Jeg stødte for nyligt på dette 17 år gamle billede - taget op til premieren på 2000/2001 sæsonen, hvor Manchester City endelig var tilbage i Premier League efter 4 års fravær. Her kan se vi en glad City-manager, Joe Royle, som stolt viser sine sommer-indkøb frem.

Disse fire var udset til at skulle spille væsenlige roller i at konsolidere Citys genfundne Premier League status. Men den gik ikke. Manchester City sluttede på 18.pladsen i tabellen, og måtte tage turen tilbage til den næstbedste række. Og Joe Royle blev fyret....

Fra venstre: Alf Inge Håland, George Weah, Paolo Wanchope og Steve Howey.

I bagklogskabens ulideligt klare lys er det nemt at se hvorfor det skulle gå galt. Alf Inge Håland og Steve Howey var to typiske "Joe Royle spillere" - såkaldte dogs of war. Kigger man ned over Manchester Citys trup anno 2000, så finder du ikke en  eneste kreativ spiller. Håland og Howey var vel tiltænkt som en opgradering af spillere som Andy Morrison, Spencer Prior, Paul Ritchie, Gerard Wiekens, Jeff Whitley og Kevin Horlock. Det var de ikke. De to bidrog kun til bredden. De løftede ikke noget som helst.

George Weah fik slet ikke lov at sætte et varigt aftryk. Royle var tydeligvis bange for, at den tidligere verdensstjerne kom til at fylde for meget i truppen, og frøs ham ud ved at sætte ham på bænken. Ikke klogt.Weah smækkede kraftigt med døren, og hævdede, at han var blevet behandlet respektløst. Det var nok ikke helt løgn.

Paolo Wanchope blev derimod en pæn succes, men en angriber på et bundhold vil altid have det lidt svært, og det var først da Keegan trådte til som manager, at Wanchope begyndte at udfolde sit potentiale. Havde det ikke været for konstante knæproblemer, er jeg sikker på, at Wanchope var blevet en verdensstjerne.

Her nogle bud på hvad der gik galt for Royle:

Alf Inge Håland  en norsk defensiv hard-hitter på 27 år, blev Royles første indkøb. Håland kostede City £ 2.5 mil hos Leeds' overskudslager - Leeds var dengang en af de absolutte topklubber i Premier League. Royle troede virkelig på sin nordmand, og gjorde ham endda til anfører. En klar fejl.

Manchester City var inden denne sæson rykket op to år i træk, og det med en en trup, der ikke var skiftet synderligt ud i. Denne gruppe spillere havde sammen skabt en mindre sensation ved at rykke op i Premier League i første forsøg efter at være kommet op helt nede fra 2. division. Alligevel vælger Royle at hente en ny anfører udefra, og det endda en spiller, som var hverken ledermateriale eller endsige nogen stor profil. Den dag i dag husker jeg  ikke Alfie Håland for andet end at han på vej hjem efter 0-4 nederlaget i premiere kampen i Charlton i ren skam over afklædningen på The Valley forærede benzin-penge til nogle Cityfans, som han mødte på en tankstation - og så scorede han i sin hjemmedebut imod Sunderland. Ellers står kun hele sagen mellem ham og Roy Keane tilbage. Alfie forlod City i 2003, efter nærmest ikke at have spillet de sidste to år han var i klubben. Han lagde herefter støvlerne på hylden.

Foto: George Weah

George Weah -Det var en kæmpesensation, da City den 1. august 2000 afslørede den 33 årige George Weah som Manchester City spiller. Den afrikanske angriber var i 1995 blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, og havde en gylden karriere bag sig for Monaco, Paris SG og ikke mindst AC Milan. Weah var dog i det tidlige år 2000 kommet i overskud i Milan, som derfor havde lånt ham ud til Chelsea, hvor Weah havde været en pæn succes og specielt været en profil  i F.A cuppen, som Chelsea vandt det år. Alligevel valgte Chelsea at ikke skrive permanent kontrakt med liberianeren, og det reagerede City prompte på ved at tilbyde ham en to årig kontrakt, som der blev takket ja til.

