Som Manchester City fan igennem adskillige år har man lært, at aldrig nogensinde tage noget for givet, når det gælder det vores lyseblå-klædte fodboldhold.

Selv ikke engang når man fører ligaen med 13 points forspring med 6 spillerunder igen- og endda samtidig igennem hele sæsonen har spillet noget af det mest beundringsværdige og seværdige fodbold der nogensinde er set i engelsk fodbold.

Men Champions League nederlagene ti Liverpool, samt ikke mindst den begrædeligt misbrugte mesterskabs-matchbold imod Manchester United, efterlod mig med en lettere form for panik-angst samt flash-backs til Citys lidet flatterende meritter igennem særdeleshed 1990'erne og 2000'erne. Årene hvor udtrykket "Typical City" vel nærmest opstod  - og desværre meget ofte blev brugt. 

Så sent som lørdag eftermiddag havde jeg lettere paniske tanker om, at City ville tabe aftenens svære udekamp til Tottenham, og at United så - som den største selvfølgelighed - stensikkert ville slå rock-bottom, WBA hjemme i søndagens kamp, og altså derved reducere forspringet til blot 10 points. Dette ville resultere i (i mit negative tankespind), at City efterfølgende ville få de berømte gummiben,  og som det naturligste derfor også skulle kikse i hjemmekampen mod nedryknings-truede Swansea. Det ville være lig med 7 points ned - og kæmpekrise inden de sidste fire kampe.

Så ville vi have balladen. Medierne ville lugte blod og stensikkert også, ganske som os gamle Cityfans, begynde at tvivle på om mesterskabet nu også var sådan en done deal, som alle ellers har hævdet i de sidste par måneder. Så fra min bitter erfarne City-optik kunne det været blevet en rædselsfuld afslutning på sæsonen, hvor vi pludselig i sidste spillerunde,ude imod Southampton, skulle have points, imod et hjemmehold der skulle have points for at overleve. 

Dette skræk-scenarie var jeg ikke helt ene om at tænke. Jeg læste om en Cityfan, der efter nederlaget til United resolut gik ned og spillede på vores naboer som mestre! 

Men som ved et trylleslag ordnede alt sig pludseligt. De små skyer drev igen væk solen. Fra at have set lidt kritisk ud, gik man fra at være skeptisk og nervøs til at være en euforisk mesterskabsvinder - på under 24 timer. Ok, eufori er måske nok så meget sagt. Hjemme hos mig kørte Manchester United v WBA da på skærmen, men det var nu mest tænkt som baggrund, mens jeg lavede andre ting. For jeg havde absolut ingen forventninger om, at de stribede fra Hawthorns ville drille vores naboer - TV'et kørte kun fordi Tænk hvis nu, så skulle jeg da meget gerne have overværet det.

Og så skete det jo faktisk. WBA - med bare 1 sølle vundet point i deres sidste 9 kampe - leverede sensationen, og vandt faktisk ganske fortjent med 1-0 på målet af Jay Rodriquez et kvarter før tid. Jeg fulgte derfor pludselig godt med de sidste minutter, som utroligt nok faktisk aldrig blev rigtigt neglebidende.

Da dommeren fløjtede af, så havde Manchester City - uden at spille og  GANSKE UDRAMATISK - sikret sig det engelske mesterskab. Det  femte i historien  - og det absolut mest suveræne. At vinde Premier League titlen med 5 spillerunder igen har netop kun United formået, tilbage i 2000/01.

Tak til Jay Rodriquez

Og det er faktisk ganske usædvanligt, at City vinder mesterskabet i så solid stil. Tre ud af de fire hidtil vundne mesterskaber er alle blevet sikret i sidste spillerunde. Kun det første -vundet tilbage i 1936/37 blev erobret tidligere - i næstsidste runde, hvor en 4-1 sejr over Sheffield W foran 55.000 tilskuere på Maine Road sikrede titlen.

City havde efter en blød, ja faktisk halvdårlig start på sæsonen, virkelig samlet sig selv op, og de lyseblå tabte ikke en eneste ligakamp efter den 25. december. De vandt 15 ud af deres sidste 22 kampe.  Manchester United rykkede for øvrigt ud den sæson, men skulle City have frydet sig over det, så var glæden kort. Året efter var det Citys tur til at rykke ned. City er stadig de eneste forsvarende engelske mestre, der har lidt den tort at rykke ned.

I 1967/68 sæsonen skulle City vinde en svær sidste runde kamp i Newcastle for at holde Manchester United bag sig i tabellen, og dermed vinde sit andet engelske mesterskab. Det blev noget af en thriller, som City endte med at vinde 4-3. City førte opgøret 4-2 med godt fem minutter tilbage, da Newcastle reducerede til 3-4, hvilket gjorde de sidste minutter særdeles intense. City holdt ved og vandt kampen og mesterskabet. Med til historien hører, at hele 20.000 Cityfans havde taget turen nordpå til St. James Park. De fik en fantastisk tur hjem. Dette mesterskab blev startskuddet til en City guldalder, der skulle strække sig over de næste 10 år.

