1999/2000: Konsolidering..Troede vi..

Året efter City med nød og næppe var undsluppet den grumme verden i Division Two handlede det om konsolidering i den næstbedste række. Det var vi fans enige om. City var trods alt rykket op med lodder og trisser fra niveau 3, så vi var en smule ængstelige for, at de kunne komme i fedtefadet tilbage i second tier. 

Men Joe Royle havde på kløgt og snilde fået sammensat et hold med en fantastisk spirit, og med ganske få indkøb inden sæsonen, formåede Joe at bevare en god ånd i truppen.

Jeg mener, at den eneste reelle forstærkning der blev hentet i sommerpausen var Wimbledons wing, *Mark Kennedy, (Artikel-billedet) der også fik en øjeblikkelig betydning for holdet, og forblev en nøglespiller hele sæsonen. Danny Granville blev samtidig lånt i Leeds, men slog aldrig rigtigt til. Da det brændte lidt på i sæsonens afgørende fase, blev Derbys hardhitter forsvarer, **Spencer Prior brandslukker. Gillinghams topscorer, Robert Taylor, der nær var blevet Citys bøddel på Wembley med sin 2-0 scoring, kom også ind, men blev en gedigen fiasko. Retfærdigvis skal han dog huskes for et meget afgørende mål i en 1-0 sejr hjemme over Birmingham i den næstsidste spillerunde.

Humøret og optimismen var høj, og holdet leverede flot igennem hele efteråret - og pludselig var City blandt favoritterne til at rykke op i Premier League. De lå godt til i tabellen - og spillede endda god fodbold. Og endte til alles overraskelse, undtagen holdet selv, også med at rykke op

Men igen skulle vi fans trækkes igennem en vanvittig sidste spilledag, hvor City efter at være spillet ud af banen på Ewood Park i Blackburn i hele 1. halvleg, burde have været bagud med langt mere end de 0-1, som tilfældet var.

Blackburn, som intet havde at spille for, var her der og alle vegne, og havde ramt træværket 3-4 gange inden det gik galt for City, der skulle have mindst et point med hjem for at sikre sig den direkte oprykning, og undgå endnu et Play off mareridt,

I begyndelse af anden halvleg fortsatte billedet i samme stil, men City fik dog efterhånden lidt mere styr på hjemmeholdet. Men det var alligevel ud af ingenting, at udligningen kom, vel nærmest på den første City-chance. Shaun Goater stod for enden af et giftigt Horlock indlæg, og manden fra Bermuda sendte fra klods hold bolden op i nettaget.

Herefter faldt Blackburn helt sammen, og det hele endte med en gedigen 4-1 sejr til City, hvilket var ret mærkeligt efter en 1. omgang, hvor de var blevet spillet ud af banen.

Jeg vil heller aldrig glemme den oplevelse. En rigtig solbeskinnet varm majdag, hvor Ewood Park nærmest var besat af Cityfans, Selv udenfor stadion kunne man se og høre de Cityfans, som ikke havde fået billet til kampen, men som alligevel var mødt op i håbet om endnu en oprykning. Og den fik de. Det var en vild fest.

Det var svært at se hvordan Joe Royles hold skulle klare sig i Premier League, men det var ikke en bekymring, som vi havde den aften. Vi var tilbage hvor vi hørte til.

2000/2001 - Kortvarigt tilbage blandt de bedste
Men tilbagekomsten til Premier League i sæsonen 2000/01 blev ikke den succes, som vi havde håbet på. Holdet fik ellers en udmærket start på sæsonen, og lå midt i rækken efter 10 spillerunder. Herfra gik det jævnt og stabilt nedad, og som tiden skred frem, blev det tydeligt, at City slet ikke var gode nok til at klare sig blandt de bedste. De forsvarende vicemestre fra Arsenal skilte City ad med samlet 9-0. Det fortalte lidt om Citys niveau.

Blot 8 sejre blev det til i sæsonens 38 ligaopgør, og i næstsidste spillerunde blev det en kendsgerning, at City måtte retur til den næstbedste række.

Som konsekvens blev manager Joe Royle fyret. Det var mange fans utilfredse med. I vores optik burde han have haft mere snor, efter at have trukket City ud af den 3. bedste række og stabiliseret klubben igen. Set retroperspektivt må jeg indrømme, at jeg i dag godt kan se, at det var en rigtig beslutning.

Joe Royle var en dygtig brandslukker, og hans form for fodbold var effektiv og fungerede godt i de sekundære rækker. Han havde siden krisen i 1998 bygget et hold op, hvor holdånd, fight og aldrig giv op attitude, var kernedyder. Royle var godt klar over, at dette dobbelt-oprykkerhold ikke ville holde niveau til Premier League, så han var nødt til at skille Wembley 1999 holdet ad.

Hele seks spillere fra Wembley triumfen blev solgt eller lånt ud i come back sæsonen til Premier League. De blev desværre erstattet af spillere, som ikke ligefrem pegede fremad. Specielt indkøbene af Alf Inge Haaland og Steve Howey var ikke ligefrem noget der skreg på store visioner. Paolo Wanchope var en god signing, men Royle havde glemt at tage højde for costa ricanerens skadeshistorik, som kom til at spille en stor rolle i hele Wanchopes City karriere.

Jeg vil ikke klandre Royle for George Weah indkøbet. Det var sandsynligvis slet ikke hans ide, at få Weah i truppen, men bestyrelsens øjnede en mulighed for Weah, der netop var stoppet i Chelsea, og handlede bag om ryggen på deres manager.
Det var derfor, at Royle ikke brugte Weah ret meget, og at den tidligere Ballon d’ Or vinder skred fra sin kontrakt allerede i oktober. 

Det var tydeligt, at i en mere og mere moderne konkurrencepræget og teknisk engelsk topliga, var Joe Royle en dinosaur. Han var ikke den rigtige manager, hvis City på sigt skulle have succes på øverste niveau.

Royle havde  reddet og stabiliseret Manchester City på nærmest gravens rand, men nu var tiden moden til, at finde en mere moderne manager, som kunne tage klubben det næste skridt videre. Og moderne - det var Onkel Joe ikke. Alting godt får en ende. Men jeg elsker stadig Joe Royle i dag. 

Billedet herunder er fra foråret 1999 og er fra venstre: Den norske Cityfan, Ove Tømte, Joe Royle og så undertegnede. Fotoet er taget på daværende træningsanlæg Platt Lane, et par stenkast fra den gamle hjemmebane, Maine Road 

Tæmte, Royle og artikelforfatter

*Mark Kennedy blev solgt til Wolves i sommeren 2001, umiddelbart efter Joe Royle's afgang. Han var for stor en uromager forlød det. I dag (2018) er Kennedy tilbage i Manchester, hvor han er en del af trænerstaben på Citys akademi.

**Spencer Prior skrev i 2016 under på en kontrakt med Thailands kvindefoboldlandshold, der er han stadig i dag (2018)