Blot ti uger senere var George Weah rejst igen. Joe Royle og den bund-rutinerede og stadig store stjerne var et dårligt miks. Royle var måske her lidt af en "dinosaur". Han havde det - efter min overbevisning -  meget svært med moderne fodbold og de dertil store egoer. Det virkede også nærmest demonstrativt og dumstædigt, da Royle plantede Weah på bænken i 4 ud af 6 kampe- til fordel for enten Dickov eller Goater.- Det endte med at Weah bad om at blive løst fra sin kontrakt, og han fik sin vilje med det samme - og en fin afskedsbonus. Noget siger mig, at Royle aldrig havde bedt om få Weah ind. Det var noget Citys ledelse gjorde - fordi muligheden opstod.

Paolo Wanchope kom ind i folden dagen efter George Weah- og han skulle gå hen og blive lidt af en kulthelt. Den 24 årige costa ricanske angriber blev hentet i West Ham for £3.65 mill, og Joe havde store forventninger til ham. Allerede i hjemmebanedebuten på Maine Road så det ud til at Royle skulle få sine forventninger indfriet. Wanchope scorede hattrick i en forrygende 4-2 sejr over Sunderland (Youtube-video herunder), og fortsatte hen over sæsonen med at vise, han at en topspiller. I alt scorede Wanchope 9 mål i 27 ligakampe i den sæson, hvilket må siges at være godkendt, når man tager i betragtning, at City jo endte med at blive tredjesidst og rykke ned.

Costa ricaneren havde desværre et notorisk svagt knæ gennem hele sin karriere. Havde det ikke været for det, så kunne han nok have endt med at blive en af de helt store legendariske Premier League angribere. Wanchope blev i City til sommeren 2004, og endte med et pænt scorings-gennemsnit på i alt 29 mål i 75 kampe. Han stoppede sin karriere i 2007, da knæet ikke ville mere. 31 år gammel.

Steve Howey - Lad mig indledningsvis indrømme, at jeg er lidt hård ved Howey. Min personlige holdning skinner nok lidt for meget igennem. OG den er ikke pro- Howey.

Nuvel. Det var sådan set klogt af Royle, at hente den 29 årige rutinerede engelske midterforsvarer for £2 mill. i Newcastle. Han var da indehaver af et ganske udmærket CV: Næsten 200 kampe for Newcastle, som han for øvrigt i sæsonen 1996/97 var blevet vicemestre med - og faktisk havde han også opnået fire landskampe for England. Disse lå dog flere år tilbage, da Royle hentede ham til Maine Road.

Jeg sidder den dag i dag og stadig tænker: Var Howey virkelig det bedste, som Royle kunne finde til midterforsvaret?? Jeg husker Howey som en klog og fysisk stærk spiller, men også som en tung langsom forvarer, der lavede et hav af fejl. Jeg var aldrig tryg ved den lidt kraftige herre i vores centerforsvar. Det eneste højdepunkt jeg kan huske fra Howeys City-karriere er hans 1-1 udligning i de døende minutter af lokalopgøret på Old Trafford i 2001 - i øvrigt samme kamp som Håland og Keane affæren havde nået nye højder.

Retfærdigvis skal det fortælles, at Steve Howey kom til at spille en rolle i City frem til 2003. Han havde  sin andel i både den succesfulde oprykningssæson under Kevin Keegan i 2001/02, samt at City endelig kunne bide sig fast Premier League  i 2002/03. Jeg så ham alligevel som holdets svageste led. Howeys karriere fusede ud efter tiden i City. Det blev til korte ophold i Leicester, Bolton og slutteligt Hartlepool, inden han stoppede i 2005, 34 år gammel.

Jeg husker, at jeg var flintrende tosset, da Citys bestyrelse i maj 2001 bekendtgjorde at Royle var fortid som manager. Men ærligt talt... set her i eftertiden er det blevet mere klart, hvorfor Royle måtte droppes. Joe havde simpelt hen fejlet, hvilket disse signings er eksempler på.

Håland og Howey løftede som sagt ingenting - og George Weah, et kæmpenavn som ellers kunne have banet vejen for flere store profiler på Maine Road, havde Royle sat på plads på den mest barnlige måde. Kun Paolo Wanchope havde der været perspektiv i, men han var så skadesplaget, at han hverken kunne redde City eller Royle.