Hele 44 år, skulle der gå før City igen skulle vinde ligaen, Den 13. maj 2012 oplevede en hel fodboldverden vel den mest dramatiske titelafgørelse nogensinde. Alle kender historien, om hvordan Aguero med nærmest sæsonens sidste boldberøring med en 3-2 scoring imod QPR tre minutter og tyve sekunder inde i overtiden, nærmest flåede mesterskabet ud af Uniteds hænder, et United der ellers var gået igang med at fejre det, som de troede var deres 20. ligatitel. Men det var det ikke. Uforglemmeligt. "Priceless" som englænderne selv ville kalde det.

I 2013/14 - altså ved det seneste vundne mesterskab,  oplevede vi et Manchester City der nærmest scorede mål for sjov. City spillede en fantastisk god gang fodbold under manager Pellegrini, og de satte adskillige målrekorder. Alligevel skulle vi hen til sidste spillerunde, hvor der mindst skulle uafgjort til i en hjemmekamp imod West Ham for at vinde titlen. Med sæsonafslutningen imod QPR to år tidligere frisk i erindringen, turde man jo ikke være alt for kæk, men heldigvis blev det ikke så dramatisk denne gang.
Nasri dulmede nerverne med en 1-0 scoring i første halvleg og Kompany sikrede mere eller mindre titlen med et signatur hovedstødsmål kort inde i 2. halvleg. Men op til da havde det været en dramatisk sæson afslutning, hvor Liverpool faktisk lå til at vinde titlen efter de havde slået os med 3-2 på Anfield den 13. april. Men så var det, at en hvis Steven Gerrard gled på r..ven i en kamp mod Chelsea, og det var i høj grad med til at sende titlen til Manchester. I den sæson scorede City hele 102 ligamål - og 156 i alle turneringer. 

Så at vinde titlen her i 2017/18 med hele fem spillerunder tilbage - endda uden at for øvrigt selv at spille - står i skarp kontrast til specielt 2012 titlen. En lidt flad fornemmelse, og jeg ved godt, at det lyder forkælet. Men i stedet for at kunne eksplodere i eufori og glæde, så må vi jo glæde os over alle de fantastiske rekorder der er blevet slået undervejs. Og rekorder kommer resten af sæsonen til at handle om. Der er ikke andet at spille for. Og det er altså en ret ny fornemmelse som fan af denne klub.

Sidst jeg husker, at City sikrede sig noget i god tid - uden at selv spille - var da oprykningen til Premier League i 2001/02 sæsonen kom i hus under Keegan. Dengang garanterede City sig oprykning i tredje sidste spillerunde, da Wolves tabte med 1-0 til Milwall, et resultat som sendte City i Premier League. Bestemt andre tider, men bestemt også med pendanter til idag.
 
City oprykkere i 2002

I dag er forskellen bare, at det foregår på top-niveau. Øverste hylde. Det er ikke Barnsley, Stockport og Millwall der fejes til side i rekordstil. Det er giganter som Manchester United, Arsenal, Chelsea og hvad de ellers hedder. Vi skal huske at nyde det, og sætte pris på hver dag vi oplever dette, for det slutter en dag. Tro mig  - det gør det. 

Citys rekorder sat i denne sæson vil dog sandsynligvis stå længe. De 18 liga-sejre i træk fra 26.8 - 27.12 er helt uhørt, og Pep Guardiolas kåring som månedens manager i fire måneder i træk, vil også blive svær at slå. 

Der er dog flere rekorder der kan sættes inden sæsonen slutter, og det må som sagt være missionen for de sidste 5 kampe. Der er ikke andet at spille for. Det drejer sig om: 

  • City har pt. 87 points, men rekorden for en Premier League sæson på 38 kampe er 95 - sat af Chelsea i 2004/05.
  • City har scoret 93 mål- Rekorden er 103- sat af Chelsea i 2009/10. 
  • City har 14 udesejre. Rekorden er 15. Sat af Chelsea i 2004/05.
  • City fører med 16 points. Den største margen ligaen er vundet med er 18 points. Sat af Man United i 1999/2000.

Vi må se. Det bliver under alle omstændigheder mærkeligt at følge Manchester City de sidste fem kampe helt uden nerver. For mig personligt er det vigtigst, at City holder stilen og viser hvorfor de er så suveræne mestre. At der skulle falde en rekord eller to af i processen, er knap så vigtigt. Men da meget fedt, skulle det ske.

Tillykke med mesterskabet til alle Cityfans.