Du kan da godt finde en mere komfortabel pub/beværtning, men vi har altid følt os meget velkomne og godt behandlet på 'Golden' derfor bliver vi hængende.

1.Navn, Alder og Hjemby: 
Morten Olesen, årgang 1972- bosat i Vejlby-Risskov lige udenfor Århus.

2. Hvornår, hvorfor og hvordan kom du til at holde med City? 
Lang historie. For at gøre den kort: Den allerførste gang jeg så Manchester City - og altså dermed blev opmærksom på deres eksistens- var på TV i F.A cup finalerne imod Tottenham 1981, hvor de efter min mening helt ufortjent tabte i to glimrende finaler. Fik sympati for dem den dag. De lyseblå trøjer og navnet Manchester City blev da mejslet ind i en knap 9 årig drengs bevidsthed. Jeg fulgte i de efterfølgende år City igennem avisernes resultatsider, og da jeg 15 år efter via et længere ophold i England, pludselig stod i Oxford på en gammel tribune og for første gang så de lyseblå live, blev min sympati for City omdannet til reel fanhed. Det var en fantastisk oplevelse. 

3.Har du set City spille live- eller har du planer om det? 
Ja, jeg har set City spille live mange gange. Jeg har ikke tal på det længere. Specielt i årene fra 1997-2004 blev det til en del kampe og mange rejser, men da jeg fik mit første barn, har jeg skåret ned på rejseaktiviteten - af både tidsmæssige og økonomiske årsager. Min sidste livekamp var imod Stoke i april 2016, hvor City vandt 4-0.

4.Hvor ser du Citys kampe - og hvorfor er det et godt sted? 
Jeg ser de "store" kampe (United, Liverpool, Barcelona mv.) på Golden Lion pub i Århus. Det har været stamsted i flere år. Du kan da godt finde en mere komfortabel pub/beværtning, men vi har altid følt os meget velkomne og godt behandlet på 'Golden' derfor bliver vi hængende. Andre kampe ser jeg hjemme. Jeg har dog et job, hvor jeg ind imellem må finde mig i at skulle arbejde i weekenden, så det er ikke alle kampe jeg ser. Og det der med at optage kampe og se dem når muligt : Forget it! 

5.Har du et særligt kært Cityminde?
Jeg har ikke et eneste kært minde. Jeg har rigtig mange. Det er alt for svært at udpensle bare et. Det der stikker særligt ud er, jeg var til stede på Wembley da vi med det yderste af tåneglene slog Gillingham i 1999 Play off finalen. Det var så vildt- og kan vel bedst sammenlignes med Agueroooo momentet i 2012, som selvfølgelig også erindres ekstra tydeligt, den så jeg dog hjemme i Århus. Min første tur til Manchester er et meget kært minde. Manchester var alt hvad jeg drømte om - og lidt til. Citys "Danmarksture i 2002 og 2003 var også meget specielle. Det var ekstremt morsomt i 2002, da City boede her i Århus, og trænede på det der i dag er mine børns hjemmebane, Vejlby Stadion- kun lige en kilometer fra mit hjem. Skal jeg være lidt nørdet, så er jeg meget stolt over, at have været til stede, da City scorede sine sidste mål og med dem fik sin sidste sejr på Maine Road. Jeg stod dengang på North Stand med min kone, der havde vores datter med i maven. Sammen med os var de herlige gutter, Lars Pinderup, Jens Bager og Henrik72, og vi overværede City i deres 3. sidste kamp på Maine Road slå Sunderland med 3-0. Målene blev sat ind af Fowler og Marc Vivien Foe med to. Tragisk at tænke på, at Foe bare to måneder senere - på min 31 års fødseldag den 26. juni- faldt om og døde i en Confederation Cup kamp. City tabte deres sidste to kampe Maine Road - begge med 0-1. Herunder har Foe netop scoret til 1-0 for City, og han tiljubles af Benarbia, Anelka og så tror jeg, at det er Niclas Jensen i midten.

6. Yndlingsspiller- både all time og på det nuværende hold?
Den er svær. Jeg elsker stort set hele det hold der slæbte os ud af niveau 3. Weaver, Morrison, Edghill, Wiekens Bishop, Dickov og hvad de ellers hedder. Særligt er jeg rigtig glad for Kevin Horlock, der jo også var en væsentlig del af division to holdet. Vi debuterede faktisk samtidig for City, Horlock og jeg. Ham på banen - mig på tilskuerpladserne :) Kevin Horlock var en spiller der altid gav sit bedste og som kunne bruges på mange forskellige måder rundt på banen. En spiller med en professionel attitude - men samtidig med kant! Goater er jeg også glad ved. En rigtig grim ælling historie. Mange Cityfans var næsten flove, da City signede ham fra Bristol City i 1998, han var nærmest et symbol på Citys daværende deroute. Fem år senere forlod han City som en højt skattet legende.

På det nuværende hold er jeg fan af Zabaleta. Han spiller den samme plads som jeg gjorde, dog med en væsentlig større frygtløshed. Han er et bevis på hvor langt man kan nå trods et begrænset talent (undskyld Zab). Udover det er jeg glad for Kompany, en fremragende ambassadør for Manchester City. Silva skal også nævnes. Når han er bedst, er han verdens i særklasse bedste spiller. F...ck Ballon d'or!  

7. Hvis du kunne gå tilbage i tiden og hente en City spiller tilbage- hvem skulle det så være?
Jeg ville hente to! De super kreative midtbanespillere i Benarbia og Bercovik. De to var en fornøjelse at at se spille sammen. Pudsigt nok hentede Keegan algierske Benarbia som cover for den skadede israeler,  Bercovik, men de to skulle på banen udvikle et fantastisk samarbejde der bare var en ren fryd at se på. City scorede i den sæson - hvor de to var på deres ypperste - over 100 mål. Tænk sig at et israelsk/arabisk samarbejde kunne blive så smukt! 

8.Skriv tre ord som du forbinder med Manchester City
1.Loyalitet
2.Oplevelser
3. Venskaber

9. Når vi siger Manchester United- hvad siger du så?
Havde du spurgt mig i mine yngre år, så havde jeg nok med det samme sagt 'had'. Jeg er dog mere pragmatisk i dag. Had er trods alt et meget stærkt ord. United er dog ubetinget det fodbold-hold, som jeg har mindst sympati for i hele verden, men jeg vil i dag begrænse mig til at kalde dem 'ligegyldige´

10. Sig hvad du vil
Jeg er utrolig fascineret af det sammenhold der er i fankulturen. Når jeg skuer tilbage på godt 20 år med Manchester City er det ikke så meget titler, flot fodbold og  sådan noget, som jeg dvæler ved. Det er meget mere de mennesker og oplevelser, som jeg er blevet begavet med, der træder frem i hukommelsen.

Artikelbillede. Forfatteren med Jon Macken, foto taget i Århus i 2002. Bemærk Peter Schmeichel i baggrunden.