"Eufori er en stærk følelse af velvære, lykke og opstemthed. Kan opnås igennem forskellige former for euforiserende stoffer. Udtrykket kommer fra det græske euphoria. Præfikset eu- betyder, at det er godt eller rigtigt, mens '-phoros' er en afledning af 'pherein', som betyder 'at bære' i betydningen 'at befinde sig'. Dermed kan euphoria oversættes til 'at befinde sig i en tilstand af godhed, smukhed, oprigtighed".

Kilde: Wikipedia

Aldrig troede jeg, at jeg skulle opleve noget lignende Play off finalen imod Gillingham i 1999, hvor City bagud med 0-2 i 90. minut, alligevel opnåede at få uafgjort, og derefter gå hen og vinde oprykningen.

Men det der skete i søndagens afsluttende ligakamp imod Queens Park Rangers er right up there.
Det var ligeså vildt!!! Det var præcis den samme følelse der gik igennem mig - og sikkert også jer andre - som dengang. Jeg kan roligt konstatere, at eufori er ikke noget man kommer nemt til, medmindre man bruger stoffer (og "winners don't use drugs")

Da Aguero scorede til 3-2 i overtiden, var det præcis den samme følelse som jeg og tusindvis af Cityfans oplevede tilbage på Wembley i 1999.
Siden dengang har der da været nok at juble over, med oprykninger og F.A cup triumfer, men de jubelscener der udspillede sig i forbindelse med dem, har ikke haft den der helt ekstatiske fornemmelse over sig, som Play off triumfen og søndagens titelvindende scoring fra Agüero, som med dette mål skrev sig ind i Manchester Citys Hall of Fame.

Jeg kan nu roligt konkludere efter at have oplevet det her fænomen to gange: Man skal åbenbart helt ned i sækken, være helt væk, være dømt ude og down and out - og så imod alle odds grave sig ud med en teske i allersidste øjeblik for at opnå denne nærmest ud af kroppen oplevelse, som det her bedst kan beskrives som. Og ja: Det var en tilstand af smukhed!

Os 15-20 Cityfans der var til stede på Aarhus' nye Cafè Luxor, røg rundt imellem hinanden i store gruppekrammere, og jeg er overbevist om, at vi tilsammen lavede udslag på Richterskalaen, så meget som vi hoppede rundt efter 3-2 målet.Svært at forestille sig, at jeg bare få minutter tidligere havde set mig rundt i lokalet, og nærmest fået tårer i øjne og klump i halsen af synet over alle de nedslåede knuste blikke hos mine kære Cityvenner. Alle de slukkede øjne var et hjerteskærende syn.

Så hvor var det dog godt, at det endte som det gjorde. Alene for deres skyld. Det gode sejrede over det onde, hvis du spørger mig!

Vi diskuterede lidt hvad der for en oplevelse der er størst: Oprykningen på Wembley i 1999 eller mesterskabet 2012. Jeg er nu her dagen herpå, nået frem til at det kan man jo ikke afgøre. Det er to kæmpe kæmpe store bedrifter, der utvivlsomt begge er milepæle i Manchester City folklore.

Glynn Pardoe, eks Cityspiller, sagde det hele meget rammende til avisen Guardian: 

"It was a stressful day, the most stressful I can remember at City. But that is Manchester City – we can't do it easy. We have to do it the hard way don't we? It is always the same. I don't know why we can't do it easy and just go and win 3-0 and take the pressure off, but never mind. We did it and that is all that matters."

Vi lader Glynn's ord stå som de sidste i denne blog, som er skrevet med tømmermænd. De er dog det hele værd

Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 14-05-2012