Del II 1998/99: En ny og grum verden

Nå, men for første gang i Manchester Citys 105 årige historie befandt de sig udenfor Englands to bedste divisioner. Det var en ny og ret så grum verden der åbnede sig. OG selv om vi følte os for store til at overhovedet at være der, så måtte vi acceptere, at dette var et grusomt fakta - vi var ikke bedre..... Stor eller ej. 

LÆS DEL I af Manchester Citys historie 1996 - 2008 her

Lokalopgørene var nu imod Macclesfield og ikke Manchester United, og på alle udebaner blev City mødt af udsolgte faldefærdige stadions, hvor alle kom for at se City fejle. “Shitty City - Shitty City” var også dengang det mest opfindsomme modstandernes supportere kunne komme op med. Det var ofte decideret fjendtligt, og til tider nærmest ubehageligt, at rejse ud som Manchester Ciy mand i det år.

 “Shitty City - Shitty City” var også dengang det mest opfindsomme modstandernes supportere kunne komme op med"

Hjemme på Maine Road kom de fleste modstanderne for at spille på 0-0. For mange spillere var det et karriere højdepunkt bare at få lov at spille på Maine Road, som trods Citys deroute stadig var særdeles velbesøgt. Tilskuer-gennemsnittet for Citys hjemmekampe i den sæson var på over 28.000!

Det var naturligvis svært for Manchester City at vænne sig til den barske virkelighed i divisionen. Samtidig var presset også stort. Alle forventede, at City ville rykke op. Det skulle de også ende med at gøre, men det blev dramatisk og absolut ikke problemfrit.

Ved juletid havde City underpræsteret igennem store dele af den første halvdel af sæsonen. Efter et nederlag til York lå de blot nummer 11. PÅ billedet herunder græmmer anfører Jamie Pollock sig, mens Michael Brown opildner til at kæmpe sig tilbage. Men Citys all time low var en kendsgerning efter 1-2 mod York. Artikel fortsætter under billedet.

Direkte oprykning så efterhånden svært ud, men City fandt endelig formen, da de sidst i december hentede en faktisk ret så ufortjent sejr i Wrexham.
City spillede rædselsfuldt, men vandt alligevel 2-1. Den sejr blev katalysator til til en yderst succesfuld anden sæson-halvdel. City ramte nu endelig en stabilt god form, men det var too little too late. De måtte nøjes med 3. pladsen, og skulle nu ud i de nervepirrende play offs.

I semifinalerne slog City Wigan ud med sammenlagt 2-1. Det var to meget høj-intense opgør, og med 1-1 i Wigan, var 1-0 sejren hjemme på Maine Road nok til at gå til finalen.

En kamp til historiebøgerne
I Play off finalen ventede nu Gillingham på det gamle Wembley, med the Twin Towers. City var i de fleste øjne favoritter til at vinde, da de måneden før havde slået netop Gillingham med 2-0 -  endda på deres bane.Men det blev så langt fra en ekspeditionssag. Denne kamp, den vigtigste i Manchester Citys historie, er gået over i historien, som noget af det vanvittigste og vildeste.

Bestemt ikke fordi det var en god kamp. Det var egentlig en ganske tam affære, med to fastlåste hold, der for enhver pris ikke ville tabe. City prøvede mest, og var også det bedste hold på dagen.

Men alligevel var det City, som med få minutter tilbage, kom bagud. Mange tanker røg igennem hovederne på os Cityfans i de minutter. Mest, at vi ikke kunne overskue en ny sæson med ture til Wycombe, Scunthorpe Chesterfield og hvad de ellers hed.
Men det skulle blive værre endnu. Gillingham fordoblede få øjeblikke efter deres føring - og med bare fem minutter tilbage sank vi helt sammen.
0-2. Det kom City ikke tilbage fra. Det var sikkert.

Gillingham spillerne smilede, lo og high fivede allerede hinanden, og følte sig tydeligvis meget sikre på, at oprykningen var hjemme. Deres manager, Tony Pulis, en dengang ukendt og talentfuld ung manager, besluttede sig for at hive begge sine angribere ud, og erstatte dem med defensive kræfter. Den her skulle forsvares hjem i de sidste minutter. Men det viste sig at være en gedigen fejl fra den normalt drevne Pulis. Hvad der skete nu, er gået over i City folklore.

I kampens sidste ordinære minut reducerede Kevin Horlock til 1-2, hvilket de fleste af os blot anså for et trøstmål. Selv tænkte jeg, at ‘i det mindste fik vi set City score på Wembley’.
Men da der et øjeblik efter reduceringen blev fremvist et skilt med 5 tillægs-minutter, blev et lille håb tændt, og City kastede nu alt frem. De pumpede den ene lange bold op af banen efter den anden, uden at der kom nogle nævneværdige chancer ud af det - men da uret stod på 94.11 kom udligningen sgu alligevel!

Paul Dickov udødeliggjorde sig selv i City, da skotten udnyttede en lidt tilfældigt opstået chance. En lang bold, blev headet videre og ender ved Shaun Goater, der selv forsøger at skyde, men han bliver tacklet i skudøjeblikket, men til alt held ryger bolden videre ind i Gill’s felt, hvor Dickov står fri. Dickov hamrer herefter i et ægte last gasp forsøg bolden ind under overliggeren - 2-2!

De vildeste scener udspillede sig nu. Det var ikke til at tro, hvad vi lige havde overværet - og så bare få dage efter, at Manchester United havde gjort noget lignende i Champions League finalen imod Bayern. (Vendt 0-1 til 2-1 i overtiden red.)
Jeg bliver stadig berørt, når jeg ser det klip, hvor Dickov redder os. Og jeg har set det 1000 gange. Eller mere.
(Har du ikke set klips fra den historiske dag, så google "Manchester City Wembley 1999" - der er masser af videoer, fotos og beretninger fra den dag)

Gillingham spillerne var grædefærdige, og kunne slet ikke forstå, at de havde smidt det hele væk på så kort tid, Og nu havde de lige svækket deres offensiv i sådan en grad, at det var svært at se dem score i den forlængede spilletid, der nu ventede.
Det gjorde de heller ikke. Men City var heller ikke i stand til at finde nettet, og kampen gik nu i straffesparkskonkurrence.

Her blev humøret en afgørende faktor. Gillingham var tydeligt stadig i en form for chok over Citys come back, for de misbrugte hele tre spark. City var derimod sikre på tre af deres fire forsøg. Helten fra før, Paul Dickov misbrugte dog sit på bizar vis. Hans skud ramte indersiden af stolpen, hvorpå bolden rikochetterede langs målstregen, og over på den anden stolpes inderside - og ud igen. Men da Gills’ Guy Butters fik sit forsøg reddet af Citys blot 20 år gamle keeper, Nicky Weaver, var det slut. City var klar til den næstbedste række. 

En vanvittig måde at rykke op på. Fra helvede til himlen på en eftermiddag. Men jeg ville ikke bytte oplevelsen for noget i dag. Aldrig. Et skattet minde.  

Der var for øvrigt 77.000 tilskuere til den League One play off finale. Syv og halvfjerds tusinde.

I blandt dem en stor delegation skandinaviske supportere. Flere engelske Cityfans kom hen og takkede os for at komme.