Forhistorien
Faktisk så sent som i sæsonerne 1990/91 og 1991/92 var City sluttet som nummer 5 i den bedste engelske række. Men et miks af dårlig management, interne magtkampe og sort uheld i årene der fulgte, sendte de lyseblå ud i en historisk deroute, som nemt kunne være endt med, at det Manchester City, som mere eller mindre altid havde eksisteret som‘ storklub siden stiftelsen i 1894, kunne være blevet reduceret og dømt til et evigt liv som sekundaklub.

I 1996 rykkede City på komisk vis ud af Premier League. Fejlinformeret i de sidste minutter i den sidste spillerunde hjemme imod Liverpool trak de lyseblå tiden ved stillingen 2-2. City-spillerne var i den tro, at uafgjort var nok til at redde livet. Det var det ikke. En sejr var påkrævet, så det virkede tragikomisk at se City i slutminutterne trække ud til hjørneflag, trille bolden rundt, og i det hele taget bare tro, at alt var som det skulle være.
Det var det ikke. Datidens to nedryknings-flugtkonger, som City jagtede, Coventry og Southampton, fik begge point, og det betød, at City skulle have vundet deres kamp imod Liverpool, der for øvrigt blev nummer 3 det år.  

Nedrykningen gjorde ondt. Men det blev værre. For to år efter - i 1998 - rykkede City sensationelt ud af den næstbedste række, efter et manager-kaos af en anden verden.

Alan Ball, der var manager for City da de rykkede ud af Premier League, sagde op få kampe inde i den nye turnering i 1996/97.. Ingen ville overtage jobbet, og da City endelig fandt en ny chef i Steve Coppell, sagde han op efter bare 33 dage. Coppell kunne ikke håndtere presset, og sagde op for sit helbreds skyld.

City fik dog endelig ved juletid ansat en permanent manager i skikkelse af Frank Clark (f. 1943). Han fik City op i tabellen, og fri af en ellers truende nedrykningskamp. City sluttede som en skuffende nummer 14.
Alligevel var City i den næste sæson (1997/98) bookmakernes favoritter til at vinde den daværende 1. division (Championship i dag red), men det gik lige modsat.

Frank Clarks spidskompetence var ikke indkøb. Det stod helt klart. Clark signede den ene ringe spiller efter den anden, hvilket svækkede holdet i en grad, så de ikke var bedre end bunden af Championship, hvor de lyseblå også befandt sig det meste af den sæson.

Mest lysende klart af de dårlige indkøb står den daværende rekord-signing, Lee Bradbury, der blev hentet i Portsmouth for omkring £ 3 mill. Han var langt fra en topangriber. Han scorede blot 6 mål for City i denne rædsel-sæson. Ikke mange for en spids. Efterfølgende blev han ironisk døbt Lee Badbuy.
Paul Walsh fik nok ikke en karriere som scout, men han formåede dog at narre de fleste, også inklusiv vores eget Supporter-magasin, STB, hvilket nedenstående bevidner: 

Clark blev fyret i februar, efter et 0-1 hjemmenederlag til lille bitte Bury. Et nederlag der sved ekstra meget på Cityfansenes selvforståelse.
Bury er en lille klub uden for Manchester, der på en god dag kan samle 5.000 tilskuere på deres beskedne stadion, Gigg Lane. En lilleput i engelsk liga-fodbold. Jeg erindrer, at en fan i frustration i kampens døende minutter løb ind på banen, hvor han demonstrativt rev sit sæsonkort itu. Nok var nok. Clark var fortid.

Nyheden om Frank Clarks fyring sivede ud inden hovedpersonen selv var blevet den overbragt. Clark hørte om sin forestående fyring i radioen på vej til arbejde. 

En gammel klublegende i skikkelse af Joe Royle, en del af Citys succeshold i 1970’erne, blev ny manager. Han fik til opgave at stabilisere skibet og rydde op i de over 50 spillere, som City havde kontrakt med. Samtidig overtog David Bernstein formands-rollen efter Francis Lee, som havde kørt klubben helt ud på et sidespor i sine ganske få år som formand. Men det var desværre lige en postgang for sent. City rykkede ned i sidste spillerunde. En ellers flot sejr på 5-2 i Stoke var ikke nok til redning, da resultater andre steder desværre ikke flaskede sig.

En følelsesmæssig hård dag, som altid vil stå meget klart for mig. Jeg tror, at det var der, at jeg for alvor blev Cityfan. Nedrykningen var så skelsættende en begivenhed. Her kunne man nemt vælge at forlade skibet, men langt de fleste, som jeg kender i fanmiljøet omkring klubben, benyttede lejligheden til at blive endnu mere dedikerede. Noget der strider lodret imod dagens beskyldninger om, at dem klassiske Cityfan er medløbere og glory-huntere.

Artikelbillede: Et proppet Moss Rose stadium i Macclesfield tager imod Manchester City.