De larmende naboer med det bibliotekstavse stadion er suveræne i England for tiden.

City har lige givet en masterclass og vundet over Huddersfield med tenniscifrene 6-1 hjemme på Etihad.

Desserten denne søndag er opgøret mellem Brighton og Manchester United.

Skadefro som jeg er, skal jeg selvfølgelig se den kamp. Se superstjernen der gratis forlod folden, for at komme tilbage og floppe for en rekordsum. Se sandkornene i José Mourinhos timeglas rinde ud, fansenes tillid forsvinde og det efterfølgende interview, hvor det vil være sikkert, at pressen står som hyæner med hagesmække, slikkende sig om munden, velvidende at de kommer til at se til en mand, der langsomt men sikkert er på vej i afgrunden. De behøver ikke engang hjælpe ham – han skal nok finde vejen selv.

Engang var vi de små. For mig var vendepunktet noget af det største. 6-1 på Old Trafford, og de døende sekunder mod QPR. Dengang United med Sir Alex ved roret kunne splitte Premier league ad med en trup bestående af Anderson, Cleverley, Jones, Young, Rafael og så videre. Ordinære spillere. Dem havde man respekt for. Det United havde man respekt for.

Dén gang havde vi et Manchester-derby!

Så kom Sir Alex-klonen ifølge medierne. Undskyld, men er man en klon, hvis man har samme farve pas og også har prøvet at besidde en stol i lang tid? Senere van Gaal, den bedagede fodbolddoktor, som efter Per Frimanns udsagn valgte at give den syge patient silikonebryster i stedet for en bypassoperation. Det var komisk, men også trist at se et hold med spillere som Ángel di Maria og Radamel Falcao fejle fuldstændigt.

Senest kom José Mourinho til, og da blev der for alvor lagt i kakkelovnen til festfyrværkeri på grønsværen. Transfersummerne er skyhøje og alle, der kalder City for et købehold bør kigge engang på United - og i øvrigt overveje termen købehold. Det er nu engang sådan sporten fungerer – hold køber deres spillere.

Nu skulle Manchester-derbyet igen få sit liv. Det kunne have været så godt. Pep mod Mourinho version 2,0 – nu i England. Titelræset. Dette er ikke sket. Og det kommer det heller ikke til, i hvert fald ikke i det format. Og det er brandærgerligt. Man fristes næsten til at råbe: ”Come on, United.”

Eller hvad?