Mange nedgør Ligacuppen. Jeg kommer aldrig til at forstå det. Naturligvis vil jeg da hellere vinde Ligaen, men jeg kan alligevel ikke se hvorfor nogle skal tale turneringen ned. Indtil for bare få år siden var det den eneste turnering, som City reelt havde en chance for at vinde - og vi ville give vores højre arm for det! Der findes stadig klubber derude der vil elske at tage den titel, bare se hvor glade Swansea var, da de vandt Ligacuptrofæet i 2013.

Okay det var en dødssyg finale i år men heldigvis endte Manchester City med at genvinde titlen med det lidet flotte sponsor-navn, Carabao Cup* (en thailandsk energidrik) efter straffesparks konkurrencesejr over Chelsea. Det er første gang i Manchester Citys historie, at de faktisk formår at forvare en titel. 

Raheem Sterling blev den usandsynlige helt, da englænderen suverænt - men samtidig nervepirrende - bragede det afgørende spark ind via overliggeren. For de City-supportere der kan huske Play off finalen i 1999, så må Sterlings spark have givet associationer til Richard Edghill's scoring fra 11 meter pletten, for snart 20 år siden.

Hvor må det have været forløsende for Sterling, at det netop blev ham der stod for presset, da det virkelig gjaldt. Alt for ofte har netop Sterling skulle stå for skud, når noget går galt. Denne gang viste han mod og mandshjerte, og lukkede munden på sine kritikere. I hvert fald for en stund. De glammer jo nok igen, så snart han træder selv det mindste lille skridt ved siden af.

Da Manchester City efter 120 minutters relativ kedelig kamp, hvor Chelsea målmand, Keba, stod for det mest underholdende indslag ved at nægte at lade sig skifte ud, endelig kunne løfte Ligacup-pokalen imod Londons aftenhimmel, var det sjette gang i alt, at de Lyseblå vandt den "lille" Pokalturnering. Det gør City til det næstmest vindende hold i turneringens 58 årige historie. Kun Liverpool har med deres 8 titler flere end City. Med den sjette titel overhalede City Manchester United, Aston Villa samt dette års finale-modstander, Chelsea, der alle stod på 5 Ligacuptrofæer.

Ligacuppen er efterhånden blevet vores turnering. Efter at tidligere kun have vundet den i lige år (1970, 1976, 2014, 2016 og 2018) viste City, at de også kan vinde den i ulige år. Vildt er det faktisk også, at City har vundet 6 ud af 7 ligacupfinaler. Kun 1974 finalen endte i nederlag, da Wolves dengang blev vores banemænd.

Forhåbentlig kan denne pokal give holdet et moral-boost og rygstød, som vi nærmer os den afgørende fase af sæsonen. For uanset hvad der end sker nu, så går vi ikke tomhændet ud af sæson 2018/19, og hvor er det en rigtig god fornemmelse.En fornemmelse vores konkurrenter ikke har den luksus at kunne råde over. De næste pokaler bliver først uddelt til maj.

Og husk så lige at nyde det her. Det her var Manchester City 17. pokal i sin 125 årige historie (22  -hvis du hører til dem der tæller Community Shield med).  Vi kan aldrig vide, om det måske bliver den sidste titel, som vi vinder. Derfor er det vigtigt, at altid fejre den sidste som om det var den første. Det er vise ord, som den tidligere City-manager, den karismatiske Malcolm Allison, har udtalt. 

Så lad os gøre det. Det står ikke i loven, at man skal vinde turneringer fordi man er stor eller har et bestemt navn. Newcastle har for eksempel ikke vundet noget i 50 år. Så nyd det for fa'n.

Navne-forvirring om Ligacuppen
* Der har været lidt tvivl om navnene på Ligacuppen. Nogle tror simpelthen, at der findes flere forskellige engelske pokalturneringer, og ok, det gør der sådan set også. Dog kan Premier League og Championship-klubber kun deltage i to nationale cups, nemlig Ligacuppen og F.A. Cuppen.

Ligacuppen (EFL Cup), som denne turnering hedder bag alle sponsornavnene, er kun for de 92 engelske Ligahold. Den har været afviklet siden 1960/61. Indtil 1982 blev den bare benævnt "Ligacuppen", men siden har turneringen haft skiftende sponsornavne, de er:

  • 1982-1986: Milk Cup
  • 1986-1990: Littlewoods Challenge Cup
  • 1990-1992: Rumbelows Cup
  • 1992-1998: Coca-Cola Cup
  • 1998-2003: Worthington Cup
  • 2003-2012: Carling Cup
  • 2012-2016: Capital One Cup
  • 2016-2017: EFL Cup (Turnering havde ingen hovedsponsor)
  • 2017-????: Carabao Cup

Håber det gav lidt opklaring. Personligt foretrækker jeg  navnet Ligacup. Men jeg også så gammel, at jeg ikke drikker energidrikke.