Martin Demichelis har blot spillet 21 minutters fodbold for Manchester City i denne sæson. Den argentinske midterforsvarer blev skiftet ind i de afsluttende 10 minutter i sæsonpremieren i WBA, og så fik han de sidste 11 i 3-0 sejren over Chelsea. Siden er det ikke blevet til spilletid for truppens 34 årige alderspræsident, som efterfølgende har siddet 2 x 90 minutter på bænken i opgørene imod Everton og Watford.

Ironisk var Demichelis i sidste sæson den Cityspiller, som fik flest spilminutter på banen - hvis man altså ser bort fra Joe Hart i målet. 

Og selv om Demichelis før sommerferien var ganske fremragende, og på et tidspunkt holdt en 100% fit Kompany ude af startopstillingen, så er det altså svært at se hvordan han skal spille sig tilbage på banen. Kompany ser i den grad ud til at være retur på sit høje niveau, og sidste sæsons mindre flop, Mangala, har over sommeren gennemgået en total forvandling, og er langt om længe begyndt at vise det internationale niveau, som man bør forvente af en spiller til £32 mill.

Kompany og Mangala har sammen med forsvarskollegaerne, Kolarov og Sagna ikke givet mange chancer væk i de første fire kampe. 0 mål gået ind i 6 timers fodbold. Det er solidt. Læg så dertil, at City endnu ikke har brugt sommerens dyre ny-indkøb i Valencia, Nicolas Otamendi. Demichelis' landsmand må betragtes som ham Pellegrini vil bringe i spil, når behovet for udskiftning i forsvaret opstår. 

Så ingen tvivl om, at Demichelis' plads i hierakiet er rykket en plads eller to ned, og det kan vel nok få den efterhånden aldrende spiller til at overveje sin situation. Demichelis har kontraktudløb med City efter denne sæson, men der spekuleres allerede nu i, at han gerne vil forlade Manchester til januar for at vende hjem til River Plate i Argentina, den klub hvor det hele begyndte for 17 år siden for Demichelis.
River meldes meget interesseret i at hente den erfarne midterforsvarer hjem. 

Nogle mener dog, at det er usandsynligt at City vil lade ham gå midt i en sæson. Pellegrini er stor tilhænger af Demichelis, og City værdsætter hans erfaring og rutine. Og før man afskriver Demichelis skal man lige huske, at han så sent som i sommer var en central spiller på det argentinske landshold, der kom i finalen ved Copa America. 

Demichelis er for mange en fan-favorit. Han er også en rigtig "grim ælling" historie. Demichelis var kraftigt udskældt i de første måneder af sin karriere i klubben, hvor han blev groft latterliggjort af mange medier, men siden tog hævn og blev en central spiller på det City-hold der hjemførte Premier League titlen i 2014.