En ny F.A Cup rejse begynder i morgen, Lørdag. Og det med en hjemmekamp imod Burnley. 

Cuppen kan noget! Det er ikke løgn, når vi siger, at den er magisk. Det kan jeg skrive under på. For hele fundamentet for den besættelse jeg skulle gå hen og få af Manchester City blev støbt denne majdag i 1981, da de lyseblå helt ufortjent tabte en fantastisk spændende og velspillet finale til Tottenham. De hvide fra London vandt med 3-2 efter City ellers havde ført med 2-1.

Det der gjorde ondt værre var, at City havde været det bedste hold, og at denne slutkamp på Wembley oven i købet var en omkamp, efter at der var blevet spillet 1-1 nogle dage før. I den kamp havde City også ført indtil kort før tid, men en heldig udligning via et afrettet frispark kort før tid, sikrede Tottenham en omkamp, som de altså skulle gå hen og vinde.

Det var to fantastisk gode finaler, og specielt omkampen var top-underholding, indeholdende to af de af flotteste scoringer der nogensinde er set i en F.A Cup finale. Flugteren fra MacKenzie til 1-1 er fænomenal, og selv om det er stadig irriterer mig den dag i dag, 36 år efter, så må jeg erkende, at Villa's sejrmål for Spurs er ganske habilt gået. Men jeg synes stadig - her i 2018 - at det var tyveri, at Tottenham vandt den kamp. På den anden side kan jeg takke dem for, at jeg blev Cityfan.

Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg var blevet det, hvis de lyseblå havde vundet. For med Citys nederlag var min retfærdighedsans blevet stærkt udfordret - OG netop det gjorde, at jeg den dag blev begavet med en udødelig sympati for Manchester City.
Derfor har jeg lige siddet og skrevet dette. Hvis ikke det var for den dag. Så var det du lige har læst aldrig blevet til

Tak, F.A cup. Du ER magisk- både på godt og ondt.