Det er næppe gået nogle Cityfans næser forbi, at Manchester City på søndag møder Arsenal i 2018 udgaven af Liga cup finalen. Det er faktisk sjette gang i turneringens 57 årige historie, at de Lyseblå er kommet frem til finalen. City har faktisk indtil nu vundet fire ud af deres i alt fem finaler:

1970: (2-1 over West Bromwich)
1976: (2-1 over Newcastle)
2014: (3-1 over Sunderland)
2016: (1-1, 3-1 over Liverpool forlænget og straffe)

Kun 1974 finalen er blevet tabt, da Wolverhampton tilføjede City, det der altså hidtil er deres eneste nederlag i en Ligacup finale. Wolves vandt med 2-1.

Manchester City er med de meritter pt. nummer 7 på alle tiders Ligacup liste. Men kan de på søndag vinde deres 5. Ligacup titel, vil de hoppe helt op som nummer 5. City vil nemlig med sejr overhale både Tottenham og Nottingham Forest, der også står på 4 titler. De vil dermed stå lige med Man United, Chelsea og Aston Villa der har fem titler, men dog alle har deltaget i flere finaler end City. Liverpool har flest Ligacup titler med 8 stk.  

Søndagens modstandere fra Arsenal spiller deres 8. Ligacup finale, men har modsat City en elendig statistik. Blot to gange har Gunners løftet trofæet. Helt tilbage i henholdsvis 1987 og 1993. De har tabt finaler i 1968, 1969, 1988, 2007 og senest i 2011.

Dette afgør naturligvis intet i 2018 finalen, men det giver trods alt løfter om, at City må have et psykologisk overtag når de løber på banen til en Ligacup finale. De "plejer" at vinde Ligacupfinaler!

På den anden side, så har Arsenal så sent som sidste år ageret stopklods for Manchester Citys titeldrømme. Da Arsenal i 2017's F.A Cup semifinale imod spil og chancer slog City ud, var det første gang siden den 12. marts 1932, at City tabte en F.A cup semifinale. Dengang, 85 år tilbage i fodboldhistorien, var det også Arsenal der blev Citys banemænd. Efterfølgende, mellem 1933 og 2017, spillede City sig hele 9 gange frem til en F.A cup semifinale - og hver gang avancerede de videre til finalen- altså undtagen sidste år, hvor Arsenal gentog deres sejr fra 1932.

Nu er vi altså fremme ved 2018, og Ligacuppen er ikke F.A Cuppen! Jeg tror på, at Pep vil gå benhårdt efter at vinde sin første titel med Manchester City. Selvfølgelig. Det bliver derfor en stærk opstilling, som han stiller med på Wembley. Mit bud er, at den kommer til at se sådan her ud: 

Jeg tænker, at Pep vil foretrække Gundogan frem for en i mine øjne for tiden lidt formsvag David Silva. I forsvaret tror jeg, at  Laporte vil blive foretrukket fremfor Stones, der på det sidste har lignet en spiller fuldstændigt blottet for selvtillid.

Bænken vil derfor være: B. Silva, D. Silva, Stones, Danilo, Foden, Kompany, Ederson.

Altså ingen plads til Yaya, der ellers har været så afgørende i de sidste to vundne Ligacup finaler. Desværre. Men dette er jo bare mit bud. Du kan komme med dit eget i kommentarsporet herunder artiklen.

Finalen på søndag sættes i gang klokken 17.30 dansk tid. 

Artikelbilledet 
Det er det mere ukendte fra den legendariske 2-1 finalesejr over Newcastle i 1976. Supporterklubbens nuværende præsident, Peter Barnes, bliver her Manchester Citys yngste målscorer på Wembley nogensinde. Barnes var blot 18 år gammel, da han scorede til 1-0 allerede i finalens 11. minut.

Det mere berømte fotografi fra denne finale er, som mange af jer nok tænker, naturligvis Dennis Tuearts saksesparks-scoring, der i mange år - 35 for at være helt præcis - blev ikon for Citys sidste triumf. Dennis Tueart har selv udtalt, at han som tiden gik faktisk blev træt og bedrøvet af, at altid blive introduceret som Citys sidste matchvinder på Wembley. For som årene passerede uden City triumfer blev det berømte og efterhånden mere og mere gulnede billede et symbol på, hvor underpræsterende og u-succesfulde Manchester City havde været. 

Lad os derfor håbe på endnu en succes på søndag. Vi ved aldrig hvor mange år der skal gå, før vi igen skal smage sejrens sødme. 

GOD FINALE!