Fanfortælling V : Arsenal v Manchester City, 28.10, 2000 - Tak  til Supporterklubben for at hjælpe os med at få denne oplevelse.

I oktober 2000 så min bedre halvdel og jeg for første gang Manchester City spille i Premier League, Efter ture til England og Manchester med kampe imod mindre klubber som Northampton, Oxford og Gillingham på programmet, var destinationen pludselig en af den tids absolut helt store hold- Arsenal. 

For her - efter godt fire års fravær fra den bedste engelske division, var City endelig tilbage hvor de hører til. Det havde været nogle "bumpy" år med kaos både på - og udenfor banen, så vi Cityfans måtte fra 1996 og op til 2000 lade os nøje med med fodbold på anden klasse - ja sågar også tredje! Men det er en anden historie. 

"The Gunners" var forsvarende vicemestre og spillede med i Champions League, medens Manchester City i disse år måtte betragtes som en klub under genopbygning. Så grunden til at vi tog afsted til kampen var primært for at se Manchester City igen måle sig med de allerbedste, og som en bonus kunne vi så også sætte et flueben ved Highbury (Eller Arsenal Stadium som faktisk var det officielle navn) på Groundhopperlisten. Arsenal havde dengang netop besluttet at forlade det gamle stadion fra 1913, til fordel for det nuværende Emirates, så det var ved at være sidste chance for at opleve Highbury, et stadion, som City for øvrigt ikke havde vundet på siden 1975 - og faktisk aldrig skulle komme til at vinde på igen.

Turen
Ved middagtid snuppede vi et undergrundstog fra det centrale London ud til Arsenal Station, som faktisk er den eneste station i hele London Undergrounds netværk, som er opkaldt efter en fodboldklub. Ankommet gik vi lidt rundt omkring Highbury, der ligesom Maine Road, lå klemt inde mellem almindelig beskedent beboelse. Der var stadig et par timer til kick off, så vi fordrev tiden med at suge til os af indtryk fra stedet. Det var jo nok første og sidste gang vi var der....

Vi mødte også enkelte kendte ansigter, der var rejst ned fra Manchester. Blandt andet Noel, der var redaktør for det hedengangne Fanzine, Bert Trautmans Helmet; samt Phil, der var skribent for det officielle City match day magasin. Udover det passerede vi også Eddie McGoldrickder havde en fortid i både Arsenal og Manchester City. Hans ophold i City fra 1996-1999 blev dog - som så mange andre der blev hentet til klubben i den periode - en eklatant fiasko.

Med kampen mod Arsenal var vi fremme ved 11. spillerrunde i sæsonen, og Manchester City lå faktisk pænt placeret midt i tabellen med 14 points. De kom faktisk til London på ryggen af to sejre i ligaen, (2-0 over Bradford og 2-0 over Southampton). Manager Joe Royles mænd så altså ud til at være ved at finde sine fødder i ligaen, efter en ellers noget blandet start på deres tilværelse tilbage i Premier League. Det talte også til Citys fordel, at Arsenal havde spillet Champions League om onsdagen (hjemme imod Sparta Prag red.), så de havde ikke haft så mange hvile-dage som City op til lørdagens opgør. Så lidt optimist inden mødet med Arsene Wengers stjerner var man da. Selvfølgelig. 

Kampen
City spillede også godt med i 1. halvleg. God koncentration og jernhård disciplin bevirkede, at de dengang laserblå holdt Arsenal fra de de helt store scorings-muligheder. Naturligvis havde hjemmeholdet et vist overtag, men City med Prior og Howey i midterforsvaret lukkede rimeligt fint ned for Arsenals ellers særdeles potente offensiv med navne som Bergkamp, Pires og ikke mindst Henry. Jeg skal indrømme, at hver gang sidstnævnte fik bolden røg hjertet op i halsen. Henry var så hurtig og direkte i sit spil, at man fornemmede fare, faktisk uanset hvor på banen han havde bolden!

