Artikelbillede - David Seamann, Mikkel Bischoff og Hatem Trabelsi

Mikkel Bischoff (født 1982) kendes nok af mange Manchester City fans, som den uheldige og temmelig skadesplagede danske forsvarsspiller, der uventet tilbage i 2002 skiftede fra lille AB til mægtige Manchester City.

Opholdet På Maine Road/Eastlands blev sportsligt set aldrig en succes, for Mikkel opnåede blot to kampe for de Lyseblå.

Det blev til en enkelt optræden i Premier League, men det var så til gengæld også i en legendarisk kamp. Nyoprykkerne fra City var der på vej imod deres første hjemmebanenederlag i et år, da gæsterne fra Blackburn førte med 2-0, og var i total kontrol af opgøret. Ondt blev til værre, da Danny Tiatto, efter kun godt 5 minutter på banen, i det 67. min, fik rødt kort for en grov tackling på Danny Thompson, og dermed efterlod holdkammeraterne med et bjerg at bestige.

Men manageren hed ikke for ingenting Kevin Keegan. Det lykkedes alligevel City at få udlignet til 2-2, da angrebs-duoen Anelka og Goater viste deres værd, og sørgede for, at City fortsat kunne bevare den gode hjemmestatistik som ubesejrede i over et år på Maine Road. Læs kampreferatet her

Kevin Keegan - næsten altid glad

En mindeværdig kamp at få sin debut i. For øvrigt husker jeg, at Kevin Keegan efterfølgende var rasende på Danny Tiatto, og han sagde ordene: ”As far as I’m concerned Danny Tiatto does’nt exist”! Alligevel var den hidsige australier et par måneder efter blandt hovedarkitekterne bag den mindeværdige 3-1 sejr over Manchester United i det sidste Maine Road Derby.

For Mikkel Bischoff tog skaderne nu desværre over. Operationer for brok og en fodskade forhindrede danskeren i at jagte en plads på holdet, og det blev blot til en enkelt kamp mere i lyseblåt, da han var med til at spille City videre i UEFA cuppen i imod TNS i Wales.

Mikkel tilbragte efterfølgende en del af sin kontraktperiode på lån i Wolves og Sheffield W, inden City lod ham gå i 2006. Coventry blev arbejdsgiver, men også her satte skader store begrænsninger på en ellers potentiel succes.

For vores norske/svenske læsere skal det fortælles, at Bischoff efterfølgende vendte hjem til dansk fodbold, nemlig Brøndby som fik glæde af ham i over 50 kampe.  I 2011 skrev han under på en kontrakt med Lyngby, men dem kom han aldrig i kamp for, og i sommeren 2012 offentliggjorde Mikkel Bischoff sit karrierestop i en alder af blot 30 år.

Mange af vores unge - og dermed også lidt nyere City-supportere - kender nok stort set udelukkende Mikkel for sin ekspertrolle på den danske Premier League kanal, 6’eren.

Her arbejder den tidligere Cityspiller den dag i dag, og lad mig sige… Han repræsenterer her Manchester City på fremragende vis.

Ofte synes jeg, at mange eksperter og journalister er ensidige i deres fremstilling af Manchester City. Ord som nyrige, stenrige og storsatsende klæber til de Lyseblå. Mikkel går imod den strøm, og taler for åben skærm meget artikuleret varmt om klubben. Dette er vigtigt. Specielt i en tid hvor mange har travlt med at hænge City ud som en plastik-klub.

Selv om jeg, og alle jer andre godt ved, at det ikke passer, så sårer det alligevel, at få det prædikat. Han om nogen kan fortælle de fordomsfulde og hurtigt konkluderende mennesker derude, at der bagved navnet Manchester City faktisk er en klub med mange tusinde pasionerede fans, som vil komme på stadion og støtte City, uanset om de er i top eller i bund. 

Mikkel Bischoffs lune fremstilling af Manchester City fik mig en dag til at kontakte programmet (Premier League på 6'eren), midt under deres udsendelse. Her tilbød jeg ham et medlemskab af Supporterklubben, hvilket han prompte svarede ja tak til.

Vi har efterfølgende mailet lidt frem og tilbage, og Mikkel har indvilget i at svare på spørgsmål fra jer om sin tid i Manchester City.

Spørgsmålene er hentet hos skandinaviske Cityfans via et opslag på vores Facebook side. Jeg håber, at I vil nyde Mikkel Bischoffs spændende svar, det er bestemt ikke kedeligt!

