Del IV: 2001-2005 - Keegan-æraen

Dette er del IV af fortællingen om Manchester City definerende år fra 1996 og frem til overtagelsen i 2008. I dette afsnit er City netop rykket ned fra Premier League efter blot en enkelt sæson. Det kostede den nærmest folkekære Joe Royle jobbet som manager. Er du gået glip af de andre afsnit, er der links under artiklen her.

Selv om City i 2000/01 havde været på et kort visit i Premier League, var det tydeligt, at klubben var håbløst distanceret i forhold til de største og bedste klubber. De fire sæsoner uden for Premier League havde haft den konsekvens, at City imellem 1996 og 2000 var gået glip af de store TV penge fra Sky, og var ude af stand til at tiltrække store internationale sponsorater. 

I det hele taget er der en slags ude af øje ude af sind effekt i at ikke være eksponeret i den ekstremt promoverede Premier League. Og så skal vi heller ikke glemme, at det også var i den tid, at det endnu mere kommercielle Champions League erstattede det mere beskedne og efterhånden lidt støvede Europa Cup for mesterhold. Et tiltag der i endnu højere grad var medvirkende til, at de bedste rykkede yderligere væk fra det store midterfelt, udgjort af de næstbedste.

Heldigvis havde City en visionær bestyrelse, som turde satse. Allerede tilbage i slut 1990’erne havde de sagt ja til at skifte hjemmebanen siden 1923 - det legendariske Maine Road - ud med det mere moderne og for den tid nærmest futuristiske City of Manchester Stadium, som ville stå færdig til fodbold-brug i 2003. En rigtig beslutning, selv om den var tung.

Maine Road var gammelt og slidt, infrastrukturen omkring det var ikke længere tidssvarende - og ikke mindst var Maine Road blevet for lille med sin kapacitet på ca 34.000.  Det nye stadion, du i dag kender som Etihad (det er et rædselsfuldt navn, synes jeg) ville få en kapacitet på 48.000, og ville på alle parametre stå som et hyper-moderne stadion, der skulle tage Manchester City ind i fremtiden.
Artiklen fortsætter under billedet.
Peter Arndal fejrer City of Manchester Stadiums opførselse er igang

År var 2001, så tiden var knap til det nye stadion skulle åbne. Tanken om at denne nye arena skulle huse fodbold på anden klasse, hvis ikke man satsede, fik bestyrelsen til at sætte alt på et bræt. De hev en kanin op af hatten, og ansatte ingen ringere end Kevin Keegan som ny manager efter fyringen af Joe Royle. 

Keegan var en absolut højprofil manager for den tid. Han var en mand der kunne føre Manchester City tilbage til Premier League - og etablere dem. Keegan var kendt som en, der skaffede resultater, endda med flot og underholdende fodbold, men han var bestemt også en dyr herre at have ansat, da han brugte mange penge i processen.

Til trods for risikoen rungede det også af ambitioner og ikke mindst om et potentiale, at Manchester City var i stand til at ansætte en manager med Keegans CV.

Keegan, en tidligere topspiller for Liverpool og Hamburg SV, havde gjort det fantastisk med Newcastle, som han i 1996 nær havde gjort til Premier League vindere. Her i 2001 var den karismatiske englænder netop trådt tilbage som manager for det engelske A-landshold. Absolut et scoop af City. Keegan sagde selv til pressemødet, hvor City bekendtgjorde hans ansættelse, at han havde sagt ja til jobbet fordi City havde alle muligheder for at blive en topklub, både med en dygtig ledelse og en stor fanbase.

Investorerne elskede tiltaget og optimismen blomstrede. Derfor fik Keegan masser af penge til at realisere projektet. Og fordi det var Keegan, der nu stod i spidsen for klubben, kunne de lokke spillere fra en lidt højere hylde, end hvis manageren havde været Joe Royle. Det er ganske sikkert.

Projektet bar hurtigt frugt. Allerede året efter - i 2002 - var City tilbage i Premier League. Oprykningen blev sikret i suveræn stil, og med flot, offensiv og positiv fodbold. City vandt 1. Division med 99 points og en score på 108-52.
Artiklen fortsætter under billedet

I come back sæsonen i 2002/03 sluttede City som en flot nummer 9, blandt andet gennem et par mireterende sejre. Mest mindeværdig er naturligvis 3-1 sejr over Manchester United i "the last Maine Road Derby", samt en 2-1 gevinst over Liverpool på Anfield. I begge disse kampe, var der for øvrigt dansk islæt i form af Peter Schmeichel og Niclas Jensen. 

