Herover- det første ikoniske billede. Mark Kennedy har med 99.9999 procent sikkerhed sendt Manchester City i Premier League. Joe Royle's plan er lykkedes! 

I første del af "ikoniske billeder" er vi tilbage på Ewood Park i Blackburn den 7. maj 2000. Denne solbeskinnede forårsdag, sikrede Manchester City sig en lidt overraskende oprykning til Premier League.

Det var vel de færreste Manchester City fans, som inden sæsonstarten i august 1999 havde troen på, at holdet kunne blande sig i toppen af den næstbedste division, en række som City faktisk lige var kommet retur til efter en tragikomisk og vel nærmest også sensationel enkelt sæson i League One, hvor de lyseblå med hiv og sving kæmpede sig til oprykning via play off'sne via en mindeværdig oprykningsfinale sejr over Gillingham.

Så med det in mente gik vi ind til sæson 1999/2000 med en tanke om, at Manchester City skulle konsolidere sig i rækken, og så måske om et år eller to gå efter Premier League billetterne.

De planer havde manager Joe Royle ikke. Han var fast besluttet på, at Manchester City skulle tilbage på øverste hylde så hurtigt som muligt.

Læs også: Det ikoniske foto - Del I - Wembley 1999

Royle var en mand der selv ved de helt store begivenheder havde en enestående evne til at bevare sine fødder solidt plantet på jorden - og se situationen i sit rette perspektiv.

Efter en lidt famlende start på sæsonen kom Manchester City pludselig ud af startboksen, og med fem sejre i træk - fra spillerunde tre til og med syv - viste de lyseblå, at de trods blot to forstærkninger i sommerpausen (Mark Kennedy og Danny Granville), at de trods oprykker-status bestemt måtte betragtes som en outsider til oprykning.

City vedholdt den gode stil, og ved årtusindskiftet lå de nummer 1. Nu indså alle, at avancement var en absolut og reel mulighed.
De skulle dog løbe ind i problemer - det er jo en lang sæson:  En sejrs-tørke på 7 kampe i februar/marts skabte tvivl om City nu alligevel kunne holde hele vejen. Rolige Royle lod sig ikke ryste. City fandt rytmen igen, og en ny stime af sejre bragte dem på kanten til direkte oprykning via en 2. plads, eftersom Charlton var stukket helt af med 1. pladsen.

I den næstsidste spillerunde, en fredag aften hjemme imod Birmingham, kunne City således sætte et enormt pres på deres eneste forfølgere - Ipswich.
Hvis City her formåede at slå Trevor Francis' Birmingham play off bejlere, så skulle Ipswich' Tractor Boys lørdag eftermiddag hente en sejr ude imod det suveræne tophold fra Charlton. Og City gjorde hvad de skulle. I en intens og særdeles nervebetonet kamp, vandt de laserblå med 1-0 på Robert Taylors scoring kort før pausen. 

Da dommeren fløjtede af var mange Cityfans overbeviste om, at oprykningen var sikret, for Ipswich kunne da på ingen måde slå suveræne Charlton dagen efter? Derfor væltede der tusindvis af begejstrede og lykkelige supportere ind på Maine Roads græstæppe, og de jublede som oprykningen allerede var en realitet. Men det var den ikke. Dagen efter tog Ipswich til London og vandt en klokkeklar 3-1 sejr over Charlton - og nu skulle City altså bruge mindst 1 point i sidste spillerunde - en hyper-vanskelig opgave ude imod Blackburn Rovers. 

Manchester City fanmiljøet summede af forventning op til denne kamp. Blackburn var så superflinke at skænke City hele 6.000 billetter, men der var ingen tvivl om man kunne have fyldt Ewood Park udelukkende med Manchester C fans. Da dagen oprandt - i høj maj sol - blev Blackburn by - knap 45 km nord for Manchester invaderet af  mange tusinde forventningsfulde Cityfans. Flere af dem havde ikke billet, men de stillede sig an på de ærke-britiske grønne bakker lige uden for stadion (dette kunne faktisk lige så godt være det ikoniske billede)
Artiklen fortsætter under billedet

Blackburn havde haft en meget skuffende sæson. Rovers var rykket ud af Premier League året før, og havde været de flestes favoritter til at indløse en returbillet til den bedste række. Men det var slet ikke gået som præsten havde prædiket. Trods kæmpe profiler som Duff, McAteer, Jansen, Flitcroft og danske Per Frandsen floppede holdet, og Rovers udspillede hurtigt deres rolle i kampen om oprykning, og var således dømt til "midtable obscurity". De lå nummer 11 inden mødet med City. 

Blackburn var dog alligevel yderst tændte til opgøret mod Manchester City.. To uger tidligere havde de skulle finde sig i at se Charlton fejre deres oprykning via 1-1 på Ewood Park, og Rovers' manager, Graeme Souness, var derfor særdeles opsat på, at de absolut ikke ville have den ydmygelse, at begge oprykkere skulle fejre deres triumfer i deres hule!

Og det gik som mange Cityfans havde frygtet. Blackburn kom trods beskeden motivations-faktor alligevel flyvende ud af omklædningsrummet, mens City derimod virkede handlingslammede og temmeligt nervøse. Hjemmeholdet var 'all over us' og Citys målmand, Nicky Weaver var sat på overarbejde, hvilket afgjort også kan siges om de lyseblås træværk, der hele FIRE gange reddede dem i en hektisk og en for os City-støtter ekstremt ubehagelig 1. halvleg.