Nicolai R. Jensen; Haderslev: Hvordan var din boligsituation i Manchester, boede du alene, med en kæreste, holdkammerat, og hvem sørgede for at kosten var korrekt, og hvad med byture?

MB:Da jeg ankom til Manchester dagen før vi skulle starte træningen, var det egentlig meningen, at jeg skulle bo på hotel de første par måneder indtil jeg fandt noget at bo i. Jeg havde kun været i Manchester i 1 døgn og skrive under på kontrakten inden sommerferien, så jeg havde ikke fået set på noget at bo i. Jeg fløj derover med Kevin Ellegaard, og til at møde os i lufthavnen, havde klubben sendt Lyachi, som var en mand, der var ansat til at udelukkende ordne praktiske problemer for spillerne og deres familier. Så kunne spillerne koncentrere sig om at levere på banen. Han sagde, at han tilfældigvis havde en lejlighed i samme blok som Kevin, i en lille hyggelig forstad til Manchester, Didsbury. Lejligheden var fin, og jeg flyttede ind. Der boede jeg i de første 2 år i byen. Derefter købte jeg en lejlighed, igen i samme blok som Kevin i samme by.

Angående kost, så var der ingen der tjekkede hvad vi spiste. Vi blev vejet og fik målt vores fedtprocent af og til, og hvis disse tal var ok, blev der ikke sagt noget. Vi fik dejlig mad til frokost på Carrington efter hver træning. Den blev tilberedt af en portugisisk kok, Manuel - samt Aksel, der sjovt nok var dansk.

Med hensyn  byture var det frihed under ansvar. Vi spillede ofte lørdag, og havde så fri søndag. Såhvis man ville ud lørdag aften var det ikke et problem. Man skulle bare sørge for, at ikke at lave skandaler. Kevin og jeg var jo nogle unge fyre, så vi gik ofte ud lørdag, men næsten altid uden at drikke alkohol. Både fordi det ville gå ud over vores form, og fordi det var nemmere, da man så kunne køre hjem, og ikke skulle vente på taxaer, som ofte kan være svære at få.

Albert Engedahl, Malling: Hvordan oplevede du Kevin Keegan som manager, styrker/svagheder?

MB: Da jeg skrev under med City havde jeg aldrig snakket med Kevin Keegan. Han tog på ferie umiddelbart efter oprykningen fra Championship, og da det pludselig skulle gå stærkt for dem, pga. jeg var ved at skrive kontrakt med Arsenal, nåede jeg ikke at tale med ham. Jeg fik dog en opringning fra ham i løbet af sommeren, hvor han fortalte lidt om klubben, om ham selv og om hvilke forventninger han havde til mig.

Keegan var altid med på træningsbanen. Han havde flere trænere til at stå for øvelserne, men brød selv ind og rettede fejl og gav gode råd. Desuden blev han ofte ude på træningsbanen efter træning, og lavede specialtræning med de spillere som ville, eller dem som han mente skulle forbedre nogle svage sider. Han var ofte sidste mand, der kom ind fra træningsbanen.

Keegan var fansenes mand. Træningsanlægget var omkranset af et højt gennemsigtig hegn, og mens vi trænede fik han ofte lukket fans ind, som stod og så træningen udefra, så de kunne følge os fra nærmeste hold. Det er anderledes nu, hvor træningsbanerne er lukket land. Når vi var ude og spille kampe, især i pre-season, ventede vi spillere ofte i bussen i lang tid, til Keegan havde skrevet en autograf til hver eneste fan, der bad om den.

Keegan var en dygtig motivator. Hans taktikmøder var ikke så lange og bestod ikke af de store taktiske udredninger. Han troede mere på at give spillerne frihed til at udtrykke deres talent. Det var måske også en svaghed. Træningen var heller ikke så taktisk præget, men bestod mere af en masse spil og tekniske øvelser.

Man kunne ikke være i tvivl om, at han var en følsom mand. I de tider hvor det gik godt kunne man altid høre hans stemme på træningsanlægget, men når det gik dårligt fortrak han til sit kontor efter træning, og man så ham sjældent.

Alt i alt var han et fantastisk menneske og jeg er glad for at have fået chancen for at spille under ham.

Kim Marott, Lyngby; Set med dine øjne - hvem var den bedste spiller i Citys daværende trup?

