Tilbage i 1996/97 var jeg sammen med min bedre halvdel bosat i London igennem et års tid. Det var virkelig en spændende oplevelse, det at decideret bo i en af verdens store metropoler. At have en almindelig hverdag med arbejde, indkøb og fritid i London var meget anderledes end den, som vi havde vi havde været vant til fra Danmark. Nå, jeg skal ikke trætte jer med almindelige dagligdags-sysler i det engelske, det her skal handle om fodbold - og ikke mindst Manchester City. 

At bo i London gav os naturligvis chancen for at opleve engelsk fodbold. Som henholdsvis studerende og ansat på hotel, så var pengene dog desværre lidt små. Vi prioriterede først og fremmest at bo ordentligt, og London er hunde-dyr med huslejer, så fodbold-oplevelserne blev mest til at følge vores lokale Doctor Martins Premier League hold, Fisher Ath. på Surrey Dock Stadium, hvilket også var en ret autentisk engelsk fodboldoplevelse: Et halv-faldefærdigt stadion, kick'n rush fodbold med smældende tacklinger - under den umiskendelige duft af Pies og varm kaffe - akkompagneret af tilråb al'a  Come On Fish! Herunder et billede fra Surrey Docks Stadium - lånt fra footballgroundmap

Lånt fra http://www.footballgroundmap.com/ground/surrey-docks-stadium/fisher-athletic

Jeg havde dog en klar plan om, at jeg simpelthen bare ville opleve det hold, som jeg i mange år havde måtte nøjes med at følge i danske avisers resultatsider, Manchester City.

City var netop rykket ned i den næstbedste række, og fristede i efteråret 1996 en tilværelse som helt til grin i Fodbold-England. Manager Alan Ball havde bare tre kampe inde i sæsonen sagt op, og City havde mere end svært ved at finde en, som ville afløse verdensmesteren fra 1966. Da Citys ledelse troede, at de endelig havde fundet en løsning i Steve Coppell, gik der ikke mere end 30 dage, så havde han også sagt op. Det sejlede, og Premier League nedrykkerne var som følge af uroen med rekordfart på vej mod bunden af 1. division. Det var jeg ligeglad med! De lyseblå skulle opleves. 

Valget faldt på en kamp på Manor Ground i Oxford, og selvfølgelig skulle opgøret overværes fra Manchester Citys tilskuerafsnit, så jeg måtte jo igang med at få fat i billetter. Dengang kunne man ikke bare lige gå nettet og bestille, så jeg måtte ringe fra en fastnettelefon (!) til Manchester City ticket office for at købe billet - betaling for øvrigt via check overførsel!

Det viste sig at være svært at komme igennem på telefonen. Jeg ringede op til Manchester en dag jeg kom fra job, og røg med det samme i en telefonkø  som en nummer 8-10 stykker så vidt jeg erindrer. Med selskab af Oasis-musik i røret (selvfølgelig) avancerede jeg langsomt - men sikkert frem i køen, og alt var super! Men da den automatiske telefondame en 7-8 gange havde fortalt mig, at jeg var nummer 1 i køen, fornemmede jeg, at der var ugler i mosen. Jeg måtte lægge røret på, og ringe op igen. Arghh! Jeg lagde på og trykkede med det samme"redial" - for nu blot at komme igennem til en automatisk telefonsvarer der sagde "Ticket office is closed - please try again tomorrow!"- Flot arbejde af ticket office!

Lært af ticket office kontorets mærkelige procedurer, lykkedes det dagen efter at skaffe billetter - og vi var nu klar til Oxford  v Manchester City.

Søndag den 2.2 1997 - en solbeskinnet og mild vinterdag - tog vi toget fra Paddington station, London til Oxford. En tur på godt en times tid. Forventningerne til kampen var ikke de store - i hvert fald ikke til resultatet. Oxford havde gjort det godt i divisionen, og havde en flot hjemmebane statistik med blot 2 nederlag i 14 kampe. Manchester City var dog begyndt at ligne et hold på vej frem efter at der var blevet styr på manager-situationen med ansættelsen af Frank Clark. Men klubben lå altså stadig kun lige akkurat over stregen, og umiddelbart anskuet ville et enkelt point på Manor Ground være tilfredsstillende. Stillingen inden kampen så sådan her ud: 

Fremme i Oxford .

Meget spændte og forventningsfulde gik vi- efter en kort lille tur rundt i den flotte, charmerede og meget historiske by - ind på stadion beliggende i udkanten af Oxford.

Jeg var fascineret allerede inden kampstart. Rundt om os stod vi tæt sammen med en masse højtråbende og glade tilrejsende 'mancunians' - mange iklædt den lyseblå Umbro "Brother" trøje, som jeg også bar inde under min knap så engelske brune ruskinds-jakke. Jeg kunne slet ikke matche deres frisurer. At Oasis var fra Manchester og Cityfans - og i disse år på deres højeste -  kunne man tydeligt se på mændenes hår. De lignede næsten alle sammen Noel eller Liam Gallagher. 

Selv om dette var vores første oplevelse af Cityfans, kunne vi alligevel tydeligt mærke, at trods den seneste tids modgang, så var fansene fra Manchester optimistiske. Stemningen var glad og positiv, men man kunne også fornemme, at der var en hunger efter succes. Så da nogle små 8-10 årige Oxford og Manchester City drenge gik i gang med en 5 mands opvarmningskamp midt på banen, levede Manchester City fansene sig helt ind i det. De jublede over City knægtenes scoringer - og til slut samlede sejr - som om, at det var "det rigtige" City hold, der havde vundet!