Lige før pausen (1 minut!) gik det så alligevel galt for stålsatte City. Danny Tiatto, vores australske terrier, havde hele halvlegen spillet lige til grænsen, og havde da også pådraget sig et gult kort for det. Få øjeblikke inden pausen var det så netop føromtalte Thierry Henry som modtog en lang bold på midten og spurtede fra Tiatto, så hurtigt, at vores australske ven følte sig nødsaget til at begå endnu et frispark på den franske målsluger.
Tiatto skal have kredit for, at han prøvede at få forseelsen til at se tilfældig og uheldig ud, men dommer Rob Styles, lod sig ikke narre- off you go, Danny. På frisparket scorede Ashley Cole selvfølgelig- og så var det op af bakke for et Cityhold, der ellers havde gjort alt det rigtige. Hashtag: hårdskæbne.

I 2. halvleg satte Arsenal sig tungere på kampen. Det var ren guf for hjemmeholdet at være i overtal, og selv om City kæmpede prisværdigt, og faktisk også fik enkelte halve chancer, kunne de intet stille op imod et af vel for den tids verdens bedste hold. Det hele endte med, at Arsenal spadserede sig til en 5-0 sejr, og dermed satte en tyk streg under, at der stadig var lang vej for City at gå, hvis de igen skulle helt med frem i toppen.

Til gengæld vandt City kæmpestort på tribunen. Altså til trods for at Arsenal vandt og scorede mange mål, så var det alligevel de 2500 Cityfans der overdøvede de godt 35.000 øvrige tilskuere på Highbury. Bagud 5-0 gjaldede det fra City-enden- "We love you City - We do", "City till I Die" og We're not really here, en chant som jeg mener blev født i netop disse år.

Det bedste var dog galgenhumoren i slutningen af kampen: 5-0 and you're not singing efterfulgt af "Shall we sing a song for you" - og så begyndte Cityfansene ellers taktfast at råbe Arsenal -  Arsenal- Arsenal- stor stor humor. 

Trods afklapsningen forlod vi således Highbury med et smil på læben - dette var en kæmpe oplevelse, selv om det  med stor margie var vores største "livenederlag" med City. 

Jeg ser stadig den dag i dag (2017) tilbage på kampen med et stort grin, og må indrømme, at jeg samtidig er ret glad for, at vi nåede at opleve dette Arsenal-hold (se deres opstilling længere nede i artiklen) inden det blev splittet for alle vinde. Sikke store stjerner - og vel nærmest legender - Gunners dengang havde. 

Premier League runde 11, 28. oktober 2000

Arsenal v Manchester City 5-0
Målscorere: 1-0 Ashley Cole (44), 2-0 Dennis Bergkamp (58), 3-0 Sylwain Wiltord (75), 4-0 Thierry Henry (82), 5-0 Thierry Henry (88)

Tilskuere:38.049

Arsenal: Lukic, Luzhny, Keown, Adams, Cole, Parlour, Vieira, Grimandi, Pires, Bergkamp, Henry – Bænk: Wiltord(70), Dixon(69), Ljungberg(45), Kanu(unused), Taylor(unused)

Manchester City: Weaver, Charvet*, Prior, Howey, Ritchie, Wiekens, Jeff Whitley, Haaland, Tiatto, Dickov, Goater – Bænk: Horlock(unused), Bishop(Ikke brugt), Kennedy(69), Dunne (Ikke brugt), Wright (Ikke brugt)

*Laurent Charvets debut. En helt igennem forfærdelig kamp at debutere i for franskmanden. Desværre blev den vel nærmest et varsel om, hvad der ventede Charvet i Manchester City. Han kom ellers fra Newcastle med fantastisk skudsmål, da selveste Alan Shearer begræd Laurents valg om, at skifte de zebrastibede ud med de laserblå. Charvets blev et af de mest fejlslagne køb til forsvaret, som City har gjort i nyere tid. Kan kun erindre Tal Ben Haim som et lignende dårligt indkøb, begået af Mark Hughes i 2008.

Nå, men herunder lidt billeder og lign. fra og om kampen:

Programmet - Bemærk begge klublogoer i dag er skiftet ud.

Arsenes ord om City i kampprogrammet

Arsenes ord om City i programmet

Trupperne 

Trupperne som de så ud dengang

Citys angrebstrio i år 2000

Citys angrebs-trio beskrevet i Arsenals program 

 

Vi sad ikke langt fra banen i ude-afsnittet! 


 

 Slutteligt højdepunkter fra opgøret