liga klub Girona, en klub som City har et nært samarbejde med. Det drejer sig om Aleix, Garcia, Jason Denayer, Brahim Diaz, Marlos Moreno, Paolo Fernandes, Patrick Roberts og Pablo Maffeo.

Om det bliver dem alle 7 er nok ikke så sandsynligt. Patrick Roberts er et hot og efterspurgt navn efter sit succesfulde lejeophold hold Celtic, og jeg også har svært ved at se den belgiske forsvarer, Jason Denayer tørne ud for så lille en klub (med alt respekt) Denayer har tidligere været lejet ud til Celtic, Galatasaray og Sunderland. 

Det var et forsøg på at skabe lidt overblik. Vi har nok ikke fået alt med, så har du nogle tilføjelser må du gerne dele dem i kommentarfelter herunder (kræver Facebook)