"Hold da op" tænkte vi forundret - på den fede måde.  Hvordan mon det så bliver, når eller hvis City scorer i kampen? Det skulle vi snart få svar på. For opgøret blev en overraskende magtdemonstration af Manchester City, der trods statistikken imod sig smadrede hjemmeholdet med hele 4-1.
Citys to stjernespillere, der reelt var alt for gode til den næstbedste række, Uwe Rösler og Georgiou Kinkladze, ejede simpelt hen Manor Ground den søndag eftermiddag. De scorede to mål hver i en sejr, der aldrig kom i fare. 

At stå der på en gammel tribune i Oxford og overvære så flot en præstation af et ellers max-presset hold, var kæmpestort. Det var selvfølgelig først og fremmest fedt at vinde, men det der virkelig gjorde indtryk, var den helt tydelige forløsning, som vi kunne mærke blandt fansene. De havde i den grad trængt til at se deres hold levere en god kamp, og den fik de her. "Blue Moon", "We are City - Super City from Maine Road", "Frankie Clarks Blue and White Army" gjaldede uafbrudt ud over Manor Ground,  men den fedeste var denne: 

"Are you watching - Are you watching -Are you watching, ALAN BALL - Are you watching, ALAN BALL"

Den tidligere Citymanager (Alan Ball) havde inden kampen formastet sig til at slagte City i pressen og kaldt holdet elendigt - og han sad oven i købet nu på stadion som medkommentator for Sky Sport!  Her kunne han se City levere en af sæsonens flotteste præstationer i divisionen - oh the irony.

Da dommeren fløjtede af, føltes det som om, at de 90 minutter havde været en lang god drøm.Oplevelsen havde overgået selv vores vildeste forventninger, så vi var helt som i en rus, selv om vi hverken havde været på pub eller på anden måde drukket før kampen. Se- det er lykke i sin reneste form.

Vi Cityfans blev først lukket ud fra stadion, da hjemmeholdets supportere var væk. Alligevel blev vi eskorteret bort fra stadion omringet af ridende politi. Humøret var selvfølgelig sky blue højt, og City-sangene brølede stadig ud over byen, mens de lokale på den anden side af politiets heste kiggede misundeligt på os. Der var på ingen måde optræk til ballade, jeg tror bare, at man for en sikkerheds skyld valgte at få os hen til tog-stationen, så byen kunne blive sig selv igen. 

Jeg var en lykkelig mand den dag. Her blev en City-supporter til en KÆMPE CITYFAN! På billedet kan du se hvordan en nyfødt Manchester City FAN ser ud. Fotoet er taget blot en times tid efter slutfløjt. Min kære nuværende hustru, som egentlig bare var taget med for at holde mig med selskab, blev også ramt at City-syndromet denne herlige februar dag, og hun er så absolut stadig Cityfan her mange år efter.

Jeg tænker nogle gange på hvordan vores liv ville have formet sig, hvis Manchester City havde tabt den eftermiddag. Måske vi ikke var blevet så hooked? Eller måske vi bare var blevet ekstra stålsat på at holde med City? Jeg ved det ikke. Det er også ligemeget. We're still here! 

Konklusionen i det for mig er, at det var en kæmpestor begivenhed, som jeg trods mange efterfølgende gode City-oplevelser stadig skatter højt. Det er klart en af de bedste dage, som jeg har haft som Manchester City fan, og dermed et bevis på , at det ikke skal være store kampe imod Chelsea, Liverpool, Arsenal og hvad de ellers hedder, for at blive til minder for livet. Dette var en kamp, som gjorde mig høj i flere uger, og jeg turde næsten ikke tage ind at se Manchester City igen, for det kunne jo umuligt blive lige så fantastisk. 

Siden er det dog - oftest sammen med min hustru - blevet til mange Manchester City kampe, både på Maine Road, Wembley, City of Manchester stadium, samt ikke mindst en del udekampe i såvel England som i Danmark. Alle er kære minder for livet. Men som nogle siger, så er der noget ganske særligt over den første gang.

Herunder følger kampfakta, billeder, pudsigheder og videohøjdepunkter for denne for os skelsættende dag.

Kampfakta: 

Nationwide League Division One, søndag den 2. februar 1997

Oxford v Manchester City 1-4 (0-2)
0-1, selvmål (fremtvunget af Rosler), 0-2 Kinkladze, 0-3 Kinkladze, 1-3 Moody, 1-4 Rosler

Tilskuertal: 8.824

City; Wright, Lomas, Ingram, Symons, Kernaghan, Brightwell, Summerbee, McGoldrick, Horlock, Kinkladze, Rosler- Bænk: Heaney(45), Ikke brugte: Creaney, Crooks

Bemærk, at dette var selveste Kevin Horlock's debut, og måske var det netop derfor, at jeg i en årrække havde et blødt punkt for den sympatiske nordirer, som da også i de efterfølgende 5-6 år kom til at spille en vigtig rolle i klubben.

Programmet: 

Bagsiden indeholder et tip på startopstillingen - holdt dog ikke helt. 

 

Billede taget fra vores ståplads på stadion: 

Slutteligt lidt tilskuerstatistik, og som det tydeligt ses, så har Manchester City ingen fans her i den næstbedste række

Til allersidst højdepunkterne fra kampe