’Hvor jeg dog hader den mand’ Lars Edghill om David Beckham, november 2000 

Fanfortælling IV, af Lars Edghill Larsen

’Hvor jeg dog hader den mand’! Omtrent denne ordlyd råbte jeg, da David Beckham efter bare 95 sekunder scorede det, der skulle blive sejrsmålet i Manchester derby nummer 125, spillet på en kold november dag i år 2000.

Og hånden på det lyseblå hjerte, så var David Beckham en fantastisk spiller, og respekt for naboerne fra Manchester United. De var på papiret klasser over City op til denne kamp. Navne som Beckham, Scholes og Sheringham, var City’s Tiatto, Shaun Wright Phillips og Mark Kennedy, oppe imod. Lige så stor respekt for Manchester United, ligeså stor andel havde City i kampen - til trods for nederlaget.

City var dengang oprykker fra Divison One, en oprykning som kom i hus via en mindeværdig 4-1 udesejr over Blackburn i sidste runde.
Ny sæson, nye modstandere og vel at mærke i Premier League. En kulturforskel for flere af City’s spillere, som bare et par sæsoner tidligere var med City en tur helt nede i Division Two.

For mig personligt, var kampen enden på en fantastisk og ikke mindst vild uge, startende med en D:A:D koncert en torsdag aften, og fredag eftermiddag sejlede færgen fra Esbjerg med tømmermænd og kurs imod England for om Lørdagen at se West Ham smadre City 4-1 på Upton Park.
Om onsdagen var det København og venskabskampen Danmark-Tyskland, en kamp som Danmark vandt 2-0.
Fredag var det så afgang fra Billund til mit første Manchester derby (og til dags dato det eneste).

I timerne op til kampen, kunne man mærke, at dette ikke bare var en almindelig Premier League kamp en Lørdag eftermiddag, nej det var nabo og rival opgør - og det første siden 1996.

Maine Road lå inde i selve Manchester, godt klemt inde imellem bebyggelse og pubber og små hyggelige madsteder (man skulle nok lige en 200-300 meter væk fra Maine Road før der var noget der kunne betegnes som bare tilnærmelsesvist hyggeligt red.).

Luften denne råkolde november dag var tyk af duften af Fish & Chips, godt krydret af Pints fra de mange City fans der fyldte godt ud ved pubberne. Slagord og sang kom hyppigt frem, og hvor fantastisk det var at stå der midt i det hele og opleve dette og fornemme optakten til et af Englands helt store traditions-opgør. Kort sagt et vaskeægte lokalderby jeg vil kalde det charmen ved engelsk fodbold.
Herunder et billede af den berømte Blue Moon Chippy, der med sin fremragende mad fik hele Maine Road til at dufte af engelsk fodboldkultur)

Kampen var - som man kunne forvente -  en hård fight, så tacklingerne sang. Der var intensitet og had - dette opgør var mere end blot tre points der stod på spil. Det gjaldt håneretten og æren i byen, i hvert fald indtil næste møde.

City var som oprykker underdogs - men dengang var City bedst imod de ’de store’. City var selv langt fra en af de store, blot en blød mellemvare, men alligevel fornemmede man, at klubben havde ambitioner. Op til sæsonstarten ankom en vaskeægte stjerne i form af George Weah, en gudsbenådet spiller i bla. Paris Saint Germain og AC Milan, desværre bare ikke i City, hvor han var ved at være udbrændt og i karrierens efterår, Han forlod City efter bare syv kampe i Oktober 2000. (Han kunne ikke slå Paul Dickov af holdet red.)

Jeg oplevede at se Weah live i sæsonens anden kamp  - 4-2 sejren over Sunderland. Det jeg husker mest er, at selv om han ikke gjorde det store væsen af sig, så kunne man alligevel sagtens, at var en der kunne noget med en bold. Den sad som klistret på hans fødder, som en anden irriterende gadesælger, der bliver ved med at følge efter en på gågaden.

Tilbage på Maine Road i 2000. City tabte som sagt kampen med 1-0 på David Beckhams i øvrigt fremragende frisparksmål.
Men det kunne ligeså godt have endt uafgjort  - eller med lidt held en City sejr, men her kom forskellen imellem City og United frem frem. De røde havde rutinen i sådanne opgør, og kunne stille og roligt køre 1-0 sejren hjem. City havde bestemt andel i opgøret, og det samme havde de et halvt år senere på Old Trafford, her fik City hevet en 1-1 hjem imod de en måned senere engelske mestre. (Steve Howey udlignede med bare fem minutter tilbage Sheringhams straffeparks-scoring red.)

For City var det sæsonen, hvor de var tilbage hvor de hører hjemme. Alligevel er det ikke en tid, som man mindes med speciel glæde.
Godt nok så havde City spillet godt i det omtalte 1-0 nederlag og også efterfølgende i 1-1 kampen på Old Trafford, Men det hjælper jo intet, når de ikke spillede  godt nok i de andre 36 kampe. City røg derfor ned, og manager Joe Royle røg ud.

Der var selvfølgelig dog enkelte lyspunkter foruden 1-1 imod  United. En 5-0 sejr over Everton var et højdepunkt, men ellers var det så som så med det. City fik en kedelig rekord i den sæson, nemlig at et gæstende udehold fik den største sejr med hjem, både Arsenal og Leeds Utd, kunne i løbet af sæsonen tage hjem med en 4-0 sejr.  Dengang var Leeds en af de toneangivende klubber i Premier League.

For mig personligt, oplevede jeg i den sæson at se City live 6 gange. Desværre blev det til flest nederlag. Det startede ellers fint med en 4-2 sejr over Sunderland, men elles var det nederlag (1-2 Coventry, 1-4 West Ham, 0-1 Man.Utd, 0-1 Tottenham og 1-2 Chelsea)

Sæsonen 2000/01, var ikke en glædes-sæson, men man fornemmede dog, at noget stort var under opbygning. At det skulle tage nogen sæsoner før det slog igennem er en anden historie.

Lars Edghill Larsen

Efterskrift: At Manchester Derbyet også dengang var et stort opgør - ikke bare i England - men også i store dele af verden er dette avisudklip et bevis på. Jyllandsposten bragte som optakt til opgøret denne artikel i anledning af, at Manchester derbyet var tilbage efter fire års pause:

JP Søndag den 12. november 2000