I  42. minut gik den ikke længere, da Matt Jansen gjorde det til 1-0 til Blackburn- pivende fortjent. Hånden på hjertet skulle City egentlig bare være taknemmelige for,, at den blot stod 1-0. Hjemmeholdet kunne reelt have ført 3, 4 eller måske endda 5-0 her ved pausen.

Så håbløsheden var absolut til at mærke, naturligvis også blandt os danske Cityfans. Jeg var selv på Sherlock Holmes pub i Århus, hvor vi vel var en 10-12 ellers meget feststemte Cityfans, der heppede på de lyseblå. Vi var godt nok ikke for kry ved pausen. Det lignede lotteri play off spillet hvis den skulle stå Premier League bold efter sommerferien.... Kort efter pausen fik vi yderligere et gok, da Ipswich bragte sig foran imod Walsall, og dermed overtog den direkte oprykning. Godt nok havde Blackburn lettet lidt på speederfoden her i 2. omgang, men City lignede et hold der kunne spille til jul uden at score! Vi sad allerede og talte om mulige play off modstandere, da kampen pludselig tog sit dramatiske vendepunkt efter godt en time. ...

Kevin Horlock sender en bold ind foran mål, og her dukker Shaun Goater op. Det var ellers ikke meget man havde set til bermudianeren i denne kamp, men selvfølgelig kunne man regne med, at en måltyv som ham pludselig slog til. Goater sendte tæt inder under mål Horlocks sukkerbold op i nettaget til KÆMPEFORLØSNING! 1-1 ud af ingenting! YES. 

Herfra var det som om, at alt modgang City hidtil havde haft i opgøret blev vendt til medgang. Blackburns kampgejst var forsvundet som dug for solen, og da hjemmeholdets Christian Dailly scorede et meget komisk selvmål en 6-7 minutter efter Goaters udligning, så var sagen ved at være klar:2-1 til Manchester City!

OG det bringer os frem til det ikoniske billede herover artiklen. Var der på dette tidspunkt nogen tvivl tilbage om, at City ville klare oprykningen, så blev den sidste rest  fjernet her med godt et kvarter tilbage, da en sæsonens store oplevelser, Mark Kennedy, fra omkring 10 meter banker en nedfaldsbold fladt ind i kassen til 3-1, for så derpå i rendyrket jubel spurte de 50-60 meter tilbage til Joe Royle, der med åbne arme tager imod sit sommerindkøb fra Wimbledon. Den var hjemme! 110 % sikkert hjemme. Manchester City var tilbage i Premier League efter 4 år og 2 dage væk! I de sidste minutter gjorde Paul Dickov ydmygelsen total, da han scorede  til resultatet 4-1 til City. 

Da kampen blev fløjtet af væltede tusindvis af glade Cityfans ind på Ewood Parks græstæppe. Glæden - og ikke mindst stoltheden - var enorm. Det var de færreste af os, som havde ventet dette. Der var altså kun gået et år siden vi med hiv og sving var kommet op fra division two, så det at pludselig skulle se frem til fodbold i Premier League var ganske surrealistisk!

I Århus havde vi en enorm fest - faktisk en del større end den, som vi skulle få 12 år efter - Du ved med Aguerooooo.....Det var ude på de små timer før jeg var hjemme tidlig mandag morgen, efter en søndag aften og nat i rundt byen, som jeg aldrig glemmer. Det var en virkelig euforisk oplevelse. Og hver gang jeg ser billedet af den jublende Mark Kennedy og en sjældent begejstret Joe Royle, bliver jeg sindsyg glad i låget. Billedet minder mig om, at glæde og stolthed ved ens fodboldhold ikke kun bunder i titler og pokaler.

EFTERSKRIFT: Præcis et år efter - den 7. maj 2001- rykkede Manchester City ud af Premier League. Af alle var det sidste sæsons konkurrenter fra Ipswich som satte det sidste søm i kisten, da de på en træls mandag aften på Portmann Road slog City med 2-1 i næstsidste spillerunde.
Ipswich havde formået at vinde Play off året før, og modsat City havde "Tractor boys" sat sit aftryk på Premier League. Holdet fra East Anglia spillede sig til en flot 5. plads. Med City var det modsat. Joe Royle fandt aldrig formularen til at etablere City tilbage i den bedste række, illustreret ved at City kun en gang i sæsonen formåede at hente to sejre i træk. Royle var nok gammeldags i sin tilgang til fodbold på øverste niveau, måske lidt af en dinosaur, og få dage efter nedrykningen var en kendsgerning blev "Uncle Joe"" fyret. 

Mark Kennedy var en af de første spillere der røg ud af døren da Royles afløser, ingen ringere end Kevin Keegan kom til. Kennedy spillede herefter fem år i Wolves. Herefter gik turen over Palace og Ipswich, inden karrieren tog slut i 2012. Han er idag (2017) tilbage i Manchester City som en del af trænerstaben ved akademiet.

KAMPFAKTA

Nationwide League Division 1

BLACKBURN ROVERS 1 MANCHESTER CITY 4

Tilskuere: 29,913 (6.000 Cityfans)

Målscorere
City Goater(60), Dailly(67 selvmål), Kennedy(75), Dickov(81)
Blackburn: Matt Jansen (42)

City Weaver, Edghill, Jobson, Prior, Tiatto, Jeff Whitley, Pollock, Horlock, Kennedy, Goater, R Taylor – Bænk Dickov(53), Bishop(47), Granville(78), Crooks (Ikke brugt(), Wright (Ikke brugt)