I den tid jeg var i City spillede jeg sammen med mange fantastiske spillere, blandt andet Anelka, SWP, Ali Benarbia, Eyal Berkovic, Andy Cole, Robbie Fowler, Steve McManaman, Sylvain Distin, Richard Dunne, Peter Schmeichel, Shaun Goater, David James, David Seaman, Niclas Jensen, Paul Bosvelt, Micah Richards osv.

Anelka var selvfølgelig fantastisk. Han var lidt doven til træning, men når han endelig ville, så var han uhyggeligt hurtig og afsluttede fantastisk med begge ben. Den spiller jeg så mest op til var Distin. Han var holdets anfører, lynende hurtig, atletisk og top-professionel. Derudover snakkede han med de unge, gav gode råd og arbejdede hårdt i styrkerummet og på træningsbanen efter træning.Anelka- Citys vel største stjerne i start 00'erne

Hvis jeg skal nævne den bedste spiller af alle, må det være Eyal Berkovic. Det var uhyggeligt så god han var med bolden. Den var umulig at pille ham fra til træning. Hvis han havde været lidt mere seriøs og haft en bedre indstilling, så kunne han have nået helt til tops i europæisk fodbold. Så stort var hans talent.

Morten Olesen, Vejlby: Hang du ud med nogle fra truppen i fritiden, hvem? Var der et godt sammenhold?

MB: Jeg brugte stort set alt min fritid sammen med Kevin Ellegaard. Vi kendte hinanden lidt fra Danmark, men blev hurtigt bedste venner. Derudover var jeg meget sammen med Tyrone Loran, som var en ung hollænder, som kom samtidig med mig og Shaun Wright-Phillips og hans bor Bradley.
Kasper Schmeichel kom op og trænede med 1. holdet, i de sidste år jeg var der, og ham tilbragte jeg også ofte fritiden med. Det første år i klubben var vi tit hjemme hos Niclas Jensen og spise. Han havde dansk tv og hver søndag inviterede han på mad og hygge.

Derudover var Peter Schmeichel god til at invitere hjem, og jeg holdt jul hos dem flere år, da jeg ikke kunne komme hjem, pga. det pressede juleprogram. I den første tid i klubben (vi kom samme sommer) var Peter lidt reserveret overfor os andre danskere. Han snakkede engelsk til os og sad ikke sammen med os, når vi spiste frokost. Det kan være, at det var nyt for ham pludselig at spille sammen med danske spillere, da han i alle sine år i United, og også efterfølgende, aldrig spillede med nogen. Det ændrede sig dog hurtigt, og efter nogle uger åbnede han sig, og blev en hyggelig onkel for Kevin og jeg, men samtidig en person, som der var den største respekt omkring.
Det var ærgerligt, at han og Niclas forlod klubben efter mit første år i Manchester.

Ellers var der omkring 15 forskellige nationaliteter i truppen, så når vi spillede små "kampe" mod slutningen af træningen, var vi ofte delt i tre hold: UK, de fransktalende og "rest of the world". Det var sjovt og gav lidt ekstra krydderi og drilleri til træning. Sammenholdet var ok. De fransktalende holdt sig lidt for sig selv, men ellers snakkede alle til og med hinanden. Der var selvfølgelig nogen men snakkede mere med, men det er naturligt, og som på alle arbejdspladser.

Mikkel Abildgaard, Esbjerg: Har du stadig kontakt til nogle af dine gamle holdkammerater fra din tid i England?

MB: eg har kontakt til Niclas Jensen, Kasper Schmeichel og Kevin Ellegaard, men resten snakker jeg ikke med mere.

Jeg kan på falderebet fortælle, at da SWP og hans bror Bradley var i Danmark en sommer for at besøge Kevin og jeg. Vi arrangerede en lille fodboldkamp, 5 mod 5, på en asfaltbane i Elbaparken på Amager for hyggens skyld, og for at holde os lidt i form.

Jeg nævnte for nogle venner, at vi ville spille, og da vi gik i gang lagde vi godt mærke, til at det strømmede til med mennesker udenfor hegnet. Til sidst stod der omkring 100 børn og voksne og kiggede på, mens vi spillede noget hyggebold.
Et år efter blev SWP solgt til Chelsea for over 200 mio kr, og med Kevin, Kasper Schmeichel, BWP og jeg selv løb der vel spillere rundt for 250 mio kr i en lille park på Amager en tilfældig sommerdag i juni. Det bliver der den dag i dag stadig snakket meget om i parken.

CityFans.dk takker mange gange Mikkel for han ville dele sine oplevelser med os.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 29-10-2012