Keegan formåede altså nemt at holde City i den øverste liga, og han kunne i sommeren 2003 indfri forventningen om, at føre de lyseblå ind på City of Manchester Stadium som et Premier League mandskab.

Den første sæson på det nye stadion, var det dog nær gået galt. City reddede først livet i PL i slutningen af sæsonen. En uventet europæisk deltagelse (UEFA cuppen) gennem fairplay forstyrrede angiveligt truppen, som ikke var helt bred nok til Europa. Eventyret sluttede også i november med et samlet nederlag til den polske klub med det lækre navn, Groclin Dyskobolia.

Problemerne i bunden af PL i 2003/04 var heldigvis isoleret til den ene sæson. I de følgende par år etablerede Keegan City som et stabilt Premier League mandskab.

I marts 2005 var det dog slut. Keegan var tydeligvis træt, og det smittede tydeligvis af på holdet, der ikke sprudlede længere. Alle var trætte. Det var også job done. Keegan havde afleveret et stabilt Premier League hold. Men det havde kostet mange penge.

I tiden efter Keegan trådte City vande, og måtte klare sig med hvad de havde. Klub-kassen var tom efter Keegans 4 år lange spending spree. Den nu tidligere manager havde lavet mange indkøb - nogle gode - andre knap så gode. Berkovic, Benarbia, Anelka, Fowler, David James, Distin samt danske Niclas Jensen står for mig tydeligst i erindringen blandt de gode investeringer.

Men der var også flere vanvittigt dårlige indkøb, som City absolut INTET fik ud af. Argentineren Matias Vicente Vuoso blev købt for £ 3 millioner - uden at nogensinde spille en eneste kamp. Så var der mærkværdigheder som Christian Negouai, der i sin debut scorede mål med hånden, og tre dage efter blev udvist i en Liga cup kamp. Kort efter blev han langtids-skadet. Helt igennem en bizar City-karriere. Angriberen Jon Macken blev også købt dyrt ind fra Preston (£ 5 mill), men det stod hurtigt klart, at den unge angriber ikke havde niveauet til Premier League.

Keegan hentede også selveste Steve McManaman i Real Madrid på en fri transfer, hvilket betød, at den tidligere Liverpool anfører kom på en enorm høj løn. Aldrig har jeg dog set så afdanket og ligegyldig en spiller i en lyseblå trøje. Han var der kun for pengene - og blev døbt Steve McMoneyman! ET andet fejlskud var Arsenal legenden David Seamann, der skulle afløse Peter Schmeichel, som afsluttede sin karriere med en enkelt sæson i lyseblåt.
Den 40 årige og alt for slidte Seamann fik 19 katastrofalt dårlige kampe City, og valgte at gå på pension midt i sæsonen.

Så var der danske Mikkel Bischoff, der blev hentet i AB for en pæn sum penge. Mikkel nåede blot en kamp for City (en 2-2 kamp med Blackburn på Maine Road) Det skal dog siges, at det var skader der først og fremmest ødelagde det for ham. Smadder-ærgerligt, for der var så afgjort potentiale.

Keegan æraen står for mig i dag som en fascinerende periode i Citys historie. Keegan gav os tilhængere de mest fantastiske oplevelser. Jeg har nævnt 3-1 sejren i The last Maine Road derby samt 2-1 sejren på Anfield. Mest spektakulært var det uforglemmelige og fantastiske come back imod Tottenham i F.A cuppens 4. runde i februar 2004:

City var efter en fornærmende indsats nede med 0-3 ved pausen på White Hart Lane, og på vej ud til pause-teen brokkede Citys altid kontroversielle Joey Barton (google ham) sig til et rødt kort! Så City måtte oven i købet lunte ind til 2. halvleg med kun 10 mand. Alligevel formåede de lyseblå at vende opgøret til en 4-3 sejr. Sejrsmålet scoret af førnævnte Jon Macken, der dermed fik et fint eftermægle i City.
Det er til stadighed det vildeste come back jeg nogensinde har set. Det var sådan noget vanvid, som kun Kevin Keegan - The Mighty Mouse - kunne levere. 

Kevin Keegan er med sine knap 4 år i managersædet hos City, stadig den længst siddende manager i klubben siden Tony Book, der stod i spidsen for City fra 1974-1979.

I næste afsnit ser vi vi på årene fra 2005-2008. De var ikke kedelige. Selvfølgelig var de ikke det.