Myte: Dannebrog røg i 1219 ned fra himlen i Letland - og det vendte krigslykken for Danmark. Fakta: En City-trøje faldt i 1999 ned fra himlen på Wembley og vendte et mere end truende nederlag til sejr - og en Manchester City oprykning!

Wembley den 30 maj 1999 - klokken er 16:45. Manchester City er netop kommet bagud med 0-2 i Division Two opryknings-finalen imod Gillingham, en lille klub fra Kent, og med blot 5 minutter tilbage på uret, ser det ud til, at den store Manchester klub må tage endnu en sæson på 3. klasse i engelsk fodbold. Ærligt talt, det var svært at forestille sig andet, og det var mega-frustrerende. Nej vent lidt, det ord dækker slet ikke. Det var nærmere hjerteskærende, en helt ubærlig tanke, at tænke på, at nu ventede der mindst 46 kampe mere imod små-klubber som Wycombe, Chesterfield, Colchester og Wrexham. Med alt respekt for de klubber, helt ærligt. En klub som Manchester City hører ikke til i det selskab.

Så ja, jeg havde givet op. Det virkede nærmest ligegyldigt at se ned på spillet på banen, så i stedet kiggede jeg rundt på de nærmest vantro og chokerede ansigter der omgav mig omkring min plads på det gamle Wembley. De havde også givet op. Det kunne jeg tydeligt se. Vores sidste håb var den her old-gamle slidte klichè om, at vi alle lige om lidt ville vågne op fra dette mareridt. Og det er jo ikke engang et håb.

Jeg kastede igen et blik ned på banen, hvor bolden netop var rullet ud til et Gillingham målspark. En tydeligt frustreret Paul Dickov tyrrede i arrigskab bolden ind i en reklame-bande. Det er et øjebliksbillede som har brændt sig fast på min nethinde. Dickovs frustration tolkede jeg som ren overgivelse. Det var heldigvis en fejlfortolkning, skulle det vise sig.

Jeg vendte mig om igen. Der kunne jeg erfare, at ved min kære kæreste og rejsefælles plads, lå der nu endnu et tegn på frustration og opgivelse. Nedenunder hendes plastiksæde lå der nemlig pludselig denne lyseblå  T-Shirt med påskriften "***MCFC - Wembley 1999" helt sikkert solgt som en erindrings-gave til en glad og håbefuld Cityfan inden kampen, og som forhåbentlig fremover altid skulle minde køberen om en god dag på Wembley.

Men nede 0-2 med få minutter tilbage, var der jo en ulidelig klar udsigt til endnu en sæson i division to. Så man kan naturligvis absolut ikke fortænke denne for mig stadig ukendte Cityfan i, at bortkaste sin souvenir. Som det så ud nu, ville den jo slet ikke blive et rart minde. Tværtimod. Den ville blive symbolet på en total deroute - en typisk City - det at pludselig uden grund at snuble på målstregen, når alt ellers så ud til at gå den rigtige vej.
Men vi samlede alligevel trøjen op fra det kølige betongulv - for man kaster altså ikke ting med klublogoet på gulvet - sådan lidt ligesom man heller ikke slæber et dannebrog efter sig hen af jorden. 

Jeg skal ikke kunne sige, om trøjen blev en lykkeamulet for os. Jeg tror ikke helt på den slags. Men hvor om alting er, så vendte Citys lykke faktisk efter den var kommet i vores besiddelse. Kevin Horlock reducerede ihvertfald til 1-2 få sekunder efter at den sammenkrøllede trøje var blevet reddet fra at blive trampet i stykker, og da der netop var blevet annonceret 5 minutters tillægs-tid, var det måske alligevel ikke helt umuligt.....eller hvad? 

NEJ! Intet er umuligt, eller som der stod i avisen dagen efter "Anything United can do, City can do too" (Dette var få dage efter Uniteds mirakuløse comeback i CL finalen imod Bayern) For City skabte den totale eufori, da den ellers få minutter tidligere så tydeligt frustrerede Paul Dickov udlignede til 2-2, da der stod 94.08 på uret. 

Den iltre skotte udplacerede sin bedste ven i Gillingham målet, Vince Bartram. Det med en knaldhård ægte last gasp afslutning med højre benet. Det var Shaun Goater der blev tacklet på kanten af Gillingham-feltet, da han sandsynligvis skulle til at afslutte udefra - gudskelov han ikke fik lov - Goater scorede stort set aldrig på langskud.
Fra tacklingen nærmest rikochetterer bolden skråt frem til Dickov, der akkurat står fri i feltet, og en 3-4 meter ud fra straffesparks-pletten banker han resolut bolden op under overlæggeren. Man troede ikke sine egne øjne. Det var en af de her helt surrealistiske momenter, hvor man slet ikke kunne være i sig selv af bar glæde. Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg skulle opleve noget lignende igen, men så var det jo lige, at den 13.maj 2012, og Agueroooo.- momentet indtraf små 13 år senere. Det er en anden god historie. Herunder knalder Dickov bolden ind for næsen af netop indskiftede Darren Carr og Gill-legenden Andy Hessenthaler, man aner lige assistmager Goater i baggrunden.

Dickov udligner

Efter Dickovs udligning vidste alle Cityfans, at dette nu var en kamp, som City bare ikke kunne tabe. Ikke engang da det hele efter en forholdsvis begivenhedsløs forlænget spilletid skulle afgøres fra pletten, var jeg nervøs. Og ja - City klarede oprykningen i sikker stil, da Gillingham-spillerne brændte på stribe på den purunge Citymålmand, Nicky Weaver, dengang kun 20 år. Weaver's jubelscene er næsten ligeså legendarisk som Agueros i 2012.

Vilde scener, pokaloverækkelse, kæmpefest med spillerne -  og bagefter på Trafalgar Square og synge- og med os hele vejen fra nede med 0-2 i 90. minut var denne bortkastede uofficielle Citytrøje, som nu for os var blevet et symbol på, at man aldrig skal give op- også selv om det ser håbløst ud - og desuden også et herligt minde om en god og historisk dag for Manchester City. Havde vi tabt den dag, så tror jeg ikke, at klubben ville være, hvor den er i dag.

Året efter - i 2000 -  blev trøjen medbragt til Manchester, hvor flere af spillerne fra finalen skrev på den. I dag hænger den så i glas og ramme på kærestens - (der i dag er min kone) kontor.
Her studser flere af kollegaerne lige en ekstra gang, når de ser den. 'Var City på Wembley i 1999'?  Udbryder de næsten alle sammen. 

Alle tiders samtaleemne - men vigtigst af alt, er det en god historie, om den eneste lykkeamulet jeg tror på. Havde City tabt den dag, så var den nok røget i skralderen ude på Wembley way!