1. Navn, alder, hjemby?
Kim Marott, årgang 1977, Allerød

2. Hvornår, hvorfor og hvordan kom du til at holde med City?
Jeg har altid haft en svaghed for underdogs og været en stor beundrer af engelsk fodbold. Jeg kan huske at jeg så Niall Quinn score kasser for City i midt 90’erne, men på det tidspunkt var jeg endnu ikke blevet hooked. Jeg har ikke en eksakt dato for hvornår jeg blev rigtig fan, men det har været omkring 2001, da Keegan var Manager og Shaun Goater bankede kasser ind. Der var noget fedt ved Goater, som jeg rigtigt godt kunne lide. Mange af de spillere fra dengang, som fx Berkovic, Bernabia, Dunne mfl. har en stor plads i mit Cityhjerte.

3. Har du set City spille live - eller har du planer om det?
Jeg har set City spille rigtigt mange gange, både ude og hjemme. Nogle af de bedste oplevelser har været på udebane, hvor man rigtigt kan fornemme stemningen og møde ”de rigtige” Cityfans. Jeg skal helt sikkert snart over at se City igen, da det er lidt for lang tid siden jeg var derovre. Jeg har endnu ikke oplevet et Derby og det står meget højt på min ønskeseddel.

4. Hvor ser du Citys kampe, og hvorfor er det et godt sted at se kampe?
Jeg må indrømme, at jeg de sidste 5-6 år ikke har set City andre steder end på stadion eller i sofaen derhjemme. Jeg kom engang meget på Bloomsday, som var det gamle samlingspunkt i København. Efter Bloomsday lukkede stoppede jeg med at se kampe ude i byen. Jeg har nu hørt om det nye sted i København (Old Irish på Gråbrødre Torv red.) og der har jeg tænkt mig at kigge ind ved lejlighed.

5.Har du et særligt City minde?
Jeg har mange gode minder. De to kampe i Danmark mod FCM og FCK, hvor jeg stod med de andre Cityfans, er rigtigt gode minder. Jeg har svært ved at fremhæve et enkelt minde, men jeg vil sige at opvarmningen på pubben Mary D’s tæt på Etihad er en fed oplevelse og noget vi altid gør inden en kamp i Manchester. Oasis på fulde drøn, kun afbrudt af fællessang. Skal jeg fremhæve et minde må det være Agueros mål i 93:20, da vi vandt mesterskabet. Selvom jeg så den hjemme i sofaen, så var det en helt speciel kamp, som jeg aldrig glemmer.

6. Yndlingsspiller - både all time og nuværende hold?
Det er meget svært for mig kun at nævne en, men jeg er nødt til at nævne Shaun Wright-Phillips som min all-time favourite. Han kom op som ungdomsspiller i slut 90’erne/start 00'erne og var helt fantastisk at følge. Han flænsede højrefløjen op og lavede nogle smukke mål. Jeg glemmer aldrig da det få timer inden kick-off i Herning, blev offentliggjort at han vendte hjem til City efter et par år i Chelsea.
Jeg var tæt på at nævne Zabaleta, da han også er en af mine absolut største Cityhelte, men der stod Wright-Phillips på min første Citytrøje og derfor peger jeg på ham.
På det nuværende hold har jeg det skidt med ikke at sige Agueroooo, da han er en legende og har betydet så meget for klubben, men jeg er nødt til at vælge en spiller, som har alt det jeg forbinder med Manchester City, Vincent Kompany. Han er helt unik. En fantastisk spiller og leder, som altid vil være en kæmpe legende i Citys historie.

7. Hvis du kunne gå tilbage i tiden og hente en City spiller tilbage til City anno 2017, hvem skulle det så være?
Den er svær. Der er så mange at vælge i mellem, men mit valg falder på Michael Johnson inden han blev skadet. Hvis vi kunne rejse tilbage og nappe ham inden hans skade og efterfølgende nedtur, så kunne han være ekstremt spændende at se på holdet. Han var udråbt til et kæmpe talent og viste store lederegenskaber på banen i en ung alder. Desværre satte en skade og en personlig krise en stopper for hans lovende karriere.

8. Skriv tre ord du forbinder med Manchester City.
Sammenhold, respekt, passion

9. Når vi siger Manchester United - Hvad siger du så?
Hvem? 

10. Sig hvad du vil...
Det er klart, at der altid vil komme mange nye fans til når man har succes. City er blevet hypet og promoveret ekstremt meget de seneste år pga. den sportslige succes, samt et hold med flere store stjerner. Det sværeste for mig som Cityfan har egentlig været at mærke forskellen på hvordan folk omtaler Manchester City og Cityfans. Før i tiden var der en enorm respekt omkring det at være Cityfan. I dag handler det man hører primært om hvor mange penge City har brugt og hvor mange medløberfans der er. Det har været fantastisk at være med på rejsen til der hvor vi er i dag, men jeg må sige, at det på nogle områder ikke er ligeså sjovt at være Cityfan i dag som i ”gamle” dage. I dag bliver man skuffet over ikke at vinde, for 15 år siden var det en sensation hvis vi vandt ;D

Jeg siger ikke, at jeg ville ønske os tilbage, men jeg må sige at jeg til tider savner den tid og min største sorg er, at jeg aldrig nåede at komme over på Maine Road og se City spille. Stemningen skulle eftersigende have været meget speciel. Noget som man ikke kan sige om stemningen på Etihad -  eller de fleste andre store stadions i Premier League. Man oplever bedst den gamle stemning, hvis man rejser med Cityfans på udebanetur