Da Manchester City i sommeren 2011 hentede Sergio Agüero i Atletico Madrid for hele £38 mill. var forventningerne store. Den dengang blot 23 år gamle argentiner havde siden han var 18 scoret masser af mål for hovedstadklubben i Spanien, og han var nu naturligvis en af Europas allermest eftertragtede angribere. Rygter ville dengang vide, at Real Madrid allerede havde sikret sig "Kun" fra deres naboer, men den unge angriber havde heldigvis en drøm om at spille i Premier League. Samtaler med landsmanden Pablo Zabaleta overbeviste Agüro om, at Manchester City var det helt rigtige karrierevalg.

Og mon ikke, at søndag den 5. november 2017 er en af de dage, hvor Sergio var særligt glad for det valg, som han traf dengang i sommeren 2011? Dette var nemlig dagen, hvor han fik overrakt det synlige bevis på, at han nu er alle tiders topscorer for Manchester City. For med sit mål i tirsdagens Champions League kamp i Napoli, kom Agüero nemlig op på hele 178 scoringer for City, hvilket endegyldigt slår Eric Brooks næsten 80 år gamle rekord på 177 mål - sat mellem 1928 og 1939.

Og Manchester City ved hvordan de skal hædre deres helte. I minutterne før topkampen imod Arsenal overrakte klublegenden, Mike Summerbee sammen med Eric Brooks datter, Betty Cougill  således en erindringspokal til Sergio, bestående af en blå fodboldstøvle på en rund base. På basen har City indgraveret alle datoer og modstandere for Agueros 178 mål.  Billede herunder.
Og det er virkelig klubhistorie. som Agüero har skrevet.

Ser vi på top 15 listen over alle tiders mest scorende for Manchester City, er der kun 6 spillere, som har scoret deres mål efter 2. verdenskrig. Udover Joe Hayes fra 1950/60'er holdet, er det fire spillere fra Manchester Citys guldalderhold, nemlig legendariske Colin Bell, Francis Lee, Neil Young samt Dennis Tueart - og så altså nu i 2017- Sergio Agüero, der nu har scoret flest mål af alle disse KÆMPE City-navne! 

Særligt bemærkelsesværdigt ved  Agüero's rekord er, at den er blevet til på bare 6 år. De fleste andre på listen herunder har brugt adskillige flere år på deres scoringer

Top  15 over alle tiders mest scorende Manchester City spillere 

  1. Sergio Agüero: 179 mål (2011 - ????)
  2. Eric Brook: 177 mål (1928-1939)
  3. Tommy Johnson:166 mål (1920-1930)
  4. Colin Bell : 153 mål (1966-1979)
  5. Joe Hayes: 152 mål (1953-1965)
  6. Billy Meredith: 152 mål (1894-1905 og 1921-1924)
  7. Francis Lee: 148 mål (1967-1975)
  8. Tommy Browell: 139 mål (1913-1926)
  9. Billy Gillespie: 132 mål (1897-1905)
  10. Fred Tilson: 132 mål (1927-1938)
  11. Frank Roberts 130 mål (1922-29)
  12. Horace Barnes 125 mål (1914-1925)
  13. Alex Herd 124 mål (1932-1948)
  14. Neil Young 108 mål (1961-1971)
  15. Dennis Tueart 107 mål (1973-1978 og 1980-1983)

(Kilde ManCity.dk)

Først nede som nummer 16 kommer der en spiller fra det nye årtusinde. Det er ingen ringere end Shaun Goater, som i mellem 1998 og 2003 lavede 103 mål for City. Dog er langt størstedelen fra hans fod scoret udenfor den bedste division.Ikke desto mindre havde City ikke siden Goater haft en spiller, der passerede de magiske 100 kasser. Tættest på klub 100 i de seneste år har været Carlos Tevez, der mellem 2009 og 2013 scorede 73 mål for de lyseblå. 


Sergio Agüero er en spillende Manchester City legende, ingen tvivl om det. Men er han også en Premier League legende? Det skulle man mene, at han er stærkt på vej til at blive.

Af Agüeros 179 mål er de 130 faldet i ligaen, hvilket lige nu placerer vores argentiner på en øjeblikkelig 12. plads på alle tiders Premier League topscorer-liste. Det gør ham oven i købet til den mest scorende ikke-europæiske spiller i Premier League. Og så er Aguero lige nu klart den spiller i PL-historien, som har den højeste scorings-ratio, med et mål hvert 108. minut. Tillige har "Kun" scoret imod 30 ud af de 31 hold, som han har mødt i ligaen. Undtagelsen er Bolton, som rykkede ud i 2012, og ikke siden har været en del af Premier League. 

Slutteligt kan det fortælles, at Sergio har 6 hattricks bag sig siden sin ankomst i 2011. Kun store navne som Shearer, Fowler, Owen og Thierry Henry har flere. 

Det bedste er, at Agüero jo slet ikke er færdig endnu. Og han kan i den grad gå hen og blive en af de allerstørste - ikke bare for City, men også i engelsk fodbold. Jeg håber personligt, at Sergio Agüero bliver i Manchester City til han rejser hjem til Argentina. Med sine bare 29 år, så skulle man tro, at han i hvert fald har en 3 - 4 gode sæsoner i sig endnu. Så det kan faktisk blive til endnu større rekorder.  

Selv Jesus kan ikke stoppe Sergio!